Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107520Visninger
AA

103. 102

Anna sad afventende på sengekanten, da Lone et lille minuts tid senere trådte ind på værelset. Hun sad der bare, med fingrene samlet i skødet, og vendte hovedet i mors retning, idet Lone trådte ind.

   Lone lukkede døren efter sig, ikke helt, men på klem, og hun kiggede på Anna, men sagde ikke noget, som hun vandrede ned gennem værelset, til sengen, hvor hun satte sig. Der var en mærkværdig følelse af gentagelse over hele scenariet, Lone på ingen måde brød sig om.

   Annas øjne hvilede på hende, ulæseligt og tomt. Lone løftede den ene hånd, tværede den imod læberne, skulede til sin datter, men sagde stadigvæk ikke noget. Hånden vedblev med at presse mod mundpartiet, længe, tavst, men så flyttede hun den. Da hun sagde noget, var det ikke længere Anna, hun kiggede på, men i stedet fingrene, og hun fumlede med dem, gled dem imellem hinanden for derefter at dele dem, på præcis samme måde, som Anna gjorde.

   ”Det er sådan, at jeg har fået ringet til en psykiatrisk afdeling.” Hun lagde atter fingrene mellem hinanden, og denne gang viftede hendes øjne sig mod Anna. ”Jeg fik at vide, at … Du ikke har det skidt nok til, at de vil tage imod dig. I stedet blev jeg anbefalet den ambulatoriske … Hvor du kan komme til at snakke med en masse psykiatere, der kan vurdere, hvad det er der galt.”

   Der kan vurdere hvor syg i hovedet du er din syge kælling.

   ”For at du overhovedet … kan få en henvisning til ambulatorisk afdeling, kræver det først en lægeerklæring. Hvilket betyder, at jeg tager fat på lægen i morgen, mens du er i skole … og så må vi se, hvad der så kommer til at ske.”

   Tavshed. Anna sagde ikke noget, sad blot og kiggede fjernt og tomt på mor. En hårstreng af mørkeblond var faldet nedover hendes ene kind og slaskede ned langs kæbekanten. Lone fjernede den ikke. Mor og datter kiggede længe på hinanden, inden Lone atter begyndte at tale.

   ”Hvorfor gjorde du det?”

   Dette spørgsmål gjorde Annas læber tyndere, ikke meget, men alligevel nok til, at det kunne ses, og hun drejede hovedet væk. Desperationen, der bed i struben, fik Lone til at hæve stemmen. ”Hvorfor, Anna?”

   Anna rystede på hovedet, og trak svagt på skulderen. Blikket viftede sig ned til skødet. ”Jeg ved det ikke.” Hun blinkede et par gange. ”Jeg blev bange. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev bange, og det var som om … jeg ikke havde nogen kontrol. Som om … alt omkring mig bare … gik til angreb. Jeg ved godt, det er sindssygt, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg gjorde det bare.”

   Kort tavshed. Lone brød den. ”Hvornår skete det?”

   Der gik noget tid, før Anna samlede sig det fornødne mod til at svare sin mor, og da hun sagde noget, var stemmen betydeligt dæmpet. ”I går.”

   Lone hævede brynene. ”I … i går?”

   Anna nikkede blot. Hendes blik fjernede sig på intet tidspunkt fra skødet.

   ”Hvornår i går? Da vi var kommet hjem?”

   Endnu et nik. Lone skulle til at spørge videre, da Anna fortsatte. ”Det skete da jeg var gået i bad. Jeg … brugte mit barberblad.”

   Billedet af Anna med den hivende, sammenbidte vejrtrækning, stående i køkkenet, og blodet som svulmede ud fra de mange dybrøde striber, Anna havde påført sig selv, glimtede atter ind foran Lones sind. Den kolde omslutning krøb sig omkring hendes lænd. Anna blev siddende, med hovedet skrånet nedad, i den løstsiddende kaki-trøje, og trøjens grå farve gjorde den kolde omslutning koldere, uden Lone egentlig helt forstod hvorfor.

   Hun sank en klump.

   ”Hvor mange steder har du gjort det?”

   ”Fire.”

   ”Hvor?”

   Anna løftede højre hånd, og lod den forsigtigt strejfe øverste venstre skulder. ”Her og det samme sted på modsatte skulder, og så på … !” Hun tøvede, kiggede atter nedad. Lone løftede brynene.

   ”Ja?”

   ”Mine bryster. Jeg gjorde det på … på mine, øh … bryster. Det blødte en del, fordi jeg skar flere gange.”

   ”Må jeg se, hvor du har gjort det? Det kan være, det skal renses.”

   Anna rystede på hovedet, og så på mor, tøvende og modvilligt. ”Jeg har ikke lyst til, at du skal se dem. Jeg vil egentlig helst glemme det.”

   Den tunge stilhed lagde sig atter imellem dem, og der gik lang tid, før Lone atter sagde noget. ”Torsdag var ikke din første gang, var det?”

   Anna rystede langsomt på hovedet.

   Kulden blev strammere i lænden, og Lone måtte synke endnu en klump. ”Hvornår begyndte du på det?”

   ”I mandags. Jeg begyndte på det i … i mandags.”

   Da Lone hørte dette svar, anede hun ikke hvad hun skulle sige, kunne knap begribe det, som om nogen havde ramt hende i mellemgulvet med noget hårdt, en sten eller en jernstang eller hvad pokker end ellers, og gjort hendes brystkasse lufttom. Kulden rejste sig længere op ad rygsøjlen, spredte sig som lange, ormede fingre.

   Mors ikke-svar fik Anna til at skule blikket imod hende, stadig med brynene løftet på den usikre måde.

   ”Er du … er du sur på mig, mor?”

   Lones mundvige buede frem, da hun strammede læberne, og det bed atter så ulideligt i ganen. Hun rystede på hovedet. ”Nej … Nej, Anna, jeg er ikke sur. Okay? Jeg … Jeg er frustreret, og jeg er fortvivlet, jeg er rigtig mange ting, men sur er ikke en af dem.”

   Endnu en kvælende tavshed. Annas blik drejede sig væk og tilbage til skødet.

   Lone fortsatte. ”Skat, jeg er glad for, at du er åben omkring det her, og at du tør fortælle mig, hvad der er sket. Jeg er glad for det, også selvom at det gør mig skide ked af det at se dig sådan her … Jeg elsker dig, Anna. Jeg … Jeg elsker dig, og derfor piner det her mig af helvedes til.”

   ”Jeg gør det ikke igen!” svarede Anna automatisk, knap som Lone havde fuldendt sætningen.

   Lone udstødte et suk, og skrånede hovedet blot en anelse. ”Anna, det sagde du også sidst. Du sagde nøjagtigt det samme, og alligevel gjorde du det.”

   ”Undskyld.” Hendes lysspinkle stemme var næsten en hvisken.

   Lones øjne svulmede, og hun gjorde sin stemme skarpere. ”Du skal ikke sige undskyld! Uanset hvad, så skal du ikke sige undskyld! Jeg vil ikke høre dig sige det!”

   Anna bøjede hovedet, så hagen hvilede over brysterne, og værelset fyldtes atter af tavsheden, længe. Lone fumlede fingrene, betragtede dem, kiggede på Anna og fortsatte. ”Jeg tror, der er noget, du skjuler for mig. Også selvom du siger, at der ikke er. Der er noget, du ikke fortæller mig, og det frustrerer mig, at du ikke fortæller det, for så længe du ikke siger noget, så er der heller ikke noget, jeg kan gøre.”

   Hun blev stadig mødt med tavshed.

   ”Jeg … Jeg kontakter i hvert fald lægen i morgen. Og … selvom … selvom du er i skole, så kan du altid ringe, hvis der sker bare det mindste. Udover at kontakte lægen, så vil jeg også, i morgen tidlig, ringe til skolen, og fortælle dem, hvordan tingene forholder sig, så dine lærere er orienteret om situationen, og kan holde lidt øje med dig. Men ring, okay? Hvis der sker noget, hvad som helst, så ring!”

   Blikket i Annas øjne, da hun løftede ansigtet og kiggede på hende, var et blik, Lone på ingen måde kunne lide, et blik, der fik det til at krybe og stramme i nakkehårene og krible henover hårbunden, krible koldt og krible ondt, for øjnene virkede opsvulmede, alt for fokuseret, og det var som om de skivegrønne iriser næsten dirrede. Lone var ikke et sekund i tvivl om, at det blik, Anna bestirrede hende med, var blikket af rædsel, ægte rædsel, og igen hørte hun Annas lysspinkle stemme dirre og flænse igennem tankerne, da hun sad ved bordenden og sagde hader mig alle sammen hader mig alle hader mig alle sammen HADER MIG.

   ”Anna, hvad er der galt?”

   Anna skilte sine læber, men alligevel varede det lidt, før hun sagde noget. ”Behøver jeg … behøver jeg virkelig at tage i skole i morgen?”

   Den kolde stikken i hovedbunden blev forvandlet til en krattende følelse, som om en ond hånd, usynlig men virkelig, strammede sin hånd tæt og hårdt omkring håret, ind i den følsomme hud for derefter at kradse, kradse, kradse.

   Alle hader mig.

   Hvem? Hvem hader dig?

   Alle. Alle sammen hader mig!

   ”Hvorfor siger du det?”

   Anna trak på skuldrene, og flimrede blikket væk.

   Lones puls begyndte at stige.

   ”Anna, nu vil jeg gerne have, at du er helt ærlig med mig. Da du fortalte mig, at alle hader dig … Mente du så dem i skolen?”

   ”Jeg ved ikke hvad jeg mente,” svarede Anna, uden at kigge op, ”Jeg ved bare, at jeg er bange for at … det sker igen. Jeg er bare bange for det.”

   Lone hævede brynene, selvom Anna ikke kunne se det, fordi hun kiggede væk. ”Og du er helt ærlig lige nu?”

   Anna nikkede. Hun skulede til mor. ”Ja. Det er jeg. Jeg er bange, det er det eneste. Jeg er bare bange.”

   Alle hader mig.

   Endnu en kort tavshed fulgte, en tavshed, hvor Lone kiggede på sin datter, men selvom det var hende, hun kiggede på, var det ikke nuet, hendes tanker befandt sig i, men i stedet fortiden, fredag aften, hvor Anna var kommet alt for tidligt hjem, hvor hun ikke havde fulgtes med Celine men var taget hjem (Mødte du nogen du kendte, Anna? Nogen fra skolen?) før tid, taget hjem alt for tidligt, fordi hun blev bange, men bange for hvad?

   Lone pressede atter læberne smalle, sagde ikke noget et lille stykke tid, og så nikkede hun. ”Jeg synes, du skal tage i skole. Jeg tror, det vil være godt for dig. Så kan du … komme lidt på andre tanker. Og … som sagt, så skal du ringe, hvis der sker noget. Lover du det?”

   Anna vendte blikket imod mor, kiggede længe på hende, og øjnene dirrede på den samme måde, den måde Lone ikke kunne lide, måden der mindede lidt for meget om rædsel, men hun sagde ikke noget til det.

   Så nikkede hun. ”Jeg skal … Jeg skal prøve.”

   Lone skrånede igen sit hoved, og prøvede at smile, selvom det dunkede i struben. ”Det er jeg glad for.” Hun gled sin hånd hen til sin datters ryg, og begyndte at ae. Anna vred sig ikke væk, blev blot siddende og vedblev sin dirrende bestirren. ”Har du lyst til et kram? Eller … vil du helst være lidt alene?”

   ”Jeg tror faktisk helst at jeg vil være lidt alene.”  

   Lone nikkede. Hendes læber trak sig igen, i det slappe smil, der ikke var helt falskt men ej heller helt ægte. ”Det er i orden.” Hun fjernede sin hånd fra Annas skulder, førte den i stedet ned til sit skød, men rejste sig endnu ikke. ”Jeg elsker dig, Anna. Okay? Jeg elsker dig. Du er en dejlig datter, og jeg elsker dig.”

   En svag skæven trak sig ud i Annas ene mundvig, i noget, der kunne være et smil, men som ikke helt lignede det. ”Jeg ... jeg elsker også dig, mor.”

   Lone nikkede, og bevarede det svage ikke-helt-ægte læbesmil. Hendes øjne viftede sig væk fra Anna, ned til de samlede hænder på skødet, og hun blev siddende lidt, og så rejste hun sig. Hun vandrede ud fra Annas værelse. Døren lod hun forblive på klem efter sig. Anna blev siddende og stirrede tomt og fjernt mod skabet længe efter, at mor var gået.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...