Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107600Visninger
AA

102. 101

Lone rettede henvendelse til deres private læge, fordi hun vidste, at det kun var gennem en lægelig vurdering, at de ville kunne komme i kontakt med en psykiater. Ganske vidst havde lægen på skadestuen anbefalet dem at opsøge en psykiatrisk afdeling, anbefalet det kraftigt, tilmed, men han havde ikke lavet nogen henvisning, fordi det lå udenfor hans jurisdiktion, og det samme gjaldt for psykologen om lørdagen.

   Det var en lægeassistent, der tog røret, fordi det var søndag og deres egen læge havde fri, noget, Lone ikke havde taget højde for, og selvom lægeassistenten, Betina, var meget behjælpelig og hellere end gerne ville vide, hvad det drejede sig om, så vidste Lone, at hun ikke var til meget hjælp, for det var en hastesag, men lægen dukkede først op på arbejde om mandagen. I stedet gjorde hun det eneste, hun følte at hun kunne gøre, og det var en direkte henvendelse til den nærmeste ungdomspsykiatriske akutmodtagelse, som lå i Glostrup, den modtagelse, der ellers kun benyttedes af folk med kritiske psykiske tilstande, efter voldsom selvskade eller selvmordstanker og selvmordsforsøg og psykotiske sammenbrud, men Lone var ligeglad, fuldstændig ligeglad, for hendes datter skulle have hjælp, hun havde det på ingen måde godt, og hun skulle bare have noget forbandet hjælp, og hun skulle have det så hurtigt som muligt.

   For Guds skyld, få din datter til en psykiater

   Alle hader mig

   Undskyld mor, jeg gjorde det igen

   Alle HADER mig.

   Det var telefoncentralen, hun blev stillet igennem til som den første, centralen med den pædagogiske kvindestemme, hun altid havde foragtet, men som dog ikke var ligeså ulidelig som de Frøken Klokken robotstemmer, hun kendte fra sin egen ungdom, hun blev mødt af kvindestemmen, der gav tastevejledninger – tast 1 eller tast 2 eller tast hvad pokker end ellers – alt efter hvad det var for et problem, man stod med. I et kort øjeblik var det som om, der slet ikke var nogen taster til det specifikke problem, Lone higede efter en løsning på, men kun for alle andre ting – tast 1 for hallucinationer og stemmer, tast 2 for selvmordstanker, tast 3 for panikanfald –, men så kom det, langt om længe, tasten for selvskadende adfærd, og hun tastede og hun ventede.

   I lang tid var der kun telefoniske klartoner.

   Så hørte hun stemmen fra en kvindelig receptionist, der afsluttede klartoneren.

   Du har ringet til Glostrups ungdomspsykiatriske akutmodtagelse. Hvad kan vi hjælpe med?

   Lone lod hende knap nok fuldende sætningen, før talestrømmen skød sig alt for hurtigt ud fra hendes læber. ”Hej, mit navn er Lone Larsen, jeg ringer på vegne af min datter, Anna Larsen, som er selvskadende og udviser psykisk ustabil adfærd. I torsdags var vi omkring skadestuen, efter at hun havde … at hun havde cuttet voldsomt, øh, og så får vi anbefalet af lægen, der behandlede min datters sår, at, at øh, at vi burde få henvisning til en psykiatrisk afdeling, noget, jeg var så dum ikke at få fulgt op på … og så her i går var vi til en psykologsamtale, hvor min datter endte med at få en eller anden form for angstanfald og bryde skrigende sammen, og psykologen anbefalede os også en psykiater. Så fortæller hun mig her i morges, at hun har skåret i sig selv igen, og hun er virkelig ked af det, og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre længere.”

   Der var en kort tavshed på den anden side ad røret. Så sagde receptionisten atter noget. ”Er hun til at snakke med? Din datter?

   Lone tøvede, så sig en enkelt gang mod spisestuen og køkkenet på den anden side ad stuens døråbning, og vendte atter fokus tilbage på telefonsamtalen. ”Hvad … hvad mener du?”

   ”Er din datter til at snakke med? Er hun selv klar over, hvad det er, hun gør?

   ”Hun virker meget bevidst omkring det, ja, men jeg ved ikke ret meget, for hun fortæller mig næsten intet. Sidst hun cuttede, var hun næsten ikke til at komme i kontakt med, men … !”

   ”Hvis hun er til at snakke med, og ikke udviser symptomer på en alvorlig psykiatrisk lidelse, og heller ikke udgør en fare for sig selv eller sine omgivelser, er jeg ikke sikker på, at der er noget, vi kan gøre. Det lyder ikke til at være akut nok til, at det kræver en indlæggelse.

   Lone havde lyst til at skrige af den forpulede kælling, skrige og råbe og bande. Hun bevarede kontrollen over sig selv. Det trak sig sammen i maven. ”Hør, jeg ringer heller ikke for at få min datter indlagt, okay? Jeg ringer fordi jeg er bekymret for hende og fordi hun ikke har det godt, og jeg bare ønsker at hjælpe hende. Vi var omkring en psykolog i går, som anbefalede os at vi skulle få fat på en psykiater, og det er det eneste, jeg beder om. At vi kan få fat på en psykiater.”

   Endnu en tavshed, der varede en anelse længere end den første. Lone vendte atter blikket imod døråbningen, uden hun helt forstod hvorfor, hun var bare nødt til at gøre noget, foretage sig et eller andet, hvad som helst, for at dæmpe den anspændte desperation.

   Så. ”I det tilfælde tror jeg, at du skal have rettet henvendelse til det ambulatoriske afsnit. Så længe din datters tilstand ikke er kritisk, hvilket den ikke lyder til at være, så kan vi desværre intet gøre. Hvis hun får endnu et angstanfald, eller hendes selvskadende adfærd bliver livstruende og ustyrlig, kan du prøve at rette henvendelse igen, men indtil da vil jeg anbefale den ambulatoriske afdeling. Det kræver enten henvisning fra din, eller jeres, egen læge eller via socialforvaltningen.

   Mandag. Hun skulle vente til mandag. Først om mandagen kunne hun kontakte lægen, først om mandagen kunne hun få rettet en henvisning, og hun vidste så meget, at det kunne vare fra alt mellem 7 dage og to måneder, før en psykiatrisk henvisning blev behandlet og Anna blev indkaldt, hun skulle vente, og måske skulle hun vente længe, og trangen til at råbe og vræle, bande imens, strammede sig omkring hendes stemmelæber. ”Er der slet ikke noget, I kan gøre?”

   Svaret overraskede hende ikke, men selvom det ikke var overraskende, var det stadigvæk så ulideligt frustrerende. Nej, desværre ikke. Vi kan kun tage imod hende, hvis hendes tilstand er kritisk. Ellers ikke.

   Lones mund svulmede, da hun pressede læberne sammen, og hendes greb om iPhonen blev hårdere, strammere, men så sagde hun noget, og stemmen havde vredet sig en anelse mere skinger. ”Okay. Okay, mange tak for hjælpen.”

   Hun lagde på. Blev herefter stående. Øjnene strammede hun hårdt sammen, så furerne trak sig ud fra øjenkrogene og op mod tindingerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...