Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3524Visninger
AA

10. 8. december.

'8. december 2012

Kære dagbog. Sneen falder for hver dag der går, så jeg er næsten hundrede procent sikker på, at det holder til selve juleaften. I dag er det lørdag den 8. december, og det betyder at Liam, Harry, Zayn og Louis kommer her til Mullingar, og skal være sammen med mig og Niall. Jeg glæder mig helt vildt til og se dem igen, og høre deres grin, for hold da kæft, hvor jeg savner dem. Jeg tror rent faktisk det bliver en jul, som ingen af os nogensinde vil glemme. 

- Casie Mason x'

 

***

 

"Last christmas, I gave you my heart. But the very next day, you gave it away. This year, to save me from tears, I'll give it to someone speciel.", sang jeg, mens jeg stod og tog opvasken i køkkenet. Jeg havde tændt for radioen, så jeg kunne lave noget imens jeg vaskede op, siden jeg smed Niall i bad. 

Jeg slukkede for det varme vand, og lod gryden stå ved siden af vasken, med bunden i vejret, så vandet fra den ville trille ned ad siderne. Jeg fik derefter fat på et håndklæde, hvor jeg tørrede min rosinfingre i. Håndklædet lagde jeg fra mig, og derefter slukkede jeg for radioen. Bagefter begik jeg mig ud i stuen og satte mig træt ned i sofaen. Mine øjne fangede uret ved fjernsynet, og det viste 11.20. Nok var det ikke særlig sent, men jeg var allerede ret træt. Tror ikke jeg fik nok søvn i nat. 

Min hånd tog fat i fjernbetjeningen på stuebordet, og tændte for fjernsynet. Der kørte ligefrem ikke det mest spændende på nogen af kanalerne, så jeg valgte bare at se Svampebob Firkant. 

Efter jeg havde siddet og set TV i nogle minutter, hørtes der en vibration fra en mobil. Jeg vidste at min mobil lå ovenpå, og min mor og Frederick var ikke hjemme, så det kunne kun være Nialls mobil, som vibrererede. Og rigtigt, lå den i den samme sofaen, som jeg havde slået mig ned i, og jeg havde slet ikke fået øje på den. 

Skærmen lyste op, eftersom han havde modtaget en sms, og mine øjne var alt for nysgerrige. Så derfor tog jeg mobilen op i min hånd, og uden at låse mobilen op, læste jeg sms'en som strålede på baggrunden. 

"Hej Nialler. Jeg ved godt, at jeg ikke burde skrive til dig, men jeg savner dig så fandes meget. Være nu sød og svare mig søde. - Din pige."

Min krop stivnede pludseligt, og mine øjne holdt fast ved 'din pige'. Hans pige? Hvem fanden var hans pige, udover mig? 

Fortvivlet læste jeg beskeden om og om igen, og pludselig slog det mig. Hannah havde ret lige fra starten af. Lige fra 1. december havde hun ret. Tårerne pressede på ude i øjekrogen, men jeg tvang mig selv til og lade være med at tude. Jeg skulle nemlig ikke tude nu. Jeg ville først snakke med Liam, for lige nu er han den eneste jeg kan betro mig til. 

"Casie?". Fustredet tørrede jeg hurtigt de tåre, som jeg åbenbart ikke kunne holde tilbage, og hurtigt smed jeg mobilen fra mig. Jeg drejede derefter hovedet, og kiggede på døren, hvor Niall dukkede op. 

"Jeg henter drengene okay. Vi ses senere.", sagde han og sendte mig et af hans flotte smil. Jeg nikkede bare, og derefter forsvandt han. 

 

***

 

Nialls synsvinkel.

Jeg steg ud af bilen, låste den og gik hen til lufthavnens indgang. Jeg kiggede rundt på alle skærmene, for at se om flyet fra London var landet. Det var det uheldigvis ikke endnu, så jeg begik mig hen til den nærmeste bænk og slog mig ned. Jeg rettede blikket hen mod en gruppe af gående piger, som kom i mod mig. Et smil voksede på mine læber, og jeg rejste mig op, for at snakke med dem. 

"Hej Niall.", sagde de alle i kor. 

"Hej piger.", svarede jeg og prøvede at have øjenkontakt med dem alle. De begyndte alle og hvine, hvilket borede sig ind i mine øre. Selvom der var gået to år med berømmelse, så var jeg stadig ikke vænnet mig til når pigerne begyndte at hvine. 

"Må vi må taget billeder med dig?", spurgte en af pigerne, som godt kunne være den ældste af dem. 

"Selvfølgelig.", svarede jeg og og tog i mod pigens mobil, hvorefter jeg tog et billede med hende. Der gik noget tid, før jeg fik taget et billede med dem alle. 

"Må jeg få et kys?", spurgte den laveste af pigerne. Hun så forventningsfuldt på mig, med sine røde kinder og grønne øjne. Jeg undslap et fnis og nikkede bare. Jeg bukkede mig ned for at kysse hende på kinden. Hendes kinder blev mere røde, og vi undslap alle et grin. 

"Nå, men vi ses piger.", sagde jeg og vinkede til dem alle, hvorefter jeg begik mig hen til døren, hvor drengene ville komme ud. Døren gik op, og drengenes ansigter kom til syne. 

"NIAAAAAALL!", råbte Louis og kom løbende hen i mod mig. Han sprang op på mig, at jeg næsten væltede. 

"Louis forhelvede. Du kan ikke bare efterlade din kuffert..", kom det sukkende fra Harry, som træskede bag ved Zayn og Liam. Louis hoppede ned fra mig, og klappede derefter Harry på skulderen: "Tak Haz.". Harry gjorde ikke skjul på hans smil. 

"Nå Niall?", kom det fra Zayn. 

"Nå Zayn?", svarede jeg drilsk, hvilket gjorde at han rullede med øjnene. 

"Hvordan reagerede Casie, da du overraskede hende?", spurgte han og smilede. Et smil voksede på læberne, da han nævnte hendes navn. Det havde bare sådan en effekt på mig. 

"Hun begyndte at græde.", svarede jeg og fnes stille. Et 'awww' kom fra dem alle: "Sig det til hende, ikke mig.", sagde jeg og kiggede skiftevis på dem. 

"Nå, men skal vi så ikke smutte hjem til hende.", sagde Louis og klappede sine hænder sammen. Vi erklærede os alle enige, og derefter begik vi os hen til døren. Harry, Louis og Zayn var hurtigt ude af bygningen, men Liam tog det med ro. Han tog dog også et ordenligt greb på min skulder, hvilket fik mig til og vende mig om. 

"Hvad så?", spurgte jeg forvirret om. Hans alvorlige blik var tilbage, og det gjorde mig utilpas. Jeg hadet virkelig det blik. Jeg hadet når han skulle spille far, men en af os skulle jo have jobbet. 

"Har du fortalt hende det?", kom det fra ham, og et stik af smerte ramte mig. Jeg rystede på hovedet, og vendte derefter hælen om og gik. Jeg havde ikke lige den store interesse til og snakke med dét lige nu. 

Lyden af en trillende kuffert hørtes, og det var Liam som overhældede mig: "Du kan ikke løbe fra det Niall.". Jeg stoppede op og kiggede efter ham. Han havde ret.Jeg kan ikke blive ved med og gå rundt og lade som ingen ting. Men jeg havde jo prøvet og fortælle hende det, men blev altid afbrudt. Det bliver nogen hårde dage, hvis Liam skal være sådan overfor mig. 

Jeg gik ud af bygningen, og drengenes hoveder blev vendt mod mig. 

"Hvor fanden blev du af?", spurgte Louis om og løftede et øjebryn. 

"Ehm.. Jeg tabte min mobil.", svarede jeg og smilede. Han nikkede bare, og steg ind i bilen, efterfulgt os andre. Vi klikkede vores seler, og kørte så hjem til Casie. Gud, hvor er jeg nervøs, for der vil ske et eller andet. 

 

Casies synsvinkel. 

Mens Frederick og min mor stod ude i køkkenet og lavede mad, lå jeg på sofaen og så TV, da jeg ikke kunne lave noget andet lige nu. Jeg ventede jo også bare tålmodigt på, at drengene ville komme hjem. Både for at se de andre igen, men også for at spørger dem om ting. Og så savner jeg virkelig bare Louis' jokes. De er så latterlige, at man bare skal grine af dem! Og så savner jeg Harrys kedelige og unødvendige historier om hans katte. Men jeg vil dog gerne lige finde ud, hvad fanden der er sket mellem ham og Taylor Swift? Og så er der Zayn. Jeg vil gerne lige vide, hvad der sker med alle hans tattoos? Og så har vi Liam. Ja. I ved, hvilke spørgsmål jeg vil stille ham.

Den velkendte dørklokken borede sig ind i mine ører, og jeg fløj automatisk op af sofaen. 

"Casie! Døren!", råbte min mor, og jeg råbte bare at allerede var henne ved den. Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet, og satte mit hår til rette igen. Selvom de havde set mig uden makeup og i jogging bukser, så behøvede de ikke og se mig med uglet hår. 

Jeg tog en dyb indånding, mens min hånd gled ned af dørhåndtaget. Jeg trak derefter ned i det, og åbnede døren, og med et blev jeg overfaldet af den velkendte dude, som tit ses i røde bukser og stribede T-shirt. Så var det perfekte hår ødelagt. 

"Caaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaat!", udbrød Louis i mine ører, hvilket fik mig til at lave en grimasse og det fik så de andre til og grine. Og, hvorfor kaldte han mig nu også for Cat? 

"Slip hende nu Louis. Vi andre skal også have lov.", sagde Zayn og fik ham trukket væk fra mig, hvorefter han trak mig ind i et kram. 

"Hvordan går det Casie?", spurgte han og så mig i øjnene. 

"Godt.", svarede jeg og slap ham, hvorefter jeg gik hen til Harry, som stod klar med åbne arme og et kæmpe smil på læberne. 

"Hvor har jeg dog savnet dig Casie.", hviskede han i mit øre, og derefter kyssede mig blidt på kinden. Det gjorde mig faktisk også ret varmt indeni, af en grund. Måske fordi jeg havde savnet den katteelskende dude. 

"Min tur Haz.", kom det fra Liam, hvilket gjorde at jeg trak på smilebåndet. Harry og jeg slap hinanden, og jeg gik direkte ind i Liams arme. Hans arme havde han rundt om mig, og de spændte, så meget at jeg kunne mærke de store muskler. Han havde trænet. Wow. 

"Casie.. Hvor er jeg glad for at se dig igen.", hviskede han og jeg bed mig selv i inderlæben, inden jeg svarede, at jeg også var glad for at se ham. Vi slap hinanden, og jeg blev vendt om af en af de andre. Det viste sig, at være Louis. Han krammede mig igen. Han havde vidst savnede mig rigtig meget. 

"Louis.. Du kvæler hende.", kom det grinende fra Niall, som stod ved dørkammen med de andre. Et grin forlod Louis' læber, inden han slap mig. Jeg var dog blevet lidt øm i mine arme, men det passerede jeg bare, da han begyndte og skubbe mig ind i stuen. 

De andre sad allerede i sofaen og lænestolene og delte historier med hinanden. 

"Kom og join os.", kom det smilende fra Harry, og klappede ned i sofaen, for at give mig og  Louis plads. 

"Nå der kan man se. I har vidst allerede fundet jer godt til rette.", sagde jeg drilsk og satte mig i sofaen ved siden af ham. Harry undslap et grin og lagde en arm rundt om mig, hvilket ikke gjorde mig noget spor. Derimod lignede Niall en, som skulle til og eksplodere. 

"Nå drenge. Fortæl om jeres rejse indtil videre. Hvordan har det været?", spurgte jeg og kiggede skiftevis på dem. Først kiggede de lidt på hinanden, men derefter fortalte Zayn, hvor fedt det var at optræde på Madison Square Garden, og de andre erklærede sig hurtigt enige. 

"Det lyder fedt jo!", svarede jeg glad og viftede med armene. Jeg vendte min opmærksomhed på min mor, som var kommet ind i stuen med Frederick, og så smilende på os. 

"Hej mor.", sagde jeg, hvilket fik drengene til og se i samme retning. 

"Hej Casie, og hej One Direction.", sagde hun med et smil.

"Hej Mrs. Mason.", svarede de alle i kor, hvilket gjorde at jeg undslap et lille grin. Det var som om, vi gik i skole igen. 

"Det her er min kæreste, Frederick Park.", sagde hun og henviste sig til Frederick, som sagde hej til os. De svarede alle hej igen, og derefter slog de sig ned med os og joined vores samtale. 

 

***

 

"Nå, men hvad skal tage os til?", spurgte Zayn, som smed sig ned i sengen, i kælderen, hvor de skulle sove. Jeg trak på bare skulderene, og kiggede hen på andre, og ventede på de ville svare. Ingen af dem svarede, men gjorde blot det samme som mig. 

Jeg satte mig på en af stolene ved siden af et bord, og kiggede på drengene, som enten sad på gulvet eller lå i sengen og stenede. Vi var vidst alle ret mætte og trætte efter den gode mad, eftersom vi var helt stille. Mit blik faldt på Liam, som sad på gulvet og stirrede tomt ud i luften. Skulle jeg spørger ham nu? Eller skulle jeg bare vente? Jeg havde ikke lyst til at ødelægge mit og drengenes humor, da de jo lige var kommet til Mullingar. 

"Hvad er planerne for i morgen?", spurgte Harry pludseligt og så på mig. Jeg skar en grimasse, da jeg ikke lige havde tænkt over, hvad fanden vi skulle lave mens de var her. 

"Hvad har i lyst til?", endte jeg med og spørger om. De så lidt på hinanden, hvorefter Louis indskød at han gerne ville ud og lege i sneen. Og det kom overhovedet ikke bag på mig. Jeg mener helt seriøst. Det er jo Louis Tomlinson. Den legesyge 20 årige snart 21 årige dude. Han mindede mig om Lucas. En 5 årige dreng, jeg passede i sommerferien. 

"Jeg er enig med Louis!", indskød Harry og rakte hånden op. Jeg smilede bare storartet. Det kunne nu være ret fedt alligevel. Vi kunne måske lave en snemand! Eller dame. I dunno yet. 

"Liam, hvad vil du lave i morgen?", spurgte jeg og så forventningsfuldt på ham. Hans blik så tomt på mig, men samtidigt alvorligt. 

"Casie? Må jeg tale med dig?", spurgte han idet han rejste sig. Jeg nåede ikke og svare ham, inden han tog mig i hånden og førte mig ud af værelset. Hans hånd klemte ret hårdt om min, hvilket fik mig til og klynke lavmælt. 

"Liam, hvor skal vi hen?", spurgte jeg panisk om, eftersom vi var på vej op ad trapperne. Han svarede ikke, men blev dog bare ved med og gå. Vi gik forbi stuen, og op ad de andre trapper, hvorefter han åbnede døren til mit værelse. Han slap endelig min hånd, og jeg ømmede mig. Han gik fustredet rundt, frem og tilbage hvor han derefter stoppede op og gik hen til mig. 

"Casie. Der er noget jeg skal fortælle dig.", startede han ud med og så grav alvorligt på mig. Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare forvirret og skræmt på ham. Daddy Direction var på banen. 

"Niall har kysset med Demi Lovato.". 

Først stod jeg bare og kiggede på ham med et tomt glimt, men efter jeg havde stået og prøvet at sive det ind, at Hannah rent faktisk havde ret, væltede tårene ud af øjnene på mig. Hvordan kunne jeg være så fucking blind - IGEN?! Han havde været mig utro, holdt mig for nar i flere måneder, og jeg havde bare troet at det hele var rygter og at billederne var photoshopped.

Liam hev mig ind til ham, for at berolige mig, men intet kunne gøre mig beroligende. Jeg var knust. Nej ikke bare knust. Jeg var synderknust, og jeg følte mig så forladt. Jeg troede jo så inderligt på, at Niall aldrig ville såre mig igen, men åbenbart havde han nosserne til det.

"Shh.. Casie. Måske var det et forkert tidspunkt, at fortælle dig det, men jeg følte at du fortjente det.", hviskede Liam i øret på mig. Jeg bed mig selv i læben, for at holde op med og græde, men det medførte bare at jeg pludselig kunne smage blod. Jeg bed åbenbart ret hårdt.

"Tak Liam..", svarede jeg hulkende, mens jeg slikkede mig om munden. Jeg havde kun brug for Liam lige nu. 

 

---

Hej læsere! :-D

Glædelig 8. december guys! Hvordan har i det? Og hvad synes i om kapitellet? Niall har igen knust hendes hjerte. :-( 

Please skriv en kommentar tak. c;

/Rilz. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...