Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108346Visninger
AA

105. 104

Skindjakken fremgav den hånlige læderknirken i takt til hendes bevægelser, da hun vandrede ned til Grøndals Parkvej, og hun vedblev med at lade venstre hånd være fastknuget imod den ene taskerem, så hårdt og så kraftigt, at stoffet gnavede stramt ind i fingrenes indersider, så hun kunne mærke pulsen, der dunkede, dunkede hurtigt og dunkede voldsomt, og det begyndte at dirre i stemmebåndende, i den fornemmelse af små kryb, af laver og klikkende insektben, dirre og kravle, og det onde var der, over hende, hun vidste det, det onde var over hende, havde atter sat sig på hendes skuldre, gjorde dem pludseligt tunge og fik mørket til at klamre sig omkring synsfeltets kanter. Det onde satte sig, og selvom der var vindstille og ingen regn, drev den fugtige kulde igennem hende, begyndte at slime ud i håndfladerne, og hun ville ikke gå længere, ikke et skridt mere, hun ville vende om og løbe hjem, og låse sig inde på værelset, hun skulle ikke i skole, for det var der, straffen ventede på hende, den straf, hun bare ville undgå, hun skulle ikke i skole, uanset hvad mor sagde, så skulle hun ikke i skole, men hun kunne ikke stoppe. Hun ville stoppe, men hun kunne ikke, for hendes ben gjorde, hvad de selv lystede, udenfor hendes egen kontrol, bar hende blot henover fortovets hvidgrå fliser, der var støbt i de alt for onde firkantsformer, ledte hende hen mod den velbelyste Flintholm Station næppe hundrede meter borte, mod lysreguleringen, der lyste dybgrønt og dybgult og dybrødt i novembermorgenens tusmørke, og gråden trykkede i brystet og gjorde mellemgulvet stramt, men slap ikke bort fra hendes læber.

   Alt var firkantet, hvorfor skulle alt bare være firkantet, det var ikke fair, hvorfor fanden skulle det hele bare være så pokkers firkantet. De hvidklare diodelamper, som lyste ned fra lygtepælen kort inden S-banebroen – heldigvis var S-togs signaturen indkapslet i en rød sekskant på siden af broen, en sekskant, ikke en firkant – var firkantede, vejen var firkantet, lygtepælene var firkantet og bilerne var firkantede, måske nok med en glidende strømlinet form, men stadig firkantede, og firkanterne hånede hende, de hånede fordi de vidste, de kendte til hendes sår og til hendes ugerninger og de vidste, og deres blotte eksistens fortalte hende alt.

   Vi ved hvad der kommer til at ske med dig din klamme syge kost, vi ved det, du er syg i hovedet og nu skal du snart straffes for din psykopatiske sindssyge, forpulede kælling, du skal fucking straffes og vi glæder os til det.

   Hun nåede lysreguleringen. Hun registrerede den gule movia-bus i retning skråt mod venstre, den, der tilhørte linje 22, til Brønshøj og Husum, firkantet, ligesom alt det andet, den holdte og ventede på hende på dens rutinevise plads, mellem de to jernbanebroer – S-banen forrest og metroen bagerst –, den holdte og ventede på hende, af alle mennesker, så var det hende, den ventede på, som en fangetransport, der skulle bringe en forbryder til det fængsel, hvor han skulle straffes for sine ugerninger, på samme måde som at hun snart skulle straffes, og det var bussen længere fremme, der skulle fragte hende til det sted, hvor straffen ville foregå. Hårsækkene på hendes arme trak sig sammen i alt for stramme kuldegysninger. Gråden ætsede i lungerne, og hun havde det kortvarigt som om, at hun ikke kunne trække vejret, ikke rigtigt, og det onde prikkede hende op ad hendes flanker, prikkede hende koldt, prikkede hende hånligt.

   Hun blev stående dér, ved kanten af Grøndals Parkvej, lige inden S-banebroen, og hun blev stående længe, imens hånden knugede stadig hårdere om taskeremmen, så fingrene blegnede og knoerne blussede røde.

   Så satte hun sig i bevægelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...