Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111061Visninger
AA

11. 10

Emilie Johansen var den lækreste pige i klassen, i hvert fald hvis man spurgte Dennis Kragh. Godt nok mente flere af hans venner, at hun da ikke var noget særligt – en køn pige, jo da, men så heller ikke mere end det –, og presset fra hans venner gjorde det også sværere for stakkels Dennis rent faktisk at indrømme, at Emilie var klassens – nej, det var en underdrivelse, måske nok snarere landets – absolut lækreste pige. Der var selvfølgelig piger, der var kønnere (Er der ikke altid det?), som for eksempel hende den lyshårede pige – umuligt en dag over 19 – bag skranken i McDonald’s på Buddinge Torv som han havde set fem uger tidligere. Eller hende der hans storesøsters veninde – Nadja, så vidt han kunne huske – fra gymnasiet, som nogen gange var hjemme og besøge dem.

   Men det var ikke nogen piger, han var sammen med til dagligt. Det var Emilie Johansen, den femten-år-men-16-til-januar gamle pige, til gengæld. Han kunne ikke helt huske, hvornår han begyndte at blive direkte tiltrukket af hende, men han regnede med, at det var i den periode, hvor han også opdagede magien ved onani. Det var vel egentlig, nu han tænkte over det, i den periode – som trettenårig – hvor han i det hele taget fik en eksplosiv interesse for det modsatte køn. Dette var ganske vist ikke på det tidspunkt, hvor Emilie var en pige, som tiltrak ham særligt meget (ikke mere end hvad de fleste andre piger gjorde for en trettenårig dreng), men det var omkring denne periode, hvor han havde fået øjnene op for, at Emilie faktisk var en endog meget køn pige. Eller måske var det bare fordi, hans foretrukne pigetype, var brunetter. Især brunetter, med store blå øjne, ligesom Emilies – selvom Emilies blå var blandet op med stænk af både barkbrunt og algegrønt, men dette var en detalje, han ikke gad hægte sig i – og så var hun i det hele taget bare lækker. Men det var alligevel først i løbet af det sidste års tid – efter at Emilie var blevet en del af hans og Nicklas efterhånden ret så store vennekreds – at hans interesse for hende var blevet til meget mere end blot interesse, og når han kortvarigt blev hvisket bort til onaniens euforiske paradis, var det Emilie, der i nøgne fantasibilleder (eller måske kun halvnøgne, der var grænser for hans forestillingsevne) brændte sig fast på hans indre nethinde. Det var ikke usædvanligt for ham at klemme sig ind i en forsamling, som hun var en del af, bare for at få en undskyldning for at snakke til hende eller hvis ikke snakke, så i hvert fald se hende. Klamt og stalker-agtigt, Dennis, klamt og stalker-agtigt, fy for satan, men Emilie virkede ikke til at lade sig berøre synderligt meget af det, så hvad pokker. Generelt – og dette var måske hvad der nagede ham mest – virkede Emilie ikke interesseret i ham, i hvert fald ikke på den måde, han ville ønske, at hun gjorde.

   Det var ikke fordi hun ikke snakkede med ham, for det gjorde hun da. Og han elskede især de gange, hvor hun kom hen til ham, helt frivilligt, for at snakke, eller når han og Emilie fulgtes sammen ned til busstoppestedet ved Ålekistevej. Dette var fordelen ved kun at bo knap hundrede meter væk fra Klassens Lækreste Pige. Selvom hun oftere cyklede sammen med Jasmin eller Sara, hendes to bedsteveninder – selvom han nu alligevel var lidt skeptisk overfor Emilies venindeforhold til i hvert fald Sara – fremfor at tage bussen, så var der stadigvæk de gange, hvor hun tog bussen. Nogen gange var det bare ham og hende og ingen anden til at forstyrre, og disse busture – de ti til femten minutter, det nu tog fra Ålekistevej til skolen – hvor han var alene med Emilie, var nogen af de bedste busture, han overhovedet kunne komme ud på, og han nød hvert eneste minut og hvert eneste sekund og ville ønske at skolen lå en times kørsel væk. Han var friendzonet, og dette var han udmærket godt klar over, et faktum, han ikke var sikker på, at han brød sig om, men i det mindste var Emilie ikke totalt ragende ligeglad med ham, så uanset hvad, fandt han sig i det.

   Men så alligevel. Der var de enkelte gange, hvor hun smilte på den der helt særlige måde, der fik toppen af hendes slanke næse til fure sig til i hudbølger, når han drillede hende med det kælenavn, hun både elskede og hadede – ”Hvad så, Mille? Har du det godt i dag, Mille?” ”Hold din kæft med det Mille, Dennis, du ved jeg hader det navn!” – og selvom hun altid plejede at banke sin knyttede næve dybt i hans enten højre eller venstre skulder, men fortrinsvist den højre, i en lammer (Hun slog overraskende hårdt af en pige at være) var det altid iblandet et udbrud af kærlig, hjertevarm latter. Eller de gange, hvor hun var ked af det, eller havde haft et heftigt skænderi med en af sine veninder, hvor det var ham – ikke Nicklas eller sine andre drengevenner, og heller ikke til nogen af sine andre veninder, men ham – hun ringede til for enten at græde ud hos, eller bare for at ventilere og tale lort om hvilken-veninde-det-end-var, som hun havde haft et skænderi med. Og selvfølgelig, hvilket var en uskreven Emilie Johansen regel, og det eneste ved hende, der irriterede ham bare en smule, var det alle de andres skyld, men aldrig Emilies. Det var altid hende der gåsen som bare var en klam kælling og en fucking taber der troede hun var ih og åh så rigtigt på den og selvfølgelig kom der den obligatoriske jeg hader hende og vil aldrig, aldrig, ALDRIG snakke med den kælling igen, som Dennis efterhånden havde hørt fra han-vidste-ikke-hvor-mange piger i de sidste par år. Selvom Emilie som regel få dage senere igen blev set sammen med den selvsamme pige – sidste gang havde det vist været Jasmin –, som hun havde været uvenner med og svinet til, og så var de selvfølgelig de bedste venner i verden. Men faktummet var, at det som regel var ham, hun vendte sig til, hvis hun havde problemer, og at hun virkede til virkelig at stole på ham, og det var et godt tegn.

   Måske fordi han på det seneste havde prøvet at gøre lidt ekstra for at charmere sig ind på hende, og gøre et ekstra nummer ud af ikke at være venner med dem, hun ikke kunne lide.

   Og selvom de stadigvæk bare var venner, og han måske var langt mere interesseret i Emilie, end hun var i ham, så håbede han stadig. Håbede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...