Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107497Visninger
AA

109. 108

Pigetoilettet var tomt og ensomt, og det eneste sted, hvor Anna vidste at hun kunne være i fred. Det brændte stadigvæk i tarmene, og øjnene blev ved med at svide af de fremvæskende tårer, da hun trådte igennem døren og ind på toilettet, men dybe indåndinger, det hjalp at tage dybe indåndinger, helt rolig, helt rolig, Anna, tag dybe indåndinger, og hun drejede til højre og tog den første bås på højre hånd. Hun lukkede og forseglede døren, og satte sig på toiletkummen. Armene føltes tunge og underligt slappe, drænet for alle kræfter. Dyrene klumpede sig stadigvæk kraftigere sammen i mundhulens bagvæg, lige over svælget, besværliggjorde hendes vejrtrækning, som om de prøvede at kvæle hende.

   Vi smadrer dig til uigenkendelighed smadrer dig Anna fucking smadrer dig vi SMADRER DIG.

   Hun gled hænderne opover siden af hovedet, spredte sine fingre, ind i håret, og så pressede hun, og hendes kæber blev snurrende og stramme, da hun sammenbed sine tænder og lukkede øjnene, tanken med Nicklas forfærdelige stemme ville ikke holde op, den blev ved med at true hende om den straf, hun måske havde fortjent, men som hun ikke ønskede, ville ikke lade hende være, ligesom den usynlige, hånende ondskab, og slaget, hun huskede slaget, de hårde knoer, der smækkede over kæbebenet, så en hvid smerte sprang frem og lys glimtede for nethinden, og de havde stået og ventet på hende, der, under halvtaget, de havde stået og ventet på hende, og en af dem havde kastet sin cigaret – Nicklas, hun blev mere og mere sikker, det var Nicklas, det måtte være Nicklas – imod hende, så gløden svitsede ind på den følsomme nakkehud. Den kolde paranoia bed hende i mavesækken. De var ude efter hende. Alle sammen. De var ude efter hende, fordi de hadede hende, ude efter hende, og hun kunne intet andet end at blive siddende herinde, i toiletbåsen bag den forseglede dør, for her var hun i sikkerhed. Her og derhjemme, det var de eneste to steder, hun var i sikkerhed. Hun kunne intet andet end at blive siddende.

   Vi smadrer dig så fucking meget at ikke engang dine forældre vil kunne genkende dig for det er straffen som du har fortjent din klamme kost.

   Hun huskede, hvad mor havde sagt. I går. På sengekanten. Hvis der er noget, så ring.

   Ring til mig Anna ring til mor ring så du kan komme hjem og modtage den fugleflyvende frihed fordi du er en fugl ring til mig ring til mig.

   Anna fjernede hænderne fra ansigtet, og trak sin telefon frem, forventede at se hadefulde SMS-beskeder plastre sig på skærmen i talrige (smadrer dig) tekstikoner, men intet (fucking smadrer dig), kun den samme lyseblå baggrund plettet af sæbebobler, eller noget Anna syntes lignede sæbebobler, og hun låste telefonen op og trykkede på det grønne rør, ind på kontakter, fandt mor men ringede ikke til hende. Tommelfingeren hvilede over skærmen, ubeslutsomt og længe, hvilede uden at trykke. Hvad var hun bange for? Hvad fanden var hun bange for, hvorfor trykkede hun ikke, hvorfor pokker trykkede hun ikke, mor kunne hjælpe hende, hun skulle bare ringe og så kunne mor (jeg føler mig som en dårlig mor) hjælpe hende og tage sig af hende. Mor med den rynkefurede pande og de alt for mørke hudposer under øjnene, mor, der ikke længere nød det arbejde, hun før havde elsket, mor, der var frustreret, og som var fortvivlet og som var ked af det, ked af det på grund af hende, ikke på grund af Celine, for Celine var en rigtig pige og en rigtig datter, Celine var rigtig, men hun var ked af det på grund af Anna, fordi hun hverken var en rigtig pige eller en rigtig datter. Mor, der var blevet slidt og livstræt og måske endda gammel, fordi hendes ældste datter stressede hende (det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig), mor med alle migrænerne, mor der nogen gange lå og græd i fortvivlelse (den værste storesøster og jeg hader dig), mor, så hun kunne ringe til mor og (belaste hende) fortælle hende, at hun ikke havde det godt (er en syg kælling der fortjener at straffes) og at hun gerne ville hjem (fordi du er en dårlig datter som er syg i dit fucking hoved).

   Hun ville ringe til mor. Som den syge kælling ville hun ringe til mor og belaste hende.

   Hun endte med at fjerne tommelfingeren fra skærmen. Læberne vred sig sammen, for at modstå endnu et klynk, der dirrede op fra brystet, stramt og hårdt, og hun klikkede toppen af telefonen ind, så den ikoniske kliklyd ekkoede gennem pigetoilettets alt for mærkbare stilhed. Hendes blik hvilede på den nu sortnede telefonskærm i få sekunder, viftede herefter mod venstre og standsede ved murstensvæggen, og hun så noget. Det var skrevet med store bogstaver, og selvom denne sætning, formuleret med blyant, blot var én ud af mange tilfældige skribleringer, der pyntede sig på væggens røde mursten, var der noget ved lige præcis denne sætning, der virkede alt andet end tilfældig, der næsten virkede som en besked til hende, for at minde hende om det, hun ikke ville mindes om, ligesom kæresteparret, der havde kysset i HF-centrets kantine, de våde og klistrede smæld, der lød fra dem hver gang deres munde læbede sig sammen i lidenskabelige kysserier.

   Jeg har verdens bedste kæreste – Elsker dig Mads.

   Det blev efterfulgt af et hjerte. Der var nogen andre piger, der syntes, at de skulle være sjove, og som havde skrevet kommentarer til sætningen, men Anna var ligeglad med kommentarerne, for det var sætningens budskab, hun fangede, og som gjorde det umuligt at holde klynket tilbage.

   Hadede hende. Alle sammen. De hadede hende, fordi hun var forkert, fucking forkert, og denne sætning mindede hende om det, som aldrig ville komme til at ske, fordi hun ikke havde fortjent det, men kun fortjente straffen (det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig), det var alt hvad hun fortjente, straffen, den forpulede straf, at blive tæsket til uigenkendelighed, det var det eneste, hun nogensinde havde fortjent.

   Hun begyndte at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...