One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7672Visninger
AA

10. 8. Big News

Jeg så bare ned ad trappen, ned på hende og gjorde mit blik hårdt - koldt. "Hvorfor er du først hjemme nu?," spurgte jeg følelsesløs, og kunne ikke lade være med at tænke over, hvor pudsigt det egentlig var - at jeg kunne gå fra at ligge og græde helt vildt, til at stå her - helt kold og blottet for følelser.

Måske jeg skulle blive skuespiller? Jeg var da god til at holde masken ..

"Ja, angående det," begyndte hun og smilte til mig, "så har jeg en stor overraskelse til dig!" sagde hun og lignte en der skulle til at klappe i hænderne.

"Og det er?.." spurgte jeg, og bare kiggede uinterreseret på hende. "Jo altså, jeg ved det ikke er en helt optimal skole du går på, og du har jo stadig næsten to år tilbage, og jeg har en masse forbindelser og noget ..." hun smilte lusket og krummede nærmest ryg. Jeg stivnede et kort øjeblik, da hun nævnte det med skolen. Hun havde da ikke set eller hørt om billedet - vel?!

Jeg rystede tanken væk - nej, hun havde altid synes det var en lorteskole, kom jeg i tanke om. Jeg fandt min 'facade' igen, og lyttede. "...så, du skal til England!"

Dét fik mig for alvor til at tabe masken.

"Jeg skal HVAD?!" nærmest skreg jeg. "Du skal til England for at afslutte din skolegang på en ordentlig skole, og for at komme væk fra det her ... Land!" sagde hun med foragt i stemmen.

"Det må være din spøg!" hvæste jeg hidsigt, "Jeg skal kraftedeme ikke til England og gå i skole!!"

"Jo, det skal du," sagde hun bestemt og kiggede blot koldt tilbage på mig.

"Hvorfor?" spurgte jeg, og vendte tilbage til den kolde facade. "Mine nye forretningsforbindelser gør, at jeg skal ud at rejse meget de næste 2 årstid, og du kan ikke være alene og være afhængig af mig så længe ad gangen.."

Jeg lukkede øjnene hårdt i. Åbnede dem igen og så på hende med et lynende blik. "Dig. Og. Dit SKIDE arbejde!!" skreg jeg hidsigt og slog ud med armene.

Det var fandeme typisk!

"Hvad med Coco?" spurgte jeg så, og stod nærmest og dirrede af vrede. "Og hvor giver det mening henne?! Jeg må ikke være hvor jeg bor og kender området, og i forvejen kan klare det selv, men jeg må godt rejse til et helt fremmed land, hvor jeg ikke kender nogen eller noget, og stå totalt på egne ben?! Og hvorfor lige England!!?" råbte jeg hidsigt.

Hun fik bare altid mit pis i kog!

"Det er meget simpelt - din faster bor i England. Nærmere betegnet: Doncaster, hvor du også skal hen. Så hun kan holde øje med dig og tage sig lidt af dig - du er ikke helt alene, bare rolig," smilte hun udglattende.

"Du...!" udbrød jeg hidsigt. Jeg var slet ikke i stand til at tænke eller tale. "..Er bare utrolig!!! Hvad med hunden, Holly?! Har du overhovedet tænkt over det?!" skreg jeg.

Jeg kaldte hende altid Holly, når jeg for alvor var sur på hende. Og fra dette punkt af, var hun ikke længere min mor - for en mor ville ikke gøre sådan mod din datter! Hun sukkede og så på mig. "Hende må vi give væk ... Hun kan ikke være alene hjemme, og at skulle fragte hende til England .." mumlede hun. Jeg sprang ned af trappen og stillede mig helt op i hovedet på hende. "Du!" hvæsede jeg med løftet pegefinger helt oppe i snotten på hende, "Giver. IKKE! Min. Hund. Væk!!" skreg jeg så højt og surt jeg kunne.

"Hun kommer med MIG, så!" sagde jeg bestemt og skred op af trappen igen. Jeg stoppede oppe for enden. "Hvornår er det?" spurgte jeg stille, med ryggen til hende.  "Dagen efter din fødselsdag.." mumlede hun, pludselig helt stille. Jeg fnøs. "Jeg går i seng," hvislede jeg og skred ind på mit værelse.

Jeg smækkede døren hårdt i. Jeg lænede mig op af den lukkede dør og sank en klump. Hun sendte mig væk. Min egen mor sendte mig væk til et fremmed land! Hvordan kunne hun gøre det?! Det var udelukkende for hendes egen skyld. Så fucking typisk! Jeg skiftede hurtigt til nattøj - en stor T-shirt og lagde mig i sengen. Jeg satte mobilen på lydløs, lukkede øjnene og sov lidt efter.

_____________________________________ 

Hey guys! I får lige en lille del af kapitel 7 - Big News! :) Jeg skriver mens jeg er i skole, her nu , så det er ikke rettet igennem , da jeg er ude at løbe i idræt - Woup Woup! :) I dag er det den 13/9 - Niall's fødselsdag , så tillykke til ham! ;)<3 Og i morgen har jeg fødselsdag , wee! :D Tak fordi i læser ....<3 og liker og favoriserer! ;)

_____________________________________

Næste morgen vågnede jeg kl 6.00 - 2 timer før skoletid.

Jeg var ikke længe om at orientere mig og vågne helt, så jeg svingede kort tid efter benene ud over sengekanten, og stod op. Jeg tog bare et par strømper på, åbnede døren, og gik nedenunder.

Coco rejste sig logrende fra sin kurv og kom glad hen i mod mig. Jeg smilede til hende. "Godmorgen skattepige," sagde jeg blidt og gik ud i bryggerset for at finde noget hundemad, som jeg hældte op til hende, inden jeg åbnede døren ud til vores 'fine' forhave, sådan så hun kunne løbe ud at tisse, når hun havde spist.

Vejret var temmelig godt idag, solen skinnede, og det var allerede 18 grader, ifølge termometeret der hang ved væggen.

Jeg smilte let, foldede hænderne over kors, lænede mig op af døren, lukkede øjnene og stod bare og nød solen lidt tid. Jeg mærkede Coco smutte forbi mig på et tidspunkt, men blev blot stående.

"Godmorgen, Nessie," lød en nogenlunde morgenfrisk stemme bag mig - ingen andre end selveste Holly.

Jeg åbnede øjnene, rullede med dem og blev straks negativ. "Hvorfor er du ikke ude at løbe endnu? Du skal snart i skole," sagde hun og så spørgende på mig. Jeg rynkede undrende på panden.

"Hvad er klokken da?" spurgte jeg, bragt helt ud af fatning. "7:10," svarede hun og gik ud i køkkenet.

Holy shit! Havde jeg stået en hel time i solen, uden at lave noget - overhovedet ?! Jeg rettede mig straks op, skyndte mig ovenpå, op på mit værelse og skiftede tøj.

Da jeg kom ned lidt efter, stod hun med ryggen til, og havde allerede fået sat en bolle over. Så nu lavede hun rent faktisk noget for mig - og så endda morgenmad?

Garanteret, hun havde dårlig samvittiged! Fedterøv, mand!

Jeg tog bare hurtigt og lagde noget pålæg på, da den var færdig i risteren, uden et ord.

Jeg gad vitterligt ikke at snakke med hende!

Hun kiggede på mig og stivnede. Hendes blik blev koldt. "Hvorfor har du ridetøj på?" spurgte hun chokeret.

Jaaa, det kunne hun li' at vide, hva?!

"Fordi jeg skal ud af ride," svarede jeg defensivt og tog den første bid af min bolle.

Hun lavede et lille kast med hovedet, og så bare på mig som om jeg var idiot. "Hvad snakker du om?" spurgte hun tvært.

"Det jeg siger," svarede jeg, stadig defensiv. "Forklar dig," sagde hun og lagde armene over kors.

"Efter dit .. stunt i går, skal jeg ingen andre steder end ud til Victor!," snerrede jeg, nu sur og så trodssigt på hende.

Hun sukkede opgivende. "Vanessa for helvede!!.." stønnede hun irriteret.

Hun vidste godt, at denne her diskussion, ville jeg også vinde. Jeg havde gjort det før - jeg pjækkede nogle gange fra skole, når det blev helt slemt med mobningen, vores skænderier eller bare hende.

Hvad jeg lavede, når jeg ikke var i skole, tænker du måske? Jeg tog ud til min hest, som rigtigt hedder Palmwoods True Victory - deraf Victor, som i den grad var nemmere at sige, og som passede bedre til ham, hvis du spørger mig.

Hun trippede lidt med hånden på bordet, inden hun kiggede på sit armbåndsur. Hun slog opgivende ud med hånden. "Gør dig færdig, så får du et lift derud," halvsnerrede hun lavt, ryddede op, og gik ind for at hente sin taske og nøgler.

Jeg smilte triumferende for mig selv, inden jeg pakkede mig sammen, hentede min ridejakke, og gik ud til bilen.

 

___________________________

Så fik I lige "endelsen" på kap. 7 - påbegynder kap. 8 om lidt :-D

Igen: tak fordi I læser, liker og sætter på favoritlisten! Det betyder enormt meget! Hvis I har lyst, må i MEGET gerne dele denne movella, hvor den nu falder jer ind :D

Til jer der favoriserer - smid endelig et like med på vejen!!! :)<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...