Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109395Visninger
AA

106. 105

De stod der. Ligesom om torsdagen. De stod der, seks personer, nøjagtig samme sted, stod samlet under det langstrakte halvtag, ved siden af cykelstativerne halvvejs mod indgangen, og de stod og ventede, og Anna vidste, at de ventede, selvom hun ikke havde været i skole siden torsdag, så ventede de på hende, og hun vidste det. Det var to drenge, resten var piger, den krølhårede blondine, hun nogen gange havde snakket med, og den spidsnæsede brunette, der mindede lidt om Emilie men ikke var Emilie, og hende den langhårede og mellemblonde, som Anna var sikker på havde sendt hende den første hadebesked om torsdagen, og som var troppet op i Føtex fredag aften, men den værste var Nicklas. Han stod yderst, med en glødende cigaret strittende mellem sine fingre, og han kiggede på hende, og blikket var opsvulmet og stift, og kæberne blev spændte, gjorde de ikke? Hans kæber blev sgu da fandeme spændte, og hun så ham stramme højre hånd sammen til en dirrende knytnæve, fuldstændig som han havde gjort om torsdagen, kort inden han slog hende i kæbebenet.

   Rædslen bed sine hugtænder ind i Annas luftrør, ind gennem den hårde brusk, og spredte en lammende gift, der gjorde hende ude af stand til at mærke sin vejrtrækning, det væskede i øjnene, og nu ville de smadre hende, alle seks, de ville komme løbende imod hende, én efter én, straffe hende for det, hun havde gjort, og hun ville aldrig kunne nå at flygte, at stikke af, før hun blev overmandet og tvunget til jorden, og så ville de tæske, tæske, tæske, smadre hende, så hendes ansigt blev svulmet og uigenkendelig, og øjnene skæve og ophovnede, de ville smadre, smadre indtil hun skulle på skadestuen, de ville bare smadre. Det dunkede fra leveren. De seks personer blev stående, kiggede, men løb ikke imod hende for at smadre, som hun ellers troede, at de ville.

   Hun vred sine øjne fremad, mod den brede glasdør for enden af flisestien, og benene blævrede substansløst under hende, frygten stak følelsesdødt, og hun vandrede, i den yderste højre periferi af stien, ved den absolutte kant af buskadset, lagde ikke mærke til de øvrige elever omkring sig, lagde kun mærke til kredsen af de seks, der så hende, og som hadede det, de så. Hjertet trommede, som om det prøvede at kæmpe sig ud af brystkassen og bort fra hendes krop, og hun kunne næsten se hjertets pulsen for sit indre blik, som en krampetrækkende skygge, der svulmede og trak sig sammen og svulmede, og de grusomme kryb kravlede og slimede sig på ny rundt i struben, i en kvælende dirren, men ikke græde, for guds skyld, ikke græde og ikke skrige, bare gå, bare gå, måske tør de ikke angribe, måske tør de ikke straffe dig, bare gå, Anna, bare gå, og hun nåede forbi dem. Glasdøren befandt sig knap seksten skridt og ti meter borte. Ondskaben begyndte at strække og vride op gennem rygsøjlen, da den hadefulde kreds af seks ikke længere befandt sig foran hende, men bag hende. Femten skridt mere, fjorten, tretten …

   Noget glødende ramte hende i nakken, og sved i huden, og Anna spjættede forskrækket og klaskede omgående sin venstre hånd mod det sted, hvor gløden havde ramt. Cigaretten, som var blevet kastet, måske af Nicklas, eller måske af ham fyren med de sorte adidas-bukser, der havde stået ved siden af ham, landede for hendes fødder. Hun kunne ikke tilbageholde det svage, lysskingre klynk, der hikkede bort fra hende, og stadig med hånden klemt mod det sted, hvor cigarettens glødende spids havde ramt, øgede hun farten på sine skridt. Tårerne dunkede koldt i øjnene, men slap stadig ikke ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...