Loving you is suicide (1D)

Sarah Hope Parker lever i sit savn til sin bedste ven, Harry Styles. Eller skulle man sige kæreste? Sarah og Harry har siden børnehaven været bedste venner, og meget tætte. Men Sarah begynder at få føleser for Harry, mere end venskabelige. Hun lukker sig selv ude, og falder ind i kærestesorger. Men når Harry indrømmer at han også føler noget for Sarah, sker det fantastiske. De to forelskede teenagere danner et par, og lover at støtte hinanden i alt. Men hvad sker der, når Harry bestemmer at følge sin drøm og melde sig til x-factor? Han lover at komme tilbage til Holmes Chapel, men det er alt sammen tomme løfter. Han glemmer nemlig alt om Sarah, og starter One Direction. Men Sarah flytter til London så snart hun fylder 18, og hvad sker der når man møder sin såkaldte "Kæreste" igen, men ikke lige på den måde man regner med.

36Likes
27Kommentarer
6082Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Louis’ synsvinkel:

Jeg sad og så tv, et eller andet kedeligt nyhedsprogram. Men mine tanker lå nu mest på Sarah, eller Eleanor. Eller faktisk en blanding af dem begge to. Jeg tænkte mest på den besked, Eleanor havde sendt mig.

#Vi må snakke – Eleanor x.#

På en måde viste jeg godt hvad hun ville sige, hun ville slå op. Jeg havde skam set billedet, det havde alle i  England efterhånden.  Billedet af hende og ham, Willy Edwards hendes bedste ven eller mere måske. De var blevet set gå hånd i hånd i byen, og enda blevet taget i at kysse inde i tøjbutikken Whipper.

Jeg burde jo egentlig være helt synderknust, men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at sidde med et smil på læben. Det var så her Sarah kom ind, de to korte minutter jeg nåede at føre en slags samtale med hende var fantastisk. Hun fik sjovt nok mit humør op. Men jeg kendte hende jo ikke, og jeg var bestemt ikke forelsket. Det var bare som om jeg viste vi ville blive gode venner, og min sjette sans tager aldrig fejl. Bare tanken om mig og Sarah, fik mig næsten til at le.

Hun virkede virkelig trist og kunne godt trænge til at komme på andre tanker, og det var Lou her mester til. Harry var i Holmes Chapel, og besøge noget familie da det vist efterhånden var ved at være lidt tid siden. Han havde godt fortalt mig, at han egentlig håbede at få lov at snakke med Hope.

Hans kæreste eller  ex-kæreste, det var gået galt da han rejste, for at være med i x-factor. Hans familie havde i mellem tiden været på en stor rejse, hvilket gjorde det efterhånden var 6 måneder siden han havde set dem. Før det plejede det at være dem der kom til London, så han havde ikke haft mulighed for at tage hjem til Holmes Chapel.

Men både ham og mig vidste det var en dum undskyldning, fordi han ikke turde. Han var smaskforelsket i denne her såkaldte Hope, men havde været for bange for at ringe. Han sagde det var af ren skam over ikke at have besøgt hende, ringet eller skrivet. Det var faktisk vildt forvirrende.

Men han måtte også selv om det, og nu var han jo også ved at rette op på sin fejl. Jeg sad i mine tanker da døren blev flået op og Niall og Liam kom ind, ”Louis kom lige” råbte Niall. Irreteret rejste jeg mig og gik ind imod mit soveværelset hvor de var forsvundet ind, de stod begge to på hver deres side af sengen og så vildt nærvøse ud og på sengen lå....

Sarah? Jeg kunne næsten ikke tro det, hvad lavede hun her. Hun så kold ud og havde blålillae læber,  hvilket fik mig til at gispe. ”Hva..hva..d er der skee...et?” fik jeg frem. ”Vi fandt hende i parken bevidstløs, også tog vi hende med herhen” jeg kunne næsten ikke tro det. Godt drengene havde fundet hende, jeg var allerede bekymret for hende efter at have kendt hende i hvad 5 minutter?

Sarah’s synsvinkel:

Jeg åbnede lige så stille mine øjne og et skarpt lys mødte mig, alting snurrede, og jeg havde en forfærdelig hovedpine. ”Godmorgen søde” lød det fra en glad stemme ved min side, træt drejede jeg hovedet og knep øjnene sammen. Louis! Hvad lavede han her? Eller måske var spørgsmålet, hvad laver jeg her?

”Hvor er jeg?” jeg satte mig forvirret op i sengen og studerede hele rummet, et drenge værelse. Der var en fladskærm på væggen, som så ret dyr ud. Så var der et skrivebord hvorpå der stod en bærbar, og så et stort klædeskab. Sidst men ikke mindst også den dobbelseng jeg lå i, jeg tog mig til hovedet og prøvede at tænke men der var bare et stort hul. Det sidste jeg kunne huske var at jeg stødte ind i Louis på vej ud af døren, til vores opgang.

”Hjemme hos mig” jeg kiggede forvirret på ham, hvilket han vist opfangede. For han begyndte at forklare, ”Drengene fandt dig bevidstløs i parken helt våd og kold pga. Regnen, så de tog dig med her hjem”. Jeg kiggede endnu mere forvirret på ham, ”Drengene?” jeg havde 1000 spørgsmål der skulle svares på men jeg måtte tage et af gangen.

”Ja drengene, Liam og Niall. To af mine bedste venner, også medlem af One Direction. Vores band, vi er i alt fem men Zayn var sammen med sin kæreste Perrie, da det skete, og jeg sad her hjemme, og Ha...” han begyndte og plapre hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. Så jeg afbrød ham hurtigt, da alt begyndte at snurre endnu engang. ”Tak jeg tror jeg har fattet det! drengene” sagde jeg og tyggede lidt på det. ”Hvilken park og hvad lavede jeg der?” spurgte jeg endnu engang død forvirret, hvilket Louis vist mærkede for han fik nemlig et smil på læben.

”Ehm.. du var i Hyde Park, og hvad du lavede der det kan jeg ikke svare dig på. Jeg mødte dig før idag da vi stødte ind i hinanden, men jeg ved ikke hvor du tog hen bagefter, og hvorfor du var i Hyde Park” endnu engang begyndte han med en af hans lange, og komplet forvirrende forklaringer, hvilket fik mig til at ryste på hovedet.

”Lige meget, du forvirrer mig bare endnu mere”

Louis begyndte at grine af mig, og rystede så også selv på hovedet, hvilket fik mig til at smile. Han var nu alligevel meget sød, ham Louis. Han havde i hvert fald et sødt smil, ham skulle jeg nok blive gode venner med.

 ”Louis hvordan står det ti.....Ahh hun er vågen” kom det fra døren, hvilket fik både mig og Louis til at vende hovedet derhen. ”Ja hun er vågnet” svarede Louis igen med et smil, drengen i døren kom hen til sengen mig og Louis sad i. Han havde noget pjusket og lyst hår, virkelig nuttede blå øjne, og så en forfærdelig sød bøjle, som han blottede når hans store smil viste sig på hans ansigt. Han så virkelig sød ud, og nuttet, jeg tror i hvert fald den dreng kunne lave nogle hundeøjne.

”Jeg er Niall” hilste han høfligt, som udstødte en fnis fra Louis. ”Det var mig og Liam som fandt dig i parken” sagde han smilende, gud hvor var det smil altså sødt. Man fik virkelig lyst til at vende hovedet på skrå og sige Nurrh! ”Nårhh ja forresten tak for det” det var egentlig lidt akavet da jeg ikke helt kunne huske noget, men de fortjente virkelig et tak.

 

***

 

Jeg valgte at blive lidt hos drengene indtil jeg havde det bedre, eller rettere sagt Louis tvang mig. Jeg havde det egentlig bedre nu, men vi hyggede os så jeg valgte at blive. Jeg havde også mødt Liam, super sød dreng. Det var de alle sammen nu, altså Louis, Liam og Niall. Lige nu sad vi og så Toy Story 3, drengene havde valgt vi skulle have filmaften. Der var godt nok også slik, popcorn, chips og det hele. Men de kunne nu godt have valgt en lidt mere spændene film, siger jeg bare.

Pludselig ringede en eller anden telefon, hvilket vist tog alles opmærksomhed undtagen Liams. Han sad koncentreret og prøvede at følge med, hvilket fik mig til at komme med et lille tøsefnis. De var nu lidt specialle de drenge, nå men tilbage til telefonen der ringede. Niall sprang op for at tage den, da det gik op for mig det var hjemmetelefonen der var ringet. Niall kom med et totalt pigeskrig, hvilket udløste et grin fra Louis, og at Liam tyssede på ham. ”Hey hvad så bro!” Niall havde gjordt sin stemme dyb, og det lød altså virkelig virkelig mærkeligt, men som sagt de drenge var noget for sig. ”Louis det er Harry, der vil snakke med dig” alt i min krop stivnet, ved navnet. Tårene begyndte at prikke i øjnene, men jeg blinkede dem hurtigt væk. Jeg skulle komme mig over ham, ikke sidde og græde bare fordi hans navn blev nævnt.

Det var sikkert ikke engang ham, eller hvem prøvede jeg at narre. Selvfølgelig var det ikke ham, der fandtes millioner der hed Harry, så hvorfor skulle det da også være ham. Jeg rystede tankerne væk, og prøvede at føre en samtale med Liam mens jeg alligevel smuglyttede til Louis og denne såkaldte Harrys samtale. ”Ej det er jeg ked af dude, men var hun bare flyttet sådan lige” jeg kunne ikke høre hvad den anden sagde, og det var også rimelig svært at høre Louis han talte nemlig virkelig lavt. ”Hvor sagde du hun var flyttet hen?” kom det igen fra Louis, ”London! Jamen så skal du da nok finde hende” jeg begyndte at blive mere og mere interesseret i deres samtale. Så meget at Liam måtte prikke til mig da jeg ikke svarede, ”Hvad?” udbrød jeg hurtigt, ”Har du hørt nogen af vores sange?” jeg skyndte mig bare at ryste på hovedet ”Nå men det må du altså se a......” jeg lukkede Liam ude og koncentrerede mig om Louis.

Mens Liam stadig plaprede om deres band One Direction, jeg ikke engang kendte. Men det var der også en grund til. Efter det med Harry havde jeg næsten lukkede alt musik ude, undtagen det jeg kendte i forvejen. ”Harry lad vær med at tvivl på dig selv, selvfølgelig vil hun se dig....Nej jeg ved det godt, men hun tilgiver dig. Forklar hende det som det er, man kommer altid længst med sandheden” der var en lang pause, efterfulgt af Louis der udstrålede af bekymring. ”Hør Harry, simpelt nok, kom hjem. Sig til din familie, der var noget akut med bandet, så du var nød til at tage afsted. Jeg ved hvor meget det går dig på makker” samtalen fortsatte, og tilsidst sagde Louis ”Hey drenge og Sarah jeg kommer omlidt” efterfulgt af at han gik ind imod et af værelserne.

Liam havde vist regnet ud jeg ikke hørte efter, for han sad nu og snakkede med Niall. Jeg ved ikke hvorfor den samtale gjorde mig så nysgerrig men jeg kunne ikke lade vær, ”Jeg går lige på toilet drenge” men de så ikke ud til at opdage noget. Niall nikkede kort hvorefter de fortsatte om at diskutere et eller andet, med fodbold. Jeg rystede kort på hovedet af dem, mens jeg gik ned af gangen og forbi toilettet.

Jeg gik ned til det sidste rum jeg havde set Louis gå ind af, og så til min lettelse at døren stod på klem. ”Sarah, det er min nye veninde. Eller vores veninde, eller ja det ved jeg ikke helt. Hun er en af vores nye nabo, super sød du må møde hende. Hvem ved måske er hun lige noget for dig” han blinkede da han sagde det sidste, og udstødte et kort grin. ”Det ved jeg godt Hazza, det sidste du har brug for er piger, der skal minde dig om Hope. Jeg mener bare at det vel kunne være rart med en ny ven” jeg mærkede et stik af jalousi da han sagde navnet Hope. Jeg anede overhovedet ikke hvad der gik af mig jeg kendte ham jo ikke, ingenting gav mening.

”Jo hun er vildt lækker, lige din stil Harry” det fik mig til at rødme lidt, ”Det kan da godt væ...” det sidste fik jeg ikke fat på da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg sad på hug nedeforan døren, men ikke mere for jeg sprang mindst 10 meter op i luften af forskrækkelse. ”Sidder du og smuglytter?” han havde et  drillende smil på læben, men alt jeg kunne tænke var FUCK FUCK FUCK! Jeg var blevet busted, også af Liam!

 

 

Beklager den er lidt kedelig i øjeblikket, men den skal jo lige igang. I må meget gerne smide en kommentar, med ris og ros. Om det her kapitel eller bare hele movella'en. I må meget gerne like det ville betyde rigtig meget,

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...