Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3654Visninger
AA

3. 2. december.

'2. december 2012

Kære dagbog. Jeg kan ærligt sige, at jeg intet søvn fik i nat. Jeg lå for det meste på ryggen, med foldede hænder og kiggede på loftet. Det Hannah fortalte mig i går, køre stadig rundt i hovedet på mig. Tænk nu, hvis det var sandt? For det kunne meget vel være sandt. Demi er sådan en smuk pige, og hun er sikkert også meget sød. Kender hende dog ikke personligt, men hun har jo en fanbase, som støtter hende gennem alt. Ligesom Directioners. Støtter drengene gennem alt. Og så "shipper" de Ciall. 

Tilbage til det vigtige. Som sagt, det hele køre rundt i hovedet på mig. Jeg overvejer og kontakte ham, bare lige for at få det hele på det rene. Men han er så elendig til og tage sin skide mobil. Måske skulle jeg ringe til en af drengene? Og så kunne jeg også spørger en af dem, angående det med Demi. Tror ikke at de holder noget hemmeligt for hinanden. Hvad er et boyband uden tillid? Og hvad fanden er et forhold uden tillid?

Intet. 

- Casie Mason x'

 

***

 

Som jeg sad ved vinduet og hørte musik i høretelefoner, trampede min ene fod med til takten. Første takt og tredje takt. Jeg tog en slurk af min varme kop kakao, og en varm og behagelig følelse gled ned af min langs og ned til mavesækken. 

Musikken skiftede fra 'Wonderwall' af Oasis til 'They don't know about us' af One Direction. En følelse blandede med savn og sorg fangede mit hjerte, hvilket gjorde at mine tårekanaller begyndte.

"Just one touch and I was a believer. Every kiss it gets a little sweeter. It's getting better. Keeps getting better all the time girl.". Selvom det både var Niall og Harry der sang der, kunne jeg stadig høre Nialls engelstemme. Den stemme jeg savnede så fandes meget. 

Mit blik kiggede ud af vinduet. Sneen, som faldt i går, lå nu helt urørt på jorden. Det skinnede virkelig flot op, da solens stråler ramte sneens overflade. Jeg tørrede stille mine lidt våde kinder med min dejlige og varme striktrøje, som jeg fik i gave af Frederick. Den var hvid med foreskellige mønstre og farver. (Link i kommentar). 

Jeg drejede hovedet forskrækket, da der var nogen som prikkede til mig. Det var MaryRose. Heldigvis spildte jeg ikke min kakao udover mig selv. Det ville have været for dejavu agtigt. 

Jeg hev mine høretelefoner ud af ørerne, og spurgte hende, hvad hun ville mig. 

"Der er forkost. Kom med ned og spis.", sagde hun og begik sig ind til døren, hvor hun kort efter forsvandt. Jeg undslap et suk, lavede min mobil på vindueskammen, tog mit krus op i hånden, og gik ud af værelset. Mine fødder begik sig bagefter ned af trapperne, og ind i køkkenet, hvor jeg smed kruset ned i håndvasken. Ej, jeg smed det ikke ligefrem. Jeg lagde den rent faktisk forsigtigt ned i. 

Derefter gik jeg hen til spisestuen, hvor Frederick og min mor sad og spiste. Først stod jeg bare og gloede. Pludselig fik jeg øje på fire lys, som stod på et bord ved væggen. Selvom der stod fire lys, var det kun et af dem, der var tændt. I ved. Det er den første søndag i december. ADVENT!

Jeg satte mig tungt ned i stolen, og kiggede rundt på det runde bord. Der var ikke det vildeste. Noget brød, forskelligt pålæg, frugt og grøntsager. Meget almindeligt og enkelt. Det ville Niall ikke ligefrem juble over. Han er mere til vild og underligt mad, som han aldrig i sit liv smagt. Men nu kan der da heller ikke være mad, han ikke har smagt. Han æder jo alt den gris jo. Org.. Jeg savner den gris. 

"Casie. Tag dog for dig. Du sidder bare og kigger ud i luften.". Jeg vendte stille hovedet hen til, hvor jeg hørte stemmen komme fra. Frederick sad og så bekymret på mig. 

"Casie. Er der noget i vejen?", spurgte han bekymret om. Jeg rystede med hovedet, og begyndte at tage for mig. 

 

***

 

Jeg træskede ind på værelset efter jeg havde spist frokost, og tilbragt to eller tre timer sammen med de ældre. Jeg begik mig derefter hen til vinduet og satte mig der, som jeg havde gjort tidligere. Automatisk tog jeg fat i den nærmeste pude, og puttede den helt ind til mig. Som jeg altid gør når jeg ikke ved, hvad jeg skal tage mig til, så stirrer jeg ud af vinduet. Og nu var det jo så flot med al den hvide og perfekte sne. 

Mine øjne fangede min mobil, som lå på vindueskammen. Et ret så højlydt suk undslap mine læber. Hvorfor ringede han aldrig tilbage? Eller svarede på mine sms'er? Var det mon sandt det med Demi? Måske var det derfor han aldrig ringede tilbage? Grunden kunne ligeså godt være, fordi der var en kæmpe tidsforskel, mellem Amerika og Irland. Der findes så mange utallige spørgsmål, som jeg forhåbentlig får svar på, på et tidspunkt. 

Jeg tog en dyb indånding, og tog fat i mobilen. Skærmen lyste op da jeg låste den op, og et billede af mig og Niall poppede frem. Et smil voksede på mine læber, men det forsvandt straks ved tanken om Demi. Jeg kiggede lige hurtigt på klokken. 15.30. Det ville sige at klokken var ca. 11.30 i NY. 

Endnu engang tog jeg en dyb indånding, og gik ind på mine kontakter, hvor jeg søgte efter Niall. På min mobil hed han ikke Niall, men Niallerpus. For han er jo min lille pus. 

Jeg skulle lige til og ringe til ham, men jeg stoppede mig selv. Hvorfor skulle han svare mig nu, og ikke de andre trillioner gange jeg har ringet? 

Jeg lavede en underlig grimasse, og søgte derefter på navnet, Liam Payne. Med et poppede hans navn frem, og mit hjerte sprang et slag over. Uden at tænke mere over det, trykkede jeg på hans nummer, tog mobilen til øret og ventede tålmodigt på, at han skulle tage den. 

Den velkendte bib-lyd gentog sig selv utallige gange. Pludselig stoppede det, og en dyb og genkendelig stemme borede sig ind i min øregang. Positivt ment. 

Endnu engang sprang mit hjerte et slag over, da han gentog sig selv i og sige hallo. 

"Liam?", hørte jeg mig selv sige med en al for nervøs stemme. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor jeg var så nervøs? Jeg havde snakket med ham før, og de andre. Ja jeg havde rent faktisk tilbragt en masse tid med dem, men så blev de til et kæmpe fænomen, og nu er de aldrig hjemme. 

"Casie? Er det dig?". Hans stemme afslørede, at han lød ret overrasket. Tro mig Liam, jeg er selv ret overrasket over at jeg faktisk ringer. 

"Ja. Det er mig. Casie Mason.", svarede jeg lidt mindre nervøs. 

"Jamen hej søde! Hvordan går det med dig?", spurgte han og lød meget glad over at høre fra mig. Der var støj i baggrunden, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så kunne jeg høre Nialls latter. Det resulterede i, at der gled et kæmpe smil hen over mine læber. Hvor var det bare fantastik at høre hans latter. 

"Jeg har det fint, hvad med jer?", spurgte jeg og pillede lidt ved mine joggingbukser. 

"Liam, hvem er det du snakker med?". Stemmen fik mit smil til og vokse sig større. Og der fandtes kun en person, der kunne få mit smil til og vokse sig så stort. Niall. 

"Det er Casie. Ehm.. Casie? Jeg tror Niall vil snakke med dig. Og vi har det godt for resten.", sagde Liam, som pludselig blev meget fjernt i stemme, og der hørtes en masse unødvendigt støj lige ved mikrofonen. 

"Casie? Er det virkelig dig?". Mit smil kunne ikke lade være med og vokse sig større og større. En kæmpe stor glæde sejlede rundt indeni mig. 

"Ja, det er mig.", svarede jeg og bed mig selv i inderlæben. 

"Åh Casie min skat! Jeg savner dig så meget. Hvad går du laver for tiden smukke?". Mine kinder begyndte og bluse sig op. Jeg var stadig hans skat. Hans smukke pige. Åh Niall.. 

"Jeg savner også dig Nialler. Ehm.. Ikke så meget. Går bare rundt og savner dig. Hvad med jer?", spurgte jeg og kørte en hånd gennem det brune hår. 

"Øh.. Det går sådan.. Eh. Godt. Vi skal optræde på Madison Sqaure Garden i morgen, så det bliver spændende.", kom det en smule tøvende fra ham, men jeg lod det blot passere. Hvor var jeg dog overlykkelig over, at havde ringet til dem. At høre Niall i telefonen er dagens optur! 

"Det har jeg godt hørt skat, men.. Hvornår kommer du hjem? Og hvorfor har du ikke svarede på nogle af mine beskeder?", spurgte jeg om. Om jeg fortrød det, vidste jeg ikke rigtigt. Måske lidt 50-50. 

"Jeg har bare haft det mega travlt smukke. Det ved du. Og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem.", svarede han, og jeg undslap et suk. Der røg den glæde. 

"Men du skat. Jeg bliver nød til og smutte nu. Vi skal øve til i morgen. Ses.", og uden jeg fik sagt et vi ses, lagde han på. Det eneste der hørtes fra mobilen var bib-lyden som gentog sig selv. 

Hvor underligt. Niall plejede aldrig og være sådan overfor mig. Men jeg har så heller ikke set ham i flere måneder. Sidst jeg så ham, var på webcam. Det siger vi lige tæller.. 

Jeg låste hurtigt mobilen, og smed den over på sengen. Men heldet var ikke rigtig med mig, for den valgte og lande hårdt på gulvet, hvilket fik mit blod til og suse i kroppen. Det resultere i, at jeg nærmest faldt over mine ben, da jeg løb hen imod den. Med et tog jeg fat i mobilen, som lå på det kolde gulv. Mobilens skærm var flækket en lille bitte smule oppe i hjørnet. 

ÆSKFJAÆEKFæwaieufhawæekrnqæ3UWRAFYHÆSglbd,jawhebfawejfbÆKJ! 

 

***

 

Nialls synsvinkel.

Jeg lagde på, efter jeg fik sagt ses til hende, og kiggede tomt på mobilen. En vulkan indeni mig brød ud i udbrud, som var fyldt med skuffelse. Flydende skuffelse flød ud af den indre vulkan. Det føltes nærmest sådan jo.

Jeg kunne ikke rigtig sætte hånd på, hvordan jeg stod og havde det lige nu. Men en ting var sikkert. Der fløj en kæmpe sky over mig, som regnede ned med skuffelse. Skuffet over mig selv. Over at jeg var sådan overfor hende. Den pige jeg havde elsket i tre år. Skuffet over at.. At jeg løj. 

"Niall?". En hånd blev sat på min skulder, hvilket fik mig til og vendte mig om. Liam stod med et bekymret ansigtsudtryk. Jeg vidste godt, hvad der skulle ske nu. Er du okay? Hvad sagde hun? Fortalte du hende det? Alle de spørgsmål vil om et øjeblik komme væltende. 

"Er du okay mand?". Skulderklap til mig. 

Jeg trak på skuldrene, som et jeg-ved-det-ikke. Mit blik fangede mobilen i hånden igen, og jeg fugtig gjorde mine læber. Bagefter kiggede jeg op på Liam, som stadig stod foran mig med et bekymret udtryk i hovedet. Jeg rakte ham hans mobil, og gik hen til den halv åbne dør. 

"Fortalte du hende det?", kom det fra ham igen. Dobbelt skulderklap. 

Jeg drejede mig om igen, og rystede derefter med hovedet. Den måde Liam så ned mod gulvet på, gjorde ikke skjul på, at han var skuffet over mig. 

"Niall.. Du bliver altså nød til og sige det.", og med de ord så han skuffet på mig. Jeg sank en klump, som havde siddet der siden jeg snakkede med Casie. Jeg vidste jo godt, at jeg skulle sige det, men jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle gøre det. 

"Jeg kan næsten ikke holde det hemmeligt for de andre længere. Desuden.. Så er det meget tydeligt i medierne. Og Casie har ikke fortjent at få det af vide på den måde.".

"Få hvad at vide?". Jeg vendte mig forskrækket om, og så Harry stå i den nu helt åbne dør, og lignede et spørgsmåltegn. Nogle ord lå lige på min tungspids, men alligevel kom der intet ud af mig. 

"At Niall kommer hjem til Casie til jul.", svarede Liam hurtigt, hvilket fik mig til og se på ham igen. Hjem til hende til jul? Huh.. Det kunne faktisk være en god idé. Så kunne jeg fortælle hende det der.. 

"Nå. Det lyder da spændende Niall. Må vi så ikke komme med?", spurgte Harry lystigt om, og så blød sød jeg er, svarede jeg bare ja. Et kæmpe smil bredte sig på Harrys læber. 

"Great! Jeg smutter ind til de andre og fortæller dem det med det samme!", sagde han og forsvandt. Endnu engang drejede jeg mig om, og så fortvivlet på Liam. Han stod bare med et smil på læberne. 

"Vi skal vidst holde jul sammen i år Nialler.", sagde han drillende, idét han kom gående hen i mod mig og klappede mig på skulderen. 

Det var ikke fordi jeg ikke ville holde jul med drengene og Casie, det var bare, hvorfor i al verden Liam ville høre det skænderri og gråd der sikkert vil opstå. 

 

***

 

Casies synsvinkel.

Med den ene hånd på kyllingen og den anden hånd oppe i kyllingen, stod jeg ude i køkkenet med min mor og skrållede for vildt med på Justin Biebers julealbum, Under The Mistletoe. Klokken var 5, og det var på tide og lave noget aftensmad. Og da Frederick var taget ud for at bowle med sine venner, måtte jeg hjælpe min mor med og lave maden. Hvilket også var rigtig hyggeligt. Udover, at jeg havde min hånd op i en kylling.. 

"With you, shawty with you. With you, shawty with you. With you, under the mistletoe!", sang jeg med MaryRose, som stod ved siden af mig, og hakkede grøntsager. 

"Wauw! Den Justin Bieber, kan vidst godt lide og være sammen med dig.", sagde hun og med et smil på læberne, hvilket fik mig til og fnise. 

"Han eeeeeeeeeeeeeeeeeeelsker mig!", svarede jeg og begyndte og vrikke lidt med hofterne. Takten i musikken var jo god! Og når det er sagt, så skruede min mor ned for musikken. 

"No!", sagde jeg hårdt og bestemt, med en spansk accent. Hun stod bare og så undrende på mig. Sikkert fordi hun aldrig havde hørt mig sige noget på spansk. 

"Jeg vil ikke engang spørger ind til det spanske.. Men altså.", sagde hun og lagde kniven fra sig på køkkenbordet. Hendes blik fortalte mig, at hun skulle til og spørger ind til noget grav.. Ikke alvorligt, men. Ja.. Bare men. 

"Har du snakket med Niall?". Hendes spørgsmål fik mig til og stoppe med og fede kyllingen op, og jeg stod nu bare helt stille med hånden oppe i den. 

"Ja..", svarede jeg tøvende, og gik så igang med og kyllingen igen. Okay. Det lyder virkelig klamt på alle måder. Det var det måske også lidt. 

"Har han fortalt dig noget om.. Demi Lovato, hvem end hun er?". Igen stoppede jeg med mit arbejde, og jeg kiggede blot på den nøgne kylling. 

"Hvad er der med hende?", spurgte jeg tøvende, og undgik øjenkontakt med hende. Jeg kunne fornemme at hendes tilstedeværelse, kom tættere, og jeg havde ret. Ud af øjekrogen kunne jeg se hende, stå og se bekymret på mig. Hun stod næsten helt op ad mig. 

"Hannah ringede til mig her efter frokost og fortalte mig, hvad hun vidste omkring Niall og Temi.".

"Demi. Og mor. Det ved hun heller ikke med sikkerhed.", svarede jeg. Både for at forsvare mig selv og Nialls ry. 

"Det ved du ikke med sikkerhed. Skatter. Han har såret dig før, hvorfor skulle han ikke gøre det igen?", spurgte hun og lød alvorlig. Jeg trak hånden ud af kyllingen, og fandt hendes øjne. 

"Hans ry mor.", og med de ord gik jeg hen til håndvasken og vaskede mine klamme hænder. Derefter tørrede jeg dem med noget papir, hvori jeg smed det ud, og gik hen mod udgangen af køkkenet. 

"Jeg vil bare ikke have at du bliver såret igen.". 

"Det gør jeg ikke.", svarede jeg og begik mig op af trapperne. Jeg åbnede døren til værelset, gik ind, lukkede den igen, og smed mig i sengen. Jeg kan altså godt passe på mig selv. Og Niall ville ikke gøre mig ondt. 

Tror jeg. 

 

---

Hej venner. :-)

Nyder i 2. december? Det gør jeg i hvert fald. Nå, men hvad synes? 

/Rilz xo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...