Loving you is suicide (1D)

Sarah Hope Parker lever i sit savn til sin bedste ven, Harry Styles. Eller skulle man sige kæreste? Sarah og Harry har siden børnehaven været bedste venner, og meget tætte. Men Sarah begynder at få føleser for Harry, mere end venskabelige. Hun lukker sig selv ude, og falder ind i kærestesorger. Men når Harry indrømmer at han også føler noget for Sarah, sker det fantastiske. De to forelskede teenagere danner et par, og lover at støtte hinanden i alt. Men hvad sker der, når Harry bestemmer at følge sin drøm og melde sig til x-factor? Han lover at komme tilbage til Holmes Chapel, men det er alt sammen tomme løfter. Han glemmer nemlig alt om Sarah, og starter One Direction. Men Sarah flytter til London så snart hun fylder 18, og hvad sker der når man møder sin såkaldte "Kæreste" igen, men ikke lige på den måde man regner med.

36Likes
27Kommentarer
5955Visninger
AA

9. Kapitel 7.

 

Harry’s synsvinkel:

Jeg begyndte at forklare Hope.. eller jeg mener Sarah, alt hvad jeg havde fortalt Louis så mange gange før. Alt ned i den mindste detalje, og mærkede pludselig hvor latterligt det egentlig lød. ’Åh du må meget undskylde, jeg aldrig ringte, og på en måde glemte dig. Men jeg turde ikke’ alligevel, så hun fuldstændig forståelig ud da jeg fortalte, men tårene strømmede stadig ned af hendes kinder.

Da jeg var færdig så jeg forventningsfuldt på hende, men hun så bare trist ned i gulvet, mens tårene stadig strømmede ned. Endelig så hun op, ”Harry..” jeg afbrød hende, og lænede mig frem og kyssede hende, et kys fyldt med føleser til randen, alle føleser, alt jeg havde været igennem, imens jeg havde været væk fra hende.

I starten virkede hun forvirret, og overrasket. Men bagefter begyndte hun at kysse stille med, til sidst trak jeg mig. Jeg vidste det var forkert, men jeg måtte bare gøre det. Jeg måtte bare mærke hendes læber en sidste gang mod mine, hun så forvirret på mig da jeg trak mig, hvilket gjorde mig forvirret.

Jeg rejste mig op, og skyndte mig ud i gangen. Hun behøvede ikke at fortælle det med ord, det ville jeg ikke kunne klare. At høre hende fortælle mig, hvor stor en fejl jeg havde gjort da jeg forlod hende. Men også at jeg ikke var tilgivet, og aldrig ville blive det. Jeg begyndte at tage sko på, da jeg hørte et snøft. Jeg kiggede op og så Hope-Sarah, jeg tror jeg siger Hope, det var jeg så vant til. Jeg så Hope, stå i døren og græde.

Jeg skyndte mig at rejse mig op, og holde hende stramt ind til mig. ”Græd ikke Hopie” mumlede jeg og kyssede hende i hårbunden, ”Forlader du mig igen?” jeg kiggede overrasket på hende, og skubbede hende lidt væk så jeg kunne se hende i øjnene. ”Jamen... hader du mig ikke?” jeg rødmede lidt, da jeg syntes det her var vildt akavet.

Pludselig sprang hun i armene på mig, og kyssede mig hårdt, ”Selvfølgelig hader jeg dig ikke Hazz” udbrød hun, hvilket fik et smil frem på mine læber, som kort efter mødte hendes, i et fantastisk kys. Gud måtte vide hvor meget jeg havde savnet det her, der var i hvert fald ikke et tal stort nok, til at beskrive det.

Sarah’s synsvinkel:

Mig og Harry lå i min dejlige bløde dobbeltseng og så film, ham med armen om mig, mig med hovedet på hans bryst, også vores hænder flettet sammen. Pludselig strejfede mine tanker Louis.

Jeg følte mig virkelig skyldig, jeg elsker virkelig Lou. Ja i hørte rigtigt, ’elsker’ for ja jeg elsker ham. Jeg elsker ham, jeg elsker ham, jeg elsker ham, og jeg er fuldstændig forelsket i ham. Det var gået op for mig, da Harry for første gang, igen kyssede mig.

Det jeg havde med Hazz var fantastisk, dejligt, fik det hele til snurre. Ægte kærlighed, mens det jeg havde med Louis. Ja det var også fantastisk, dejligt, og fik det hele til at krible i maven, på en god måde. De var begge to dejlige, og jeg var bange for jeg elskede dem begge lige højt. Det føltes godt med dem begge, bare på to vildt forskellige måder. Men hvad så med det der, ’der er kun en kærlighed der er Ægte og kun en som er rigtig’.

Det her var virkelig ikke nemt, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, når jeg i morgen skulle se Louis i øjnene. Jeg ville føle mig så skyldig, så ond, men det var jo også lige hvad jeg var. ”Hvor bor du egentlig?” spurgte jeg Hazz, hvilket fik ham til at grine. Ja det var nok lidt mærkeligt bare sådan lige at komme med, men det sagsøgede altså lige mine tanker.

”Faktisk er jeg din nabo” sagde han og lød fuldstændig ligeglad, som om det ikke var noget specialt. ”Hvaad! Er det rigtigt?” spurgte jeg glad, og nysgerrig, ”Ja nabo, overfor-bo skråt overfor-bo agtigt noget” jeg smilede og lænede mig over, og kyssede ham blidt på læberne, hvilket pludselig fik en mærkelig følese frem i mig.

Som om at gnisten pludselig var væk, eller nej ikke gnisten men som om jeg ikke længtes efter hans kys længere. Lige nu var alt mine læber ville have en helt anden person, Louis.

Helt forvirret vendte jeg opmærksomheden mod TV’et, og følte mig pludselig virkelig træt, lige så stille gled mine øjne.

 

- Beklager for det vildt korte og dårlige kapitel, lover at det næste bliver bedre :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...