Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110301Visninger
AA

101. 100

Mor Lone – hvis migræne næsten var aftaget, og nu kun var en svag hoveddunken, der lokaliserede sig bag venstre tinding – sad sammen med Celine ved spisebordet, i færd med at spise morgenmad, da Anna trådte ind i spisestuen fra gangen. Lone vendte blikket væk fra sin kaffekop – det var Celine, der spiste, for Lone var stadigvæk ikke sulten, og havde kun spist en banan og nogle kiks umiddelbart efter, at hun var stået op – og mod Anna, og hun smilte læbesmilet, der var så træt og så slidt, som om hun havde udlevet alle sine dage og var klar til at sove stille ind, smilet Anna hadede, for det var slet ikke sådan, en 39-årig kvinde skulle se ud.

   (Se hvad du har gjort imod din egen mor din klamme syge kost)

   ”Godmorgen, Anna. Har du sovet godt?”

   Pandefurerne, der var ligeså ulidelige og ligeså slidte, stregede sig frem i dybe sprækker, da Lone løftede brynene, og de gamle furer faldt i kontrast med de mørke hudposer, som skyggede øjnenes underkanter. Synet af dette fik sårene på hendes bryster til at dunke, og snittene på skuldersiderne over armhulerne til at pulse og svide og pulse.

   (Se hvad du har gjort imod hende se hvad du har fucking GJORT!)

   Skammens klikkende, døde fingre krammede hendes rygparti, og hun ville græde. Hun ville bare græde, og skrige at hun var ked af det, undskyld at jeg brød mit løfte mor, undskyld at jeg brød mit løfte og gjorde det igen, jeg gjorde det igen, undskyld, undskyld, undskyld, hun ville bare skrige, at hun var ked af det, ked af at hun havde brudt et løfte, som hun ikke skulle have brudt, fordi hun var syg i hovedet, en forkert datter, en forkert storesøster (HADER DIG SKRID MED DIG HADER DIG), en forkert pige, der ikke havde nogen rigtig plads i den rigtige verden, og så ville hun græde, bare græde, og gemme sig væk et mørkt, klaustrofobisk sted, hvor ingen, ikke engang mor, ville kunne finde hende.

   (Fortæl hende det)

   Anna blev blot stående, som hendes venstre hånd automatisk søgte hen til højre arm, mod skulderen og ikke mod håndleddet eller underarmen, og herefter strammede hendes fingre sig.

   (Fortæl hende det din klamme syge kost, som ingen kan lide)

   Lone trak brynene sammen mod den rynkefurede pande. ”Anna, er der noget galt?”

   (Syge kost, klamme syge kost, syg i hovedet, SYGE KOST)

   ”Undskyld, mor.” Ordene forlod Annas læber uden hun selv havde kontrol over det, og stemmen var gennemdirret af fugtighed.

   Lone blinkede forvirret. Anna vred læberne sammen, så mundpartiet svulmede op og blev stramt.

   ”Undskyld? For hvad dog?”

   Lones pandefurer blev dybere, ældre, og gråden snerpede sig til i Annas luftrør.

   ”Jeg har gjort det igen.” Det blev stadig sværere for hende at snakke, og stemmen kvækkede. ”Undskyld.” Skammen tæppede sig koldt, frysende, om hende.

   Syyyyyge kost.

   Lone kiggede på Anna i langvarige øjeblikke, før det endelig syntes at gå op for hende, hvad hun snakkede om, hvad det var, hun mente, og da denne kendsgerning kom over hende, svulmede hendes øjne.

   ”Gjort hvad?” Celines lysklare stemme brød stilheden. Lone reagerede ikke, sad blot der og kiggede chokeret på sin ældste datter, uden at begribe hvad hun skulle sige eller gøre. Celine hævede stemmen. ”Gjort hvad, mor?”

   Lone drejede hovedet, kiggede på Celine, som sad dér, overfor hende, kiggede på hende i flere sekunder, og så sagde hun noget, og stemmen var dæmpet. ”Celine, gå lige ind på dit værelse.”

   ”Nej, ikke før jeg ved, hvad der er sket.”

   ”Det var ikke et forslag, Celine!” Lones stemme blev skarpere. ”Gå ind på dit værelse nu! Jeg siger det ikke igen.”

   Celine sad og kiggede på mor, i en lang tavshed, og så rejste hun sig, stift og modvilligt, og hendes øjne vandrede flere gange hen til Anna, der stod foran køleskabet, en meter til venstre for åbningen til gangen, og måden, hun så sin storesøster klemme fingrene hårdt sammen om skulderen, måden, hun blot stod der, og måden, hun særligt begyndte at dirre, fik hende gradvist til at forstå, hvad der var sket, og pludselig ønskede hun ikke længere at vide det. Hendes skridt blev hurtigere, idet hun smuttede forbi Anna og mod sit værelse.

   Tårerne spejlede sig frem i Annas øjne, stak, brændte, og den frysende skam fik musklerne til at krampe sig sammen, så hun dirrede, og det skælvede krampagtigt i underkæben, sitrede ud i mundpartiet, og hun hev luft ind. ”Undskyld, mor. Undskyld. Undskyld! Jeg gjorde det igen, undskyld!”

   Lone kiggede på hende, i få øjeblikke, og så rejste hun sig. Hun sagde intet, rejste sig blot og skridtede imod sin skælvende datter, hurtigt, målrettet, og hendes arme strakte sig frem, slyngede sig om hendes krop og trykkede hende til sig, og Annas arme gjorde den moderlige gestus tilbage, slangede og gled op ad Lones sider, indtil hænderne mødtes på ryggen, hvor hun knugede fingrene sammen om trøjens stof.

   Lones øjne lukkede sig. Struben dunkede. ”Det er okay, Anna, du behøver ikke at græde, det er okay.”

   Som hun stod med sin skælvende datter i armene, afspillede psykolog-Kristians stemme sig på ny i hendes hoved. Få fat på en psykiater. For Guds skyld, få fat på en psykiater!

   Armene knugede sig hårdere om Anna. Hun vidste, at det var det eneste rigtige at gøre, at få fat på en psykiater, og det skulle ikke gøres i morgen eller i overmorgen, men det skulle gøres nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...