Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108342Visninger
AA

104. 103

Anna vågnede klokken halv syv, det rutinevise klokkeslæt, hun altid skulle vågne på hverdagsmorgener. Hun vågnede bare ikke op til den betryggende fornemmelse, rutinerne altid gav. I stedet vågnede hun op til den hårde, knugende mavetrykken, den, der ikke var ligesom menstruationssmerter, men i stedet blev fremkaldt af den parasitiske frygt, frygten der gnaskede og åd i hendes indre, og som allerede nu syntes at dræne energien bort og i stedet udhule hende.

   Hun blev liggende i fem minutter, imens hun stirrede op imod de blankbrune træplader, som udgjorde loftet. Hun blev liggende, ligesom hun havde gjort om søndagen, blev liggende og prøvede at overbevise sig selv om, at alt, hvad der var hændt – kæppen, hun tæskede nedover Dennis, så hans øre blev smækket til blods, Nicklas, der slog sin knyttede næve knoglehårdt indover venstre kæbeben, og som havde sagt vi smadrer dig, og særligt da hun havde stået i brusebadet og skåret barberbladet ind i sin egen krop – ikke var hændt i virkeligheden, men kun i hendes hoved, at intet af det var hændt, at (hvis du møder op i skolen så smadrer vi dig vi SMADRER DIG) det hele, alt sammen, blot var en drøm, en lang og ond og modbydelig drøm, men intet andet end en drøm.

   Men det var ikke en drøm.

   Frygten, der gnaskede i mavens indervæg, bevidnede at det ikke var en drøm, og aldrig havde været det, men at dette var virkeligheden, alle hadede hende, det var virkeligheden, og hun skulle i skole, for mor Lone havde sagt at hun skulle, hun skulle i skole, og hun skulle i skole snart, hun skulle i skole, hvor (det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig) straffen ventede på hende, hun var sikker, straffen, den ventede på hende, og det var ikke en straf, der blev dirigeret af den hånligt grinende ondskab, der nød at sidde på hendes skuldre og friste hende til at snitte sig selv. Straffen for at være syg i hovedet, en syg kælling, straffen for det, hun havde gjort, som hun ville ønske, at hun aldrig gjorde, det var den straf, der ventede, og den ventede spændt og den ventede ondt.

   Hun svang benene udover sengen, stillede fødderne på gulvet og blev siddende på sengekanten. Skabslågen med annA nesraL stirrede i hendes retning skråt overfor. annA nesraL tvillingen, der boede bag den firkantede glasportal, firkanten, der var noget ved de firkanter, der var noget ved dem, noget ondt, noget modbydeligt, der var et eller andet ved de forpulede firkanter. Der var noget ved firkanterne, ligesom den kvadratform, der udgjorde psykolog-Kristians kontor, den kvadratform, der syntes at skrumpe ind, ind, ind, for at sluge hende og æde hende, ligesom brusenichen, der også var firkantet. Firkanterne. Der var noget ved dem.

   Onde former. Det var onde former. Det var det, der var galt, firkanter er onde former, onde, udelukkende onde, og hun havde pludselig lyst til at gemme sig tilbage i dynen og græde og tænke på cirkler og triangler og halvmåner, alt det, der ikke var firkanter, men det var absurd, det var latterligt, det var jo sindssygt, for firkanter er ligeså neutrale som alle andre former, det er bare figurer, både todimensionale og tredimensionale, men stadigvæk kun figurer, sjæleløse former, ikke substanser, men former, og de kunne ikke være onde, men det var de, firkanterne, de var onde og de hånede hende.

   Vi smadrer dig din klamme syge kost.

   Det kløede svagt fra det ene af sårene, på oversiden af venstre bryst. Annas læber vred sig sammen. Hun hørte noget skramle ude fra køkkenet. Mor var stået op. Hun kunne lugte kaffen, den krydrede bitre lugt af varm kaffe, lugten af mor mandag morgen, og hun rejste sig fra sengen. Bevægede sig hen til skabet, selvom dens form var ond, men hun var ligeglad, hun var fuldstændig ligeglad. Hun greb håndtaget. Åbnede skabsdøren, så det atter var hylderne med undertøj og strømper og trusser, der mødte hendes øjne, og rækkerne af tøj, der hang på stativerne. Højre hånd slap hun fra skabslågens håndtag, inden hun strakte armen ind i skabet. Det første, fingrene trykkede sig om, var de blå jeans. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...