Loving you is suicide (1D)

Sarah Hope Parker lever i sit savn til sin bedste ven, Harry Styles. Eller skulle man sige kæreste? Sarah og Harry har siden børnehaven været bedste venner, og meget tætte. Men Sarah begynder at få føleser for Harry, mere end venskabelige. Hun lukker sig selv ude, og falder ind i kærestesorger. Men når Harry indrømmer at han også føler noget for Sarah, sker det fantastiske. De to forelskede teenagere danner et par, og lover at støtte hinanden i alt. Men hvad sker der, når Harry bestemmer at følge sin drøm og melde sig til x-factor? Han lover at komme tilbage til Holmes Chapel, men det er alt sammen tomme løfter. Han glemmer nemlig alt om Sarah, og starter One Direction. Men Sarah flytter til London så snart hun fylder 18, og hvad sker der når man møder sin såkaldte "Kæreste" igen, men ikke lige på den måde man regner med.

36Likes
27Kommentarer
5958Visninger
AA

16. Kapitel 14 (sidste kapitel)

 

Louis’ synsvinkel:

Alt inde i mig var væk, knust, forfærdeligt. Som om nogen havde taget mit hjerte og flået det ud, for senere at træde længe på det.

Hans læber lå mod hendes, og omvendt. De så begge glade ud, lykkelige. Det var det der gjorde så ondt, så forfærdeligt ondt. Jeg vidste udemærket godt, at jeg havde såret hende. Hårdt, og lige nu vidste jeg udemærket hvordan hun havde det.

Jeg havde kysset med en anden, og for at gøre det værst – Eleanor. Jeg væmmedes ved hende, lige nu. Alt mit had var rettet mod Eleanor, det var hendes skyld det hele.

Jeg huskede hver en detalje, fra det øjeblik hvor mit liv, nu officelt blev fuldstændig ødelagt. Takket være, klappesalver – Eleanor.

Jeg gik rundt og ledte efter Sarah, jeg havde ikke kunne finde hende, det sidste stykke tid, og det var stadigvæk ikke lykkedes mig. Jeg mærkede en som prikkede mig, og vendte mig i et ryg, håbefuld for at det var Sarah. Men der fik jeg mig vist en overraskelse, det var nemlig... Eleanor? Jeg forstod ingenting, hun var den sidste jeg ville snakke med lige nu. ”Loouuuis! Hvor er jeg glad for at se dig!!” hun overdrev totalt med den falske og snobbede stemme, hvilket gav mig kuldegysninger, jeg hadet hende! Før jeg nåede at reagere havde hun trukket mig ind i et kram, hvorefter hun kiggede rundt som om hun ledte efter noget. Det så ud til hun fandt det, for straks havde hun et hående blik rettet mod det/den  hun kiggede på. Forvirret vendte jeg mig om, men før jeg nåede at se hvem det var mærkede jeg et par læber mod mine. Raseriet i mig steg, på 0,5. Jeg vidste udemærket godt at det var Eleanor, jeg kunne tydeligt dufte, den overdrevede klamme parfume duft. Det gjorde mig endnu mere irreteret, hvad fanden bilde hun sig ind? Hun skulle ikke komme og tro hun var noget, hun betød ingenting. Jeg var fuldstændig lammet, indtil hendes hånd sneg sig op under min trøje. Det var som om jeg endelig vågnede fra min trance, og lagde min hånd mod hende, for at sende et ordentligt skub af sted. Men så langt nåede jeg ikke, før jeg blev trukket væk fra hende. Der stod Sarah! Hende jeg havde brugt hele aftenen på at lede efter, stod nu lige foran mig, med tårene løbende ned af kinderne. ”Hvor ku’ du!” skreg hun ind i hovedet på mig, og før jeg vidste af det var hun styrtet væk. ”Vent Sarah!” jeg kiggede hen imod Eleanor, der stod med et tilfredst smil på læben, og tørrede sig om munden, hvor efter hun vente røven rundt, og traskede væk i sine tårnhøje stilletter. Hun havde planlagt det, det var meningen, hun gjorde det kun for at skilde mig og Sarah fra hinanden. Jeg greb hårdt fat i hendes arm, og før jeg vidste af det havde jeg givet hende en lusing. ”FUCK DIG ELEANOR” råbte jeg af hende, og styrtede så efter Sarah. ”Vent Sarah” råbte jeg efter hende, og så hende løbe ind i en lille park. Jeg stoppede et kort øjeblik for at få vejret, og begyndte så hurtigt at gå hen imod parken, mens alt jeg tænkte på var, hvordan jeg nu skulle forklare mig. Efter at have kigget i omkring 10 minutter fandt jeg hende endelig, men da jeg så hvem hun stod med fløj der ubevidst et gisp ud af min mund. Hun stod med Zayn! Zayn fucking Malik, min bedste ven. Det værste af det hele var at de kyssede/snavede, jeg ville faktisk ikke engang vide hvilken af delene, for begge sårede mig lige højt. Tænk at de kunne finde på det, og at de så nød det så meget. Ja det var tydeligt, hvor meget de nød det begge to. Jeg stod bare chokeret og kiggede på dem, at jeg ikke engang opdagede tårene der strømmede ned af mine kinder. Hulk og snøft, forladte mine læber, og pludselig så det ud som om de begge hørte mig, for i et trak de sig fra hinanden og vendte sig mod mig. Sarah’s blik så fuldstændig bange ud, og Zayn’s så panikslagende ud. ”Fuck” mumlede Zayn lavt, men alligevel højt nok til at jeg hørte det.

Sarah’s synsvinkel:

Jeg mærkede hvor stærkt jeg fortrød og Zayn havde det vist på samme måde, for han styrtede hen imod Louis da han vendte om for at gå. ”Vent Lou det er ikke som du tror!” råbte han efter ham.

Alligevel så Louis ikke den mindste smule sur ud, bare forstående. Jeg mærkede pludselig kærligheden strømme ind over mig, og fik bare lyst til at omfavne ham, og sige hvor meget jeg elsker ham. ”Det okay Zayn, i har jo tydeligvis føleser for hinanden, og jeg var vel bare en detalje i jeres lille spil. Men jeg skal ikke forstyrre jer længere, værsgo at leve jeres liv sammen og bliv lykkelige”.

Men Zayn afbrød ham hurtigt, ”Du forstår ikke Lou! Vi har absolut ingen føleser for hinanden,  nogen af os. Vi blev bare grebet af stemningen!” han kiggede spørgende på mig da han sagde det, nok bange for at såre mig. Men jeg nikkede mig bare enig, vi havde jo ingen føleser for hinanden.

Louis vendte sig om igen og skulle til at gå da Zayn greb hans arm, ”Undskyld Bro!” mumlede han, og gav ham et hurtigt kram, hvorefter han forsvandt mod parkens udgang.

Før Louis så meget som nåede at trække vejret, havde jeg omfavnet ham mens tårene løb ned af mine kinder. ”Undskyld Lou! Undskyld...” udbrød jeg og græd videre, alligevel lagde han armene om mig, og gjorde ikke mine til at trække sig væk.

”Jeg ved ikke hvad der gik af mig!” før han igen nåede at svare fortsatte jeg, ”Det er dig jeg føler noget for, kun dig, og jeg forstår godt hvis du ikke vil tilgive mig. Jeg synes bare du skal vide at, jeg elsker dig” mumlede jeg og trak mig så ud af krammet.

Louis stod bare med et koldt blik, ”Jeg forstår!” mumlede jeg lavt og grædefærdigt,og vendte mig om for at sætte mig ned på bænken. Kort efter brød jeg sammen, tænk jeg havde mistet Lou.

Min egen Lou, min kæreste, min elskede, mit alt. Ham jeg enda mistede min mødom til, ham der tog min uskyld.

Jeg satte mig overrasket op, da jeg mærkede to stærke arme omkring mig. ”Lo-?” han lagde en finger foran mine læber, og lænede sig så frem og kyssede mig. Jeg mærkede et kort øjeblik den sædvanelige glæde bølge, der skyllede igennem mig, ved berøringen af hans læber før han trak sig igen.

”Græd ikke, det er okay” jeg kiggede overrasket og forvirret på ham, ”Jamen hvad med-” han afbrød mig igen ”Det er okay jeg forstår, hvis du lover mig der ingenting er mellem dig og Zayn så stoler jeg på det”.

Jeg nikkede lykkeligt, at han troede på mig betød virkelig meget.  Pludselig dukkede en tanke op i mig, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen.”Hvad så med hende brunetten” et kort øjeblik så Louis blik koldt ud, men det ændrede sig hurtigt.

”Eleanor!” hvæsede han, et øjeblik var jeg endnu mere forvirret men så kom jeg i tanke om hende pigen der for lang tid siden havde afbrudt os hjemme hos Louis. Hans ex-kæreste,

Før jeg nåede at spørge gav han sig til at forklare alt, ”Det startede med at jeg rendte rundt og ledte efter dig, da en prikkede til mig. Jeg troede det var dig, og så derfor lidt for begejstret ud..” måden han sagde det på fik mig til at grine, han var så sød Louis.

”Men det var Eleanor, og før jeg vidste af det krammede hun mig fandme!” pludselig så han aggresiv ud, hvilket fik mig til hurtigt at lægge mine læber mod hans hvilket vist beroligede ham. Hvis han kunne tilgive mig, kunne jeg også tilgive ham.

”Og ja så kyssede hun mig” pludselig lød det som om han skammede sig, ”Og da jeg ville skubbe hende hårdt væk, så kom du mig i forkøbet” det var som om historien endelig gav mening for mit indre, og jeg forstod hvorfor han havde gjort det.

Han var jo helt uskyldig, ”Du kom vel bare ja på et forkert sted, på et forkert tidspunkt” mumlede han og så så spørgende på mig.

”Så er jeg tilgivet?” pludselig så jeg helt alvorlig ud, ”Nej!” råbte jeg ”Fandme nej!..” han så pludselig helt trist og overrasket ud. ”Fandme nej, at du kan finde på at spørge om det Tomlinson! Selvfølgelig er du tilgivet” jeg smilede kort, hvorefter jeg slængte armene om ham, og kyssede ham.

”Du gjorde mig jo helt bange!” mumlede han imod mine læber, hvilket bare fik mig til at grine. ”Nurrh lille Tommo!” mumlede jeg og udviklede så kysset.

Lidt efter trak vi os begge, og satte os ned på bænken, hvor der forresten var udsigt ud til en sø. Jeg begyndte at grine da han fortalte mig hvordan han havde klasket Eleanor en da jeg var smuttet.

Engang imellem udvikslede vi dog også kys, han var bare helt fantastisk, og jeg var helt forelsket.

Efter en times tid, var vi stadig i parken. Jeg lå på bænken, med hovedet i Louis’ skød. ”Tak for at tilgive mig” mumlede jeg pinlig berørt over at have kysset Zayn fra starten i det hele taget. ”Du skal aldrig nogensinde være i tvivl, jeg vil altid tilgive dig, nogengange må du bare give mig lidt tid.”

Jeg nikkede forstående ”Ilm, men det var da ikke meget tid du fik denne her gang” han grinte kort over mig, og lænede sig så ned for at kysse mig. ”Det er jeg skam også glad for, jeg ville ikke kunne savne de her læber i ret længere tid” han kyssede mig igen, og udviklede det hurtigt til snav, hvorefter han lod sin hånd glide den over min krop.

”Eller for den sags skyld denne her krop” mumlede han og kyssede mig igen, hvilket fik mig til at grine, og slå ham på brystet. ”Louis altså, perverse tanker” han rystede bare på hovedet, ”Tro mig! Efter at have set denne her tøs nøgen er alt andet umuligt”.

Igen slog jeg ham på brystet, men kyssede ham. ”Du er så underlig” mumlede jeg mellem kyssene, ”Jaah men du elsker mig alligevel” jeg grinede kort igen og nikkede så.

”Det har du fuldstændig ret i jeg elsker dig” pludselig hev han mig op fra bænken og kyssede mig igen, ”Og jeg elsker dig” og med de ord lagde han sin arm om mit liv, og trak mig hen imod udgangen af parken. Jeg kunne ikke beskrive hvor glad jeg følte mig indeni og hvor glad jeg var, for ikke at tale om lykkelig.

Jeg elskede Louis virkelig højt, og jeg var virkelig overrasket over, hvor let jeg fik lov at slippe, og at han bare havde tilgivet mig. Han var bare fantastisk.

Alt var bare fantastisk lige nu – men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at nyde det så længe det varede, for er der en ting jeg havde lært så var det at Lykke vare ikke for altid.

 

Så endte det alligevel lykkeligt, eller hvad? For vare lykken forevigt? Eller har Sarah fat i noget der. Det her var i hvert fald sidste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...