One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7619Visninger
AA

11. 9. Palmwoods True Victory

Husk at læse HELE kapitel 8 - der er nemlig kommet mere siden sidst! ;)

-----------------------------

Hun satte mig af uden særlig mange ord, andet end at jeg skulle være hjemme, når hun kom hjem - hvilket vil sige klokken 20-21 stykker - det burde jeg nok kunne klare at blive færdig på!

Med et suk og følelsen af, at en stor byrde var lettet fra mine skuldre, som jeg altid fik når jeg var herude, gik jeg ind i stalden.

Der var altid en behagelig kølig temperatur herinde, som blev justeret efter årstid, for så avanceret var der i stalden - temmelig cool, ikk?

Jeg gik ind i saddelrummet, hen til mit skab, åbnede det, og fandt mine ting frem - trensen, sadlen, underlag, gamacher, klokker, strigletaske og hjelm. Det var vist alt. Jeg slæbte det ind på staldgangen og satte det ved en ledig strigleplads - hvilket der var i hele stalden, eftersom jeg var den eneste der var her.

Da alle tingene var på plads, tog jeg et træktov fra strigletasken, gik udenfor og ned mod folden.

Jeg piftede højt og så mig omkring. Det var et stykke tid siden jeg havde været her, så jeg skulle lige finde ud af, om Victory havde skiftet fold - igen.

 

Ser I, Victory var ikke min helt egen hest. Jeg delte ham med en rigtig sød ældre dame, der hedder Trinity - jah, det var et spøjst navn, I know. - Men dengang vi købte ham, fra en hestehandler langt herfra, var han ikke særlig gammel, de havde ikke nogle papirer på ham, og han var mildest talt et udskud.

Dengang, for cirka 7 år siden, havde jeg absolut ingen venner, og jeg havde altid ønsket mig en hest. Så min mor gik med til at købe én, hvis vi fandt en der kunne hjælpe mig med den, og hvis fandt et sted den kunne stå, ikke langt herfra.

At det lige var ham jeg fik med hjem, var faktisk ret mærkeligt - og på ingen måde efter planen! Vi gik efter en ældre, sød hest, der var let at håndtere, og som kunne rides af nybegyndere - som jeg jo var.

Men da dette her iltre, lille, vilde følhingst kom spurtende fra markerne af, mens min mor og jeg gik og kiggede på de ældre heste sammen med hestehandleren, fangede den straks min opmærksomhed. Den var brudt ud fra folden, og staldpasseren som skulle fange den, kunne ikke styre den. Den var løbet fra ham, da han prøvede at indfange den, og den stoppede først op, da den fik øje på os, og noget wrap der lå i nærheden af os.

Staldpasseren kom spurtende, helt forpustet, og fortsatte sin fangst på det lille udskud - uden held. Mens staldpasseren, som var væltet ind i en høstak, lå og gispede efter vejret, gik jeg et skridt frem mod det lille sorte føl.

Jeg nærmede mig skridt for skridt, stille og roligt. Jeg huskede, min mor råbte, at jeg skulle skynde mig at gå væk, for det var en farlig lille satan, og man ikke kunne stole på den.

Men jeg ænsede hende ikke, mens jeg skridtvis fortsatte fremad mod det lille føl. Det var stoppet op, og stod bare og så opmærksomt på mig, med et kækt blik i sine dejlige, brune øjne. Jeg rakte forsigtigt en hånd frem, mens jeg langsomt kom tættere og tættere. Da jeg til sidst stod helt henne ved det, stoppede jeg op og lod den snuse til min hånd - et ren instinkt.

Føllet snuste forsigtigt til min hånd, men blev stående. Jeg husker, jeg smilte blidt og forsigtigt løftede hånden for at nusse ham i hovedet. "Hej lille ven," mumlede jeg blidt og fik lov at klø ham i hovedet. Jeg var ikke helt stor nok til at nå, men han tog hovedet ned og stod bare helt afslappet.

"Det må jeg sige!", lød hestehandlerens højlydte latter midt i det hele. "Det her, har du taget på, min pige," lo han og så sigende på min mor. "Aldrig har den lille satan ladet nogen komme så tæt ind til sig - og slet ikke frivilligt!"

Jeg smilte, og så op på min mor, dog uden at stoppe med at klø ham i panden. "Det er den her jeg vil ha', mor," sagde jeg og smilte mit sødeste smil til hende.

"Jeg ved ikke rigtig..." sagde hun usikkert og skævede til føllet, men holdt sig på behørlig afstand. "Det var jo ikke det vi kom efter... Vi leder jo efter en sød, gammel hest.." fortsatte hun, stadig uden at nærme sig.

Hestehandleren lo igen. "Det siger jeg Dem, Madame! Dette her, det er skæbnen. Hvis de vil Deres yndige datter det bedste, så køber De hende denne hest," sagde han bestemt og blinkede venligt til mig.

"Moooar.... kom nu!", bad jeg med min sødeste stemme og kiggede på hende med de sødeste dådyrøjne. 

Hun sukkede, og jeg kunne se hun overgav sig - det var dengang hun stadig elskede mig, og satte mig højere end noget andet - endda sit job og penge.

Hestehandleren smilede. "Så er det jo afgjort! I kan få den for en slik - den lille satan har kun kostet mig penge og problemer." sagde han, og prikkede min mor på skulderen. "Kom med mig, så skriver vi lige en kontrakt, og så kan I tage ham med med det samme," sagde han og gik ind på et kontor ved siden af stalden.

Staldpasseren havde endelig rejst sig op, og blot fuldt med i forestillingen - han har nok undret sig over hvordan helvede en lille pige som mig, straks kunne få et bånd til dette iltre væsen.

Han sukkede hovedrystende, og så på os. "Jeg finder lige en grime og et tov, så kan I få ham med, med det samme," sagde han og forsvandt.

 

... og resten er historie...

Haha, det er så bare ikke sandt. I de nu syv år jeg havde haft ham, havde han såvel som min bedste ven, også været årsagen til alle de brækkede lemmer jeg havde haft i tidens løb - men jeg ville ikke opgive ham.

Trinity var kommet til et halvt års tid efter vi købte ham, og hun havde ligesom jeg, straks fundet den lille satan interessant. Hun havde dog aldrig haft samme "bånd" til ham som jeg havde, men hun lærte mig op i alt det, jeg den dag i dag ved om heste.

Hun lærte mig at ride, hvordan man håndterede en hest, og hvordan man passede en hest. Og jo mere tid jeg tilbragte med ham, jo klogere blev jeg, for Trinity var der altid i baggrunden, og fortalte mig hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle gøre.

I det lange løb, lærte Victory at acceptere Trinity, og den dag i dag var de ganske gode venner - især da det også var Trinity der måtte ride ham til - dengang kunne jeg jo ikke noget.

At hun blev ved med at holde af den, forstår jeg faktisk ikke. For hun er satme blevet kastet af - mange gange! - i årernes løb.

For Victory lod sig ikke tæmme - af andre end mig. Der var tit perioder, hvor Trinity ikke kunne ride, grundet skade fra et af de mange fald, og i den tid var det mig der arbejdede med ham, og selvom han ikke var tilredet, var der intet problem med at have mig på ryggen - og sammen lærte vi hinanden en hel masse.

Dagen i dag, har jeg redet stortset uafbrudt i 7 år, og i fælleskab har Trinity og jeg fået udviklet Victory, sådan så han springer baner på MA plan - dvs. baner på 140 cm. spring.

Han lærte mig at blive ved med at kæmpe - og at det ikke altid er nemt.

Inden vi fandt et navn til ham, kaldte vi ham bare "Sorte" eller "lille satan", indtil det en dag blev for meget for os begge. Hesten måtte for søren have et navn når den nu skulle til at tilrides!

Så vi satte os ned i fælleskab, Trinity, min mor og jeg, og diskuterede navne. Min mor insisterede på den skulle hedde noget med vores efternavn, da det jo var os der "oplærte" den og opdragede den - deraf Palmwoods - og Trinity var sikker på, han nok skulle blive til noget en dag - deraf Victory - og jeg? Jeg var bare helt fortryllet af det venskab og bånd vi havde. Aldrig havde jeg oplevet nogen lignende, noget mere unikt - eller noget mere sandt. Aldrig havde jeg oplevet eller følt den kærlighed, den tillid der var imellem os - så jeg kom med navnet "True". Tilsammen giver det jo så "Palmwoods True Victory", og man må sige, at det passer glimrende til ham.

Han havde nemlig indtjent en masse penge til os, ved alle de stævner vi havde været til, og diverse arrangementer. Eftersom Trinity altid var der og hjalp, besluttede vi, at hun blev medejer af ham - hun havde fortjent det, med alt den hjælp og de kræfter hun havde lagt i ham.

Og så var det desuden skide smart, når nu min mor altid var ude at rejse, og jeg skulle satse mere og mere på skolen og studerede.

Jeg havde det også dårligt med, hvor længe der gik imellem jeg var herude - det var jo ikke en måde at behandle så dejlig et dyr på!

 

Jeg spejdede rundt, og fik endelig øje på den sorte satan der kom tonsende i fuld galop, nede fra den store græsfold. Jeg gik hen til leddet og brød straks ud i et kæmpe smil, da vi mødtes. Han vrinskede sagte og slog med hoved - han lignede en der havde savnet mig, ligeså meget som jeg havde savnet ham - og sådan var det hver gang.

Jeg kunne ikke andet end at holde af den hest!

---------------

Da jeg havde fået hentet ham ind og sat ham på staldgangen, begyndte jeg lige så stille at strigle ham – et job jeg altid fandt beroligende.

Han var ikke særlig beskidt, da han stod med dækken i øjeblikket – det var jo trods alt efterår! Og hvis der var noget jeg ikke gik ned på, så var det udstyr til hesten – han skulle som det mindste have det godt! Jeg fik i et roligt tempo endelig gjort ham helt rent, renset hovene og ordnet manen. Så lagde jeg springgamacher samt klokker på, derefter underlag, sadel og martingal – jeg havde lyst til at springe i dag, og kendte jeg Victory ret, så var han helt med på den idé.

Da han endelig stod og var helt klar med alt udstyret på, fik jeg selv hjelm, handsker og støvler på, inden jeg trak ham udenfor og adræt svingede mig op.

Stedet hvor han stod, havde tilknyttet skov længere nede af den private grusvej, grunden lå på, og den var perfekt at skridte varm i, hvilket var hvad jeg gjorde.

Jeg fik altid afløb fra alle tankerne, når jeg sad på Victory – så gjaldt det altid om at koncentrere sig om her og nu – sådan var det altid. For eftersom det var et levende dyr, der havde instinkter og ikke hjerneceller, kunne alt ske, hvis han pludselig blev forskrækket, selvom han altid gjorde sit bedste for ikke at skade mig.

Jeg klappede ham blidt på halsen, kiggede rundt i skoven og lyttede bare til fuglenes sang – det var en skøn morgen, især i dette selskab!

Jeg kunne mærke Victory også nød det, sådan som han gik fremad og prustende slog med hovedet – han virkede til at være i godt humør!

Da vi kom tilbage på selve gårdspladsen holdt der en velkendt bil – Trinitys. Gad vide hvad hun lavede herude nu, kunne jeg ikke lade være med at tænke, men på den anden side – hun kunne jo ikke vide jeg ville være her og ride nu!

Jeg skridtede ned mod den udendørs springbane, hvor der stod spring fremme, sat op til man kunne springe bane. Idet jeg red om hjørnet, fordybet i tankerne om hvilken bane vi skulle springe, var jeg ved at ride ind i én.

 

-------------------------

Det var så lidt til kap. 9 - som omhandler Vanessa's hest.

Giv meget gerne jeres mening til kende! Og hvis der er nogle udtryk eller noget I ikke helt forstår - så skriv! Jeg svarer på alt ;)

Tusind tak fordi i læser og liker - I giver mig lyst til at skrive!!! <3

xoxo <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...