One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7562Visninger
AA

6. 4. Phonefucker - del 2

Jason og jeg havde fundet Chad på vej til kantinen, så vi havde fulgtes derhen, købt vores mad og sad nu og spiste. Vi var ikke de eneste ved bordet – Jasons fans sad der selvfølgelig også, og så de fleste af drengene fra football holdet. En del af dem sad her for min skyld, det vidste jeg fra Jason. Jeg var ikke grim, det vidste jeg godt. Men jeg havde bare aldrig set noget i drenge, der brugte hele deres fritid på at læse tamme jokes og replikker på nettet, om hvordan man nemmest kom i bukserne på en pige, eller rendte rundt efter en bold på en bane. Det var simpelthen for langt ude! Jeg mener - hvad er pointen?

Men til deres forsvar vil jeg sige, at de i det mindste ikke var de værste – det var uden tvivl pigerne! Jeg sværger, de piger var nogle gange de værste hæmorider! I ved godt hvad en hæmoride er, ikk? Det er de der små bakterier tingester, som sidder i røven, og de er helt umulige at komme af med? Ja, sådan var de piger her, og det er ikke engang en overdrivelse. Ja, jeg ved det - trist liv, trist liv!

Jeg sad i mine egne tanker og rodede stilfærdigt rundt i min salat, da en høj, piget stemme pludselig afbrød mig. ”Hey, er det egentlig ikke dig der er ’The fuckerphone?’,” spurgte en af Jasons nærmere tilhængere. Miranda, tror jeg hun hed. ”Ehm, hvad?” spurgte jeg og så forvirret på hende. Snakkede hun om engelsktimen? Hvad og hvem var 'The Fuckerphone?' – hele skolen kunne da ikke have hørt om mit stunt i engelsk.. vel?!

”The Phonefucker,” rettede en anden af Jasons fans – Camille. Yup, det var helt klart engelsktimen. Jeg blinkede hurtigt og prøvede at lade være med at se alt for påvirket ud. Jeg smugkiggede på Jason, og kunne se, at jeg var afsløret.

Jeg sukkede tungt. ”Jo,” mumlede jeg. ”Det må være mig…” sagde jeg og så flovt ned i min mad.

”Hey,” kom det fra Matt, quarterback’en på skoleholdet, ”Hvis du er så desperat, så sig til babe. Jeg er frisk på en gang lagengymnastisk,” sagde han og sendte mig det han troede var et sexet smil. Flere af drengene istemte og piftede, og kom med diverse tilbud.  

Idrk, hvor klamt! Og umodent, og ækelt og.. bare typisk drenge! Jeg rullede med øjnene og så bare på ham, med det blik jeg altid brugte, når jeg skulle være en iskold bitch. ”In your dreams!” hvislede jeg og fortsatte med min mad. Små hånlige tilråb lød, men jeg fandt bare mine høretelefoner og iPhone frem, og lukkede mig ”ude” af selskabet – jeg elskede bare at være for mig selv og sidde i min egen verden. Jeg foretrak helt klart mit eget selskab, i forhold til hvis jeg skulle være sammen med en masse mennesker jeg ikke brød mig om – eks. Jasons fans, og de fjolser til football-spillere.

Jeg dobbeltklikkede på ’Hjem’ knappen, trykkede play og lukkede øjnene. Straks begyndte en af mine ynglings sange at spille. Jeg ved ikke hvem der havde lavet den, men titlen var vist ”Forever Young,” og desuden ikke den originale, men en kopi fra et andet band. Noget med et boyband eller noget i den stil. Jeg elskede bare omkvædet, og hvis jeg var alene, gik jeg altid og nynnede med, selvom jeg på ingen måde kunne synge!

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Jeg gik og tænkte over dagen i dag. Klokken var nu 14.30, og vi havde lige fået fri. Jeg havde sagt farvel til drengene og begyndte langsomt min tur hjemad. Min mor var på arbejde til klokken 9 i aften, så jeg måtte gå hjem, hvilket ikke gjorde mig noget, da jeg altid fandt det fornøjeligt, bare at gå i mine egne tanker og høre musik.

Så jeg havde hermed fået tilnavnet ”The Phonefucker”. Cool. Som i.. på ingen måde! Jeg fandt det slet ikke sjovt, at hele skolen ikke bare kendte til mig stunt, nu kendte de også til mig! Og vi havde kun været i skole i en måneds tid, da vi lige var kommet tilbage fra sommerferie. Fedt. Hvis det navn hang ved resten af skoleårene, ville jeg begå selvmord!

 

_____________________________________________________________

Så kom del 2 af kapitel 5 :)

I får højst sandsynligt også et kapitel 6 i aften, jeg skriver alt hvad jeg kan! I må meget gerne like, og evnt. dele min movella med jeres venner - men om ikke andet, så tusind tak til jer der læser!

I må meget gerne komme med ris/ros og eller idéer og forslag... - på forhånd tak! ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...