Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109404Visninger
AA

108. 107

Det var under matematiktimen – der altid var mandagens første time – at læreren trådte hen til Anna, fordi Anna ikke havde fundet sine ting frem, men blot sad der, og kiggede formålsløst nedad, mod bordet, og det eneste, hun havde i hånden, var blyanten, hvis spids hun havde trykket ned i bordpladen, imens hun vippede resten af blyanten rundt i fjerne cirkelbevægelser.

   Tina placerede en hånd på toppen af Annas stol, og gik på hug ved siden af hende, så det smældede fra knæleddene. ”Jeg kan se, at du ikke er gået i gang med noget. Er der noget i vejen?”

   Tina så ikke, hvordan Emilie havde hovedet vendt imod dem, og så særligt ikke mundvigene, der syntes at blive alt for stramme. Hun så kun Anna foran sig, der blot vedblev med at stirre tomt nedad og vride blyanten rundt i de ensartede cirkler. Tina skrånede hovedet, da Anna ikke svarede, og fjernede sin hånd fra stoletoppen. I stedet placerede hun den på Annas ryg, midt imellem de to skulderblade, og pressede forsigtigt, blidt. Anna stoppede med at vride blyanten rundt i cirkler, men stoppede ikke med at lade dens spids være presset mod bordpladen. Hendes øjne flakkede. Tina fortsatte med at vende hovedet i skrå stilling. ”Skal vi ringe hjem til din mor?”

   Anna reagerede ikke, kiggede fortsat nedad, og Tina trykkede hånden en anelse kraftigere mod Annas skulderblade, i håb om en reaktion. ”Anna, hvis du ikke har det godt, og har brug for at komme hjem, så kan du bare sige det. Vi kender godt til omstændighederne.”

   Og mere fik Tina aldrig sagt, før Anna klaskede blyanten fra sig og rejste sig op, i en stiv bevægelse, så stolen skrabede tilbage med en højlydt skurren af metal-mod-linoleum, og med munden stadig sammensnøret, men med en ild der åd hendes tarme, drejede hun sig rundt, mod højre, mod Tina, og trådte forbi hende. Døren. Længere fremme. Det var hendes mål. Døren. Døren, så hun kunne komme ud og kunne komme væk. Fortvivlelsen murde sig ulideligt omkring hende, fortvivlelsen, som kom fra det onde, der bare ønskede at fortære hende, fortære og æde og dræbe, og hendes skridt blev hurtigere og hendes mave gjorde ondt, den gjorde så forfærdelig ondt, som om tarme og mavesæk og lever skrumede ind og svandt til vakuum, og havde hun været alle andre steder ville hun sikkert have skreget, men ikke her, hun ville ikke skrige her. Hun skulle ud. Hun skulle bare ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...