One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7553Visninger
AA

8. 6. Flashbacks From A Repressed Time

Da jeg vågnede næste morgen, følte jeg mig frisk og klar i hovedet, så jeg stod straks op, fandt noget af det tøj jeg havde liggende herovre i Jasons skab, tog det på og kiggede på klokken. Den var kun et par minutter over seks om morgenen, men mit morgenritual, når jeg ikke havde været på druk, vel at mærke, var altid at løbe en tur – jeg måtte jo holde formen!

Jeg fløjtede stille på Coco, som søvndrukkent kom slingrende ud fra Jasons værelse af. Hun havde med garanti ligget i hans seng da vi faldt i søvn!

Jeg lagde armene på kors og så bare på hende. Hun logrede forsigtigt med halen og kiggede med hendes - som altid - søde, brune hundeøjne på mig. ”Skal du med, smukke?” spurgte jeg blidt. Ja, jeg taler med en hund – jeg er mærkelig, jeg ved det. Men i det mindste var jeg ikke bange for at indrømme det, eller lagde skjul på det – suck on it, loser!

Hun satte sig bare ned og så ulykkelig ud. Helt klart nej, det kunne jeg godt fornemme!

”Forræder!” hvæsede jeg fornærmet, og så skuffet på hende. Hun logrede undskyldende med halen. Jeg gav op – jeg kunne vel ikke fortænke hende i at ville sove det længere, når nu hun endelig havde et ordentligt, og trygt sted at ligge.

Jeg sukkede og gik i bryggerset, hvor jeg fandt noget hundemad, som jeg hældte op til hende, inden jeg fandt mine høretelefon i min jakke, satte dem til min iPhone, inden jeg løb ud af døren.

-------------------

Jeg løb den sædvanlige rute fra Jasons hus af, og satte ned i gå tempo, da jeg nåede den lokale park. Jeg mindedes, hvor mange gange jeg havde gået her, i timevis, bare for at tænke og komme væk hjemmefra – væk fra min alkoholiker far, og min ulykkelige mor – men ikke mindst for at komme væk fra skolen.

I de mindre klasser havde jeg aldrig været den populære. Jeg havde ikke nogle venner, og jeg gik altid bare med min mobil i hånden, og høretelefonerne i ørerne, for når verden lukkede mig ude.. Ja, så lukkede jeg den ude! Jeg var blevet stemplet som særling, og folk flyttede sig altid fra mig, som var jeg en smitsom sygdom.

Det var blevet bedre i sommerferien før 1.g, hvor jeg havde mødt Jazzy og Chazzy – de tog straks imod mig med åbne arme, på trods af de godt havde hørt alle rygterne om mig – og de var ikke få!

Hele året, 1.g, havde de gjort alt hvad de kunne, for at finde venner til mig, og gøre mig populær – men man kan ikke bare ændre en person, som har levet hele sit liv som ’udstødt’ til den mest populære pige på skolen, selvom det havde hjulpet enormt at jeg havde tabt mig så meget fra folkeskolen til gymnasiet.

Men én ting måtte jeg give dem – de havde gjort det pænt godt med mig. Jeg havde fået en hel del flere venner og bekendte, samt at fyrerne tit beundrede mig og inviterede mig ud – men der er vi så tilbage til det med football spillere…. Og folk snakkede faktisk til mig, og kunne sagtens gå hen og puffe mig i siden og sådan – men jeg lukkede mig sjældent op for folk. Kun de to drenge, og så min rigtige gode veninde, Sabrina. Hun vidste langtfra alt om mig, men hun var altid den jeg ringede til, når jeg skulle på akut shopping, og drengene ikke var til at få fat i.

Sabrina var en rigtig populær pige, og eftersom jeg tit var sammen med hende – og drengene – så smittede hendes popularitet af på mig. Men jeg følte ikke at det var andet. Jeg vidste godt at dem der snakkede til mig, kun fedtede for mig, for at komme tættere på enten Sabrina eller Jason – og derfor gad jeg ikke sådan noget. Jeg havde svært ved at stole på folk, fordi jeg så mange gange var blevet svigtet, trådt på, efterladt, overset – for bare at nævne nogle af tingene.

Men at komme i parken, havde altid følt som en befrielse, når jeg enten flygtede fra hjemmet, eller pjækkede fra skolen – for det havde jeg tit gjort i folkeskolen. Når alle kommentarerne, de puffende arme, de mange ydmygelser og menneskerne blev for meget.

Jeg skar en grimasse, da jeg tænkte tilbage på alt det jeg havde været udsat for, og var bare glad for, hvordan det gik nu.

Jeg satte mig på en af bænkene, nær en sø der lå midt i parken, lagde hovedet tilbage og armene over kors, og lukkede øjnene. Sad bare og nynnede stille med på sangen, der spillede, som lige nu var ”The Fighter”, sunget af Gym Class Heroes, tror jeg nok.

Et par høje tøsede stemmer kom langsomt nærmere, og min nysgerrighed blev vagt. Hvem i al verden var oppe nu, andet end mærkelig mig?!

Jeg skruede lidt ned for musikken, så jeg kunne høre hvad de snakkede om, men uden at åbne øjnene – så ville de først lægge mærke til mig, hvilket jeg ikke ønskede.

Jeg kunne høre at de gik og fniste over et eller andet, som tydeligvis var meget morsomt, sådan som de lød. Jeg kunne ikke styre mig længere, så jeg åbnede forsigtigt øjnene og kunne se, at de var stoppet op foran en lygtepæl, hvor de stod og puffede til hinanden, og hylende himlede op.

Gad vide hvad det kunne være?

De stod og lavede nogle meget sjove fagter, og det lignede, at de skrev på noget der hang der, som de netop selv havde hængt op. Jeg var for alvor nysgerrig nu!

De gik fnisende videre til de forskellige steder, hvor det var muligt at hænge hvad det så end var, de havde af sedler, gættede jeg, op.

Jeg rejste mig for at gå hen og undersøge det. Jo tættere jeg kom, jo mere sikker blev jeg på, at det var nogle sedler, de gik rundt og grinte af. Da jeg kom helt hen til lygtepælen, stivnede jeg med et. Det kunne ikke passe, det jeg så! Jeg blinkede et par gange, og ønskede jeg havde set forkert – men nej.

Jeg rakte hånden frem mod sedlen, og tog fat i det, så jeg kunne se præcis hvad det var – nemlig et billede af mig, fra folkeskolen, hvor jeg var en lille fed prop, med det grimmeste hår. Jeg stod helt målløs, og trak end ikke vejret. Jeg kunne godt huske det, billedet. Det var et skolefoto, som var kommet med i årsbogen, ved en ”fejl” – de piger, der mobbede mig, havde betalt redaktionen for at sætte billedet ind, med navn og klasse – og mobberiet blev efterfølgende kun større.

Jeg troede at det billede var forsvundet og glemt for altid! Men selvfølgelig ikke – heldig havde jeg ligesom aldrig været, vel?!

Og netop, som jeg lige havde troet det var det værste, fik jeg øje på det. Under billedet, stod der med en lille, men syrlig grøn skrift. ”Vanessa Palmwoods, The Phonefucker – giv mig et kald, og du får et knald!”

Jeg fløj tilbage, som havde jeg fået syre i øjnene, snublede over mine egne ben, og huskede pludselig hvordan man trak vejret igen, og eftersom jeg ikke havde gjort det i noget tid, var jeg ved at kløjes i min higen efter luft.

Jeg fandt balancen, sekundet før jeg ville have faldet, og stod bare et par sekunder, mens jeg blinkede med øjnene, for at finde hoved og hale i det hele.

Jeg kan kun forestille mig, hvor dumt det har set ud!
Så det var altså dét, de to fnisende piger havde lavet så tidligt – det gav mening. Parkvagten mødte først kl. 7.00, og inden da var der fri adgang til parken – på eget ansvar. Det billede var sikkert allerede over hele byen nu! Jeg kiggede på klokken. Den var 6.50, så vagten ville dukke op om små 10 minutter.

Det prikkede i mine øjne, da jeg kunne mærke gråden komme snigende. Jeg klemte øjnene i, og rystede på hovedet for at sunde mig. Jeg ville ikke græde! Og jeg ville slet ikke komme hjem til Jason, sådan her – han havde set mig græde nok de sidste par dage, følte jeg. Jeg tog en dyb indånding, skruede op for musikken igen og løb hjem til Jason.

-----------------------

Hverken Jason eller Michael var stået op da jeg kom hjem, til mig held – de skulle ikke se mig sådan her! Så jeg skyndte mig i bad, og fik vasket hændelsen af mig, følte jeg. Jeg fandt noget rent tøj og gik i køkkenet for at lave morgenmad til os alle tre.

Jason dukkede op som den første, lidt over 7. ”Godmorgen honeybee,” sagde han blidt da han kom hen til mig og gav mig et kram. Jeg smilte instinktivt – han gjorde mig altid i bedre humør!

”Morgen,” mumlede jeg med hovedet ind mod ham, og undgik dermed at kigge på ham, mens jeg stod og lavede en god britisk morgenmad, – ja, jeg kunne altså sagtens lave mad, hvis blot der var nogle fødevarer! – som i dag bestod af røræg, bacon og toast.

”Været ude at løbe?” spurgte han og begyndte at dække op. ”Mmh,” mumlede jeg, kort for hovedet og kiggede fast ned på panden, jeg stod at rørte i.

Han grinte let af mig. ”Du er alt for mærkelig,” drillede han godmodigt, og tog drikkelse i køleskabet.

”Den tanke er du ikke ene om at have,” mumlede jeg lavt og skar en grimasse, da jeg hele tiden stod med billedet i baghovedet.

”Hvad?,” spurgte han og så på mig. ”Ikke noget,” svarede jeg bare afvisende og slukkede for panden. ”Hey, hva..” begyndte han men jeg skar ham af. ”Så er der mad!” råbte jeg, sådan så Michael også havde en chance for at høre mig.

”Hvad er der sket?” prøvede han igen, men Michael reddede mig ved at komme ind i køkkenet i samme øjeblik. ”Hold op her dufter godt!” sagde han entusiastisk, og satte sig til bords. Jeg kiggede bedende på Jason med et blik der sagde ’lad det ligge’, og han kendte mig godt nok til at vide, at det ikke var nu, vi skulle tage dén samtale.

Vi skyndte os at spise, da klokken pludselig var blevet mange. Michael havde tilbudt at køre os i skole, og bagefter sætte Coco af hjemme hos mig, hvilket jeg havde takket ja til. Jeg undgik bevidst Jason, og blev stille efter morgenmaden – han skulle nok finde ud af hvad der var galt.

 

Da Michael satte os af, gav han os begge penge til frokost, og ønskede os en god dag, inden han fortsatte videre, og vi i skole. Heldigvis for mig, havde jeg ikke timer sammen med Jason tirsdage morgener, så jeg skyndte mig bare til time, og undgik ham så vidt muligt resten af dagen.

_____________________________________

Jeg beklager, at jeg ikke rigtig har opdateret de sidste par dage, så her er et ekstra langt kapitel, som undskyld! Hope you like it! :-)

I må meget gerne like og sætte på favoritlisten - og kommentere!

God aften - xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...