Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3440Visninger
AA

5. 4. december.

'4. december 2012 

Kære dagbog. Jeg har lige siddet og kigget Tumblr og Twitter igennem, og jeg kan kun sige at jeg er endnu mere stolt af Niall. Billeder fra i gårs begivenhed er overalt! Drengene som står og synger på Madison Sqaure Garden! Det er altså virkelig vildt, men jeg ville ønske at jeg havde været der. Det havde været fedt.

For resten, så kom min mor ind for noget tid siden, og bad mig hjælpe hende med julepynten. Hun synes nemlig ikke at adventlys er godt nok, hvilket jeg godt kan give hende ret i. Julen er trods alt det bedste på året. Det er jo hjerternes fest, og så er maden jo det allerbedste! Frederick laver den bedste and EVER! Niall ville elske den.

- Casie Mason x'

 

***

 

Jeg gravede fortvivlet ned i en kasse, med julepynt og en masse nisser. Jeg havde nok siddet på knæ, og ledt efter den skide nisse, min mor vil have skal stå ved fjernsynet, i 5 minutter. Det er virkelig fustrende, når det man leder efter ikke er der! 

"Org mor! Jeg kan altså ikke finde nissen!", udbrød jeg opgivende, idet jeg sad foran kassen og så hen på min mor og Frederick, som hjalp hinanden med julepynten ved pejsen. Hendes blik fandt mit, og hun begyndte og fnise. 

"Du leder i den forkerte kasse Cat.", svarede hun og smilede. Hold nu op med og kalde mig Ca- hvad? Har jeg ledt i den forkerte kasse? I hele fem minutter? I den fucking forkerte kasse? Mener du det virkelig? 

ASDFGHJKLÆØQWERTYUIOPÅZXCVBNMASXDFGHJKLWERTYICVBNMDFGHJKLERTYUJKLQWERTYIOYHNTGBEDCQASEDOKYGDFVSDGHJERGTHJ!

"Hvilken kasse så?", spurgte jeg irriteret og undgik øjenkontakt. 

"Den bag dig.", svarede hun, og jeg vendte mig om. En stor kasse, hvor der var blevet skrevet med stor og fed skrift 'JUL' på, stod åbnet, og toppen af en hue stak op. Som en lille baby, kravlede jeg hen til kassen, og det første jeg så nede i den, var den nisse jeg havde ledt efter. Jeg sukkede lydløst, og tog blot nissen op i mine hænder, og gav den til MaryRose. 

"Tak skat.", svarede hun og nussede mig på kinden. Jeg gav hende et smil, og derefter gik jeg hen til sofaen, hvor jeg smed mig i. Jeg tog fat i min mobil, og gik ind på Twitter. Jeg havde fået tusindvis af mentions fra alle mulige. De lykønskede mig med Nialls succes, hvilket gjorde at jeg smilede. 

Jeg valgte så derefter og skrive en tweet, bare for at vise jeg var meget taknemlig over deres beskeder. 

#Tak venner, for al jeres kærlighed og respekt. Jeg er så syg stolt af drengene, og de kunne ikke havde gjort det uden jer. I er det bedste. Love you all.#

Jeg smilede tilfreds, efter jeg havde sendt tweeten. Der gik ikke mere end få sekunder, og så blev jeg bombaderet af mennesker. De skrev alle noget med, 'I lige måde. Vi elsker også dig', eller 'Omg du er på Casie! Please følg mig!'. Mit smil voksede sig bare større, for hver tweet jeg læste. Directioner er dog bare de fedeste fans på kloden. 

Min tommelfinger gled længere ned, for at læse flere tweets. Nogle af dem, var negative, og der var en som fangede min opmærksom. 

#Jeg ville bare sige, at jeg godt kan forstå, hvorfor Niall kysser rundt med Demi. Hun er flottere, sejere og er sammen med ham 24/7. Du er aldrig sammen med ham Casie. Du fortjener ham heller ikke.#

Ikke bare et stik, men flere hundrede stik ramte mit hjerte. Den tweet havde ramt mig et ømt punkt, for det var sandt. Jeg var aldrig sammen med ham, men det var svært og være sammen med en, som var verdenskendt. Og når jeg er ikke er kendt, er det endnu svære. Jeg er bare en helt almindelig 18 årige pige, som ikke har de største ambitioner. Jeg kan skate, og synge en smule men det er også det. Demi er.. Demi Lovato. Disneystjerne, x factor dommer, sangerinde og skuespiller. Det er svært og konkurrere med det. 

Et alt for højt suk undslap mine læber, hvilket fik min mor til og se hen på mig. 

"Er der noget galt?", spurgte hun med en bekymret tone i sin stemme. Jeg rystede blot på hovedet hvorefter jeg rejste mig og gik hen til pejsen, hvor de stadig stod og pyntede op. 

"Kan jeg hjælpe med noget andet?", spurgte jeg og smilede til dem begge. MaryRose kiggede rundt på kasserne og så derefter rundt i stuen. 

"Det ser vist ikke sådan ud. Tak for hjælpen min skat.", sagde hun. Jeg nikkede bare og gik ud af stuen, op af trapperne og ind på værelset. Lige da jeg satte mine fødder ind på værelse, ringede min mobil. Jeg løb fluks hen til den, og tog den på til øret. 

"Hallo?", spurgte jeg og kastede mit hår tilbage så det sikkert landende elegant ned på min ryg.

"Hey Casie. Liam her.", det gav et overrasket sæt i mig, da han nævnte sit navn. Det var da en dejlig overraskelse. 

"Hey Leeyum. Hva' så?", spurgte jeg og lagde mig ned i min seng. Som sidst jeg talte med ham, kunne jeg høre støj i baggrunden. Denne gang kunne jeg dog ikke høre Nialls latter. 

"Arh du ved. Chiller med Zayn og Harry.", svarede han og lød glad. Det gjorde kun, at der begyndte og stige en glæde inde i mig. 

"Lyder hyggeligt. Hils dem.", svarede jeg og smilede lidt for mig selv. 

"Jeg skulle hilse fra Casie."

"Hils igen!"

"Jeg skulle hilse tilbage fra drengene.", sagde Liam så bagefter, hvilket gjorde mit smil større. Jeg savnede jo ikke kun Niall, jeg savnede jo hele banden. De er de mest fucked up mennesker jeg nogensinde har mødt, og det gør dem så utrolig seje og sjove at være sammen med dem. 

"Tak.", svarede jeg og trak min dyne over mig. Ikke fordi jeg frøs eller noget, synes bare lige det ville være dejligt. Don't ask please. 

Der hørtes fodtrin, men det var ikke hjemme ved mig. Det måtte være i mobilen. Liam gik sikkert et andet sted hen, for at kunne føre en bedre samtale. I dunno. 

"Går du Liam?", spurgte jeg så ind til. 

"Jep.", svarede han præcist, og der hørtes en dør blive åbnet og lukket igen. Nu måtte han være alene. 

"Hør Casie..", startede han ud med, med hans alvorlig Daddy Direction stemme. Directioners kaldte ham for Daddy Direction, og det fandt jeg vildt sødt. For det passede jo. 

"Niall har gjort noget..", forsatte han. Jeg rejste mig stille op i sengen, og lavede en rynke mellem brynene. 

"Han har gjort hvad Liam?", spurgte jeg ivrigt om. Jeg hørte ham undslippe et suk, og det fik mit hjerte til og begyndte og løbe løbsk. 

"Du vil ikke blive glad for det.. Faktisk. Vil du sikkert blive synderknust.". Årh Liam forhelvede. Fortæl mig det nu bare! 

"Fortsæt..", sagde jeg og lavede en bevægelse med hånden, selvom han ikke kunne se mig. 

"Han har ky-".

"Der er du jo Liam! Kom! Paul siger vi skal afsted. Hvem snakker du med?". Stemmen som talte til Liam, fik mit hjerte til at springe et slag over. Det var selvfølgelig Niall, og glæden indeni mig blev større. 

"Niall! Jeg snakker med.. Danielle. Spørger bare, hvordan det går med hende. Vi ses Danielle. Hils dine forældre, når du kommer hjem til England.", og med de ord lagde han på. Okay, hvad skete der lige? Hvorfor løj han omkring mig? Hvad er det for en verden vi lever i?

Lyden af en modtagende sms borede mine trommehinder. Beskeden var fra Liam. 

"Jeg undskylder at jeg bare lagde på, men.. Vi bliver nød til og snakke sammen. Alene. Og det skal være snart, for jeg kan simpelthen ikke holde det ud længere. Ikke være bekymret okay? Elsker dig Casie. Du er en fantastik veninde."

Liam er bare en herlig ven jo. Man kan ikke andet end og elske den gut. Men, hvorfor skal jeg snakke med ham? Og så alene? Og, hvad var det han lige var ved og fortælle mig angående Niall? Måske ville han fortælle mig, at han godt vidste det med Niall og Demi? Hvis det nu er det.. Hvorfor i al verden vil han stikke sin bedste ven i ryggen? BUT! Ingen ved det med Niall og Demi med sikkerhed! Kun Niall og Demi.. 

 

***

 

Nialls synsvinkel.

Af en eller anden syg grund, vidste jeg at Liam løj omkring det med at han snakkede med Danielle. Selvom de var på date sammen i forgårs her i New York, så betyder det nødvendigvis ikke at de er sammen igen, og at han skal snakke med hende igen efter to dage. Eller jo. Det gør det faktisk. Men pointen er, at jeg ved han løj. Han snakkede sikkert med Casie. Forhåbentlig fortalte han hende ikke noget, for jeg vil fortælle hende det. Det skal være mig der skal fortæller hende det, og så på en ordenlig måde. Det skal ikke foregå over en telefonsamtale, men det skal heller ikke foregå foran drengene. Det er bare for ydmygende. 

"Liam og Niall! Skynd jer lidt drenge, vi skal nå et fly!", råbte Paul efter os, da vi trådte ud af bygningen. En masse skrigeri hørtes, ikke så langt fra, og det kunne kun være de skøre fans. Nogen gange, kan det godt være for meget, at de skriger. Jeg kan jo til tider blive lidt skræmt. 

"Hurry!", råbte Paul og skubbede os ind i bilen, hvor de andre drenge sad og ventede utålmodigt på os. 

"Hvis vi kommer forsent til vores fly, så er det jeres skyld.", sagde Zayn lidt irriteret. Louis puffede ham en i siden, så han begyndte og klynke lavmælt. 

"Det er i hvert fald ikke min skyld. Det er Liams.", protesterede jeg og klikkede min sele. Liam undslap et højt gisp, og så fornærmet på mig. 

"Jeg skulle lige snakke med Danielle!", svarede han, og der blev piftet henne ved Louis og Harry. Jeg rullede med øjnene. Løgn, løgn og løgn Liam. 

"Ja helt sikkert.", mumlede jeg lavmælt, i håb om ingen af dem hørte det. Jeg havde tilfældigvis ikke heldet med mig, da Liam så atter fornærmet på mig. 

"Vi kommer ikke forsent okay. Vi når det.", sagde Liam så lidt efter, sikkert bare for at berolige de andre. 

"Ja, med nød og næppe.", svarede Paul, som sad på forsædet med chaufføren. 

"Se?", sagde Liam og smilede. Vi svarede ikke, men smilede blot til ham. Eller jeg tvang mig selv til og gøre det. Det var vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke var i det gode humor, men jeg vidste at Liam løj overfor mig, og det ville jeg ikke kunne acceptere. Jeg kan ikke acceptere det, men jeg orker ikke og have en længere diskution med ham. Han hader nemlig og overgive sig. 

I hvert fald, så var vi på vej til lufthavnen, hvor vi skulle tage et fly hjem til England. Og så i morgen skal jeg - og kun mig - tage et fly hjem til Irland. Jeg har overvejet og overraske hende, men jeg kan ikke sætte en finger på, hvordan jeg skal gøre det. Jeg må nok hellere lige skrive en sms til MaryRose og spørger om de skal noget i morgen.

 

***

 

Casies synsvinkel.

Fustredet rullede jeg mig om på siden, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvilken stilling ville være mest behageligt at slappe af på. Jeg valgte så at ligge på ryggen og stirre op på loftet. Det var bare ikke så spændende, som jeg havde regnet med. Hvad er det jeg siger? Selvfølgelig er det ikke spændende og glo på et ensomt træloft. 

Det ensomme suk forlod mine læber, og jeg satte mig op i sengen. Min bærbar som lå ved siden af mig, tog jeg op på mit skød og tændte for det. Hvad jeg skulle lave på bærbaren, havde jeg ingen idé om, men noget skulle jeg jo tage mig til. 

Da jeg endelig var kommet på, var det første jeg gjorde var og tjekke Twitter. Jeg havde som altid, tusindvis af mentions, men jeg orkede ikke og tjekke dem. Enten var da positive eller negative. Og jeg orkede ikke flere negative tweets i dag. 

Jeg orkede heller ikke og tjekke Tumblr. Gud, hvor var jeg bare doven i dag. Måske skulle jeg gå ud og få lidt luft. Ja. Jeg har brug for frisk luft. Noget ilt til hjernen, så jeg kan komme igang igen. 

Jeg slukkede bærbaren, og rejste mig fra sengen. Jeg begik mig hen til bordet med makeupen, og jeg kiggede mig selv i spejlet. 

"Fuck mit udseende. Jeg skal bare ud og have luft.", mumlede jeg for mig selv, tog en elastik i hånden og bandt mit hår op i en høj hestehale. Derefter gik jeg ud af værelset, og hoppede ned af trapperne. Jeg aner ikke, hvorfor. Var vidst bare i humor til og hoppe. 

"Jeg står lige uden for døren!", råbte jeg og åbnede døren. Jeg trådte derefter ud i intet andet, end nogle futter, joggingbukser og en stor oversizetrøje. Jeg lukkede døren efter mig, og lænede mig op af den kolde side. Et par cykellister kom kørende forbi, i en hurtigt fart, at jeg var bange for de ville vælte omkuld. Heldigvis skete det ikke. Lidt efter kom der nogen teenagere gående, som fik øje på mig. De stoppede op for en kort stund, men gik så derefter videre. 

Efter at have stået der i nogle minutter, begyndte mine arme og ben at ryste. Jeg ville ikke engang tænke på, hvor mange minus grader der var her i Mullingar. Men koldt var det i hvert fald. Et højt nys lavede jeg, og det første der faldt mig ind, var at jeg ikke skulle være syg juleaften. Derfor åbnede jeg hoveddøren og trådte hurtigt ind i varmen. Døren fik jeg smækket i, og jeg gik ind i stuen, hvor Frederick havde tændt for pejsen. Med et, fik jeg sat mig lige foran den, så dens varme ramte mit kolde ansigt. 

"Hey Cat.", sagde Frederick da han kom gående ind i stuen. Helt seriøst, stop med og kalde mig Cat! 

"Hej.", svarede jeg og tog fat i et tæppe, og viklede mig ind i det. Det var virkelig dejligt at sidde foran pejsen, med et tykt tæppe rundt om en. 

Jeg kiggede nysgerrigt op på Frederick, som lignede en, der skulle til og sige noget, men min mor kom i forkøbet: "Hey Cat søde? Du skal på arbejde i morgen ik?". Jeg nikkede ivrigt, og hun begyndte og taste på sin mobil. Jeg passerede bare den tanke, og kiggede ind på flammerne igen. 

"Nogen der kunne tænke sig varm kakao med flødeskum?", spurgte Frederick, og rejste sig fra sofaen. Jeg kiggede befriende på ham: "MIG!". Han begyndte og grine af min reaktion, og jeg fattede ham godt. Jeg måtte have set virkelig komisk ud. 

"Okay okay. Er tilbage om lidt så.", sagde han og forsvandt ud i køkkenet. Min mor havde sat sig i sofaen, og tastede stadig på mobilen. Hun så virkelig optaget ud, men igen lod jeg det bare passerede. 

Flammerne inde i pejsen, fik på en eller anden måde løftet mit julehumor. I hele november måned, havde jeg gået og glædet mig til jul, som en lille pige, men da Hannah fortalte mig det med Niall har jeg bare ikke været i julstemning. Men på grund af flammerne, har det bedre. Eller så er det bare fordi, jeg lige har stået udenfor i - kun Gud må vide - hvor mange minus grader jeg har stået i. 

"Væresgo.", lød en stemme, som tilhørte Frederick. Jeg tog i mod den varme kop i mine hænder, og en varm følelse steg i mig.

"Tak.", svarede jeg hæst, hvilket ikke var meningen. Han smilede bare og slog sig ned i sofaen, ved siden af min mor, som endelig var stoppet med og taste. Jeg kiggede ned i kakaoen, og en stor hvid klump flødeskum svømmede ned i den. Hurtigt fik jeg taget en slurk af den, uden at puste på den eller noget. Overrasskende nok, var det overhovedet ikke så brændende varmt. 

 

***

 

"Casie er du snart færdig derinde?", lød det ude fra toilettet af, og det kunne kun være Frederick. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så stod han sikkert uden for døren og var ved at pisse sine bukser. Men altså. Det var en, hvis tid når en pige er inde på toilettet, og skal til og gøre sig klar til sengetid. 

"Lige om lidt. Mangler bare lige og børste tænder.", svarede jeg og tog tandbørsten samt tandpastasen op i hænderne. Efter at havde lagt en klump tandpasta på min tandbørste, begyndte jeg at børste mine fine bisser. 

Kort efter spyttede jeg ud, og vaskede min mund. The queen was done. 

Jeg låste døren op, og Frederick stod og så halvt irriteret på mig. Fordi jeg fandt øjeblikket sjovt, undslap jeg grin ud af munden. Han rystede bare hårdt med hovedet, og fik skubbet mig ud, så han kunne komme forbi. 

Jeg begik mig ind på værelse, og lagde mig på sengen. Jeg havde ikke rigtig lyst til og tjekke mobilen. Faktisk havde jeg allermest lyst til at sove. Der gik ikke mere end 5 minutter, så var mine øjne faldet i. 

 

---

 

Hej venner. 

Jeg beklager for det korte kapitel. Håbede nu ellers, at mine kapiteller ville blive næsten lige lange. Nå, men hvad synes i om det? :-) Kom med nogle kommentare, det ville være skønt. 

Knus /Rilz. x

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...