Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

218Likes
1143Kommentarer
113620Visninger
AA

107. 106

Det var den samme brændende stikken af hadefulde blikke, Anna mærkede, som da hun trådte ind i klassen om torsdagen, men der var noget ved lige præcis denne stikken, der var værre, noget, der var mere ondt og mere varslende, og (vi smadrer dig til uigenkendelighed) Emilie kiggede på hende, hendes læber var streget sammen til en smal linje i ansigtets underregion, og kinderne blødte alt for røde, hun kiggede på hende med det hadske blik, Anna kendte kun alt for godt. Insekterne i hendes strube krøb fra luftrøret og op i bunden af ganen, hvor de smeltede sammen til en voksende klump.

   En kløe i nakken brød frem dét sted, hvor cigaretspidsen havde brændt hende.

   Det begyndte at brænde i sårene, brænde og dunke, selvom de var for gamle til at kunne mærkes, og selvom nogen af dem havde sårskorper, der var blevet sorte og snart ville smuldre væk og i stedet danne ar, men alligevel kunne hun mærke dem. De brændte og de dunkede, fordi blikkene smeltede igennem hendes skindjakke og hendes trøje og hendes T-shirt, de smeltede igennem og kunne se resultaterne af hendes syge ugerninger.

   Det er jo nok ikke for sjov, at alle hader dig.

   Du er den værste storesøster nogensinde og en forkert datter og syg i hovedet og du skal STRAFFES STRAFFES STRAFFES.

   Fingrene sitrede, brystet blev tungt, som en faldende vægt, og hun slap ikke fingrenes alt for stramme greb om taskeremmen. Det onde var sammen med hende. Hun vidste det. Det onde var sammen med hende, klamrede sine døde, rådnede arme indover hendes krop, for at holde sig selv hægtet fast, og fortvivlelsen, der altid drænede, trak sig omkring hende fra alle sider, så maven blev hul og forsvandt og hun bare fik den voldsomme trang til at skrige. Hun nåede bordet. Hun var ikke i sikkerhed, men hun satte sig alligevel, imens tasken dumpede ned på gulvet ved siden af. Hun satte sig, og så stirrede hun fremad, mod murstensvæggen ved siden af tavlen. Ganske vist var hun iført både trøje og jakke, men kulden fandt alligevel vej ind til hendes hud, hvor den isnede og spændte hårsækkene til kuldegysninger, præcis som den havde gjort da hun stod i brusebadets varme damp, hvor skammen klikkede sine negle nedover ryggen, og det dirrede ikke længere i halsen, men smertede og ætsede i stedet. Anna turde ikke tage telefonen. Hun lukkede øjnene. Fortvivlelsen klemte sig tættere om hende, og hun frygtede, at det onde atter ville gå til angreb, og få hende til at miste kontrollen, så hun endte med at skrige, og derefter græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...