Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3400Visninger
AA

12. 10. december.

'10. december 2012

Kære dagbog. At sætte en facade op, er sværere og hårdere end man lige tror. At gå rundt og lade som om, at alting er okay og fint, er ikke ligefrem det nemmeste. Og når det ens første gang, så er det svært at beherske sig selv, ens tanker, følelser og handlinger. 

Det er netop det jeg må dog igennem nu. Jeg må gå gennem dagen med den største facade af alle. Jeg må gå gennem dagen og lade som om jeg er mega lykkelig over at Niall er tilbage. Gå gennem dagen og smile, som om intet var galt. Men alt er galt. Lige fra mine følelser til mikrobølgeovnen. Og ja. Mikrobølgeovnen er i stykker, så ingen af os kan varme noget i dag. Det hele er lort dagbog. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde facaden oppe. 

Men nu bliver jeg nød til og slutte for denne gang. Jeg er lige vågnet, og jeg skal lave juletræs formet pandekager. Selvom jeg er i det dårligste humør, behøver jeg ikke og smitte det af på drengene. De er kommet for min skyld, så derfor må jeg løfte stemningen, med en godmorgenmad. Og senere skal vi så ude og hugge et juletræ. 

- Casie Mason x'

 

***

 

Efter jeg havde fået sat mit hår op i en rodet knold, og jeg havde fået min Garfield futter på, gik jeg nedenunder. Forsigtigt og stille listede jeg hen til køkkenet. Da jeg endelig nåede der, så jeg mig omkring. Af en eller anden grund, så stod der to tomme glas på køkkenetbordet. Jeg løftede et bryn, og gik tavs hen til det. Havde to af drengene været oppe og tage noget vand om natten? Nå whatever, jeg skal lave pandekager. 

Jeg fjernede de to glas, og fandt derefter de ting jeg skulle bruge til pandekagerne, frem. Først stod jeg bare og kiggede rundt på tingene, som om jeg havde glemt, hvordan man gjorde. Det skulle dog ikke undre mig, hvis jeg havde. Men det ville havde været synd for drengene, da jeg nu havde lovet dem pandekager til morgenmad. Derfor gik jeg straks igang med at knække tre æg i den store skål, hvor jeg bagefter hældte noget sukker i. Jeg tog derefter fat i mælkekartonen og hældte godt med mælk ned i skålen. Piskerisset, som lå ved siden af skålen, tog jeg op og begyndte at dreje rundt. Jeg stoppede efter kort tid, og hældte mel i, og fordi jeg er sådan en klodsmajor, endte det ud over min Ed Sheeran T-shirt og mine lyserøde Hello Kitty natbukser

Jeg sukkede irriteret og så ned på mit tøj. Det mindede mig om dengang jeg spildte kaffe ud over min elskede Mickey Mouse trøje. Dejavu. 

"Godmorgen.", sagde en hæs og dyb morgenstemme, som fik mig til og vendte mig om af forskrækkelse. Mine øjne fangede hurtigt hans, og de så trætte, men stadig strålende på mig. Hans hår var mere uglet, end de sikkert plejede, men det klædte ham nu godt med ulget krøllet hår. Men dog sad hans tøj lidt for underligt. Hans natbukser sad forkert, og hans T-shirts ærmer var blevet foldet op i løbet af natten. Men det var vist det fansene faldt for. 

"Godmorgen.", svarede jeg smilende, efter jeg gav ham det vildeste elevatorblik. Han kløet sig i håret, og gav mig så et vildt elevatorblik: "Hva' eh? Har du haft et uheld melet?", spurgte han drillende om og fangede mine øjne. 

Jeg så ned ad mig selv igen, og grinte: "Det ser vidst sådan ud ik?". Han rystede bare på hovedet af mig, dog med et smil på læberne, hvilket gjorde at mine kinder blusede op i den røde farve. Han trådte tættere på mig, og så ned i skålen: "Dejen mangler mel.". Ej, er det rigtig Mr. Styles? Mangler dejen mel? Det anede jeg slet ikke? Men jeg frygter lidt, at vi ikke har mere tilbage, for ser du Mr. Styles.. Så er melet - PÅ MIG! 

Jeg rystede blidt med hovedet, og undslap grin. Derefter kiggede jeg op på ham, og han stod og lignede et kæmpe spørgsmålstegn: "Hvad nu?", spurgte jeg forvirret om og børstede melet af fra min T-shirt. 

"Du ved godt, at du taler ret højt?". Jeg stivnede for en stund. Hvorfor skulle jeg altid tænke højt.. 

"Ups..", var det eneste jeg kunne sige, hvor jeg bagefter børstede melet af fra mine bukser. Lavmæle fnis kom fra ham, hvorefter han strakte sin arm hen over skålen, for at tage melet. 

"Vi har masser af mel.", mumlede han og hældte noget mere ned i skålen. 

"Det er altså mig, der laver pandekager her du!", sagde jeg strengt og løftede en finger og prøvede at se seriøs ud. 

"Synes du selv det går godt?", svarede han drillende om og sendte mig et charmerende smil, hvilket fik mit seriøst ansigtsudtryk til at forsvinde. 

"Hvor er du da i et drillende humør..", sagde jeg og vendte opmærksomheden på skålen, som jeg begyndte og dreje i. Igen grinede han af mig, og igen blusede mine kinder op. 

Harry blev ved med at hælde mel ned i skålen, indtil vi begge synes at dejen var fin. Jeg bad ham derefter at finde en pande frem, og tænde komfuret. Han gjorde bare som jeg sagde, og da panden var varm nok, hældte vi en god klump dej ned i. Derefter ventede vi bare tålmodigt på, at den første pandekage ville blive færdig, og vi ved jo alle, at den første tager længst tid. 

"Du kan bare gå ind og se TV.", sagde jeg smilende og pegede ind mod stuen. Han rystede blot på hovedet: "Jeg vil hellere lave mislykkedes pandekager med dig.", svarede han og grinte.

Jeg rullede med øjnene, men jeg smilede. De her pandekager bliver altså fine! 

Jeg stod og kiggede tålmodigt på panden, hvor den flydende dej langsomt blev fast. Selvom jeg stod og fokuserede godt og grundigt på dejen, hørte jeg skam godt Harrys fodtrind blive højere og tættere. Han var ikke just god til at liste. Og konsekvenserne af det var, at jeg drejede mig om, så han fik et chok, så melet i hans hænder endte ud over ham selv. Konsekvenserne for mig, var jo at jeg flækkede af grin, så det gjorde ondt i kinderne og i maven. Harry stod bare der med melet ud over selv sig, og kiggede fustredet ned. Hans blik mødte derefter mine, selvom det nok var lidt svært, eftersom jeg blev nød til at lukke øjnene, fordi jeg grinede så voldsomt. Så højt og voldsomt grinede jeg, og for at stoppe min grinen, så kastede han mel i hovedet på mig. Jeg reagerede bare på den normale måde. Ved at have munden åben, og hænderne løftet op. Jeg åbnede øjnene, og fangede hans grønne, som snart ville blive gult og blåt. 

"Harry Edward Styles!", udbrød jeg og stak min hånd ned i mel posen, hvor jeg bagefter kastede melet i hovedet på ham. Han grinte dog bare og kastede igen. Og sådan fortsatte det, indtil vi ikke havde mere mel i posen. 

"Noooooooooooo! Vi har ikke mere mel!", udbrød han og faldt ned på knæene, og løftede arme og hænder op i luften, som om han bad til Gud. Igen fik jeg ondt i maven, fordi jeg grinede så hårdt. Han endte så også med at falde om af grin, og til sidst sad vi begge på det gulvet, hvor der var mel over det hele. 

"Hvad fuck er der sket her?". Stemmen fik os til og kiggede hen mod dørkammen, hvor Zayn stod med hånden oppe i håret. Hans blik var forvirret, men samtidigt kunne han ikke holde et grin inde. 

"Har.. Harry star.. Startede.", svarede jeg forpustet, mens jeg pegede hen på Harry, som sad grinede op ad et køkkenskab. Harry benægtede det ikke engang, men nok fordi han slet ikke kunne holde op med at grine. 

"Hvad fanden sker der he- Hvorfor lugter her brændt?", kom det fra Louis som var dukket op bag ham. Han havde skudt et øjebryn i vejret, og så fortvivlet på mig. Zayn, du må gerne forklare Louis, hvad der er sk- BRÆNDT?! 

Jeg rejste mig panisk op, og løb hen til komfuret, hvor jeg stødte på et grimt syn. Mit munter humør, blev hurtigt forandret til et trist humør. Den første pandekage var kulsort. Brændt og helt uspiseligt. Grin kom fra alle vegne, men denne gang kunne mine kinder ikke få sig selv til at bluse op. Desuden ville man ikke kunne se det, på grund af al den mel jeg havde i ansigtet. 

Mens drengene grinede, smed jeg tavs pandekagen ud, og hældte en ny klump dej i. Denne gang, ville jeg ikke miste koncentrationen. Jeg ville kraftedeme lave mine juletræs pandekager! 

Der hørtes flere fodtrin, så jeg kiggede ned mod dørkammen, hvor Niall og Liam dukkede op. De havde begge et underligt ansigtsudtryk, hvilket nok ikke kunne undgås. 

"Sner det nu også indenfor?", kom det forvirret fra Liam, som så sig omkring. Han fangede vidst derefter Harry, som sad på gulvet med mel ud over sig, og derefter mig. Han grinede så og rystede på hovedet: "Selvfølgelig.". 

"Hvorfor i alverden, lugter her brændt?", spurgte Niall bagefter. Jeg vendte mit blik ned på dejen, for ikke at ydmyge mig selv yderligere: "Casie har brændt en pandekage på.", kom det grinende fra Zayn, som satte sig ned på en stol. Den latter, som plejede at betyde meget for mig, fløj gennem min øregang. Men selvom jeg var skide sur på Niall, kunne jeg ikke lade være med at smile over den. 

"Du plejer da aldrig at brænde pandekager på.", sagde Niall, som kom tættere på mig. Han lagde en hånd på min ryg, uden at tænke sig til, at han nok ville få en hvid hånd bagefter: "Harry distrehederet mig..", mumlede jeg og vendte pandekagen. Ikke mist fokus, Casie. Han svarede ikke, men lod blot sin hånd glide op og ned på min ryg, hvilket fik mig til at skære en grimasse. 

"Casie?", jeg kiggede hen på Harry, som endelig havde rejst sig op fra gulvet: "Jeg skal nok gøre gulvet rent. Og skabene.. Og vasken.. Og køkkenbordet..". Mit smil gled hen over mine læber, og det overraskede mig, at han overhovedet ville det. Jeg nikkede bare og vendte opmærksomheden på dejen. Den var overhovedet ikke rund.

 

***

 

"Det ligner jo overhovedet ikke noget juletræ!", kom det skuffende fra Louis, som havde slået sig ned sammen med mig, for at lave juletræs pandekager. Men som i kan høre på Louis, så lignede det overhovedet ikke juletræer. 

"Det har du også sagt til de andre pandekager. Jeg er ikke en kunstner okay?", vrissede jeg irriteret af ham, men han tog det ikke hårdt. Han grinede derimod bare, og begyndte så at lave en selv. De andre drenge havde besluttet sig for at gå ind i stuen og glo Disney film. Det var åbenbart noget Harry ville se, og det skulle bare være nu. Men han måtte selvfølgelig ikke sidde i sofaen, hvis man ikke gik ovenpå og tog sig et bad, og fordi jeg er ret sej til at være dominerende, gjorde han det. Skulderklap til mig. 

"Her dufter godt.", sagde Niall som var gået ind til os, og lagde sine arme rundt om mig. Jeg kom uheldigvis til at spænde mine arme, men jeg håbede bare at han ikke lagde mærke til noget. For normalt, ville mine krop være totalt afslappet, men fordi jeg har et indre had til ham lige for tiden, reagere min krop fuldstændigt underligt, når han er i nærheden af mig eller rører mig. 

"Tak.", svarede jeg og skar videre i mine pandekage. Louis og jeg havde siddet her længe nu, og der var snart ikke flere pandekager tilbage. Faktisk så nappede Louis den sidste, hvilket jeg fnes over. 

"Du tager opvasken.", kom det hurtigt fra ham. Jeg rullede med øjnene: "Og jeg havde overhovedet ikke set den komme..", svarede jeg flabet, og bad Niall om at flytte sig, så jeg kunne hen til vasken. Han så forbavset på mig, men flyttede sig dog. Jeg sendte ham et smil, og tog mit skærebræt i hånden samt kniven og begik mig hen til vasken, hvor jeg smed tingene ned i. 

"Er der ikke snart mad?", spurgte Niall som havde fulgt efter mig. Han lagde igen sine arme rundt om mig, og det fik mig til at spjætte lidt: "Er du okay?". Jeg fangede hans blik, og hans blændende smil, hvorefter jeg nikkede ivrigt: "Ligeså snart Louis er færdig med den sidste, så er der mad.", svarede jeg og sendte ham et svagt smil. Han lavede en rynke mellem brynene, men det så vidst ud til at han lod mit svage smil passere. 

"Super.", sagde han så og kyssede blidt min kind, hvilket sendte signaler rundt i kroppen. Det var skam ikke positive signaler, faktisk så skabte han mere had indeni mig. Tanken om, at hans læber havde rørt en anden piges læber, gjorde forfærdelig ondt i brystet på mig. Og tanken om, at det lige præcis skulle være Demi Lovato gjorde endnu mere ondt. Hvorfor skulle jeg også ydmyges på denne måde? 

"Casie?", jeg kiggede op og så Liam se bekymret på mig. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og lukkede mine øjne for derefter at åbne dem igen: "Ja'er?", spurgte jeg og sendte ham et smil. 

"Zayn spørger om i har sukker.", sagde han og borede sine brune øjne ind i mine. 

"Det øverste skab til venstre.", svarede jeg og pegede hen i mod det. Han aede mig kort på kinden, og derefter gik han hen til skabet. Jeg åndede lydløst ud i atmosfæren, og fjernede en tot, der var faldet ned over mine øjne. 

"Kommer du Casie?", lød det inde fra stuen af, og ud fra hans dybe stemme, gættede jeg på at det var Harry. Jeg drejede mig, og så drengenes ansigter stråle op: "Jeg kommer nu.", og med de ord gik jeg ind i stuen, og satte mig ved siden af Louis, som havde gjort plads til mig. 

"Væresgo'.", sagde Harry, som rakte mig en tallerken med to juletræs formet pandekager med sukker på. Jeg sendte ham et taknemlig smil, og han sendte mig et af hans charmerende smil. 

"Mhm.. De er virkelig gode Casie.", sagde Zayn som tyggede løs på en pandekage. Et grin forlod mine læber, og det smittede åbenbart af på drengene. 

"Jeg har altså også været med til at hjælpe!", kom det fra Harry, som så fornærmet ud på Zayn, hvilket løftede stemningen op. Altså på grund af hans ansigtsudtryk. 

"Jeg sagde jo at hun lavede gode pandekager.", sagde Niall efter at have tygget færdig. Han blinkede kort til mig, og sendte mig derefter et smil. En dårlig fornemmelse var ved at stige indeni mig. Om det var en mentalt dårlig fornemmelse eller en fysisk dårlig fornemmelse, kunne jeg ikke tyde, men jeg fik det dårligt. 

 

***

 

Liam, Zayn, MaryRose, Frederick og jeg klikkede vores seler op, og steg ud i den kolde vind efter at have siddet i en bil i 20 minutter. Heldigvis havde jeg tre sokker på hver fød, nogle varme vintersko med pels indeni, tre toppe, en tyk trøje og en stor, tyk jakke, samt vanter, en tyk hue og et stort halstørklæde. Men stadig kunne den kolde luft ramme mig, så jeg begynde at ryste. Liam og Zayn derimod lignede nogen der kunne modstod al slags vejr. Så typisk. 

"Hvor bliver de andre af?", spurgte jeg og kiggede på grusvejen, og ventede utålmodigt på at de andre drenge ville komme trillende sammen med Nialls storebror, Greg. Han havde jo været så venlig at køre Niall, Louis og Harry hen til noget der lignede ingenting. Lige ud over at der var en kæmpe skov foran os, som vi lige om lidt ville for vild i. 

"De er jo der.", svarede Liam, som stod ved siden af mig og så bilen trille ind på grusvejen. Jeg skimte kort Greg og Harry, da de sad i den side i bilen, hvor jeg stod på vejen. Et smil gled hen over Harrys læber, da han fik øje på mig. 

"Endelig!", udbrød jeg da Harry steg ud af bilen. 

"Ja endelig!", svarede Louis så, som kom gående i mod mig. Han var ligeså meget pakket ind, som jeg var. Vi burde være en form for tvillinger. Haha joke. 

"Skal vi gå ind i skoven nu mor?", halvråbte jeg efter hende, men jeg opdagede straks at hun stod og talte med Greg. De aftalte sikkert, hvornår han skulle komme igen, for det her ville nok vare lidt tid. Det plejer det i hvert fald. Frederick fangede mit blik: "Vi kommer lige om lidt Casie.". Jeg nikkede bare og fulgte derefter med i en samtale, som drengene havde kørende. Jeg kiggede frem og tilbage på drengene, men jeg opgav det fuldstændig til sidst. Derfor besluttede jeg mig for, at finde en stor sten, som jeg kunne sidde på. Da jeg fandt en, satte jeg tungt ned på den, og med det samme skød der en iskold følelse gennem mig. Jeg prøvede så vidt muligt at passere den kolde følelse, og istedet lege med nogle småsten, som lå hulter til bulter på gruset. Den ene fød efter den anden sparkede til dem, og overraskende nok røg de langt væk. Mit blik farede op, da jeg hørte en bil brumme, og det gik først op for mig, at Greg var på vej væk. Derefter faldt mine øjne hen på Harry, som kom gående i mod mig, med hænderne i lommerne. 

"Hvorfor sidder du her helt alene?", spurgte han fortvivlet om da han nåede mig. Jeg bøjede hovedet bagover, så jeg bedre kunne se ham, men det resultere bare at jeg fik enormt ondt i nakken. Derfor fortrød jeg og kiggede i stedet ned igen. 

"Det er koldt at stå.", svarede jeg og sparkede igen til sten. 

"Det er koldere at sidde.", sagde han flabet, hvilket fik mig til at se op igen, og række tunge af ham. Han grinte dog bare af min lille flabet handling. 

"Harry og Casie. Kom nu.", råbte min mor nogle meter væk fra os. Jeg rejste mig opgivende op, og fulgte med Harry hen til de andre. 

"Godt så, vi har alle tingene. Så lad os da gå ind i skoven og finde os et træ!", sagde min mor begejstret, og vendte derefter sin opmærksomhed på skoven, som vi kort efter træskede ind i. 

 

***

 

 

Træernes krone skyggede for solen - eller den sol der nu er på denne årstid - så der var ret mørkt inde i skoven. Louis og Zayn havde åbenbart en lyst til at hoppe rundt ovenpå hinanden, mens vi begik os dybere ind i skoven. Liam og Niall, gik lige bag ved Frederick og MaryRose, mens Harry frivilligt ville holde mig ved selskab, aller bagerst, hvilket jeg overhovedet ikke havde noget i mod. Dog syntes jeg, at det var lidt synd for ham, at han hang på mig, når han kunne pjatte med Louis og Zayn. Jeg prøvede at tale ham fra det, men han sagde at han ville holde mig ved selskab, så jeg var ret taknemlig. 

"Du er 18 år ik?". Harry stillede et spørgsmål efter det andet, og det overraskede mig egentlig, hvor lidt han kendte til mig. Også selvom vi havde kendt hinanden i lidt over to år. 

"Jo det er jeg.", svarede jeg og sendte ham endnu et smil. Jeg havde de sidste 10 minutter smilet til ham, fordi han blev ved at spørger mig om al mulige foreskellige ting om mig. 

"Ynglings farve?" 

"Militærgrøn." 

"Den bedste film du nogensinde har set?"

"A walk to remember." 

"Livret?"

"Sushi."

"Ynglings boyband?" 

"The Wanted.". Et overrasket udtryk faldt over hans kønne ansigt, og jeg morrede mig virkelig med at fucke med ham. Det skulle virkelig ikke misforståes, men det er bare sådan jeg tænker. 

"Dit ansigt Harry. HAHAHA! Tænk at du hoppede på den! I er selvfølgelig mit yndlings boyband.", svarede jeg smilende, og puffede til ham. Han lavede noget sjovt med munden, hvorefter han så ned mod den kolde jord: "Det vidste jeg da godt..", kom det mumlende fra ham, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. Harry Styles alle sammen. Den mest godtroende person på jorden. 

"Er du nu sur?", spurgte jeg drillende om og kiggede på ham. Han undgik øjenkontakt, og han svarede heller ikke, hvilket jeg bare morrede mig endnu mere over. Den dreng er ikke for kæk. 

"Du så led Casie..", sagde han stille og så mig i øjnene. Jeg prøvede at være seriøs, men mislykkedes. Heldigvis var Harry ikke så seriøs længere, så han kunne godt grine med mig. Gud, hvor vi har det sjovt. 

 

Nialls synsvinkel. 

De holdte slet ikke skjul på deres grin omme bagved mig og Liam. Det var tydeligt at de havde det sjovt, med et eller andet, som åbenbart ikke ragede mig. Eller nogen af os andre. Det var som om, at Casie begyndte at lukke sig selv inde, men stadig havde døren åben for Harry. Jeg følte virkelig at hun holdte mig ude, for hendes liv nu. 

Hele dagen i dag har det været som om hun har prøvet at undgå mig, også i går. Det jeg frygter aller mest lige nu er, at jeg mister hende til fordel for en anden. Og, hvis jeg gør det, ville jeg aldrig kunne tilgive Liam, da det var hans idé at de skulle komme til jul. 

"Niall! Jeg så lige et egern!", udbrød Liam pludseligt og pegede op i træerne. Jeg kiggede kort op, men opgav i det samme sekund. Der var for mange træer, til jeg orkede. 

"Nu forsvandt den..", lød det tøvende fra ham, hvorefter han stak sin hånd ned i lommen igen. Mit blik faldt hen på ham. Det kunne være, at han vidste noget angående Harry og Casie. Derfor tog jeg chancen og spurgte ham, men han så bare grinende på mig.

"Niall. Tror du virkelig der er noget mellem hende og Haz?", spurgte han undrende om. Jeg trak bare på skulderene: "Hun virker bare så anderledes. Eller er det bare mig?", spurgte jeg og så sorgmodigt på ham. Hele situationen havde ramt mig mentalt. Det synes jeg i hvert fald.  

"Det er nok bare dig..", svarede han smilende idet han stoppede op, og lagde en hånd på min skulder. Jeg sank en klump, og kiggede hen på Harry og Casie, som var langt bagud. De havde øjenkontakt og de grinte af et eller andet, hvilket stak i hjertet. 

"Niall. Tro mig. Der er ikke noget mellem dem. Det er bare venskab.", sagde Liam efter, da han fik øje på, hvad det var jeg kiggede på: "Hvis du siger Liam.". 

 

Casies synsvinkel. 

Okay, jeg havde virkelig ingen idé om, hvor langt og, hvor længe vi havde gået ind i skoven, men jeg vidste at Frederick ikke havde fundet noget juletræ endnu. Forhåbentlig blev det snart for, hvis jeg ikke tog meget fejl, så var mørket allerede ved at falde på. 

"Org jeg er så træt i benene. Jeg gider ikke at gå mere..", brokkede jeg mig og gik mere sløset end før. Harry rystede bare på hovedet af mig og grinte: "Casie, vi er der nok snart okay?".

"Jamen så er der turen tilbage..", brokkede jeg mig igen og sukkede højlydt, så en sky fløj ud af min mund.

"Vil du have at jeg skal bære dig?", spurgte han og så smilende på mig. Egentlig ja, men jeg takkede alligevel nej. Han skulle ikke være rundt på sådan et fedt dyr som mig.

"Okay så.", svarede han og begik sig fremad. Enten så gik Harry hurtigere end før, eller så var det bare mig der sakkede totalt bagud. Faktisk så bagud, at jeg næsten ikke kunne se de andre. Eller jo deres skikkelser, og det var så det.

En svag råben borede sig ind i mine øre, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det Louis. Kort tid efter kom Louis til syne, og han viftede rundt med armene: "Vi! Har! Fundet! Et! Træ!". Igen sukkede jeg, for det betød jo at jeg måtte skynde mig hen til dem, for at hjælpe med at hugge det ned. Jeg begyndte derfor at bevæge mine ben hurtigere og mere fleksible. 

Efter, hvor lang tid det nu tog at løbe, var jeg kommet hen til Louis. Jeg så forpustet på ham, og han grinede bare: "Hun er her nu!", råbte Louis så højt at det gav genlyd i mit hovedet. Jeg så hen i den retning, hvor Louis kiggede, og lidt efter kom der mennesker gående med et træ. Da fuck man? Så jeg løb hele vejen hertil, for ingen nytte?

ASDFGHJKLÆØQWERTYUIOVBNM!

"Lad os vende snuden hjemad.", sagde MaryRose og flettede elegant sin arm ind i min. Det var de bedste fem ord jeg havde hørt hele dagen. 

 

---

Hej med jer derude! c;

Er det bare mig eller blev det her kapitel langt? O____________o. Nå pyt, håber I vil nyde det alligevel, da jeg synes at jeg har brugt okay lang tid på det. Det forklarer så også, hvorfor det først kommer ud nu. Men sådan er det, når man vil tage sig god tid, og når man tonsvis af lektier. 

Jeg må desværre meddele, at det nok bliver et shitty kapitel der kommer i morgen, da jeg skal havde få lavet min geografirapport færdig efter skole, og så om aftnen skal jeg til skate. Men det ville glæde mig, hvis I alligevel gerne ville læse det. :-) Jeg vil gøre mit bedste.

Og det ville glæde mig endnu mere, hvis I ville kommentere, hvad I synes om novellen? Og måske dele den med jeres veninder? :b Lige meget, hvad I gør så er I for dejlige! 

Mange knus Rilz. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...