Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3404Visninger
AA

23. 19. december.

 

”Casie. Kom nu ud..”, han begyndte at banke voldsomt på døren, men jeg ignorerede ham bare. Og med ham, mener jeg Liam. Han havde stået i flere minutter udenfor døren til mit værelse, og prøvede at få mig ud. Men jeg var klog nok til at låse den og begrave mig selv ned i min dyne.

Efter skænderiet med Niall i går, har jeg ikke lavet andet end storetude. Og jeg lå stadig og græd under dynen. Lå og græd mine smerter ud, mine lidelser, mit knuste hjerte.

”Casie.. Du har været derinde hele morgen og halvdelen af eftermiddagen.. Vi er bekymret for dig..”, Liam trak ned i håndtaget utallige gange, men måtte opgive. Der lød et højlydt suk udefra efterfulgt af fodtrin, som blev svagere.

Jeg stak mit hoved op af dynen, og kiggede hen på døren. Først lå jeg bare med dynen til næsen, og kiggede koncentrerede på den. Ventede tålmodigt på, at der ville komme en eller anden, og banke løs på døren, som Liam havde gjort.

Mine øjne begyndte at sved, så jeg blinkede op til flere gange, så jeg mistede koncentrationen af døren, hvilket ikke var godt. På en mystisk måde havde Liam fået døren op, og han styrtede nu hen i mod mig, med Zayn i hælene. Panisk begravede jeg mig ned under dynen, da jeg ikke havde andre muligheder.

”Casie du skal ud nu!”, vrissede Liam, som havde hævet sin stemme. Han hev dynen af mig, og jeg begyndte bare at skrige. Han tog fat i mine ben, mens Zayn tog fat i mine arme, hvilket jo bare fik mig til at skrige endnu mere.

”Slip mig!”, råbte jeg og vred mig ud af deres greb, men til ingen verdens nytte. Jeg følte mig mildes talt voldtaget.

”Liam! Zayn! Slip mig!”, råbte jeg igen, og sparkede løs med benene. Det gik dog ikke lige efter min plan, fordi Liam holdte stram om mine ben.

ASSDFGJKL!

”Jeg mener det i to! SLIP MIG!”, skreg jeg til sidst, og denne gang lykkedes det mig. De satte mig ned, og jeg skulle først vænne mig til lyset, før jeg fandt ud af at jeg stod midt i stuen. Louis og Harry sad i hver deres lænestol, mens min mor og Frederick sad i sofaen. De havde alle et skræmt ansigtsudtryk, men kunne man bebrejde dem?

”Hej Casie.”, sagde Louis med et smil, men jeg gengældte det ikke. Jeg vendte mig blot panisk om for at løbe min vej, men Liam og Zayn havde blokeret vejen. Ved et uheld fangede jeg Liams øjne, og de sagde tydeligt at jeg skulle sætte mig ned. Jeg sukkede kort og vendte mig om igen. Mine øjne kiggede rundt i stuen, for at lede efter en ikke-speciel person, men jeg kunne ikke finde ham.

”Hvo.. Hvor er Niall?”, spurgte jeg stammende om, da jeg faktisk ikke havde lyst til at vide det. Han var sikkert taget tilbage til USA for at knalde med Demi..

”Han er taget hjem. Han pakkede sine ting i går aftes, og forlod huset her til morges.”, svarede MaryRose som klappede på sofaen, som et tegn på jeg skulle sidde der. Jeg så skævt på den, og overvejede det i nogle sekunder, da jeg pludselig fik et skub af Liam.

”Rolig..”, sagde jeg hæst og begik mig hen til sofaen, hvor jeg satte mig forsigtig i, som om jeg ikke måtte. Min mor lagde en arm rundt om mig, og puttede mig tæt ind til hende. Jeg vred mig dog bare fra hendes greb, og lænede mig bagover i stedet. Jeg så ned på mine foldede hænder, og undgik så vidt muligt deres blikke, som var rettede på mig. Det føltes i hvert fald sådan.

Et tungt tryk blev presset ned ved siden af mig og en hånd blev lagt på mine hænder. Jeg behøvede ikke den største IQ for at vide, at det var Liam, som havde sat sig ved siden af mig. Han nussede derfor mine hænder blidt med sin tommelfinger.

”Casie.. Jeg er ked af at jeg pressede jer til at tale om det, men jeg troede det var det rigtige at gøre.”, kom det roligt fra Liam, og det fik mig til at se ned på hans lår. Jeg turde stadig ikke helt at se op på ham efter i går. Jeg havde råbt foran Liams, Zayns og Nialls øjne, og det forbavsede dem sikkert. Det forbavsede endda mig, men der er jo ingen der tager hensyn til mig.

Okay, det er måske løgn. For, hvis ingen tog hensyn til mig, så havde jeg ikke siddet her lige nu, men lå stadig begravet under dynen. Og det ville jeg meget hellere..

”Du gjorde også det rigtige Liam.”, hørte jeg mig selv sige, og selvom jeg ikke turde, så jeg alligevel op på ham, og mødtes hans brune øjne. Han smilte ikke med munden, men med øjnene, og de smilende øjne borede sig ind i mine.

”Du gør altid det rigtige.”, sagde jeg og ubevidst lagde jeg mine arme rundt om ham, og puttede mig tæt ind til ham. Han svarede ikke, men lagde også bare sine arme rundt om mig. Han gav mig et lille klem, så der stille forlod et gisp fra mine læber, efterfulgt et par tårer. Hvor jeg dog altid følte mig så tryg ved ham. Jeg vidste, hvor meget han holdte af mig, så derfor kunne jeg ikke være sur på ham. Han gjorde det rigtige, men så alligevel kunne jeg ikke forstå, hvorfor drengene var her, og ikke hos ham?

”Hvorfor er i egentlig her?”, mine ord fik Liam til at trække sig fra mig, og jeg følte mig pludselig så alene igen. Han kløede sig på hagen og så forvirret rundt på drengene, som også sad og så forvirret.

”Hvorfor skulle vi ikke være her?”, spurgte Zayn om og sendte mig et smil. Jeg sendte ham et svagt et, på grund af to ting. Et, jeg var ikke i det rigtige humør. To, jeg var sur på ham, fordi han nærmest voldtog mig sammen med Liam. Godt argument ik?

”Tjo.. Niall har vel brug for jer?”, sagde jeg og så hen på Harry, som ikke just så glad ud. Han så derimod sur og trist ud, og jeg vidste godt, hvorfor. Han havde vel hørt skænderiet i går, og derfor fundet ud af, at jeg bare brugte ham som hævn. Jeg kunne godt føle ham. Det er ikke sjovt at blive brugt, for man er fandeme ikke nogen ting. Vi er mennesker med følelser, og jeg burde have tænkt over konsekvenserne, før jeg gjorde alt det her. For jeg havde det virkelig dårligt med at se på ham. Hans øjne lyste nærmest op af vrede, men de var så blanke, af tårer. Det var så tydeligt, at han bare havde lyst til at forlade rummet, og lade mig være med en dårlig samvittighed. Det havde jeg vel også fortjent.

”Det har han også, men de andre vil hellere være her.”, vrissede Harry idet han fangede mine øjne. Han så vredt på mig, men kiggede hurtigt væk igen. Louis slog ham på armen, og hviskede et eller andet til ham. Harry rystede på hovedet, og kiggede så hen på mod dørkammen til køkkenet.

Jeg sukkede kort, men åbnede derefter munden: ”Liam? Hvordan kunne du egentlig komme ind på mit værelse?”

 

***

 

”Ta’ nu en Casie.”, sagde Louis bedende og skubbede skålen med småkager frem mod mig. Jeg så bare tomt på skålen, hvor jeg bagefter rystede med hovedet. Et suk forlod hans læber, og han lænede sig tungt tilbage i stolen.

Louis havde nu prøvet at få mig til at spise noget i en halv time, men jeg har bare sagt nej til alt. Jeg var ikke lige i det bedste spise humør, faktisk var jeg ikke i humør til noget. Han havde endda spurgt om jeg ikke ville ud i biografen, for at se den nye film ’Hobbitten’, men jeg afviste ham bare. Jeg havde faktisk lidt ondt af ham. For han sad bare her i køkkenet med mig, og prøvede at smitte et smil af på mig. Og mens han sad her, var Liam ude i stuen og talte med min mor, mens Zayn og Harry var taget over til Niall, for at se til ham. Meget forståeligt. Men jeg synes nu stadig at Louis og Liam også bare skulle tage derover.

”Louis?”, vi så begge hen mod dørkammen, hvor Liam stod med et svagt smil på læberne. Han havde lænede sig op af dørkammen, og så på os.

”Jeg skal lige tale med dig.”, og med de ord, rejste Louis sig op fra stolen, og fulgte med Liam hen mod gangen. Jeg kiggede nysgerrigt med, indtil jeg ikke kunne se dem længere, dog blev der åbent en dør, og kort efter blev den lukket igen. De var sikkert gået ned på værelset, for at snakke om et eller andet, som kun Gud havde kendskab til.

Jeg sad tilbage på stolen, og kiggede tomt ud af vinduet. Det begyndte at småregne, hvilket ikke gjorde mit humør bedre.

”Casie?”, jeg rettede mit blik hen mod dørkammen igen, hvor min mor stod og sendte mig et smil. Fordi hun er min mor, sendte jeg hende et svagt et. Hun kom derefter gående og satte sig på stolen overfor mig. Hun lagde sine arme på bordet, og borede sine øjne i mine. Det var ikke svært at se, at hun var bekymret.

”Casie søde. Hannah havde-”

”Ret.”, afbrød jeg hende og brød øjenkontakten med hende. Jeg vidste godt, at Hannah havde ret. Jeg burde have troet på hende, men det er ikke lige nemt, når man er så forbandet forelsket i knægten jo. Og det er jeg uheldigvis stadig. Selvom vi havde et kæmpe skænderi i går, betyder det ikke at jeg ikke stadig elsker ham, for det gør jeg. Men jeg ville ikke kunne tilgive ham for det, og jeg ved godt at intet ville blive det samme igen. Men følelser for ham, vil altid være der lige meget, hvad.

”Jeg ved godt, det er svært at se positivt på tingene, men det er snart jul, så kan du ikke bare glemme ham for en stund og nyde julen med mig og Frederick?”, forbavset kiggede jeg på hende. Nyde julen med hende og Frederick? Betyder at drengene smutter? Bare sådan uden videre. Er det, det Louis og Liam snakker om lige nu? At de bare tager hjem til England? Egentlig har jeg brug for at have noget alene tid med de ældre, men jeg havde fandeme også brug for Louis, og især Liam.

”Jo mor. Jeg kan prøve.”

 

Louis’ synsvinkel.

”Det mener du ikke Liam.”, sagde jeg en smule hårdt, hvilket fik ham til at træde et skridt tilbage. Jeg kunne mærke irritationen stige indeni, men jeg virkelig også irriteret. Irriteret over Liams beslutning. Vi kunne da ikke bare tage hjem til England. Casie havde forhelvede brug for os. Vi kunne ikke bare svigte hende, når hun har mest brug for os.

”Jo Louis jeg mener det. Så længe vi er her, så vil Casie ikke kunne tænke på andet end Niall.”. Jeg sukkede irriteret og sparkede til sengen, så der roligt startede en lille smerte i foden.

”Hun har brug for os!”, vrissede jeg og bed mig derefter i inder læben. Liam vidste godt, at jeg havde ret i det her. Hun har brug for os. Og jeg er ligeglad med Liams beslutning, men jeg bliver altså her. Selvom jeg ikke Casie bedste ven, så vil jeg stadig ikke svigte hende. Hun er så sart og svag i øjeblikket, og derfor kan jeg ikke fatte at Liam vil have at vi smutter.

”Hun har ikke brug for os Louis, hun har brug for at finde sig selv.”. Hans ord irriterede mig, det gjorde de virkelig. Hvordan ville han nogensinde kunne se sig selv i øjnene efter det her?

Igen sukkede jeg: ”Casie tager fejl. Du gør ikke altid det rigtige.”

 

***

 

Casies synsvinkel.

Min mor havde besluttet sig for, at vi skulle lave aftensmad sammen, så derfor stod jeg nu i køkkenet med hende og skrallede kartofler. Hun syntes nu, at vi skulle tilbringe noget tid sammen, eftersom jeg har været meget sammen med drengene. Og nu, hvor vi taler om drengene, så havde jeg ikke set til Louis og Liam siden Liam trak Louis med ud for at tale med ham. Det var ikke noget der undrede mig, for de lå sikkert og snakkede om alt mulig der ikke ragede mig.

Nu var jeg blevet færdig med at skralle kartoflerne, nu skulle jeg bare halvere dem. Derfor fandt jeg kniv frem, tog en kartoffel og skar i den. Jeg smed derefter ned i skål, tog en anden kartoffel, og sådan fortsatte det. Lige inden til jeg ramte min finger med kniven, så der dryppede en smule blod ned.

”Det sker bare ikke..”, sagde jeg irriteret, og det fik min mor til at hen på mig. Hun kunne dog ikke lade være med at grine: ”Casie altså.”, sagde hun og tændte for håndvasken, som tegn på jeg skulle stikke den nedunder det kolde vand. Jeg gjorde som sagt, og det fik mig til at gispe en smule.

”Hvad har du lavet?”. Stemmen fik mig til at dreje hovedet, og mine kinder begyndte selvfølgelig at bluse sig op. Louis stod med et smil og så på mig.

”Jeg har skåret i mig selv.”. Hans øjne blev store og han var hurtigt henne ved mig, og kiggede. Han så først på min hånd og derefter på mig. Han havde en rynke mellem brynene, og jeg så forvirret på ham. Når..

”-Ved et uheld.”, sagde jeg og sendte ham et smil. Ja, jeg sendte ham faktisk et smil. Men det fortjente han ligesom. Synes jeg lige.

”Godt.”, sagde han og var lidt mere rolig. Jeg fnes for mig, hvilket fik ham til at se underligt på mig.

”Hvad?”, spurgte han fortvivlet om, og lod sit blik hvile på mig.

”Troede du virkelig at jeg havde cuttet i mit selv for hyggen skyld?”, spurgte jeg og smilte igen. Han kløede sig akavet i håret, mens han sendte mig et skævt smil: ”Hvem ved.”, ente han så med at sige, hvilket kom ret så bag på mig. Troede han virkelig at jeg ville gøre skade på mig selv? Jeg er måske lavt nede, men lavt er jeg dog ikke lige.

Jeg lod ham stå ved siden af mig uden et svar, men det gjorde nok heller ikke så meget. Pludselig slukkede han for vandet, tog min hånd og tørrede den med en klud. Det stoppede dog ikke med at bløde.

ASDFGHJKL!

”Hmm.. Jeg henter dig lige et plaster.”, sagde han og forsvandt et eller andet sted hen. Det gik ikke længe før han kom tilbage med førstehjælpskassen som han overraskende godt vidste, hvor var. Han havde sikkert selv haft et lille uheld med et eller andet, mens jeg var væk.

”Hvilket vil du have?”, spurgte han og lagde nogen forskellige plastre på bordet. Jeg så rundt på dem alle. De var i forskellige størrelser, former og farver, men der var dog et der fangede min opmærksomhed. Det skulle ikke misforstås.

”Den militærgrønne.”, sagde jeg og pegede med den blodige finger. Louis nikkede kort, og hjalp mig med plastret. Hvor jeg dog følte mig som en hjælpeløs en lige nu. Og et lille barn.

”Sådan.”, sagde han muntert, og aede min kind. Det gav et lille sæt i mig, men jeg lod det bare passere og nød hans bløde hud mod min.

 

Louis’ synsvinkel.

”Sådan.”, hørte jeg mig selv sige måske lidt for muntert. Men det havde hun vel også brug for. Noget munter. Jeg er jo munter. Jeg er altid munter. Sådan da.

Jeg aede hendes kind, og der gik ikke længe før de blusede op i en rosarød farve. Jeg borede mine øjne ind i hendes, og de strålede af tristhed, men glimtet i hendes øjne lyste af glæde. Hvordan kunne Liam overhovedet få sig selv til at forlade hende? Hun havde så gevaldigt brug for os. Hun er jo så fucking skrøbelig lige for tiden. Det var jo derfor hun satte en facade op overfor os alle, og brugte Harry som hævn. Og, hvor jeg dog havde ondt af dem alle.

”Skal jeg ikke lige skære de andre, så du ikke kommer til skade igen?”, spurgte jeg og tog kniven op i hånden, før hun overhovedet kunne nå at svare. Jeg puffede hende let i siden, for at komme til og begyndte så at skære i kartoflerne. Bag mig, blev der en stol trukket ud, så det skar i ørerne. Jeg drejede kort hovedet, for at se, hvad hun lavede, men hun satte sig blot på stolen, og så tomt ud i luften.

”Cas- Du er da ikke Casie, Louis.”, jeg vendte mig om og så MaryRose stå med et smil på læberne.

”Jo, jeg er Casie!”, sagde jeg med min pigestemme og kastede elegant mit hår tilbage. Det korte hår, som ikke kunne kastes tilbage.

En latter, som jeg havde savnet, fløj ind i min øregang, og forlod mærker. Jeg så igen hen på Casie, som holdte sig for maven. Jeg kunne heller ikke selv lade være med at grine, og det så vidst heller ikke ud til at hendes mor kunne.

”God efterligning.”, sagde MaryRose og klappede mig på skulderen. Jeg nikkede bare og begyndte så at skære videre i kartoflerne. De skulle jo blive færdige til tiden.

 

***

 

Casies synsvinkel.

”Sådan!”, udbrød jeg tilfreds og kiggede rundt på bordet, som jeg havde dækket så fint op. Min mor så smilende på mig: ”Super skat.”. Jeg nikkede og satte mig ned på stolen foran mig. Liam og Louis kom gående ind i spisestuen, med et smil.

”Du dur faktisk til noget.”, sagde Louis drillende, hvilket fik mig til at se fornærmet på ham. Men jeg ændrede det dog hurtigt, og besluttede mig for at give igen: ”Jeg dur til flere ting end du gør.”. En høj latter fløj ud af munden på ham, og Liam rystede bare på hovedet. Om det var af mig eller af Louis, vidste jeg ikke, men der sad et smil på hans læber.

”Søde ven. Du taler til en der tjener kassen.”, sagde han grinede, og jeg kunne mærke, hvor hurtigt den røde farve spredte sig. Jeg havde fuldstændig glemt at han var Louis. Louis Tomlinson fra One Direction. One Direction, det kendte boyband der seriøst bare tjente kassen. Men altså helt seriøst. De her drenge er så nede på jorden, at man skulle tro de bare var almindelig gennemsnits mennesker. Ikke for at se ned på mig selv, eller nogen anden, men hallo. De var One Direction.

”Blev man lige lidt owned der?”, sagde Louis drillende og gav mig et vink. Jeg blev bare endnu mere rød i hovedet, så derfor så jeg bare ned på mine tomme tallerken, mens jeg kunne høre hans latter fylde hele huset.

”Lad os spise.”, sagde Frederick og satte sig på stolen ved siden af min mor, mens Liam satte sig ved siden af mig.

”Tag for jer.”, sagde han noget tid efter, og der gik ikke længe før drengene tog for sig. Jeg så rundt på dem alle, men der manglede nogen. Nemlig tre andre gutter. Harry, Zayn og Niall. De var stadig over ved Niall og, hvad de lavede havde jeg ingen idé om. De sad sikkert bare og spillede Fifa eller noget. De tænkte sikkert ikke på, hvordan jeg havde det. Men det har Niall jo aldrig gjort alligevel. Tænkte kun på sig selv.

Argh suk. Jeg burde ikke lade Niall ødelægge mig. Jeg burde virkelig bare se, at komme over det og leve mit liv – uden ham.

 

***

 

’19. december 2012

Kære dagbog. Dagen i dag har tilbudt mig på mange ting. I starten var jeg mega ked af det og vred over skænderiet med Niall, men dagen ente med et kæmpe grineanfald med Louis og Liam. Hvor jeg dog elskede de gutter. Hehe, men nu vil jeg ikke skrive så meget, for jeg er træt og vil bare gerne i seng.

Godnat.

-Casie Mason x’

 

---

Hej venner.

Efter lang tid, har i fået et kapitel. Men jeg beklager virkelig for alt. Som sagt, så har jeg ikke haft det rigtige humør, og så er der bare så mange andre ting der går mig på. Ting der bare virkelig ikke vil ud af mit hovedet, og det har påvirket mig en del. :S Det går bare rigtig skævt, og det er bare så dårlig timing. Det er forhelvede jul i morgen!

Men, nu vil jeg ikke smitte min deprihed af på jer dejlige mennesker. Tak fordi, i synes novellen er god og jeg fortsætter med dem, men med desværre nogen dages ventetid. :/

Rilz. Xx

OBS: Det er ikke rettet igennem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...