One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7827Visninger
AA

29. 25. Finally Back.

Vanessa's Point of view:

”BOOOOOOOOOOYYYYZ!!!!” halvskreg jeg og styrtede hen imod dem, da de kom daffende, ganske langsomt ud af deres privatfly, og ud på landingspladsen.

De var netop landet efter at have været i Afrika, og derfor været væk i 4 dage. Inden da havde de haft meget travlt med forberedelserne til, da det jo var en del af deres kommende 3D film. Men det betød også, jeg ikke havde set dem i ..9 dage, hvilket i sig selv var skrækkeligt!

Men endelig, var de nu igen landet i UK, og Eleanor og jeg var taget ind for at tage imod dem.

Jeg slog armene om den af dem, der var tættest på mig, og som var kommet først ud af flyet: Liam.

”I’ve missed you so fuckin’ bad!” hviskede jeg, kyssede ham venskabeligt på kinden og knugede ham tæt ind til mig.

”Manners!” irettesatte han drillende og gengældte mit kram.

Jeg slap ham let, og gik videre til den næste, nemlig Zayn. ”Welcome back, bradford bad boy!” drillede jeg, kyssede også ham på kinden. ”Your little.. bastard!” hvislede han og skulle til at slå mig på skulderen, men jeg nåede lige præcis at springe væk fra ham, og hen i en andens favn: Harry’s.

”Baaaabe!” udbrød jeg glad og kyssede ham hurtigt, inden jeg begravede mit hoved ved hans skulder og slog armene om ham. ”Hi babygirl,” kunne jeg høre ham sige, og vidste han smilte blidt. ”I’ve missed you, dearest!” hviskede jeg og flyttede hovedet for at se ham i øjnene. ”I’ve missed your crazyness, too,” smilede han tilbage, og endelig gav jeg slip på ham, for at gå hen til den af drengene, jeg nok havde savnet andenmest – Louis. ”Boo-bear!!” råbte jeg, og afbrød den samtale han stod og havde med El. ”Sis!” råbte han tilbage og nåede lige at brede sine arme ud, idet jeg kom flyvende i fuld fart, som en hvirvelvind.

Louis stod mig efterhånden rigtig nært, så tæt som en bror, netop fordi han mindede mig så forfærdeligt meget om min biologiske bror. Han fik mig altid i godt humør, og tillod aldrig at jeg var trist – og jeg elskede ham for det.

”How has my best bro’ had it?” spurgte jeg med et stort smil og løsnede mit ekstremt stramme greb I hans jakke. ”I’m fine! It was such an.. Eyeopening experience!” svarede han entusiastisk og smilede et vindende smil. ”Lovely! It’s just so good to have you all back – safe and sound!” smilede jeg lettet og rettede så blikket mod den sidste af de fem vigtigste personer i mit, som jeg nu var genforenet med.

”Niall.” mumlede jeg så lavt for mig selv, at ingen kunne høre det – det var nærmere bare mine læber der formede ordene.

Og alligevel, virkede det som om han hørte mig, idet han mødte mine gennemborende øjne, da han trådte ud af flyet.

Så snart vores øjne mødtes, var det som om at hele min krop frøs til is, samme tid med jeg følte lettelsen flyde igennem min krop – lettelsen over, at han var i live. Lettelsen over, han var hjemme. Lettelsen over at se ham igen.

Han trippede ned af trappen, uden at bryde øjenkontakten, og han smilede så stort som en anden idiot – og jeg er sikker på jeg så ligesådan ud.

Han bredte langsomt armene ud, mens han gik imod mig. ”Nessa!” sagde han glad, og med et var det som om min krop igen fungerede, idet jeg udstødte et glædeligt hvin, sprang hen i hans favn, og viklede benene rundt om ham, så jeg hang om hans liv, da jeg slog armene om ham, og knugede ham ind til mig, som ville jeg aldrig give slip – og stod det til mig, gjorde jeg det heller ikke!

 

-------------------------------------------

Niall’s point of view

Så snart jeg så hende, var det som om jeg igen kunne trække vejret dybt ned i maven, og en del af mig, fandt tilbage i min krop – den del af mig, hun udgjorde. Jeg var ikke sikker på, om det overhovedet var muligt at føle så stærk en kærlighed til et andet menneske, som jeg følte for Vanessa. Igennem de sidste par måneder var jeg faldet for hende, og for hver dag jeg tilbragte med hende, faldt jeg mere. Jeg var ikke engang i stand til at beskrive, hvad hun gjorde – men jeg var faldet hårdt.

Jeg skyndte mig ned af trappen, og bredte armene ud mens jeg gik mod hende. Jeg kunne ikke vente med at have hende i mine arme igen, duften af hendes vidunderlige hår, og synet af de mest fantastiske øjne, jeg nogensinde havde set. ”Nessa!” udbrød jeg glad, og var meget bevist om det kæmpe, idiotiske smil jeg havde på, men jeg var ligeglad – synet af hende, stående dér, smilende som en anden prinsesse, kunne man ikke andet end at blive glad af.

Pludselig var det som om hun vågnede af sin trancelignende tilstand, og før jeg vidste af det, greb jeg hende let som ingenting idet hun svingede benene omkring mine hofter, og hun lagde armene om mig, idet hun begravede hovedet ved min hals. Først da hun klemte, kom jeg i tanke om, hvor stærk hun egentlig var, da jeg dårligt kunne trække vejret, lige pludselig. ”I can’t breathe!” hviskede jeg åndeløst og lavede nogle vilde øjne. Straks løsnedes grebet, og ilt strømmede igen ned igennem mine lunger, da jeg sukkede.

”God – I’ve missed you so freakin’ bad!” mumlede jeg og hvilede mit hoved mod hendes.

Hun løftede langsomt blikket, og jeg så hendes øjne strålede som tusinde stjerner. Tanken om det var mig der fremkaldte det, varmede mit hjerte.

Vi så hinanden dybt i øjnene, og jeg mærkede mit ansigt søgte mod hendes – mine læber længedes efter at møde hendes, efter 9 dage væk fra hinanden. Hendes blik flakkede kort til siderne, og jeg vidste det var fordi hun var nervøs fra paparazzier – hun havde gjort stort set alt for at holde sig væk fra medierne, og jeg vidste hun ville blive ved med det, da hun altid havde hadet opmærksomhed – især medie opmærksomhed.

På trods af dette, kunne hverken hende eller jeg vente et øjeblik længere, før vores læber smeltede sammen i et dybt, længselsfuldt kys.

”You guys are simply the cutest thing, EVAR!” lød en overdrevet højlydt, fesen efterligning af en pigestemme, og jeg vidste det var en af drengene, da resten af dem fnes.

Selv var jeg ligeglad med drengenes kommentarer, men Vanessa var virkelig dårlig til at vise omsorg og kærlighed foran folk – selvom det var drengene. Men, jeg måtte indrømme, hun var blevet meget bedre! Derfor ærgrede det mig også, da hun forsigtigt trak sig væk og halvgenert så hen på dem.

El daskede Louis på brystet, da kommentaren var kommet fra ham. ”Shut your mouth!” beodrede hun med et smil, så han vidste det var kærlig ment, trods hun måtte have slået hårdt, da Louis skar en grimasse og masserede sin brystkasse.

”Have you been taking lessons with Ness, since you punch so hard?” klagede han og sendte et lynende blik til Vanessa, der stadig havde benene viklet om mine hofter. Let og adræt sprang hun ned og så på ham med et grin. ”Oh yeah – I had to learn, how El can protect herself from hers big, fat, ignoring boyfriend!” svarede hun med et flabet grin, og var klar på Louis’ reaktion, da hun straks sprang hen bag Harry, for beskyttelse. ”Did you just called me fat?!” udbrød Louis forarget og gik truende hen imod hende. ”Yes – yes I did!” drillede hun stolt og sprang til siden, da han daskede ud efter hende. ”You forgot she also called you ignoring,” indskød Harry med et drillende smil, som dog straks forsvandt da Louis’ næve ramte Harry i siden. ”You, I have no problem punching!” sagde Louis og havde stadig sine øjne låst og fokuseret på Nessa, der straks grinede over det var Harry, som havde været offer for Louis’ næve. ”You’re so screwed!” truede Louis og gjorde udfald mod Nessa igen, der dog blot smidig som en slange undveg ved at hoppe til siden. ”I’m not scared!” gav hun igen, helt klar og på dupperne. ”You should be,” advarede Louis og hoppede hen mod hende igen, og havde fået hende væk fra Harry’s beskyttende krop. ”Scared? Of who?” spurgte hun og bakkede langsomt hen mod mig. ”Me!” kom det fra Louis, der fulgte efter hende med næven hævet. ”HAHAHA!” lo hun straks, ”Please – my grandmother punched harder than you do!” dissede hun.

”Oh, your little…!” hvislede Louis og gjorde for alvor udfald mod hende, og fik fat i hendes halvåbne jakke, idet han sprang fremad. Hun hvinede straks højt da hun mærkede hans greb, og trak til, så Louis’ fingre gled af. Hun sprang hen bagved mig, og tog fat med hver sin hånd på mine skuldre. ”Stop, stop, stop!” råbte hun og gemte sig bag mig. ”You can’t hit snowflake! He’s like.. the most harmless thing on earth,” mæglede hun, og brugte helt klart mig som skjold – hun vidste at de andre drenge havde en slags.. beskytter trang overfor mig, og behandlede mig som den lillebror man altid passede på. ”I mean – look at that cute face!” fortsatte hun og kærtegnede min kind, hvilket fik mig til at smile stort.

Louis sendte hende nogle onde øjne og løftede så begge hænder som tegn på overgivelse. ”No, you’re right – I can’t! We’ll continue this later, when I’ve rested,” knurrede han og trak sig tilbage til El der straks flettede sine fingre ind i hans.

Hun hvine-jublede sejrrigt og kyssede mig på kinden, inden hun straks sprang videre, helt fuld af energi, på vej til at løbe op og hjælpe de andre drenge med bagage og sådan, men jeg nåede netop at gribe fat om hendes håndled og trække hende tilbage til mig.

Hun gav et overrasket hvin fra sig, og måtte støtte hånden mod min brystkasse for ikke at vælte ind i mig. ”You’re not winning this one,” smilede jeg blidt, inden jeg lagde armene om hendes nakke, trak hende ind til mig og blidt pressede mine læber mod hendes. Jeg kunne mærke hende smile, idet hun gengældte kysset og lagde armene om mine hofter. ”Fine,” mumlede hun tilbage og trykkede sine fantastiske læber hårdere mod mine.

-----------------------------------------------------------------

 

Vanessa’s point of view:

Så snart drengene nåede ind til den centrale del af lufthavnen, forsvandt El og jeg ud gennem en bagvej til lufthavnen, så medierne ikke ville opdage os – eller, vigtigst af alt: mig. Det var ikke fordi jeg var flov over at kende drengene, eller blive set sammen med dem, eller fordi de ikke ville ses med mig; tværtimod. Niall prøvede altid at hive mig med dem ind, da han hellere end gerne ville blive set sammen med mig, og offentliggøre vores forhold.

Problemet var bare, at jeg var bange. Bange for, hvad der kunne ske – hvis min far fandt mig, og opsøgte mig, ville jeg være tæt på dødsdømt – og jeg ville blive nødt til at rejse væk fra London, hvilket jeg under ingen omstændigheder ønskede. En anden ting var, at hvis først medierne fik nys om vores forhold, ville de aldrig lade mig være, eller stoppe de endeløse spørgsmål til Niall – og intet af det ønskede jeg.

Men den vigtigste grund var, at jeg var usikker. Usikker på, hvor vi egentlig stod, Niall og jeg. Vi havde klinget siden dag 1, men først begyndt at flirte og drille efter 1½ måneds tid. Vi var først begyndt at date for 2 måneder siden, og selvom jeg var 100% sikker på hvad jeg følte, og jeg var dybt forelsket, var jeg ikke sikker på, hvad Niall følte – eller ville, med det her forhold. Og jeg vidste, at hvis det nu ikke blev til noget, ville jeg hade alle de uendelige spørgsmål og kommentarer omkring bruddet, og det ville kun gøre det værre.

Dette vidste Niall da ikke, da jeg ikke ville tvinge ham til at føle eller gøre noget, han ikke selv ville. Jeg havde blot forklaret ham om min far, og brugt b.la. det, og så min medieskyhed som undskyldning.

Medieskyhed.

Var der overhovedet noget der hed det???

Men i hvert fald, så ville drengene om lidt komme gående ud i ankomsthallen, hvor fans og paparazzierne ventede, og El og jeg ville stå i baggrunden, med hættetrøjer trukket op, for ikke at blive bemærket – vi havde gjort det før, og vi kunne gøre det igen. Vi faldt bare i sammen med fanskaren, og havde kun 1 securitygard med os – også i forklædning – i tilfælde af vi enten forsvandt i mængden, eller El ville blive genkendt og spørgsmålene ville vrimle.

Endelig kom drengene gående ud i hallen, og straks begyndte fansene at skrige som sindssyge, og blitzer blinkede overalt.

Eftersom det havde været en lang weekend for både El og jeg, var vi blevet enige om at så snart fanskaren begyndte, skulle vi snige os ud af den nærmeste bagdør, og sætte os ud i de ventende biler, der skulle hente drengene, så vi undgik al tumulten i dag.

Det var kun 3. gang eller lignende vi gjorde sådanne, men det havde fungeret førhen, så vi gjorde det gerne igen. Der var kun 1 gang, hvor det var ved at gå grueligt galt, men heldigvis havde drengene et af de bedste security-crew der fandtes, så de havde fikset det.

Jeg kiggede hurtigt hen på drengene og mødte Liam’s øjne, som var de eneste der kiggede hen på os, af sikkerhedsmæssige årsager, og han gav et lille nik, som var vores signal.

”Go birdy, go!” mumlede jeg til El, der straks fnes, og ledsaget af securitygarden fandt ud til bilerne, i sikkerhed, uden at blive genkendt.

-----------------------------------------------------------

 

Da vi endelig var kommet hjem i lejligheden – min lejlighed, vil jeg stolt fortælle! – skulle man tro at drengene var trætte, efter både at have fløjet, håndteret fans og transport: det ville normale mennesker være.

Men nu var situationen sådan, at de drenge aldrig havde været normale. Okay, måske, da de var meget yngre og ikke kendte hinanden, men efter den tid de havde været venner… ALT andet end normale! You got the point, hu?

Jeg havde haft lejligheden for mig selv i 1½ måned nu, så det var ikke noget vildt og voldsomt. De stod alle og ventede på, jeg fik låst op – drengene, El og Danielle som havde sluttet sig til os for få minutter siden. Perrie var på noget tour-noget med sit eget band, og jeg vidste Zayn savnede hende helt vildt. Og selvfølgelig, ventede min bedste ven over dem alle på at byde drengene velkommen hjem – Coco.

Endelig, efter 4 ugers lang ventetid, hvor hun havde været i karantæne i lufthavnens forvaltning, havde jeg kunnet hente hende med hjem. Delilah havde glædeligt taget imod det nye medlem af ”familien” og Coco var hurtigt faldet til. De fleste af mine dage brugte jeg med drengene og Delilah, så det var ikke forfærdeligt meget, jeg kunne være hos hende, hvilket gjorde mig trist, men samme tid ville jeg ikke prioritere anderledes.

Så snart jeg fik åbnet døren og gik ind, lød et glad bjæf, og Coco kom springende i møde, ellevild af glæde.

”Coco!!”

”Chokolate-milk!”

”Babyyyyy!”

”Honey bear!”

“Bubbly!”

Alle de ord fór igennem luften, da vi alle hilste på hende, på én og samme tid. Hun kunne slet ikke finde ud af, hvem af os hun skulle hilse på først.

Jeg maste mig lidt længere ind end de andre, for at give plads og tænde lyset, og trofast som altid, gik Coco med mig, hvilket resulterede i protester fra b.la Louis og Dani, der mente at de passede hende mere end jeg gjorde, og derfor burde blive elsket mere – hvilket var langt ude latterligt, efter min mening. Hihi!

”Hej mussepigen,” hilste jeg på dansk, da hun jo trods alt var vokset op med det.

”Speak english – we don’t have any chance to know, it’s not us, you’re slandering about!” lød det straks fra Harry, der havde bemærket mit sprog.

”That’s the point, my dear,” smilede jeg drillende og gik ud i køkkenet. ”Kom prinsesse!” sagde jeg til Coco, som logrende fulgte i røven af mig.

”God pige. Skal vi ikke snakke dansk, bare for at drille Harry?” spurgte jeg hende, og sagde hans navn ekstra højt for at provokere.

”What?” spurgte han, og reagerede på sit navn.¨

”Ingenting. Vel, smukke?” svarede jeg og kiggede fortsat på Coco, der bjæffede istemmende.

”You’re serious, babe?” lød en stemme fra stuen af, som jeg ville kunne skelne og genkende iblandt hvem som helst – Niall’s stemme.

”About what?” spurgte jeg undrende og gik i gang med at tilberede et let måltid – jeg ville vædde min højre arm på, at der var mindst en i forsamlingen der var sultne.

”I wasn’t talkin’ to you, love,” svarede Niall og stillede sig I døråbningen ind til køkkenet, og jeg så hans blik lå på Coco, der stod midt imellem os. ”I was talkin’ to my little babe. I’m her favorite person, you know that?” spurgte han og så på mig med et stort smil.

”Impossible,” svarede jeg hurtigt og skævede til Coco, der bare stod og logrede, mens hun skiftevis kiggede på os. ”I’m her favorite – she would pick me at any time!”

”I wouldn’t be so sure of that. Are you up for a test?” fortsatte han, og så allerede triumferende ud.

”Ha! Any time, any place. My babygirl would pick me, always,” svarede jeg, 100% sikker.

“Alrighty, then. We call her at the same time, and see, who she choose,” sagde han og så på mig et spørgende, udfordrende blik.

”Fine. Ready?” spurgte jeg og han nikkede. ”1..” talte vi i kor, ”..2..” vi så på hinanden, ”..3!”

”COCO!” kaldte vi så, på samme tid, mens vi så ned på hende. Hun så helt forvirret og rådvild ud et øjeblik, indtil hendes blik landede på mig, og hun logrede. Jeg smilede triumferende..

Idet hun luntede over til Niall, der straks satte sig på hug og roste hende, inden jeg hørte højlydt latter, alle steder fra – for selvfølgelig havde alle de andre overværet scenen.

”Coco!” udbrød jeg skuffet og så forundret på hende. Hun reagerede og så op på mig, med de dejligste, brune, våde hundeøjne, og lignede en der tænkte ”Undskyld!”.

”Baaaaaby..” mumlede jeg og så, for sjovt, ulykkeligt ned i jorden.

Niall rejste sig langsomt, og var stadig ét stort grin. ”Aaaaw, Nessyyy..” smilede han blidt og strakte armene ud mod mig. ”Nix! Jeg gider ikke snakke med nogen af jer nu,” sagde jeg på dansk, lavede maden færdigt, tog bestik, tallerkner og glas, inden jeg gik ind i stuen, hvor jeg smed mig i den mindste af sofaerne.

De fulgte alle med ind, og smed sig ned i hele stuen, både i den anden sofa, lænestolen, og den madras jeg havde stående fremme til uventede gæster.

”BOMSAII!!!!” lød et råb pludselig, og før jeg vidste af det, blev al luft slået ud af min krop, idet Niall lavede den sygeste bombe, lige ned oveni mig.

Jeg gispede efter vejret og slog ham blidt på skulderen. ”You’re fat ass walrus!” råbte jeg mopset, og straks lo Zayn, Harry og Dani.

Niall smilede bare stort, og da jeg puttede mig ind til ham, flettede vores ben sammen, og kort rodede ham i håret, vidste han, at han var tilgivet. Liam sad allerede med en tallerken i hånden og spiste, og Dani var ved at øse noget op, så jeg fulgte hendes eksempel og øsede noget op – bare til Niall. Jeg rakte ham det, og straks lysnede han op – vejen til den drengs hjerte, var helt klart gennem maven!

Jeg så op, da en pivende lyd fangede min opmærksomhed, og så Coco sidde for enden af sofaen, tiggende for at komme op. Jeg havde en regel om, at dyr ikke hørte til i møblerne, men i dagens anledning, fik hun lov.

”Så kom da, smukke!” smilede jeg og klappede let Niall på benet, så hun vidste hun måtte, og hurtigere end jeg kunne nå at blinke, lå hun sammenrullet på vores sammenflettede ben.

Ak ja, hvad kunne jeg sige? Hun havde savnet drengene lige så højt som jeg havde!

------------------------------------------------------------------------------------------------

OOOOKAY så! First of all: I aner ikke hvor meget jeg beklager, at der har været så lang pause. Det var aldrig min hensigt!

I slutningen af December var jeg på en uges ferie i Portugal, så har jeg haft projektuge, problemer med øjet, problemer med forældrene - og derfor ingen tid.

Jeg beklager utroligt meget, men faktum er, at jeg har et liv udenfor skærmen - hvilket jeg agter at leve! ;)

Tusind tak fordi I stadig følger med! I er de mest trofaste mennesker, ever! (y)

Massere af kærlighed til Jer, I styrer!!!

Beklager stavefejl mm. - det er ikke rettet igennem! :-)

-S. Bruun <3

10/2 - 2013 (kl.. 01:02..)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...