Loving you is suicide (1D)

Sarah Hope Parker lever i sit savn til sin bedste ven, Harry Styles. Eller skulle man sige kæreste? Sarah og Harry har siden børnehaven været bedste venner, og meget tætte. Men Sarah begynder at få føleser for Harry, mere end venskabelige. Hun lukker sig selv ude, og falder ind i kærestesorger. Men når Harry indrømmer at han også føler noget for Sarah, sker det fantastiske. De to forelskede teenagere danner et par, og lover at støtte hinanden i alt. Men hvad sker der, når Harry bestemmer at følge sin drøm og melde sig til x-factor? Han lover at komme tilbage til Holmes Chapel, men det er alt sammen tomme løfter. Han glemmer nemlig alt om Sarah, og starter One Direction. Men Sarah flytter til London så snart hun fylder 18, og hvad sker der når man møder sin såkaldte "Kæreste" igen, men ikke lige på den måde man regner med.

36Likes
27Kommentarer
5966Visninger
AA

8. Kapitel 6.

 

Sarah’s synsvinkel:

Jeg sad og kiggede ud af vinduet på caféen, med et trist humør. Nu hvor jeg ikke var sammen med Louis mere, var alting pludselig trist igen. Altså vi var stadig kærester, men han var her jo ikke. Aldrig havde savnet til Harry været større, for at tale om savnet til Louis. Men nu allermest Harry, jeg savnede ham så forfærdeligt.

Jeg mærkede en tåre trille, og skyndte mig at tørre den væk. ”Undskyld, må jeg sidde her?” en stemme trak mig ud af mine deprimerende tanker, jeg nikkede lidt svagt med tvivlede på personen så det. Jeg drejede ligeså stille hovedet op, og pludselig frosnede alt i mig. Hver en muskel, min stemme, alt. Ingenting ville reagere eller lystre, for der stod han.

Det kunne ikke passe, det måtte være noget jeg forestillede mig. Det her kunne ikke passe, det kunne ikke være rigtigt. Jeg nev mig hårdt i armen, hvilket fik mig til at komme med et lille piv. Det var ikke en drøm, ikke en forestilling, han stod lige foran mig.

Harry i egen høje person, smuk som altid, nej vent stor løgn. Han så vidunderlig ud, jeg forstod ingenting. Han så mindst ligeså overrasket ud som mig, og stod bare det med åben mund og spærrede øjnene op. Jeg kiggede ned i bordet, og en tåre fik frit løb. Straks opdagede jeg at jeg havde tabt min smootie, og det hele var ud over det hele.

Jeg skyndte mig et rejse mig op, hen imod toiletterne, jeg havde brug for en pause fra alt ligenu. Hvad fiven lavede han her? Nej vent, i denne her situation var det altså OK at bande. Hvad fanden i helvedet lavede han her? Jeg skyndte mig at tørre det sorte væk under øjnene, og bestemte mig for at gå der ud igen. Jeg var nød til at vide hvad han lavede der, og der var spørgsmål jeg måtte have svar på. Spørgsmål, jeg måske aldrig fik chancen for at stille igen?

Jeg tog en stak servietter med på vejen, og fortsatte ned mod bordet. Men da jeg kom derned var han der ikke, ingen Harry at se nogen steder. Det fik mig til at overveje om det hele var noget, jeg så alligevel havde forestillet mig. Men da jeg så smootien ud over bordet, vidste jeg straks at det var sket.

Typisk! Når man endelig ser ham efter hvad 1 år? 2 år? Så skrider han igen. Jeg begyndte at tørre min smootie op, og smed servietterne i skraldespanden. Jeg satte mig ned, og lagde hovedet i hænderne, alt var så forvirrende lige nu.

”Hopie?” jeg så forskrækket op, ved lyden af mit gamle navn, eller det var jo praktisk talt stadig mit navn. Det havde altid været mit mellemnavn, men jeg havde altid brugt Hope, fordi det passede bedre til mig. Men da Harry forlod mig, ændrede jeg mig, og syntes at Sarah pludselig passede meget bedre.

Men det var nu mest af frygten for at blive mindet om Harry, hver gang nogen sagde mit navn. Jeg så lige ind i Harry’s øjne, men blev hurtigt vækket op igen, af mit halv-dagdrømmeri, ved at han satte sig ned. Denne gang uden at spørge først, men jeg var stadig for lammet til at reagere.

Han stilte en ny smootie foran mig, magen til den jeg havde haft før, og sendte mig et sødt smil. ”Ta-aak” stammede jeg, men han sendte mig endnu et smil. Jeg så ned i bordet, og begyndte at drikke af min smootie, og prøvede at finde noget at snakke om.

Pludselig lagde en hånd sig på min, og så hurtigt op. Selvfølgelig Harry’s ”Hope..” jeg afbrød ham hurtigt, ”Jeg foretrækker Sarah” svarede jeg koldt tilbage, og trak min hånd væk. Selvom det jeg allerhelst ville lige nu var at kramme ham, holde hans hånd, og bare kysse ham. I det hele taget være sammen med ham.

”Sarah? Du har da altid elsket navnet Hope, du sagde det fik dig til altid at holde håbet højt” han så lidt såret ud, men ærligtalt var jeg ligeglad. Han kunne ikke bare tro, han skulle komme år efter, og ingenting var forandret. Næh nej, så kunne han tro om igen.

”Jeg ændrede det da du skred!” ordene kom endnu engang hårdt ud, hvilket jeg straks fortrød. ”Undskyld de-” han afbrød mig denne gang, ”Nej det er okay jeg fortjener det, jeg har været så forfærdelig dum, og unfair” jeg mærkede endnu engang en tåre falde, og hurtigt var Harry henne ved mig.

Han trak mig ind i et kram, og holdte mig tæt indtil sig, mens jeg begyndte at hulke. ”Undskyld, jeg er så ked af det” Harry hulkede vidst også lidt, ”Jam..e.een hvo..rfo...oor?” fik jeg fremstammet. ”Bor du i nærheden?” spurgte han lige pludselig midt i det hele, jeg nikkede stille, og pegede ud af vinduet på bygningen overfor. Han nikkede og trak mig op og stå, ”Kom” også trak han mig ud af caféen.

”Hvad skal vi Harry?” spurgte jeg nysgerrigt, stadig halvhulkende fra før. Han svarede ikke, men trak mig i stedet ind i bygningen, og hen til elevatoren. Han trak mig ind, og pegede på knapperne for at få mig til at trykke. Jeg trykkede hurtigt på min etage, og mærkede elevatoren bevæge sig.

Det sædvanelige ’pling’ lød, og vi steg ud af elevatoren. Jeg trak ham med hen til min dør, og åbnede døren, som jo stadig var ulåst. Han gik ind, og stillede pænt sine sko i gangen, imens jeg satte mig i sofaen. ”Haarr..” han afbrød mig igen, ”Nej Hopie...” min tur til at afbryde, ”Sarah!” ”Okay Sarah! Men det er det mindste jeg kan gøre, at give dig den forklaring du fortjener”. Jeg nikkede og begyndte igen at hulke lydløst, han satte sig hen ved siden af mig, og trak mig ind i et Hope-Harry kram, som vi altid havde haft dem. Hvorefter han stille begyndte at forklare, mens tårene bare trillede ned af mig. 

 

Nå tror i Harry siger sanheden? og tror i hun tilgiver ham? og hvad med Louis??

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...