One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7827Visninger
AA

9. 7. This Isn't Going To End Soon

Hele dagen undgik jeg konfrontationen med Jason - han behøvede ikke at vide, at jeg var på vej ned. Igen.

I frikvartererne satte jeg mig bare med mine høretelefoner i ørerne, samt iPhone, og lukkede de andre ude, hvilket nok var meget godt, at dømme efter alle de blikke jeg havde modtaget hele dagen.

Jeg kiggede forsigtigt op nogle gange, da endnu en gruppe piger kom forbi - fnisende, og puffende da de fik øje på mig. Jeg kunne kun se deres munde bevæge sig, hvilket nok var heldigt. Jeg gad ikke høre på alle de kommentarer - dem var der vist nok af, lige meget hvor jeg kom hen!

-------------------------

Da jeg endelig kom hjem, efter at have gået - med hovedet nede i jorden og høretelefonerne i ørerne, vel at mærke -de 3 km. var jeg lettet.

Lettet over, at det ikke var gået værre. Jeg havde haft 'eskorte' hele vejen hjem, i form af en stor flok 3.g'er, der hele vejen havde gået og råbt, skreget, og kommet med sjofle hentydninger. 'Heldigvis' for mig, var det jo ikke første gang sådanne ting skete, så jeg havde lært at lukke af, ignorere det, og bare lade som ingenting.

Men for helvede det var svært!

Jeg havde mest af alt lyst til at stille mig op, og svine dem til for hæder og ære, men jeg vidste det ikke nyttede noget. At græde? Ja, den lyst var der så sandelig også. Men det ville slet, slet ikke virke! For gråd var et tegn på svaghed, det havde jeg hurtigt fundet ud af i de små klasser. Jeg lærte at lukke ørerne, og lukke af for det. Det hele. For hvis jeg græd, blev det kun værre - så havde mobberne pludselig en endnu større grund til at komme med nye øgenavne som f.eks. 'tudeprinsesse', 'svagpisser', eller kommentarer som "tag en tudekiks!" osv. osv.

Når man lytter til sådan noget, dag ud og dag ind, i flere år... Ja, det bliver ikke nemmere, det garanterer jeg! Men med tiden gør det en stærkere, og klogere - bedre end dem. Havde jeg hørt....

---------------------

Coco var glad kommet springende mig i møde, da jeg kaldte på hende. Jeg fremtvang et lille smil, skiftede til løbetøj, satte snor i Coco og løb så.

 

Da jeg kom tilbage igen, skyndte jeg mig i bad, få noget rent tøj på, og kiggede så på klokken. Den var kun halv 5. Gad vide hvornår min mor ville komme hjem?

Jeg sukkede. Det gad jeg ærlig talt ikke bekymre mig om! Jeg tog jakken på, fandt min pung, og besluttede mig for at tage ud for at handle ind.

 

3 kvarter senere var jeg hjemme igen. Jeg begyndte straks at sætte varerne på plads, og få rydtet lidt op i hele huset - det var selvfølgelig også mig der sørgede for det!

Da der endelig så nogenlunde anstændigt ud, var jeg godt og vel smadret. Klokken var lidt i syv, så jeg besluttede at bikse noget mad sammen.

Jeg gik i køkkenet og kiggede på de nyindkøbte varer, og sukkede så. Jeg orkede ikke at lave det helt store, så besluttede bare at bikse noget biksemad sammen.

Haha, det lyder sjovt!

Bikse noget biksemad sammen. 10hi f9s. Årh nej, det gjorde jeg bare ikke!

Jeg blev altid såååå fjantet når jeg var træt. Tihi tihi.. NEJ!

Stop dig selv, Vanessa. Lige nu!

Jeg rystede smilende på hovedet af mig selv, og gav hurtigt Coco mad, inden jeg vendte tilbage til min egen, som heldigvis hurtigt var færdigt.

Da jeg havde spist, vaskede jeg af, ryddede op i køkkenet og bevægede min nu ret trætte krop, op på mit værelse.

Jeg sedder mig i min kontorstol, foran skrivebordet hvor min computer står, og tændte den straks. Jeg sukkede træt og tændte samme tid for det fladskærms TV der hænger ovre på væggen, over min seng.

Klokken var efterhånden blevet kvart i ni om aftenen, og jeg begynder at undre mig. Hvor fanden blev min mor egentlig af?!

Jeg rynkede irriteret på panden, men lod det ligge. Hun plejede bare altid at skrive når hun kom sent hjem...

Jeg klikkede lidt videre på computeren, og opdaterede min Twitter samt Facebook. Der skete ikke det helt store, så jeg åbnede en ny fane og begyndte at søge videoer på Youtube, hvor jeg bare klikkede lidt hist og her.

Jeg sad og stenede lidt ved computeren, så jeg vendte mig bare mod TV'et og sad og zappede lidt. Jeg kunne mærke jeg var ved at falde hen, da min computer pludselig pling'ede.

Jeg missede lidt med øjnene og prøvede at åbne dem helt, vendte blikket mod skærmen og stivnede så.

En hel masse beskeder var poppet op via chatten på Facebook. Min mobil brummede - DM'er på Twitter. Jeg rynkede panden, åbnede nogle af dem, og modet sank straks i halsen på mig. Wauw. Det var utroligt hvad ét billede kunne gøre...

En hel masse had, grimme kommentarer, nedgørelser, ydmygelser og alt muligt haglede ind på mine profiler. Jeg sank en klump og loggede bare af. Jeg mærkede tårerne komme snigende, og prøvede forgæves at blinke dem væk. Jeg slukkede computeren, rejste mig og lagde mig på sengen.

Coco kom luskende ind af døren, kiggede hvor jeg lå, gik hen til sengen og hoppede så op til mig. "Hey skattepigen," snøftede jeg stille, og holdte stadig igen med gråden. Jeg ville ikke. Ville ikke græde. Det var svagt. Og jeg var ovre det. Jeg gjorde ikke sådan noget mere. "Ikke længere," tænkte jeg højt, og prøvede at være bestemt. Men min krop var ikke enig med mig, da det begyndte at prikke helt vildt i mine øjne.

Coco kravlede helt hen til mig og slikkede mig blidt på kinden, som for at trøste mig. Et lille, ulykkeligt hulk slap ud, og jeg brød sammen. Tårerne nærmest sprang ud af øjnene på mig, og jeg græd højt.

Tænk, at folk stadig var sådan! Så onde. Man skulle endda tro at gymnasieelever var lidt mere modne - men nej...

"Sveske...." snøftede jeg til Coco og aede hende blidt på hendes bløde, runde hoved. "Hvorfor?..." mumlede jeg med tårerne strømmende ned af kinderne.

Jeg tror end ikke at guderne ved, hvor mange gange jeg havde brugt det spørgsmål - hvorfor? Hvorfor mig? Jeg havde aldrig gjort noget galt, for enten at fortjene sådan en familie, eller sådan nogle skod klassekammerarter. Fuckhoveder, alle sammen!

Jeg samlede min mobil op fra skrivebordet af, og lå længe bare at kiggede på den. Gråden stilnede lige så stille af, og jeg sundede mig. Fandt min mors nummer, skrev:

#Hvor fanden er du?! Og hvornår har du tænkt dig at komme hjem?!#

og trykkede send, i samme øjeblik jeg hørte døren nedenunder gå op. Det var med garanti min mor.

Coco rejste sig straks, men blev alligevel oppe hos mig, selvom hun ellers altid rendte ned og hilste på, når der kom nogle.

Jeg tørrede hidsigt mine øjne, trak vejret dybt og mandede mig op. Min mor skulle under ingen - og jeg mener ingen! - omstændigheder se mig græde!

"Hey mussi!!," hørte jeg min mor råbe nede fra køkkenet af. "Sikke en dejlig SMS af få," sagde hun ironisk og stemmen blev højere, i takt med hun nærmede sig trappen, og dermed mit værelse. Coco rejste sig og løb nedenunder til hende.

Jeg rejste mig, rettede på mit hår og gik ud af værelset. "Jeg ved det. Jeg er bare dejlig," svarede jeg flabet og gik hen for oven af trappen, så jeg kunne se ned på hende. Det var langt bedre - at jeg så ned på hende. Så kunne jeg langt bedre håndtere dét, der nu ville komme.

 

________________________________

 

Hey guys! Tak fordi i gider læse, like, og favorisere! :) Det betyder meget!!

I morgen når jeg nok ikke at få lagt noget ind, da jeg går til springning på min lille fede fjordhest.. :D

Torsdag skal jeg muuuuligvis på indkøb med min mor, og handle ind til fredag, hvor jeg har fødselsdag, og derfor får gæster - woup woup! :) - så der kommer nok heller ikke noget dér. Lørdag? Jeg lover jeg prøver at få skrevet noget! :)

Til jer der følger med - smid hjertens gerne et "like" med på vejen, så bliver jeg glaaaad! :D

Rigtig god aften! - Over and out.

 

11/9 - R.I.P <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...