Loving you is suicide (1D)

Sarah Hope Parker lever i sit savn til sin bedste ven, Harry Styles. Eller skulle man sige kæreste? Sarah og Harry har siden børnehaven været bedste venner, og meget tætte. Men Sarah begynder at få føleser for Harry, mere end venskabelige. Hun lukker sig selv ude, og falder ind i kærestesorger. Men når Harry indrømmer at han også føler noget for Sarah, sker det fantastiske. De to forelskede teenagere danner et par, og lover at støtte hinanden i alt. Men hvad sker der, når Harry bestemmer at følge sin drøm og melde sig til x-factor? Han lover at komme tilbage til Holmes Chapel, men det er alt sammen tomme løfter. Han glemmer nemlig alt om Sarah, og starter One Direction. Men Sarah flytter til London så snart hun fylder 18, og hvad sker der når man møder sin såkaldte "Kæreste" igen, men ikke lige på den måde man regner med.

36Likes
27Kommentarer
5983Visninger
AA

15. Kapitel 13.

 

Harry’s synsvinkel:

Det var nu omkring 1 uge siden jeg mødte Caroline, og tro det eller ej men jeg fik hendes nummer. Jeg var efterhånden kommet mig over Sarah, men det var imod min vilje. Faktisk var det kun fordi jeg vidste hvor meget Louis betød for hende, og omvendt.

Jeg ville i hvert fald ikke stå i vejen for dem mere, og det at have født Caroline havde lettet lidt på det.

Jeg havde faktisk stadig ingen anelse, om hvor de kendte hinanden fra, hvilket var begyndt at undre mig. Caroline havde boet i London hele sit liv, og i følge Louis, var hun en af Sarah’s ”gamle kontakter” så det gav ingen mening.

Men jeg havde ladet det ligge, det betød jo nok ikke noget alligevel, så hvorfor ligge noget i det?

Men jeg havde i hvert fald, fået skrevet lidt med hende her på det sidste, og vi var da også blevet en slags ’venner’.

Biib biib.

Sms.

Jeg greb hurtigt fat i min iphone, ’Caro ;-*’ #Hey søde <3 jeg glæder mig til i aften ;-* Men mest af alt til at se dig ;) xxx Din Caro <3#

Ja nu tænker i, en slags venner huh? Okay vi var måske lidt mere end bare venner, for ja vi havde da flirtet lidt (læs: mega meget) her for tiden.

Nårrh ja forklaringen, vi skulle nemlig til fest i aften. På en af de kendte klubber i London, hele slænget. Altså mig, Louis, Liam, Zayn, Niall, Sarah, Caro, Danielle, og Perrie. Så det skulle nok blive sjovt, der var faktisk kun omkring hvad? 2 timer til, så jeg glædet mig mega meget.

Mest til at se Caro (men det siger vi ikke lige til nogen).

#Hej Babe! Uhh glæder mig skam også, til at se dig igen <3 Det skal nok blive sjovt at drikke dig under bordet, smukke. Og uha uha da, jeg er ikke i tvivl om at du er min babe! Xxx Hazz <3#

Tåbeligt! Jeg havde mindst skrevet den om 200 gange, før jeg kom frem til noget, og jeg var stadig ikke tilfreds.

Nu var det bare at få sat håret, og få hentet Niall, som jeg skulle følges med, de andre fulgtes ad med deres kærester, og Caroline kom selv så vidt jeg ved.

Sarah’s synsvinkel:

Jeg kom ind på diskoteket, og mærkede straks bassen dunke hårdt i gulvet. Louis arm så trygt omkring mig, men for at være ærlig var jeg lidt nærvøs.

”Er du nærvøs smukke” mumlede Louis i mit hår, som havde han læst mine tanker. Jeg nikkede lidt uskyldigt, og fik ham vist også til at grine. Han kyssede mig nemlig hurtigt på munden, men rystede så på hovedet.

”Det er der ingen grund til at være” mumlede han, og trak mig med hen til et bord hvor jeg kort kunne se drengene havde slået sig ned. ”Jeg mener bare alt det her med Harry og sådan” men han rystede endnu engang på hovedet, ”No need to worry babe, desuden har han jo Caroline hvis noget går galt”.

”Caroline?!” udbrød jeg, men blev så afbrudt, af Niall og Liam, ”Hey i to!”.

Jeg fik et hurtigt kram af dem begge, og nåede da også lige at omfavne Danielle, inden en velkendt stemme afbrød mig. ”Sarahh!” jeg vendte hovedet 90 grader, og blev mødt af en stor smilende Caroline.

Så det var det Louis havde ment, jeg krammede hende hurtigt og hviskede så ”Hvad laver du her?” i hendes øre. ”Harry inviterede mig” svarede hun hurtigt, hvilket fik mig til at spytte den drink ud, jeg ikke havde, så det blev bare til lyden.

Det var bare løgn, tænk at hun havde sagt ja, helt ærligt hun er 32, og tænk at han havde inviteret hende. Mere nåede jeg ikke at tænke før Harry joinede os og hilste, men smuttede så ud på dansegulvet med Caroline.

”Hvor er Zayn egentlig?” jeg nåede lige at gøre min sætning færdig, før et par stærke og velkendte, arme lagde sig om mig. ”Lige her babe” mumlede Zayn efterfuldt af, ”Du ser dejlig ud smukke” hvilket jeg gengældte med et kort ”I lige måde” hvorefter jeg hurtigt krammede Perrie.

 

***

 

Som aftenen skred hen endte jeg alene med Zayn ved bordet, og havde selvfølgelig fået rimelig meget at drikke.

Liam og Danielle, var taget hjem til Liam, fordi de begge var lidt trætte, Niall havde gang i en eller anden brunette. Harry og Caroline, stod og råsnavede ude på gulvet, men jeg havde opgi vet at snakke med hende, så jeg ville tage den i morgen.

Så var der jo selvfølgelig Louis, jeg ikke kunne finde, og savnede ham allerede. Perrie var vidst også et eller andet sted og ikke til at finde, så mig og Zayn var helt alene.

”Sarah” Zayn’s hæse stemme rev mig ud af tankerne, han havde et trist blik fuld af melidenhed. ”Hvad?” spurgte jeg glad, og overgearet, helt forvirret over hans pludselige triste mine.

Han pegede hen i den anden ende af klubben, hvor et par stod og rå snavede, mens hun havde hånden under hans bluse, og hans hånd uskyldigt lå på hendes bryst. ”Ja og hvad er der galt med det?” spurgte jeg ligegyldigt, de kunne da gøre hvad de ville, det var jo ikke fordi han kendte dem.

Han pegede endnu engang, hvilket fik mig til at kigge igen. Pludselig gik det op for mig hvem det var Louis! Jeg mærkede en tåre snige sig ned af min kind, efterfulgt flere og flere.

Før jeg vidste af det, var jeg styrtede hen imod Louis og denne her brunette han stod med. Jeg trak dem hårdt fra hinanden, ”Hvor ku’ du!” skreg jeg i hovedet på ham. Pludselig var hans blik ændret, og jeg var løbet mod udgangen.

”Vent Sarah!” råbte han efter mig, men jeg ingorerede det fuldstændigt. Ingenting i denne her verden, ville fungere. Endelig var jeg sikker på at Louis, var den rigtige. Jeg elskede ham af hele mit hjerte, og jeg var så naiv at tro det var gengældt. Gad vide om jeg nogensinde havde betydet noget for ham, sikkert ikke.

Jeg var løbet så langt, at jeg ikke engang havde opdaget at jeg var ude fra diskoteket. Jeg var nået ned til en eller anden park, da noget greb fat i min arm. ”Lad mig være Lo-” jeg tav da jeg så hvem det var, Zayn. Hvad lavede han her?

Pludselig stod jeg i Zayn’s arme, og hulkede ind imod hans bryst. Alting var lort lige nu, hver gang, man var bare lidt lykkelig, opsøge smerten dig.

”Shh” mumlede Zayn mod mit hår, og overrasket nok gjorde det mig helt beroliget. Jeg følte jeg kunne stole på Zayn, han var en god ven. ”Tak Zayn” han smilede lidt til mig og kyssede mig i håret, ”Tak for hvad søde?” jeg rystede kort på hovedet, ”Bare for alt – for at du er min ven”.

”Altid smukke” jeg mærkede hvordan stemningen, pludselig havde ændret sig fuldstændigt. Jeg løftede hovedet lidt, og bemærkede hvor tæt vi egentlig stod. Zayn kiggede indtrængende på mig, og pludselig slog jeg alle tanker væk.

Jeg kunne ikke engang skyde skylden på alkoholen, for jeg havde det som var jeg ædru. Lige fra det øjeblik jeg så Louis og hende, var det som om jeg med et var fuldstændig ædru igen.

Zayn strøg noget hår om bag mit øre, og sendte mig et smil, og tørrede min sidste tåre væk. ”Sådan en smuk pige som dig fortjener ikke at græde” før jeg vidste af det lå hans læber mod mine, og jeg nød det. Jeg trak ham tættere mod mig, hvilket han gengældte med blidt at trykke sine læber mod mine igen i et ømt kys.

Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, det her var forkert. Jeg kunne ikke lige Zayn, jeg kunne lide Louis. Jeg kendte ikke engang Zayn særlig godt, han havde med nogle få gange, når vi alle var sammen men ellers ikke. For ikke at tale om hans kæreste Perrie, det fortjente hun ikke.

Alligevel udviklede vi begge kysset, og det var tydeligt at se hvor meget vi nød det. Vi var vel bare til bunds i vores egen smerte, og prøvede at nyde det i hinanden.

For selvom det var Zayn’s læber, mine lå mod lige nu. Kunne jeg ikke lade vær med at tænke på Louis, et øjeblik trak jeg mig for at kigge intenst i Zayn’s brune øjne, hvorefter jeg kyssede ham igen. Jeg var helt sikker på det kunne have ført til meget andet, hvis ikke det var fordi vi hørte et snøft bag os.

Vi trak os hurtigt, og vendte os om mod lyden. Der stod en helt grædefærdig Louis, med et fuldstændig såret blik.

Pludselig gik det op for mig hvor dumt det her var, vi skulle være sammen. Mig og Louis, det var det der var meningen. Jeg følte ingenting for Zayn, og han ingenting for mig. Det var som om det gik op for Zayn, for han mumlede et ”Fuck!”.

 

Draaama! Hvad tror i det sker nu? Kommenter meget gerne jeres mening, og glæd jer til næste kapitel

/PS: I må meget gerne lige like den ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...