One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7745Visninger
AA

7. 5. A Night In The Skyes

Da jeg nåede hjem efter at have gået de 3 km. der nu var, skyndte jeg mig indenfor og smed min taske på værelset, inden jeg skiftede til løbetøj.

At løbe var hurtigt blevet en af mine yndlingsbeskæftigelser, efter jeg begyndte for to år siden. Dengang, da jeg var en – fed - 14 årig lille tøs var jeg lettere overvægtig, selvom jeg gik til ridning 3-4 gange om ugen og cyklede i ny og næ. Men da det simpelthen ikke var nok, måtte jeg prøve noget andet, og det blev så løb.

Dagen i dag, var jeg i langt bedre kondi, og tyve kilo tyndere, så i stedet for en lille fed prop, lignede jeg nu faktisk en ret pæn pige, hvis jeg selv skulle sige det! Jeg gik stadig til ridning, og jeg cyklede også.

Jeg fløjtede en enkelt gang, og min trofaste ven kom straks springene fra bryggerset af – en stor gul Labrador, navngivet: Coco. Efter en elefant i cirkus – sejt navn, ikke sandt?

”Skal du med, tosse?” spurgte jeg hende og fandt mine høretelefoner samt Cocos snor frem. Hun sprang op og gøede som svar. Jeg spændte den fast, gik ud, låste døren og så var vi ellers løbet.

Jeg tog den lidt længere rute i dag – 10 km. – og var hjemme cirka en time efter. Jeg slap Coco inde i have, lagde min iPhone til opladning og gik hurtigt i bad.

Da jeg var færdig og kom ud med et fugtigt men dejligt rent hår, så jeg, at der lå en besked på min telefonsvarer.

Jeg ringede hurtigt op og satte den på højtaler, da jeg stod og satte hår samme tid.

”Hey skattepige. Jeg ville bare lige fortælle dig, at jeg ikke kommer hjem til aftensmad,” lød min mors stemme. ”What a suprise..” mumlede jeg bare og flettede mit hår til den ene side, da jeg altid har elsket den frisure, og synes det var pænt. (Link i kommentarerne)

”.. og for resten, så kommer jeg heller ikke hjem kl. 9. Der er kommet noget i vejen, så jeg er nok først hjemme en gang i nat, så du må selv finde noget aftensmad – uhg, ja,jeg har ikke lagt nogle penge, så du må selv lige lave noget. God aften, kys kys!” afsluttede hun med og mobilen bippede, da svaren var færdig. ”HVAD?!” gispede jeg og så irriteret på min mobil.

Ikke igen! Jeg ved ikke hvor mange aftner hun havde lavet dét nummer, og hver gang havde hun ikke lagt penge eller sørget for det var noget jeg selv kunne lave. Det var så typisk hende! Men jeg måtte selvfølgelig heller ikke tage sorgerne på forskud, huskede jeg mig selv på, da jeg gik ud i køkkenet og kiggede efter noget spiseligt aftensmad. Og det eneste jeg fandt, var yoghurt og mælk. ”AAAARGH!!!” råbte jeg frustreret og Coco kom straks løbende, for at se hvad der var galt. Jeg råbte en hel del skældsord og bandede helt ekstremt. Coco krympede sig og hold sig på afstand.  For satan da!

”Det kan simpelthen ikke være rigtigt,” mumlede jeg, tog min mobil og ringede min mor op.

Den ringede et par gange, uden hun tog den, så jeg prøvede igen. Og igen. Og igen og igen. Da jeg havde prøvet 10 gange havde jeg for alvor mistet tålmodigheden, så jeg ringede til hendes sekretær, Karin. ”Hallo, du snakker med Karin Jensen, Holly Palmwoods sekretær,” kvidrende hun, og skulle til at fortsætte, da jeg skar hende af. ”Det er mig, Karin,” lød min kølige stemme, og hun klappede straks i. Hun kunne godt genkende mig, og vidste at hun bare skulle makke ret, og viderestille mig. ”Hun sidder i møde, Vanessa…” mumlede hun forsigtigt. ”Jeg er ligeglad, og det ved du,” afbrød jeg koldt. ”Stil mig videre,” kommanderede jeg og trommede med mine fingre på køkkenbordet.

Jeg hørte Karin sukke, og gættede at hun rejste sin lille flade poppo fra stolen, for at finde min mor, og afbryde hendes ih og åh så vigtige møde. Jeg hørte dem snakke, og Karin undskyldende forklare, at det var mig, og jeg ikke kunne vente. Jeg hørte min mor stønne irriteret, inden jeg hørte hendes stemme i røret.

”Hvad er der, Nessie?,” spurgte hun irriteret, ”Jeg sidder i et vigtigt møde og jeg..” jeg skar hende køligt af. ”Åh, jeg beklager,” sagde jeg sarkastisk, ”at mens du sidder på din store røv og har vigtige møder, så sulter din 17 årige datter, og din hund altså hjemme i dit eget hus, bare fordi du har for travlt til andet, end at tænke på dit skide job!,” hvæsede jeg, og kunne mærke vreden komme snigende. Og så var det endnu værre at hun brugte mit klamme kælenavn, som min far havde givet mig – Nessie. Jeg hadede det, og det vidste hun udmærket.

”Du er ikke 17 endnu,” sagde hun bare, og jeg vidste, det var for at provokere.

”Åh, så det kan du godt huske? At jeg har fødselsdag om fucking 11 dage?” gav jeg igen og hamrede efterhånden med hånden på køkkenbordet. ”Det ved jeg da godt, skat,” sagde hun udglattende og prøvede nu at redde den. ”Det er faktisk din fødselsdagsgave jeg er ved at arrangere,” sagde hun og prøvede at lyde opmuntrende. ”Jeg er pisseligeglad,” snerrede jeg. ”Hvad har du tænkt dig jeg skal gøre? Og hvad med hunden? Vi har ikke mere hundemad, og heller intet i køleskabet, for det tænker du jo ikke på!,” råbte jeg af hende, og Coco klynkede stille i baggrunden, over min højrystede stemme.

”Jeg ved det ikke, skat. Jeg skal nok betale en anden gang…” forsøgte hun og var blevet mindre kæphøj. ”Glem det. Jeg tager hjem til Jason,” snerrede jeg og lagde på uden videre. Jeg sukkede og sundede mig, inden jeg ringede op igen.
 

”Hey Jaze,” sukkede jeg, nu mindre ophidset. ”Hør, der er kommet noget i vejen så min mor er først hjemme i nat, og vi har intet menneskeligt at spise, eller noget hundemad. Er det okay at vi kommer over?” spurgte jeg, og forsøgte at falde ned. ”Selvfølgelig,” svarede han prompte. Han kendte mig godt nok til at vide, at der var noget galt. ”Ses om ti,” sagde jeg og lagde på. ”Kom skattepigen,” sagde jeg blidt til Coco, tog endnu engang hendes snor, og smuttede ud af døren.

- - - - - - - - -

Cirka 10 minutter efter stod jeg hjemme hos Jason og bankede på døren. Han åbnede døren i næsten samme øjeblik og lukkede mig ind. "Hey girly," smilte han blidt, og trak mig ind i et blidt kram. Jeg lagde hovedet på hans skulder, lukke øjnene og tillod mig selv at dvæle lidt der - jeg havde brug for det.

Pludselig blev jeg revet væk fra hans favn, idet Coco, som jeg jo holdt i snor, havde mistet tålmodigheden og var sprunget indenfor, og eftersom jeg holdt i den anden, blev jeg trukket efter. "Coco!!" udbrød jeg og både Jason og jeg lo. Han satte sig ned på hug og hilste ordentlig på hende, mens hun glad logrede med halen.

Jeg bøjede mig ned og slap hende helt fri. Coco havde været har massere af gange før, da det jo som sagt ikke var første gang, mit mor lavede den slags stunts, så hun skyndte sig bare at løbe ned i den anden ende af huset, og ud i baghaven, hvor hun altid fandt noget at lege med.

Jeg rystede smilende på hovedet af hende og så på Jason, som havde rejst sig op. "Skal vi gøre hende selskab?" smilte han og hentydede til den overdådige, skønne terasse de havde derude, hvor der var en himmelsk, hævet drømmeseng i det ene hjørne. Jeg nikkede, og mindedes alle de sommeraftner vi havde ligget derude om aftenen, og bare snakket om vind og vejr, og bare nydt hinandens selskab - vores venskab var uerstatteligt!

Da vi havde smidt os og ligget der en halv times tid, kom Jasons papfar, Michael, ud i haven til os. Han hilste først på Coco og kastede lidt bold med hende, inden han vendte opmærksomheden mod mig. "Hey Vanessa," smilte han venligt, "Hvad så? Er mor på tværs igen?" spurgte han og så medlidende på mig.

Som sagt, jeg boede nærmest herovre, så det var ikke nogen overraskelse for ham, at jeg var her. Jeg rejste mig op i siddende stilling så jeg kunne se ham. "Yeah, det kan man vist roligt sige," sagde jeg og sendte ham et tappert smil. Han nikkede let og kiggede på Coco igen. "Har I fået mad?" spurgte han så, og stak hænderne i bukselommen. "Nix..." mumlede jeg og skar en grimasse, mens jeg så bedende på ham. "I'm on it, don't worry," smilte han og blinkede til mig. "Thanks," sagde jeg og lagde mig ned igen, 'puttede' mig ind til Jason og lukkede øjnene.

Jeg hørte Michael kalde på Coco, og sammen gik de ind og fandt noget mad til hende. Det var så tit at vi begge var her, så Jason og hans papfar havde altid et lager af mad til både menneske og hund, hvilket var en stor lettelse for mig.

"Jaze?" spurgte jeg lavt, stadig med lukkede øjne. "Mmmh..?" svarede han og jeg kunne mærke han drejede hovedet mod mig. "Hvorfor?" hviskede jeg, næsten uhørligt, "Hvorfor mig? Hvorfor er det mig der har sådan en fuck'ed up familie, at min far sidder i fængsel og er sindssyg? At jeg har en bror der ikke kunne klare noget, og derfor allerede som 17 årig søgte ind i militæret? At jeg har en mor, der er blevet dårligt behandlet af sin mand, og derfor har druknet sorgerne i sit arbejde, som nu er det eneste hun lever for?," spurgte jeg ham stille, vel vidende at han ikke kunne svare mig på det - det var ikke retfærdigt, og det var heller ikke fordi jeg forlangte et svar - det hjalp bare at få sagt det højt.

"Jeg ved det ikke, honeybee," sagde han blidt og strøg mig blidt over håret, "Men i det mindste har du mig. Og Coco," sagde han og kyssede mig blidt i panden. "Jaerh.. heldigvis for det," mumlede jeg og åbnede forsigtigt øjnene og så smilende på ham. Jeg sukkede og lagde mig med armene på hver sin side af min krop og sukkede. Jeg kiggede op i himlen, op på stjernene. De var smukke.

Jeg elskede at ligge her, og bare drømme mig langt væk fra min triste hverdag, med Jason ved min side.

Michael afbrød desværre øjeblikket, men det gjorde mig ikke noget, da jeg så hvorfor han forstyrrede. I hånden havde han nemlig min aftensmad - en frysepizza, som han netop havde taget ud af ovnen. Jeg rejste mig op og sendte ham et kæmpe smil. "Tusind tak, Michael," smilte jeg, tog imod den og begyndte straks at spise. Jason sad bare og kiggede på mig, mens jeg spiste.

Coco kom springende ud fra huset af, og smed sig ovre i 'sin' afkrog - en lille sengelignende plads, som Michael havde lavet til hende for et halvt års tid siden - jeg havde jo himmelsengen sammen jeg Jason, og eftersom at Coco også brugte meget tid herovre, fortjente hun sit eget, mente Michael. Jeg synes kun det var sødt.

Da klokken var vd at være meget, besluttede jeg mig for at vi alligevel kunne blive, da der ikke var meget at tage hjem til. Coco var faldet i søvn i sin 'kurv', og hun lå i en yderst mærkværdig stilling (Link i kommentarerne) og snorkede vildt højt. Jeg smilte godmodigt af hende, rystede på hovedet. Tossede dyr! Jeg havde sendt Jason ind efter dyne og hovedpuder, og havde selv skiftet til 'nattøj', nemlig en af Jasons T-shirts som var en oversize natkjole til mig - jeg lånte den altid når jeg sov her!
Han kom ud igen, og lagde sig op til mig. Jeg smilte til ham, og vi puttede os sådan, at vi lå i ske, så vi kunne holde varmen. "Godnat," hviskede jeg stille og lukkede øjnene. Jason kyssede mig venskabeligt på hovedet. "Godnat prinsesse," hviskede han og nussede mig blidt på armen.

Med de ord, og en beroligende effekt faldt jeg langsomt i søvn.

 

___________________

Soo, dette var første gang man hører Vanessa blive sur, og hende og hendes mors "samtaler", samt Jasons og Vanessa tætte venskab. Hvad synes i?
Det er alt jeg når at skrive for i aften, mere følger forhåbentlig i morgen, hvis jeg når det! Kys, og tak for likes og "favoritter"! Skriv meget gerne en kommentar med noget ris/ros? ;)<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...