One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7557Visninger
AA

4. 3. My boys

"Hey mor!," råbte jeg, da jeg havde taget min jakke og converse sko på, og var helt klar til at gå. "Hvad?," svarede hun, og kom gående ud i entréen hvor jeg stod. "Kan jeg ikke få nogle penge med til frokost i dag? Det kan godt være det bliver sent," sagde jeg og kiggede bedende på hende. Hun rynkede på næsen. "Hmprh!" udbrød hun, og jeg rullede med øjnene - indvendigt. (Det kan lade sig gøre, jeg sværger! Prøv selv..) "Er det måske dig der knokler røven ud af bukserne hver dag, og sørger for hus, barn og hverdagen? Jeg er ikke millionær!" svarede hun, og trippede rundt for selv at blive færdig.

Jeg lagde armene over kors. "Nej, det er det ikke, eftersom det ikke var mig, der valgte at gifte mig med en kriminel mand, få børn som 17 årig, flytte fra hus og hjem, og derefter blive skilt," svarede jeg flabet og kiggede trodsigt på hende.

Hun sendte mig et lynende blik, og jeg vidste godt hvorfor. Det var ikke helt fair, det var jeg godt klar over. Men jeg havde i den grad ikke tid til at stå og diskutere om penge til en sølle frokost, og så var jeg bestemt heller ikke i humør til det, med dén vækning jeg havde fået!

"Fint!," hvæsede hun og stak mig en 100' - lap. Jeg smilede triumferende. "Tak," smilte jeg, "Og nu hvor vi er ved det, giver du så ikke lige et lift til skole?" spurgte jeg sødt, og åbnede døren. Hun sendte mig endnu et blik, men fordi hun havde travlt, gav hun op. "Fint. Vi er kørt - nu!" og med de ord marcherede hun ud af døren. Jeg smilte let, lukkede og låste døren efter mig inden jeg luskede efter hende - jeg elskede at vinde disse diskussioner!

__________________________

"Hey girlfriend!," lød en stemme bag mig, inden et par hænder greb mig om livet og løftede mig op. Jeg gav et uvilkårligt hvin fra mig, inden jeg daskede bagud og ramte personen i hovedet, hvilket blot resulerede i at han svingede endnu mere rundt, så jeg brød sammen af grin.

"Sæt mig ned, Jason!" grinte jeg og vred mig i hans arme. "Hvad får jeg for det?," spurgte han og jeg vidste han smilte over hele hovedet. "Ikk' og en skid!" svarede jeg, mens han fortsat snurrede rundt.

"Hvis ikke du sætter mig ned lige med det samme," truede jeg, "råber jeg dit sande navn ud over det hele!". "Det tør du ikke!," knurrede han og snurrede rundt, inden han pludselig skiftede retning. "Prøv mig!" svarede jeg bare og rømmede mig, så jeg havde mere stemme til at råbe. "JAAAAAAYYZZ...!" mere nåede jeg ikke at sige, før jeg pludselig ikke længere blev holdt oppe, men hurtigt fløj ned mod jorden i hastig fart. Jeg er en pige, så selvfølgelig gav jeg mig straks til at skrige, men to meter før endeligt sammenstød greb et par hænder mig, så jeg landte i halvt siddende, halvt stående stilling.

Jeg kiggede op på min redningsmand, og forventede halvt om halvt at se Jason, men i stedet smilte Chad bare til mig.

Hvilken overraskelse! Selvfølgelig var det ham, tænkte jeg ved nærmere eftertanke. Det undrede mig endda, at det var Jason der havde "fundet" mig først, og ikke Chad. Jeg kunne dårligt gå to skridt, uden han var der. Han var som en blodsugende igle, og det var pisse belastende! Hvis ikke det havde været fordi han var en supersød pisse belastende-blodsugende igle. "Tak," grinte jeg forpustet og rejste mig op, ved hjælp af Jason, der nu rakte sin hånd frem, for at hjælpe mig op i opretstående stilling.

"Altid til tjeneste," smilte Chad og sendte mig et flirtende smil. Jeg rullede med øjnene, (Jaerh, endnu engang: indvendigt - det KAN lade sig gøre! Promise.) men smilte alligevel stadig.

Hvis ikke du har regnet den ud, er Chad totalt vild med mig. Lige siden jeg startede i 1.g har han rendt rundt efter mig, i tide og utide. Og selvom han er mega flink og supersød, så er han altså bare ikke min type - sorry Chad! Men heldigvis har han også en bedste ven, nemlig Jason, og eftersom Chad render rundt efter mig, og Jason er sammen med Chad - ja så hænger jeg på dem begge. Men det gør mig intet! For de to tosser er mine bedste venner, og Jason er slet ikke som Chad - overhovedet. Faktisk, er han en af de mest populære fyre på skolen, og han har tonsvis af venner, og ikke mindst piger der render rundt og håber på, han lægger mærke til dem.

Well, sorry for you girls, for han er min og kun min, alene! Hahaha. Nej, slet ikke. For han er bestemt ikke min kæreste - nærmere min bedre halvdel, og min bedste ven. Hvorfor vi ikke er kærester? Tjah, selvom han er megalækker - det må man godt sige om sin bedsteven, okay?! - så.. har det bare klinget fra dag et af, mellem os. Og så ved jeg, at Chad ville blive knust! Han er ikke den klogeste dreng på planeten, mwuah ... Han er en smule naiv.. og blind.. men sød.. Ouh, okay! Stop it, know.

Men hey! Vi har da alle sådan en ven, right?

Tilbage til Jason: Han forstår mig bedre end nogen anden, og når jeg er trist og min mor er en bitch.. så er det altid ham jeg kan ringe op til, midt om natten, og tude, som var mit hjerte gået i stykker! Og det venskab er der ingen af os der ønsker at ødelægge. Så vi forbliver som vi er: bedste venner. Og så er der Chad..

"Hvad skulle det til for?," spurgte jeg Jason, for at vende tilbage til virkeligheden. "Hvilket?," spurgte han uskyldigt og prøvede at lade være at smile. Jeg daskede let til ham. "Hold op! Og hey, du kunne i det mindste have prøvet at gribe mig, så jeg ikke faldt med 200 km. i timen ned på et betongulv!," sagde jeg og spillede sur. Han kiggede undskyldende på mig. "Jeg skulle lige til det, men Chazzy var hurtigere," svarede han bare og sendte Chad et sigende blik.

Jeg skulede til ham. "Så du må gerne bruge Chad's øgenavn, men jeg må ikke bruge dit? Hvor er du nederen!," udbrød jeg og slog opgivende ud med armene. "Hey, Chad kan ta' det! Og desuden, så ved jeg, at han elsker mig uanset hvad," grinte han overlegent og kiggede på mig. "Ikke sandt, Chazzy?," spurgte han Chad og så på ham. "Selvfølgelig, mand!," smilte Chad og hoppede let rundt omring os. Den dreng havde alt for mange myrer i hjernen, nogle gange! "Hvor er du nem," mumlede jeg lavt, og kiggede bare strengt på Jason.

Ouh, deres kælenavne, tænker du nok? Yeah, Chad & Jason har været bedste venner siden børnehaveklassen, så de kender hinanden godt, og alle ved hvem de er - vitterligt. Men i folkeskolens tid var der en hel masse nye der begyndte, som både hed Chase, Chad, Jason og Jasper. Og en hel del af de mere forvirrede - jep, pigerne! - kunne ikke finde ud af det. Men eftersom alle vidste hvem Chad og Jason var, når de altid hang sammen, var det dem der endte med navnene "Chazzy og Jazzy," og siden da hang det ved. Nu synes Jason bare det er ved at være lamt, og eftersom han er den populære, vil han gerne af med det igen. Can't really blame him, right?

"Ha!" udbrød jeg pludselig, og de kiggede begge forbavset på mig, over mit udbrud, da vi gik ned af gangen, ned mod klassen, "Du skulle have hørt os i morges," sagde jeg med et lille smil.

Drengene havde kendt mig så længe, at de godt vidste hvem jeg mente - min mor og jeg, eftersom jeg kun havde én bror - min storebror som ikke længere boede hjemme - og at jeg ikke så min far. Han er en retarderet spade, men wtf. Who cares? Not me, ikke længere i hvertfald!

"Hvad så?" spurgte Jason, og kiggede på mig. Jeg fortalte dem det, og Jason slog mig let i baghovedet, da jeg var færdig med at fortælle. "Hey!" snerrede jeg, da slaget bragte mig ud af trit, og jeg snublede et par skridt forlæns. "Hvad skulle det til for?!," spurgte jeg og kiggede surt på Jason. "Du skal opføre dig pænt, din bob!" sagde han og så strengt på mig. 'Bob' er et navn vi brugte til hinanden, når der var noget man havde gjort, som den anden ikke bifaldt - get it, hu?

"Du kan bare være en værre bitch, nogle gange!" forklarede han, og jeg vidste godt hvad han mente. Min mor havde ikke et nemt liv, det vidste jeg godt - men til mit forsvar, vil jeg lige sige at der var en grund til, jeg var som jeg var! Hvor skulle jeg ellers havde min bitched fra? "Jaja," mumlede jeg bare og drejede ind i klasselokalet.

Det eneste der reddede mine mandag morgner, var at de to første lektioner var sammen med drengene - gudskelov!

Oh, og Jasons reaktion når jeg skændtes med min mor? Ja, det forklares meget enkelt: Han havde mistet sin mor i en bilulykke for 3 år siden. Og jeg ved hvor meget han savnede hende, hvilket også var grunden til, at jeg aldrig borede mere i det når min mor og jeg havde skændtes, og skulle fortælle drengene om det. Jeg ved godt jeg ikke var den bedste datter. Jeg var et helvede at leve med, så derfor var jeg tit hjemme hos Jason, når min mor og jeg var på krigsstien. Det var bare nemmere sådan.

________________________

Well, okay - som lovet, her kom et noget længere kapitel - hope you liked it!

Kom meget gerne med jeres mening, og likes!! :)<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...