Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3520Visninger
AA

6. 5. december.

'5. december 2012

Kære dagbog. Sneen er begyndt at falde igen, og jeg synes det er mega fedt. For det første, så kan det være at sneen holder helt indtil juleaften! Og for det andet, synes jeg bare at nylagt sne er smukt.

Men det hele ville være smukkere, hvis Niall var her. Jeg ved godt, at jeg tænker og skriver meget om ham, men forhelvede altså. Jeg savner ham så fandes meget. Og så vil jeg gerne snakke med ham, angående hende der Lovatopigen. Det går mig virkelig på nerverne.

- Casie Mason x'. 

 

***

 

Fordi min mor ikke skulle på arbejde i dag, havde hun været så sød at køre mig på arbejde, så jeg ikke behøvede og cykle i den hårde og kolde sne. Jeg ved det godt. Jeg er 18, og har ikke kørekort. Men tro mig! Jeg skal skam nok få det en dag. Meget snart. Efter nytår. 

"Skal jeg hente dig efter arbejde?", spurgte MaryRose og så på mig, med sine brune øjne som jeg havde ejet af hende. 

"Nej jeg går bare.", svarede jeg og kyssede hende på kinden: "Vi ses derhjemme.". 

"Ses.", svarede hun idet jeg smækkede bildøren i, og gik hen til caféen. Jeg drejede hovedet for at se, om hun var kørt, og det var hun godt igang med. Jeg rettede derefter min opmærksomhed på caféen. Der var ikke en eneste sjæl derinde, hvilket måtte betyde at Ryan ikke var kommet endnu. Mine nøgler fik jeg hurtigt taget frem, og jeg låste derefter caféen op. Den irriterende klokke ringede, som den altid gjorde, når der var nogen, som trådte ind af døren. 

Træt og irriteret gik jeg ind af en dør, hvor jeg derefter smed min jakke og min taske fra mig. Jeg gik derefter ud igen, og hev fat i et forklæde, som lå på en lille hylde under bordet. Hurtigt og helt sikkert uelegant, fik jeg bundet den rundt om mit liv. Mit blik faldt over det store ur, som hang lige ovenover et billede en eller anden gut havde malet. Urets viser, viste 8.45. 

Egentlig underligt, at Ryan kommer til tiden nogen gange. Det samme gælder for mig. Måske er det bare nemmere og cykle. Men det er kraftedeme for koldt til og bevæge sig overhovedet. 

Jeg lænede mig træt hen over disken, og kiggede ud af døren. Der gik ikke en eneste sjæl ude på gaden. Det eneste der var, var sne som lå muddert på gaden, fordi billisterne kørte frem og tilbage. Men bare ikke nu. 

Mit faldt hen på en vaskeklud. Et suk efterfulgt det andet undslap mine læber. Med et tog jeg fat i vaskekluden, gjorde den lidt våd og gik derefter rundt i caféen for at tørre bordene af. Dem der havde stået i caféen i går, havde slet ikke fået gjort rent eller noget. De havde ikke engang skubbet stolene ind til bordene. Møgsvin, mildt sagt. 

Irriteret skubbede jeg stolene ind til bordene, så det skar i gulvet. Det gjorde så at lyden af træbord, som gled hen af gulvet, borede sig i mine ører. Det var ikke ligefrem sukkersød lyd. 

Efter jeg havde vasket bordene og skubbet stolene ind , kiggede jeg tilfreds rundt i caféen. Det smil som sad på mine læber, forsvandt igen da mine øjne fangede gulvet. De havde kraftedeme heller ikke vasket gulvet! 

ASDFGJKLÆØ!

Et skrig indeni mig skulle lige til og bryde ud i vrede, men jeg holdte det irriteret inde, da der kunne komme kunder lige på det sekund jeg begyndte og skrige. Istedet for at skrige, smed jeg vaskekluden hen til håndvasken, og begik mig ind af døren, for at lede efter den såkaldte gulvmobbe. 

Efter noget tid fandt jeg den frem, gjorde den våd og vaskede lynhurtigt gulvet. Mere orkede jeg virkelig ikke. Nu håbede jeg bare inderligt på at Ryan snart skulle dukke op, ellers ville jeg fandeme få et møgfald! 

Igen gik jeg ind af døren, og smed gulvmobben fra mig. Og ja, jeg smed den bogstaveligtalt. Det gav genlyd i rummet, da den landede hårdt på gulvet. Først kiggede jeg på den, og overvejede og samle den op igen, men det endte med at jeg bare forlod rummet, og gik hen til disken, da jeg hørte klokken ringe.

En stor skål af skuffelse blev serveret for mig, da jeg så det ikke var Ryan. Tværtimod var det en af pigerne, som også var her i mandags og en eller anden random dreng. Sikkert nok hendes kæreste. De lignede i hvert fald meget et par. 

"Hvad kan jeg hjælpe med?", spurgte jeg høfligt om med et smil, hvilket jo var mit job. Hvis jeg nu gik rundt og var en kedelig og sur mogge, så tror jeg ikke at caféen ville få særlig mange kunder.

"Jeg vil gerne ha- Hey? Er du ikke Casie Mason?", spurgte drengen og pegede på mig. Jeg følte det straks ubehageligt, at han stod og pegede. Jeg nikkede forsigtigt: "Jo, det er jeg.".  

"Du er da Niall Horans kæreste ikke?", spurgte han om igen og så håbefuldt på mig. Ordnede på tungen, skulle lige til og kaste sig ud af mig, men pigen kom mig i forkøbet: "Jo hun er skat. Men kan vi få noget og drikke nu eller hvad?".

Jeg kom ved et uheld til og løfte brynene en smule, da det overraskede mig, hvor flabet hun egentlig var. Det er ikke en pæn attitude unge dame.

"Jo klart.. To lattére.", svarede han og sendte mig et smil. Jeg gengældte det, for jeg havde egentlig ondt af ham. Det måtte ikke være rart at være hendes kæreste. No offence. 

Den kedelige rutine startede. Først kopper, derefter hen til maskinen og så videre. Der gik ikke længe før jeg fik serveret de to kopper lattére, og jeg fik derefter nogen pund. De sagde venligt farvel, og jeg sendte dem jo bare det yderst falske smil, som jeg giver til alle. 

Mit blik faldt hen til uret. Nu viste det 9.20. Hvor fanden var Ryan blevet af? Havde han glemt at han skulle på arbejde? Fuck ham. Bare fuck ham. 

Der borede en velkendt lyd ind i mine øre, og jeg løb straks ind af døren, og fordi jeg havde glemt alt om at gulvmobben lå på gulvet, faldt jeg selvfølgelig over den. Det er jo det jeg siger! Jeg er en klodsmajor for the win! 

"Hvor mit liv dog sutter..", mumlede jeg mens jeg ømmede mit knæ, som jeg var faldet på. Jeg kom straks i tanke om, at jeg løb herind, fordi jeg havde fået en sms. Derfor rakte jeg ud efter min taske, så den faldt ned på mit knæ. En falsk gråd undslap mine læber. 

Min ene hånd ledte desperat efter mobilen, og da jeg fik den op, kiggede jeg på skærmen. Det var en sms fra Ryan. 

"Hey Kattygirl. Jeg er virkelig ked af, at jeg er ikke kommet endnu, men jeg har det ikke specielt godt. Faktisk ligger jeg med feber, og jeg beklager at jeg ikke har kunnet skrive før nu. Min mor har sendt min kæreste og min lillebror hen til caféen så de kan hjælpe dig. Håber det ikke gør noget, og håber at du ikke er al for vred. Ry."

Et svagt smil gled hen over mine læber. Hvor er det dog synd for ham, men så alligevel ikke. For han sutter rigtigt meget lige for tiden. Det lød så forkert i mine tanker.. 

Mine fingere begyndte og taste løs. 

"Hey Ry. Det gør ikke spor, men det gør noget at du kalder mig for Kattygirl. Jeg er for det første ikke nogen kat! -.- Men, god bedring Ry. Ses forhåbentlig snart."

Tilfreds låste jeg mobilen, hvilket var godt, for den velkendte klokke ringede.  

 

***

 

Jeg havde nu været på arbejde i fire timer, men det havde ikke været så slemt. Ryans kæreste, Victoria og hans lillebror Toby kom nogle minutter efter jeg havde skrevet med Ryan. De havde hjulpet med en del. Taget bestillinger, gjort endnu mere rent og pakket ting ind, som folk skulle have med hjem. Jeg må ærligt sige, at det ikke har været det værste. Og jeg må igen ærligt sige, at jeg godt kunne finde på at ringe til min chef og få ham til og hyre dem. Ryan og jeg kunne godt bruge nogle ekstra hænder.

"Fortsæt god dag herre.", sagde jeg og rakte manden, som stod bag disken hans kaffe og kager. 

"Jamen i lige måde.", svarede han og nikkede med hovedet. Jeg sendte ham et smil, og da han var gået kiggede jeg hen til Toby, som stod over ved nogen kunder og serverede deres mad til dem. Lidt efter kom han gående i mod mig og smilede. 

Toby var for resten en sød 17 årige dude, som også skatede ligesom mig. Så vi kunne sagtens få en samtale til og gå smurt. Faktisk så havde han lært mig nogle fede tricks. For eksempel en olly. En olly er noget, hvor man træder hårdt ned i den ene af boardet, og så hopper man op og løfter hele sin krop. Det er svært at forklare, men det er mega fedt! 

"Hvordan går det med skating?", spurgte han pludseligt ind til, hvilket jeg fandt meget.. God timing. Ja. Det siger vi lige man kan sige. 

"Det går meget godt. Hvordan går det med pigerne?", spurgte jeg drillende om, og puffede let til hans arm. Straks fyrede det op for den røde farve i hovedet, og jeg kunne ikke lade være med og grine.

"Godt..", svarede han og kiggede rødmende på mig. Han lignede seriøst en vandrende tomat. En tomat med ben, hvis der er nogen spørgsmål. 

Han tog en vaskeklud og forlod mig alene bag disken. Jeg stod stadig og grinede over min lille kommentar. Da jeg kom nogenlunde til mig selv igen, besluttede jeg mig for at tømme den fyldte skraldespand, så jeg gik ind af døren og fandt hurtigt en ny skraldepose.

Lyden af klokken fløj gennem mine øre: "Lige et øjeblik!", sagde jeg højt mens jeg fumlede lidt med og rive et stykke af. Da jeg endelige havde fået en, gik jeg ud af døren og mine øjne fangede de længe savnede blå øjne og det blonde hår. Et smil gled hen over hans bløde læber, som jeg længtes efter og mærke igen, og mit hjerte sprang flere slag over.

"Niall..", sagde jeg lavmælt og hæst mens mine tårekanaller småt begyndte og gå i gang. Hans smil blev bare større, og der kunne jeg ikke holde mig tilbage. Jeg løb forbi disken, og sprang ind i hans åbne favn.

Og der kunne jeg ikke holde mine tåre tilbage så de væltede ud som et vandfald. Snart ville der være en flod af tåre i caféen, hvilket jeg så måtte gøre rent bagefter.

Hans hænder kørte hen over min ryg, og det gav mig de vildeste kuldegysninger. Den velkendte duft af hans mande parfume, lod jeg borede ind i mine bihuler, så jeg lavede et minde. Jeg puttede mit ansigt helt tæt ind til hans hals og jeg plantede forsigtigt små kys på den. Der hørtes nogle fnis fra ham af, og han trak sig derefter væk, og havde mit hoved mellem hans hænder. 

"Casie..", startede han ud med, med sin dejlige stemme, som jeg havde savnet så fandes meget.

"Niall..", sagde jeg som om det var det eneste jeg kunne sige. Det var det måske også.

Han sagde ikke mere, før han plantede et kys på min pande og derefter på mine læber. Den aller største glæde og lykke, der overhovedet fandtes på jorden, strømmede i mine åre og mit blod. Mit hjerte begyndte at hammere ind til mit bryst, at det næsten gjorde ondt, og mine tårekanaller ville bare ikke stoppe. Det indre jeg, eksploderede som fyrværkerier. Så vildt og godt føltes det at mærke hans læber efter mange ensomme måneder. 

Han trak sig lidt væk efter noget tid, og pludselig følte jeg mig så tom indeni. Jeg savnede allerede hans læber så forfærdelig meget. Med mine hænder tørrede jeg mine våde øjne, da jeg næsten ikke kunne se ud af dem.

Mens han havde sine hænder på mine hofter kiggede han på mig og smilede. En tåre faldt fra hans øje, hvilket fik mig til og smile. 

"Niall.. Jeg har såd-"

"-Shh.. Ikke tal. Jeg vil bare nyde dine læber igen.", og med de ord smedet han sine læber sammen med mine, og den forfærdelig savn forsvandt med det samme.  

Bag os hørtes der en kæmpe flok af klappende hænder, hvilket fik mig til og fare sammen i Nialls favn. Ikke bogstaveligtalt, men mere at mine læber slap hans læber og jeg puttede mig ind til ham. Han holdte mig helt tæt ind til ham, og undslap utallige grin.

"Hvor. Pinligt.", hviskede jeg ned i hans hals.

"Det er da ikke ligeså pinligt, som dengang din mor kom ind på værelset morgen efter vi havde haft sex.", hviskede han og grinte endnu mere. Okay, han havde ret. Det var ikke så pinligt. 

 

Nialls synsvinkel.

Jeg havde det ærligtalt som om jeg skulle brække mig. Så nervøs var jeg. Mit hjerte bankede så hurtigt, at det snart ville springe ud af brystet på mig. Jeg kiggede ned på mine arme, hvor en buket med roser lå og duftede. Ved siden af mig i taxaen lå der en lille æske, som jeg skulle give til Casie. Åh.. Casie. Jeg kunne slet ikke vente til og se hende igen, efter så lang tid. At komme til og have hende i mine arme, og mærke hendes læber. 

Jeg fik ikke kun kuldegysninger af, fordi vinduet var halvåbnet, men også over tanken om hende. 

"Så er vi her.", sagde chaufføren og drejede sit hoved, så vi fik øjenkontakt. Jeg fandt hurtigt min pung frem og betalte ham, hvorefter jeg takkede for turen og steg ud i kulden. Jeg havde ikke helt vænnet mig til denne her slags kulde. Her måtte der mindst være -10 grader. 

Med buketten i min ene hånd og æsken i min lomme, gik jeg ind i caféen, hvor Casie arbejde. Det havde jeg i hvert fald fået af vide at MaryRose, så det måtte jo være sandt. 

Lyden af en klokke fløj ind og ud gennem mine øre, og derefter hørte jeg en sukkersød stemme, hvilket fik mig til og smile for mig selv. Lyden af hendes stemme, gjorde at der steg en glæde inde i mig. Og det hele blev bedre, da hun trådte ud af en dør, og stod med de mest overnaturlige store øjne.

Først stod vi bare og kiggede på hinanden, men kort efter bevægede hun sine læber, men jeg kunne ikke skimme, hvad hun sagde. Mit smil blev større, og jeg åbnede stille min favn. Lynhurtigt var hun forbi disken, og inde i mine arme. En stor glæde sejlede rundt indeni mig, hvilket gjorde at jeg spændte mine arme omkring hende. Nogle små grin forlod mine læber, da hun forsigtigt plantede kys på min hals. Det kildede så også lidt, og så var det vådt. Ikke fordi hun slikker mig på halsen, men det var vådt fordi hun græd, og det gjorde sådan at jeg ikke selv kunne holde en tåre eller to tilbage.

Jeg trak mig en smule fra hende, og havde hendes hoved mellem mine hænder. Jeg borede så godt jeg kunne mine øjne ind i hendes. Følelsen af at se hendes brune øjne, kunne ikke beskrives.

"Casie..", sagde jeg og blev stadig ved med og kiggede ind i hendes øjne.

"Niall..", svarede hun med en rystende stemme. Det lød i hvert fald sådan.

Nu kunne jeg ikke holde det længere. Jeg trak mig tættere ind til hende, og kyssede hende blidt på hendes læber. Den samme gamle gnist kom frem, som for tre år siden da jeg første gang mærkede hendes læber, og det var den mest behagelige følelse nogensinde.

Lidt efter trak jeg mig væk, men havde stadig mine hænder på hendes hofter, og hendes øjne så pludseligt så tomt på mig. En tåre faldt fra mit ene øje og landede på min trøje. 

"Niall.. Jeg har såd-"

"-Shh.. Ikke tal. Jeg vil bare nyde dine læber igen.", sagde jeg og kyssede hende blidt og så passioneret som overhovedet muligt. Nogen hænder begyndte og klappe, hvilket fik hende til og putte sig tæt ind til mig. Jeg undslap grin, fordi jeg virkelig fandt det her komisk og sødt på samme tid. 

"Hvor. Pinligt.", hviskede hun mod min hals og det kildede igen. 

"Det er da ikke ligeså pinligt, som dengang din mor kom ind på værelset morgen efter vi havde haft sex.", svarede jeg grinede. Hun forblev bare stille, og jeg kunne fornemme at hun var pinligberørt. 

 

***

 

Casies synsvinkel.

At gå hånd i hånd med Niall gennem den kolde vinter og den tykke sne, føltes for det første slet ikke så koldt. For at have sin hånd flettet ind i hans, føltes varmt og trygt. Det var virkelig som om, vi aldrig var blevet skilt fra hinanden. Som om han aldrig havde stillet op til x factor.

"Det ligner sig selv.", sagde Niall da vi nåede mit hus. 

"Var det positivt eller negativt ment?", spurgte jeg lidt på en drilsk måde. Han fnes bare: "Positivt selvfølgelig.". 

Jeg sendte ham et smil, og da vi trådte ind gennem hoveddøren, kunne man høre fodtrin blive højere og højere. Min mor kom kort tid efter ind i gangen, og så smilende på os begge. 

"Hej Niall!", udbrød hun og trådte tættere på os. 

"Hej MaryRose.", svarede han og krammede hende, efterfulgt et kys på kinden. Det er bare sådan en ting man gør. 

"Hej mor.", indskød jeg lige hurtigt efter, bare lige for at sikre mig, at jeg også ville få et kram. Selvom jeg får kram hver dag, men jeg elskede at kramme. Især med hende og Niall. 

"Hej min skat.", svarede hun og trak mig ind i et kram. Super, nu er jeg glad. Har fået mit dagligekram af moar. 

"Kom med ind i stuen. Frederick og jeg har lige fået lavet honningkager.", sagde hun og forsvandt igen. Vi satte os på trappen, og tog vores sko af, og derefter hang vi vores jakker. Bagefter begik vi os ind i stuen, hvor de havde dækket bord til fire personer og det hele. Sig mig? Vidste de at Niall ville komme? 

"Ehm mor?". Hun vendte blikket mod mig, og smilede. 

"Vidste i at Niall ville komme?", spurgte jeg lidt forsigtigt, for ikke at virke alt for dum. Det kunne jo sagtens være, at det var en af min mors veninder, der skulle komme forbi. Hun stod bare med et smil. Et grin forlod Nialls læber, og det fik mig til og kiggede op på ham.

"Har i.. Har i planlagt det her?", spurgte jeg derefter og pegede rundt i stuen. Min mors smil voksede, og Nialls grin blev højere. 

"Jeg smsede din mor i går, og spurgte om det var okay, at jeg kom og overraskede dig.", svarede Niall efter han var blevet færdig med og grine over min reaktion. Jeg undlod og svare, for jeg følte mig som verdens dummeste person. 

"Kom nu og spis.", sagde min mor og vi begik os hen til bordet. 

 

***

 

Igen hånd i hånd begik jeg og Niall op på mit værelse, og som det første Niall gjorde da vi trådte ind, var at lægge sig på sengen, med dyne og pude over sig. Jeg fnes over tanken om, at det var den seng vi havde haft mistet vores møgdom i.

I stilhed gik jeg hen til sengen, og satte mig på kanten. Niall med et rejste sig i sengen, så det han gav mig det største chok.

"NIALL!", udbrød jeg og slog ham på skridtet. Det resultere i, at han begyndte og klynke af smerte. Den havde han altså fortjent.

"Din lille.", sagde han og tog fandt om mig, så jeg landede ovenpå ham. Han begyndte så derefter og prikke mig i siderne, så det kildede af helvedes til. Han vidste, hvor svag jeg var når jeg blev kildet, for jeg kunne ikke kontrollere mine grin eller jeg kunne ikke gøre noget. 

"Niall stooooooooooooop!", skreg jeg og grinte på samme tid. Han grinte også, men de var bare ikke så højlyde som mine. 

"Niall seriøst! JEG DRÆBER DIG!", skreg jeg igen, og heldigvis stoppede han. Han var vidst bange for, at jeg skulle tage en kniv og stikke ham ned. Det burde han også være.

Jeg rullede ned og landede ved siden af ham. Jeg lå bare og studeret hans ansigt, som jeg havde savnet så forfærdelig meget. Et smil voksede på hans læber, og det smittede af på mig. Jeg kunne se i hans øjne, at han også studeret mig, men hvad tænkte på, vidste jeg desværre ikke. Det kunne ellers være fedt.

"Casie?", kom det stille fra ham.

"Ja'er?", spurgte jeg og lavmælt. Han så først på mig, og derefter lænnede han sig tættere på mig, og lagde sine læber på mine. Eksplosionen skete igen indeni mig.

Han trak sig derefter væk, og kiggede mig dybt i øjnene.

"Jeg elsker dig.".

 

--- 

Hej læsere! :-D 

 

SÅ SKETE DET! Niall kom hjem til Mullingar og overraskede Casie med blomster og en lille æske, som hun ikke ved hvad er endnu. ;-) Hvad synes i indtil videre? Personligt er det nok den bedste novelle jeg har skrevet. Hehe. 

I morgen kan det være at kapitellet, ikke bliver ligeså langt. Sorry. Men der kommer selvfølgelig noget. :-)

Nå, men rigtig glædelig 5. december! 

/Rilz xo

OBS: Det sidste afsnit er ikke blevet rettet igen, så jeg beklager for stavefejl osv. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...