Kærlighed gør blind 2 - 1D Julehistorie

Casie Mason er tilbage, men denne gang er hun kendt for, at date den verdens berømte Niall Horan fra One Direction. Der er nu gået tre år siden de mødtes første gang, og de sidste to år har været noget af et paradis - for nogle parter. Det har været rigtig hårdt for hende at undvære sin bedre halvdel i en lang periode, men hun glemmer straks den smerte, når Niall kommer hjem til jul og overrasker hende med blomster, gaver og en masse kærlighed. Men selvom Niall er en fantastik fyr, så har han gjort noget som han siger han fortryder. Nemlig at kyssemøsse med den berømte X Factor dommer, sangerinde og skuespiller, Demi Lovato. Mon Casie finder ud af det? Og hvis hun gør, vil hun tage hævn? Bliver det mon en jul de begge aldrig vil glemme? Dette er 'Kærlighed gør blind 2 - Julehistorie'.

18Likes
50Kommentarer
3439Visninger
AA

2. 1. december.

'1. december 2012.

Kære dagbog. Tre lange år er gået siden jeg mødte Niall første gang. Og to lange år er gået med og tænke på ham. Tænke på om, han mon tænker på mig? Om, hvad han går og laver. Og om han savner mig. Der er gået længe nu, hvor jeg intet har hørt fra ham, og det begynder og gå mig på. Jeg har skrevet til hans mobil, hans Twitter og hans private Facebook, men uden noget svar tilbage. Jeg har også ringet til ham utallige gange, men har ikke fået et opkald fra ham. Og hver eneste gang jeg ringer, ligger jeg en besked til ham i håb om han vil høre den, og kontakte mig. Har også skrevet til Zayn, Liam, Louis og Harry, men heller intet svar fra dem. Ærligtalt så er mit håb snart opbrugt.

Hvad skal jeg gøre dagbog? Jeg vil så gerne høre fra ham igen. Bare høre hans stemme i telefonen, hans latter. Det ville være rart, hvis han kunne komme hjem snart, så vores familier kunne holde jul sammen igen. Og alt ville være det sammen som før. 

- Casie Mason x.'

 

***

 

Med en stor kop varm kaffe i hånden, sad jeg og så 'Pretty Little Liars' på min bærbar, som lå og varmede mit skød. Det var det eneste jeg kunne tage mig til, da nu alle mine veninder og venner var taget på juleferie. De ville åbenbart forlade mig mutters alene i kolde Mullingar. Eller. Alene var jeg jo ikke. Jeg havde min mor og Frederick, og overraskende nok så synes jeg stadig rigtig godt om ham. 

"You don't wanna know Noel!", udbrød Toby i mine trommehinder, eftersom jeg havde skruet helt op for min computer. Jeg reagerede forskrækket, og så det ente med at jeg spildte en smule af min kaffe ud over min Mickey Mouse trøje. (Link i kommentar)

"Pokkers!", vrissede jeg af mig selv, fordi jeg var sådan en klodsmajor. Jeg lagde koppen og bærbaren fra mig på natbordet ved siden af sengen, hvori jeg derefter rejste mig hurtigt fra sengen og ledte desperat efter noget papir jeg kunne tørre med. 

Panisk åbnede jeg for alle mine skuffer og skabe, for at finde noget papir, men med uden held. Jeg hammerede til sidst alle skufferne og skabe på plads, og sukkede opgivende, da det gik op for mig, at jeg intet papir havde.

Jeg lænede mig op af bordet, og kiggede ned på min trøje. En stor våd plet med kaffe lå lige midt i det hele. Faktisk på Mickeys næse.

Mine øjne vendte sig mod døren, fordi jeg hørte den kedelige monoton banken, og bagefter blev døren åbnet. En kvinde trådte ind på værelset, og så på mig med en rynke mellem brynene.

"Hvad er det for en larm Casie?", spurgte hun, min mor MaryRose, som stod med armene over kors, og ventede utålmodigt på et svar.

"Jeg spildte kaffe over min trøje, og jeg ledte bare desperat efter noget papir.", svarede jeg og sendte hende et skævt smil. Hun sank med hovedet og rystede det. Et øjebryn skød til vejrs, og jeg kiggede underligt på hende. Hun løftede derefter hovedet og kiggede på mig med et smil.

"Jamen Casie søde. Du kan da bare gå nedenunder og finde noget papir.", sagde hun som om jeg var den dummeste person på kloden. Hvilket jeg måske også var, for den tanke havde ikke strejfet mig.

"Når ja..", svarede jeg lidt tøvende og slæbte mine tunge fødder ud af værelset, ned af trapperne og ind i køkkenet, hvor jeg kiggede rundt. 

"Tjek skabene. Der burde nok være nogle køkkenruller.", sagde min mor, som gik forbi mig og ind i stuen, hvor jeg så en mand sidde i sofaen. Det kunne selvfølgelig ikke være andre end Frederick. Med mindre min mor var ham utro! Nej. Det tror jeg ikke hun har evnen til. Desuden så elsker hun ham. Meget. Faktisk så meget, at hendes forventninger er høje. Jeg tror gerne hun forventer, at han frier til hende. 

Jeg gik over til køkkenbordet, hvor jeg åbnede en af skabene, som hang ovenover. For allerførste gang i mit liv, valgte jeg faktisk det rigtig skab ved første træk. Skulderklap til mig og et godsliporkester, som synger 'Halleluja'.

Jeg tog køkkenrullen ned fra skabet, og hev to stykker papir. Jeg gjorde den ene en smule våd, og lige da jeg skulle til og gøre klatten fugtig, kunne jeg ikke finde den. 

"Forfanden..", mumlede jeg og smed papiret fra mig. Min trøje var allerede blevet tør. Jeg sukkede af irritation. Det ville sige, at alt mit sukkerri, min brokken og alt den energi jeg lige har brugt var forgæves.

Jeg kiggede op da jeg havde det som om, der var en som stod og gloede på mig. Og jeg havde ret. En høj mand med lyst hår stod og så på mig, som om jeg havde slået en ihjel. Ej, okay måske lidt overdrevet, men han stod i hvert fald med et underligt ansigtsudtryk. 

"Hva Casie. Er der noget galt?", spurgte Frederick og havde sit hoved på skråt. Jeg lagde armene over kors og lænede mig bagover, som jeg gjorde tidligere.

"Jeg har bare.. Nej det ligemeget.", svarede jeg og sukkede lavmælt i håb om han ikke hørte det. Han trådte nærmere, og lagde nogle tallerkener og glas på bordet, som var tomme. Han vendte derefter hovedet mod mig igen.

"Er du sikker?", spurgte han og så bekymret på mig. Ja forfanden. Jeg spildte bare kaffe ud over mig selv, og da jeg egentlig fandt noget papir jeg kunne tørre det med, var min trøje allerede tør. Jeg har bare spildt min tid. 

"Undskyld mig?".

Jeg så på ham med et fortvivlet ansigt, og hans var ret fornærmet. 

"Jeg vil ikke have, at du bander Casie.", sagde han lidt hårdt, men hans øjne var skam blide. Og først der gik det op for mig, at det jeg tænkte før sagde jeg højt.

"Undskyld Frederick. Det var ikke meningen at det skulle komme ud. Jeg tænkte vidst bare højt.", sagde jeg og kløede mig på kinden, mens mit blik faldt ned på min trøje: "Og nu lugter den af kaffe..". Et smil voksede på hans læber: "Det er helt i orden. Men jeg vil stadig ikke have at du bander.".

Jeg nikkede bare som tegn på jeg havde fattet det, og derefter gik jeg ud af køkkenet, op af trapperne og ind på værelset, hvor jeg lukkede døren forsigtigt, smed mig i sengen og fandt en ny episode af 'Pretty Little Liars'. 

 

***

 

Jeg vågnede til den velkendte ringetone, hvilket fik min arm til og række ud efter min larmende mobil. Jeg tog mobilen i et fast greb, og tog den til øret.

"Mhm.. Hallo?", mumlede jeg nærmest i søvne. 

"Casie? Det er Hannah.", svarede pigen i den anden ende i telefonen. Jeg fjernede mobilen fra øret og kiggede på klokken, som lyste op på skærmen. Den viste klokken 10 om aftnen. Hannah, men som ikke i Montana, men som i Clark valgte og ringe til mig mens jeg lå og sov. 

Hannah Clark, en 18 årige pige, som blev en af mine tætte veninder, mens Niall var i x factor. En som jeg normalt ville have lysten til og snakke med, men lige nu havde jeg allermest bare lyst til og sove. 

"Hannah, hvad vil du mig? Jeg lå lige og sov..", sagde jeg en smule irriteret, så hun forhåbentlig ville forstå min hentydning. 

"Det kan jeg høre.. Men jeg ville bare spørger, hvordan det gik?", spurgte hun og lød ivrig efter et svar. Jeg lagde mig træt om på ryggen, med den venstre hånd limet fast til min pande, hvori jeg sukkede ud i den tomme intethed. 

"Jeg har det fint vel, hvordan er Australien?", spurgte jeg unødvendigt om. Jeg var ærligtalt ret ligeglad, men det kun fordi trætheden sneg sig om hjørnerne, og lige om lidt ville mine øjenlåg falde i, som når en mus bliver fanget i en musefælde. 

"Her er dejligt, men jeg har faktisk noget vigtig at fortælle dig..", lød hun tøvende, hvilket fik mig til og vågne en lille smule. Hun plejede nemlig aldrig og være en, som tøver. Hun plejer at være mega hyper og aktiv. 

"Kom med det.", sagde jeg bestemt og lod mit blik fange vinduet i et kort sekund. En akavet tavshed faldt over vores samtale. Jeg ventede dog bare tålmodigt på, hun ville fortælle mig, hvad der var så vigtigt, at hun skulle ringe til mig klokken 10. Og så mens jeg sov! 

"Casie.. Jeg har hørt, at Niall har haft eller har noget med Demi Lovato.". Mine trætte øjne, blev pludselig ikke så trætte længere. Tværtimod, blev de ultra åbnet, idet jeg rejste mig lynhurtigt op, ligesom hvis jeg havde haft et mareridt. Mit hjerte hamrede løs, og tanker fløj gennem hovedet på mig. 

"Casie?.."

"Casie?.."

"Er du død?"

"Cat?.."

Jeg kom nogenlunde til mig selv igen, da jeg hørte mit navn i telefonen. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg svarede Hannah: "Clark, det ville Niall aldrig gøre. Desuden er det sikkert bare rygter.". 

På en eller anden måde kunne jeg fornemme, at hun rystede med hovedet af skuffelse. Skuffet over at jeg ikke troede hende. Men det gjorde jeg altså ikke. Niall kunne ikke finde på sådan nogle ting. Han kunne dog godt finde på, at lege med en følelser, hvis han altså var 15.

"Mason. Det ved du ikke. Husker du for tre år siden? Da du troede han var forelsket i dig, men bare legede med dine følelser? Vil du virkelig risikere det igen?". Hendes spørgsmål kom bag på mig. Aldrig havde Hannah Clark været så bekymret og alvorlig. Som sagt. Hun plejede og være lalleglad. 

"Hannah helt ærligt. Det var tre år siden. Desuden, så var han faktisk forelsket i mig. Det var bare hende der Holly Scally, som ødelagde det mellem os. Husker du?", svarede jeg flabet og himlede med øjnene. Igen havde jeg det som om hun rystede med hovedet. 

"Casie. Jeg vil bare ikke have at du bliver såret igen..", sagde hun med en blid tone. Jeg åndede lydløst ud i værelset, og kiggede ud af vinduet. Et smil gled hen over mine læber, da jeg så sneen falde. Tusindvis af små snefnug ville netop nu ramme den kolde og frosne jord. 

"Det gør jeg ikke okay? For han vil ikke gøre mig noget ondt. Hvis han gør, så skal jeg sku nok tage hævn.", svarede jeg med en lidt for selvsikker attitude. Jeg vidste da udmærket godt, at jeg ikke have evnen til og tage hævn, hvis Hannahs information nu var rigtigt. Jeg ville nok bare bryde sammen i tåre. 

"Vil du tage hævn?", kom det fra hende med en overrasket stemme. 

"Ja ja helt sikkert.", svarede jeg ironisk, og endnu engang håbede jeg på hun forstod min hentydning. Jeg håbede inderligt også, at vi snart skulle afslutte vores telefonsamtale. Vi skulle nødig have at hun bruger alle sine penge på mig, bare for at fortælle mig at hun tror Niall er mig utro.  

"Super. Men jeg bliver nød til og smutte igen. Jeg skal i centret med familien.", sagde hun med heldigvis den glade og ikke bekymret stemme. 

"Klokken er 10 om aftnen Clark? Er det ikke lidt sent og tage i centret?", spurgte jeg forvirret om, og der hørtes et grin fra den anden ene. 

"Klokken er 10 om aftnen i Irland søde. Her i Australien er den 8 om morgen. Og centrene åbner nu. Det er mega underligt.", svarede hun efterfulgt nogle små fnis. Jeg kunne heller ikke holde et fnis inde. Det var skuda også rigtigt jo. Tidsforskellen Casie. Tidsforskellen. 

"Nå, men vi ses vel når jeg kommer hjem. Hej hej.". 

"Vi ses Clark.", sagde jeg og lagde på. Begge mine hænder holdte om mobilen, og de var mellem mine ben, eftersom jeg sad i skrædderstilling. En tot faldt ned over min øjne, da jeg bukkede hovedet en smule. Jeg fjernede totten med hånden, og kiggede ud af vinduet igen. 

I starten smilede jeg blot og så sneen falde, men da jeg efterhånden havde stirrede i lang tid, begyndte mit smil og forsvinde, og istedet dukkede der en rynke op mellem mine bryn. Jeg rejste mig stille og roligt fra sengen og efterlod mobilen på den rodede dyne. Med listende fødder, begik jeg mig hen til vinduet. Gulvet var utrolig koldt, så der kom nogle små og lydløse hop fra mig. Da jeg nåede vinduet lod jeg en hånd ramme den kolde rude. En kold fornemmelse løb fra min hånd og gennem hele min krop. Hånden gled derefter roligt ned af ruden, og landede på vindueskammen, hvor den anden hånd lå. Mit blik fangede igen de mange snefnug, som faldt elegant ned fra den mørke himmel.

Selvom jeg fortalte Hannah, at Niall ikke ville såre mig, så var jeg ikke helt sikker inderst inde. Han havde gjort det før så, hvorfor skulle han ikke gøre det igen? Det forklarer jo også, hvorfor han hverken har svaret eller ringet tilbage på mine smser og opkald. 

Men stadig ligger der en kæmpe stor kærlighed mellem os. Det ved jeg da hundrede procent. Vi havde begge erklæret vores kærlighed til hinanden, og det kunne bare ikke have været gjort bedre. Vi tog hinandens mødom, og han var min første forelskelse. Han er min første forelskelse. 

Niall er så fandes speciel. Ligesom. Enhver af de snefnug - som sagt - falder elegant ned fra himlen. Han er min specielle snefnug. Min helt egen snefnug. 

 

---

 

Godformiddag venner! :-D

Først og fremmest, vil jeg sige glædelig 1. December! Glæder i jer til jul? Det gør jeg i hvert fald. :b 

Nå, men så er det første kapitel publiceret. What ya think? 

/Rilz xo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...