Loving you is suicide (1D)

Sarah Hope Parker lever i sit savn til sin bedste ven, Harry Styles. Eller skulle man sige kæreste? Sarah og Harry har siden børnehaven været bedste venner, og meget tætte. Men Sarah begynder at få føleser for Harry, mere end venskabelige. Hun lukker sig selv ude, og falder ind i kærestesorger. Men når Harry indrømmer at han også føler noget for Sarah, sker det fantastiske. De to forelskede teenagere danner et par, og lover at støtte hinanden i alt. Men hvad sker der, når Harry bestemmer at følge sin drøm og melde sig til x-factor? Han lover at komme tilbage til Holmes Chapel, men det er alt sammen tomme løfter. Han glemmer nemlig alt om Sarah, og starter One Direction. Men Sarah flytter til London så snart hun fylder 18, og hvad sker der når man møder sin såkaldte "Kæreste" igen, men ikke lige på den måde man regner med.

36Likes
27Kommentarer
5954Visninger
AA

12. Kapitel 10.

 

*Fortsætter hvor den slap sidst*

Sarah’s synsvinkel:

”Liam: Ja mig og Harry kender hinanden, enda udemærket” før han nåede at kommentere fortsatte jeg, ”Harry: Det er kompliceret okay, men jeg havde ingen grund til at svare” han så lidt mærkelig ud i hovedet, og overvejede sikkert et svar, men det fik han ikke tid til. ”Zayn: Mit navn er Sarah Hope Parker, jeg benytter mig af Sarah, men Harry-drengen her benytter sig åbenbart stadig af Hope” de så alle helt mærkelige ud i hovedet nu, så jeg begyndte lige så stille at forklare dem alt, alt alt alt, ingen detaljer undlades.

”Såå såå di-iig og Lou-uis er sammen?” snøftede Harry, det var tydeligt det påvirkede ham, men jeg forstod ham et eller andet sted godt. Helt ulykkeligt forelskt, og nu også knust. ”Var Harry, vi var sammen” jeg nåede lige at blive færdig da døren blev flået op, og to ’rimelig-godt-igang’ personer kom ind. Snavende og fik med besvær lukket døren, hvilket fik mig til at grine. De to ’’personer’’ trak sig overrasket fra hinanden, og pludselig stivnede mit smil, Louis og en eller anden blondine.

Fedt nu var min aften da helt sikkert ødelagt, Harry stod med tårene i øjnene, Zayn forvirret, og Liam var neutral, ”Louis!” sagde han strengt, og pludselig opdagede Louis mig. Hans blik blev pludselig ændret fra lyst, til sorget. Han var tydeligvis stadigvæk ked af det, Yeah right mester was just about to have sex with this blond girl. Totalt dobbeltmoralsk, ”Jeg tror jeg smutter” mumlede jeg men blev stoppet af Harry.

”Please Hopie, lad os være venner, i det mindste bare venner” mumlede han og snøftede endnu engang, jeg nikkede stille, og mumlede så et ”ses drenge” og hoppede så ud af døren, og løb ud og væk. Ned af gaden og bare væk, mens tårene løb ned af kinderne på mig.

Jeg savnede Lou så forfærdeligt meget, og at han allerede var kommet sig over mig gik mig virkelig på. ”Sarah vent!” jeg blev overrasket over nogen fulgte efter mig, men også nysgerrig efter hvem det var. Men en ting var sikkert, ikke Harry. Han ville have sagt Hope, eller måske Hopie i denne situation. Jeg fortsatte med at løbe, mens jeg prøvede at holde fast på min taske.

Hvad og hvem det end var der løb efter mig, var person virkelig ved at indhente mig. Før jeg vidste af det, greb personen fat i min arm og trak mig tilbage. Det var... Louis? Hvad lavede han her, han havde da travlt med hende der blondinen. Men det der gjorde mig mest forvirret, var tårene der strømmede både ned af hans og mine kinder.

”Sarah please, gå ikke” mumlede han grædende, og holdt stadig fast i min arm. ”Undskyld Sarah, hende der blondinen er ingenting. Jeg kan ikke engang huske hendes navn, alt der betyder noget er dig. Kun dig, og bestemt dig. Jeg elsker dig virkelig højt, og igennem de sidste 5 måneder, har alt jeg har tænkt på, været at jeg skulle tage mig sammen og ringe til dig for at.. for at sige” han holdt en pause, og holdt stadig fat i min arm, ”for at sige..”.

”For at sige hvad Louis?” spurgte jeg hårdt, eller det var meningen, men det kom vist mere blødt ud, end det skulle. ”For at sige det her” sagde han pludselig med stemmen fuld af selvtillid, også lænede han sig frem og kyssede mig. Som sædvanelig, slap alle sommerfuglene løs, og gnisterne fløj omkring os. Han lagde sine arme om mit liv, og mine om hans nakke.

Han trak sig smilende og kiggede på mig, ”For at spørge om du ikke nok vil være min igen?” han så spørgende på mig, mens jeg var omringet af lykke. Som om at livet endelig gav mening igen, og jeg vidste hvad jeg ville. Jeg lænede mig frem og kyssede ham, ”Var det et ja?” spurgte han forvirret. ”Ja! Louis Tomlinson, det var et ja, et meget stort et” mumlede jeg grinende, og kyssede ham igen. Gud hvor jeg elskede ham.

”Kom” mumlede han og trak mig med tilbage, hvor efter det gik op for mig hvor lidt vi egentlig havde løbet. Han gik hen til sin bil, som jeg kendte så godt (NOT?) og kyssede mig en sidste gang og sat sig så ind. Det var utroligt så hurtigt jeg var blevet forelsket, men alligevel føltes det så rigtigt. ”Hvor skal vi hen Louuiiis” spurgte jeg, ”Hen på hotellet” sagde han og blinkede frækt til mig. ”Hvad skal vi der?” spurgte jeg endnu engang forvirret, ”Det for du at se” han havde et frækt glimt i øjet hvilket fik mig til at grine. ”Hvorfor tager vi ikke hjem til dig?” han grinede kort, men svarede så ”Babe altså, med mindre du vil have Harry skal se og høre os sammen, så fortsætter jeg hen mod hotellet”

Jeg mærkede en lyst stige i mig, og det blev ikke bedre da han lagde sin hånd på mit lår. ”Tag du bare hen på hotellet” mumlede jeg, hvilket fik ham til endnu engang at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...