Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3518Visninger
AA

24. 20. december.

’20. december 2012

Kære dagbog. Jeg har besluttet mig for at starte forfra, og med det mener jeg, at jeg glemme Niall fuldstændig. Jeg vil ikke lade ham ødelægge mere af mig. Han har allerede knust mit hjerte og snart går det ud over mit sind. Og bare lige så du ved det dagbog, så vil jeg ikke gå mentalt ned. Det ville jeg ikke gøre i mod min mor. Jeg har lovet hende, at jeg vil tage mig lidt sammen og nyde julen med hende. Det har hun fortjent, og det har jeg også.

Så farvel Niall.

-Casie Mason x’

 

***

 

”Alle dine konger.”, Louis sukkede opgivende, og gav mig tre kort. Jeg tog muntert imod dem, og viftede med kortene foran ham, mens jeg grinede hånligt. Jeg lagede derefter kortene på bordet.

”Ha! Fem sæt har jeg bare!”, hoverede jeg og grinede mere af Louis. Han så surt ned på sine kort.

”Årh.. Er Louis lidt sur var?”, sagde jeg drillende og slog ham blidt på armen. Han rykkede på sig: ”Stop det Casie. Jeg gider ikke og spille mere.”, sagde han irriteret og lagde kortene på bordet. Jeg rystede skuffet med hovedet af ham: ”Dårlig taber.”, sagde jeg, hvilket fik ham til at se surt på mig. Jeg kunne dog ikke lade være med at smile, og det smittede af på ham.

”Nå, men hvad skal vi så nu?”, spurgte jeg og tog en kiks, som lå på en tallerken på bordet. Louis trak bare på skuldrene og kiggede hen mod gangen da vi begge hørte en dør blev åbent og lukket. Spændt kiggede vi begge, og til min store overraskelse var det Zayn.

”Hey.”, sagde han hæst og sendte os et smil.

”Hej.”

”Hey bro.”

Han kom gående hen til os og satte sig ned ved siden af mig. Hans blik hvilede først på mig, men han kiggede hurtigt væk igen.

”Må jeg tage en kiks?”, spurgte han og vendte sin opmærksomhed på mig igen.

”Selvfølgelig”, svarede jeg og lænede mig tungt tilbage i sofaen. Der var en akavet tavshed blandt os, hvilket fik mig til at tage min mobil op af lommen. Klokken var nu blevet to om eftermiddagen, og jeg havde ikke fået nogen beskeder. Jeg lagde mobilen ned i lommen igen, og kiggede hen på Louis, som havde sine øjne på sin mobil. Han måtte have følt det samme som mig.

”Uhm.. Casie?”, jeg vendte min opmærksomhed på Zayn, som kløede sig akavet i håret. Han kiggede først ned på gulvet, men rettede hurtigt blikket op på mig. Han så usikkert på mig, som om jeg var noget giftigt.

”Niall.”, startede han ud med og bøjede sig lidt forover. Hans blik var ikke længere usikkert, men mere alvorligt. De borede sig ind i mine øjne, og snart ville han kunne se min sjæl.

”Hør Casie. Niall er virkelig ked af det han har gjort.”, sagde han roligt og tog fat i min hånd, hvilket fik mig til at se ned.

”Casie. Kig på mig.”, sagde han bagefter og gav min hånd et klem. Jeg kiggede op på ham igen, og ventede tålmodigt på han skulle fortsætte.

”Han er virkelig ked af det.”. Jeg så først tomt på ham, men rystede derefter med hovedet: ”Nej han er ej. Han er ikke ked over at han gjorde det. Han er ked over at jeg fandt ud af det.”.

Zayn sendte mig et skævt smil, hvorefter han slap min hånd og lænede sig tilbage i sofaen. Det var nok ikke lige det svar, Zayn forventede. Men det var jo rigtig nok.

”Zayn, det er rigtigt. Han er ikke ked af det.”, sagde jeg noget tid efter med en hård tone. Han fnes kort og himlede med øjnene. Jeg så bare halvt irriteret på ham.

”Hvis han ikke var ked af det, hvorfor ligger han så bare i sin seng og græder?”. Jeg så overrasket på ham. Det var heller ikke det svar jeg forventede. Lå han helt seriøst i sin seng og græd på grund af mig? Det kunne ikke passe. Han viste jo ingen form for smerte, da vi skændes. Han viste ikke følelser dengang.

”Gør han virkelig det?”. Jeg så hen på Louis, som havde observeret hele samtalen. Hans blik var ulæseligt, hvilket var underligt, for det lignede ham ikke. Han så også så alvorlig ud, og han mindede meget om Liam.

”Hvorfor skulle han ikke?”, kom det måske lidt for irriteret fra Zayn. Louis skar en grimasse, hvorefter han rejste sig og forsvandt. Kort sukkede jeg for mig selv, hvorefter mit blik faldt på Zayn. Han så ikke spor glad ud. Der var vidst ingen der var særlige glade i øjeblikket.

”Casie. Du bliver nød til at tale med Niall igen.”, sagde han alvorligt. Jeg rystede sukkende på hovedet af ham. Gu’ ville jeg ej, tale med ham igen. Jeg er jo ligesom i gang med at starte et nyt kapitel i mit liv – uden ham!

”Casie for helvede. Det kan du ikke bare gøre.”. Forvirret forblev mit blik på ham, og han rystede bare på hovedet. Hva’ fanden? Havde jeg lige sagt det højt?

”Casie du bliver nø-”

”Nej Zayn!”, udbrød jeg irriteret, idet jeg rejste mig.

”Det bliver d-”

”Hold din kæft!”, råbte jeg og pegede på ham. Aldrig i mit liv havde jeg råbt de tre ord i hovedet på en, derfor kom det helt bag på mig, at jeg gjorde det. Og det så vidst også ud til at det kom bag på ham.

”Jeg har allerede talt med ham! Og hvor genialt gik det? Ikke særlig genialt vel? Kan du ikke bare blande dig udenom Zayn? Jeg har for helvede ikke brug for ham længere. Han er ude af mit liv, og snart er du også.”, og med de ord forsvandt jeg ud af stuen og løb op på mit værelse.

Niall er ude.

 

Zayns synsvinkel.

Tilbage sad jeg på sofaen og så tomt hen på gangen, hvori jeg håbede på hun ville komme grædende tilbage. Hvilket hun ikke gjorde. Der hørtes kun et smæk og derefter ikke mere.

Jeg sank dybere ned i sofaen og bed kort i mine negle. Hvad fuck skulle jeg nu gøre? Casie har ikke lyst til at snakke med Niall igen, og Niall vil bare gerne tilgives af hende. Hvorfor skulle han absolut kysse med Demi, og hvorfor fanden så jeg det ikke? De havde for helvede blevet spottet sammen op til flere gange, mens vi var i Amerika, og der faldt ikke engang en tanke hos mig. Jeg vil jo bare have at alle er glade og nu er ingen glade.

”Zayn.”. Jeg så op og så Louis og Liam stå med et alvorligt blik i øjnene. De satte sig derefter ned i hver deres lænestole.

”Vi tager tilbage til England med Niall.”, sagde Liam mens han kløede sig på hagen. Et irriteret fnes, forlod Louis’ læber, og jeg kunne fornemme han ikke brød sig om den tanke.

”Du mener du, Zayn, Harry og Niall tager tilbage til England. Jeg bliver her.”, kom det fra Louis, hårdt og bestemt.

”Vi har diskuteret det her. Du tager med Louis. Casie har brug for at være sammen med sin mor og Frederick. Hun har ikke brug for os lige nu, okay?”. Louis rystede på hovedet og så væk fra Liam.

”Hun har brug for os Liam.”, hørte jeg mig selv sige, hvilket fik Liam til at rette blikket mod mig.

”Za-”

”Liam helt seriøst. Hun er så fucking sart lige nu, at hun vil bryde sammen når som helst. Hun råbte at Niall er ude af hendes liv, og snart er jeg også. Og jeg tror ikke, at det kun gælder for mig.”, jeg rettede blikket mod Louis, men selvom han stadig så væk, kunne jeg sagtens tyde skuffelsen i hans øjne.

”Det er jo det jeg siger Zayn. Vi skal ikke være i hendes liv længere. Hun har ikke brug for os. Så længe hende og Niall ikke kan ses, så er der heller noget forhold mellem hendes og os.”, sagde han alvorligt.

”Men jeg vil ikke være ude af hendes liv. Jeg holder for helvede af hende, som om hun var min egen søster.”, kom det fra Louis, som joined samtalen. Hurtigt erklærede jeg mig enig med Louis, hvilket fik ham til at smile svagt.

”Liam. Holder du da ikke af hende?”, spurgte Louis. Liam fnes kort, og bed sig i underlæben: ”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg elsker hende Louis. Hun er min.. Min.. Bedste veninde. Men det kan være lige meget. For Niall er min bedste ven. Og, hvis de to ikke kan være kærester eller i det mindste venner, så kan jeg heller ikke være venner med hende. Lige meget, hvor meget jeg elsker hende. Og jeg har jo heller ikke spor lyst til at forlade hende nu, men sådan bliver det altså. Hun har brug for at finde sig selv, og det kan hun ikke gøre, så længe vi er her. Vi står i vejen for guys. Jeg tror virkelig, at det her er det rigtige at gøre, okay?”.

Mit blik faldt hen på Louis, som stod og bed sig nervøst i underlæben. Han så meget tænksomt ud, og der gik ikke længe før han nikkede forsigtigt.

”Du har ret Liam.. Vi bliver nød til at smutte.”, sagde han og lænede sig derefter tilbage i lænestolen.

HVAD?!

 

Casies synsvinkel.

Jeg åbnede træt mine tunge øjelåg, og mørket udenfor var det første jeg fik øje på. Jeg gned ihærdigt mine øjne, hvorefter jeg træskede ud på badeværelset. Synet af mig selv i spejlet chokerede mig. Min mascara var tværet ud i ansigtet på mig og min BB cream også. Jeg lignede et lig – mildt sagt.

Jeg sukkede kort, før jeg tændte for håndvasken og vaskede mit ansigtet. Lidt efter tørrede jeg det med et blødt og behageligt håndklæde, og bagefter gik jeg tilbage på værelset.

Mine øjne faldt ned over uret ved natbordet. Det viste halv ni om aftnen. Havde jeg virkelig sovet dagen væk? Okay, jeg faldt jo også i søvn efter at have grædt. Og ja, jeg havde grædt igen. Men at råbe af Zayn gør ondt, og at høre ham fortælle at Niall har grædt gør sku også ondt. Og nu er jeg bare så fucking dobbeltmoralsk ik? Først vil jeg have at han skal lide ligesom jeg gjorde, og nu har jeg fået et kæmpe blåtmærke på røven, på grund af min samvittighed har sparket mig hårdt.

Selvom jeg lignede noget der var løgn, begik jeg mig ned i stuen med mobilen i hånden. Lystet var mobilskærmen lyste stærkt op i mine øjne, hvilket resulterede i jeg gik ind i et bord. Jeg klynkede, men opmærksomheden blev hurtigt rettet tilbage på mobilen. Ja, Twitter havde fanget min opmærksomhed, men der var noget med at Megan Fox var død. Og vi ved alle, hvor meget Twitter holder af at dræbe folk.

”Casie?”. Ubevidst reagerede jeg og så min mor stå foran mig. Hun stod lænet op ad dørkammen, og kort efter trykkede hun på kontakten, så hele stuen lyste op. Det brændte i mine øjne, men jeg lod det bare passere.

”Har du sovet godt?”, spurgte hun og sendte mig et smil. Jeg trak på skulderene og kiggede ned på mobilen igen. Det havde jeg vel.

”Søde..”. Jeg kiggede igen op på hende, og hun havde trådt tættere på mig. Hun lagde en hånd på min skulder, og tvang mig til at se inde i hendes øjne som jeg havde ejet af hende. Honning brune.

”Har du talt med drengene?”. Jeg løftede straks det ene øjebryn. Hvorfor skulle hun bringe dem på banen? Hun behøvede ikke at blande sig i alt også selvom hun er min mor.

Jeg rystede med hovedet: ”Ikke efter i eftermiddags, hvorfor?”, spurgte jeg, men jeg lød vidst ret ligeglad – hvilket jeg ikke var. Hun sukkede dybt, hvorefter hun fjernede en tot fra mit ansigt: ”De er taget hjem til England.”.

Jeg så forbavset på hende: ”Hvad?”, sagde jeg forvirret og gik nogle skridt væk fra hende. Hun sukkede igen og sendte mig et skæv smil: ”De er taget hjem til England Casie. De syntes at det var det rigtige at gøre.”.

Ihærdigt rystede jeg med hovedet og jeg kunne mærke tårerne presse gevaldigt meget på, men kan man bebrejde dem? Nej! Drengene havde bare smuttet, og det skulle jo være der, hvor jeg havde allermest brug for dem. Især Liam. Eller Louis. Eller Zayn.

Uden at tænke mere over det løb jeg ud af stuen, og gennem den dør, der førte ned til drengenes soveværelse. Da jeg nåede døren fik jeg den hurtigt sparket op, og mit blik faldt ned over de tomme senge og de tomme kommoder. Synet af værelset fik virkelig sparket mine tårekanaller i gang.

Ubevidst faldt jeg grædende ned på gulvet, og det resulterede i at min mobil fløj ud af hånden på mig og landede nogle meter fra mig. Normalt ville jeg gå fuldstændig i panik, men tankerne og gråden holdte mig tilbage.

Ikke længe efter fik jeg kravlet mig hen til et hjørne, og svang armene rundt om mine ben. Med tårer ned langs mine kinder hulkede jeg som aldrig før. Alt føltes så tomt og ligegyldigt. De havde svigtet mig, når jeg havde allermest brug for dem. Nok havde jeg gjort noget, for at såre Niall og uheldigvis også Harry, men det var jo som om de andre dreng så væk fra det – vendte den anden kind til, hvis man kan sige det på den måde. De vidste godt, at jeg havde dummet mig omkring det, men alligevel blev de. Og nu er de fucking væk, og jeg havde ingen idé om, hvornår jeg skulle se dem igen. Det jeg frygter allermest er aldrig.

 

***

 

Louis’ synsvinkel.

”Louis vi skal altså nå et fly!”, udbrød Liam irriteret da jeg åbnede for bildøren. Jeg smækkede den derefter i, og Liam rullede vinduet ned: ”Louis! Klokken er halv ni. Vi skal nå flyet!”, sagde Liam surt og havde en rynke mellem brynene.

”Liam, jeg skal bare tale med Ryan okay!”, udbrød jeg frustreret og gik hen mod et fint mellemstørrelse hus. Med Casie i tankerne trykkede jeg ivrigt på dørklokken. En sød lyd fløj gennem min øregang, og kort efter blev døren åbnet af en ikke særlig høj kvinde, med brunt kort hår. Først stod hun og så meget mistænksom ud, men efter nogle korte sekunder, blev hendes øjne store og et kæmpe smil bredte sig på hendes læber.

”Ih du milde! Du er Louis Tomlinson!”, sagde hun begejstret, hvilket fik et smil frem på mine læber.

”Ja jeg er Mrs…”, jeg kiggede hen mod et skilt, for derefter at kigge på kvinden igen: ”Parker. Bor der er en Ryan Parker her?”, spurgte jeg lidt utålmodigt om. Hun nikkede kort, og råbte derefter ham.

Der gik ikke længe før han kom til syne, med også et kæmpe smil på læberne: ”Louis. Hvilken overraskelse!”, sagde han og gav mig en brofist.

”Mrs. Parker. Er det i orden, hvis jeg lige låner ham i et kort øjeblik?”, spurgte jeg og nikkede i retningen af Ryan. Hun nikkede blot, og Ryan trådte et skridt ud i det kolde.

”Hva’ så?”, spurgte han lidt bekymret om. Jeg bed mig en smule for hårdt i inder læben, og åbnede så derefter munden: ”Drengene og jeg tager hjem til England igen. Det var meningen at vi skulle holde jul her, men..”, jeg stoppede op for at tage en dyb indånding.

”Men hvad?”, spurgte han endnu mere bekymret om.

”Casie ved ikke, at vi tager af sted. Du bliver nød til tage hjem til hende og se efter hende for mig – os. Vil du gøre det for mig? Så skal jeg nok skaffe dig nogle billetter til en af vores koncerter.”, sagde jeg og sendte ham et lille smil. Hans øjne blev dybe og så så følsomme ud.

”Jeg er der altid for Casie, så jo det skal jeg nok gøre.”, svarede han. Jeg åndede lettet ud i atmosfæren, hvorefter jeg klappede ham på skulderen: ”Tusind tak Ryan. Vi ses på et tidspunkt.”, sagde jeg og begik mig så hen til bilen igen.

Jeg åbnede bildøren og steg ind i varmen.

”Lad os smutte.”

 

---

Hej mine læsere.

Nå.. Så denne movella gik ikke heeeeeelt som planlagt, men jeg håber nu på, at i overlever alligevel. Og jeg er frygtelig ked over der er gået så lang tid, men har slet ikke haft den store interesse i at skrive, og så har jeg haft familie besøg i ferien. Så har heller ikke haft så meget tid. Og det er ikke ligefrem fordi det bliver bedre af, at jeg nu er begyndt i skole igen. -.-

Men i hvert fald, håber jeg, at i har haft en fantastik jul og et glimrende nytår. Det har jeg i hvert fald. Men fik desværre kun en ting angående drengene. Håbede nu på billetter, men kalender kan da også bruges! Så kan jeg da tælle ned til koncerterne. c;

Nu vil jeg sige tusind tak for jeres tålmodighed, og jeres søde kommentar. Det varmer virkelig mit hjerte, og nu skal vi bare glæde os over at de kommer i år – TO FUCKING GANGE! :D (Kan i føle jeg er lidt glad?)

/Rilz. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...