One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7555Visninger
AA

25. 21. Preparing to Party!

Senere samme dag, da vi var kommet hjem fra Nando’s – som desuden næsten kun bestod af kylling anretninger, og ikke ligefrem det man normalt ville vælge til morgenmad, og som havde været grunden til Delilahs tvivl om, om jeg virkelig ville derind så tidligt om morgenen – gik vi straks i gang med diverse gøremål, b.la at støvsuge, støve af, tømme opvaskemaskine og rydde op hist og her. Egentlig, var det mest mig, fordi jeg ikke havde noget at tage mig til, og derfor var nødsaget til at lave et eller andet – jeg havde aldrig været god til bare at sidde og kigge, og lave ingenting.

Klokken var efterhånden blevet 5, og min mave begyndte at rumle. ”Har du noget mad i huset?” råbte jeg til Delilah, der lå og fladede ud inde i sin seng.

”Jah , det tror jeg da – kig i fryseren!” råbte hun tilbage, et par sekunder efter. Jeg gjorde som hun sagde, og fandt et helt lager af mad i den ikke særligt store fryser. ’Hold da op,’ kunne jeg ikke undgå at tænke – vi burde helt klart invitere nogle mennesker over til middag, for så meget kunne vi da umuligt spise selv?!

Jeg fandt en lille pose frossen spinat frem, to svinekoteletter og kiggede så i køleskabet, hvor jeg fandt noget salat, og på køkkenbordet en pose kartofler – perfekt. ”Er du sulten om en time?” råbte jeg så til Delilah. ”Om en time er jeg ved at gøre mig klar!” råbte hun tilbage, og fik mig til at grine. ”Jeg går i gang med maden!” råbte jeg så, grinende. ”Jeg glæder mig til at smage din delikate mad!” råbte hun tilbage, og jeg var sikker på hun også grinte.

Vi var bare sjove mennesker og alt det dér… hahah….

Stadig med et smil på læben, gik jeg i gang med at få lavet noget aftensmad til os. Jeg startede med at sætte en gryde over til spinat, og så så lidt omkring. Havde hun ikke en radio eller noget et sted? Jeg arbejdede altid bedst med musik!

Ganske rigtigt, på en hylde over skabene stod en ganske fin radio. Jeg tændte den blot, og nynnende straks med på sangen, da jeg genkendte den – ”Diamonds”, med Rihanna. Jeg dansede straks til musikken, og grinede så af mig selv – jeg gjorde altid kun sådan noget alene, eller med mennesker jeg virkelig stolede på: Jason.

Med et smil og en let hovedrysten gik jeg videre med madlavningen.

------------------------------------------
Cirka 45 minutter senere var maden klar til at blive serveret. Jeg dækkede hurtigt bordet og skulle til at råbe på Delilah, da hun i det samme kom ind i stuen. Jeg smilede til hende i stedet og sagde venligt: ”Maden er hermed serveret.” ”Jeg er dældulme’ også sulten!” svarede hun med et grin og satte sig til rette ved bordet. Jeg bar resten af maden ind og skruede ned for radioen, så vi også kunne snakke sammen.

Delilah havde allerede været i bad, og havde sat håret op i et håndklæde. ”Hey, for resten,” sagde jeg pludseligt da jeg havde taget de første bidder. ”Hvor er festen egentlig henne? Og hvad tid? Og hvordan kommer vi derhen?” fortsatte jeg og fik endelig spurgt om det jeg havde tænkt på hele eftermiddagen.

Hun smilede skævt og pustede på den varme mad. ”Bare rolig babe – drengene skriver oplysningerne til os.” Jeg rynkede undrende på panden. ”Har du givet dem dit nummer??” spurgte jeg og spiste videre. ”Nejnejnejnej da – hvad skulle de dog bruge det til?” grinede hun let. Jeg trak på skulderen – det vidste jeg da heller ikke! Men hvordan skulle vi så finde ud af det, tænkte jeg og skulle til at åbne munden for at spørge, da hun afbrød mig. ”Jeg gav dem selvfølgelig dit,” sagde hun nonchalant og spiste ufortrødent videre.

Jeg stivnede med et, afbrød min spisning og spilede øjnene op. ”DU GAV DEM MIT NUMMER?!!!!” eksploderede jeg. Hun så overrasket på mig. ”Ja, ellers ville vi jo ikke aldrig komme af sted,” svarede hun med et smil. Jeg så fortsat på hende med store øjne, skubbede stolen tilbage og rejste mig op. ”Du kan ikke bare give nogen mit nummer uden min tilladelse! Og hvor har du det overhovedet fra?!” råbte jeg hidsigt. Hun gjorde et undrende kast med hovedet. ”Helt ærligt Vanessa, det er One Direction vi snakker om! Desuden skal du jo alligevel have ny mobil, eftersom den anden næsten er totaltsmadret.. Kan det ikke være lige meget?” forsvarede hun sig, dog med en smule undskyldende mine.

”Jeg er aldeles ligeglad, om det så var Dronningen af England der spurgte, du skal under INGEN omstændigheder give nogen mit nummer!!!” eksploderede jeg, nu rasende. ”God sake, halvdelen af min familie har ikke mit nummer, af sikkerhedsmæssige årsager mht. til min far!! Ingen fra min skole har mit nummer – udover min eneste og bedsteven! Tror du det er for sjovt?!” skreg jeg af hende, og var virkelig, virkelig sur. Hvor vovede hun?! I hele mit liv havde jeg altid været påpasselig med, hvem der fik mit nummer, og hvorfor. B.la. på grund af min far – jeg havde afskåret al kontakt til hans side af familien, for min egen sikkerheds skyld – endda mine pap søskende, som jeg havde kendt.. 6 år af mit liv! Jason var den eneste der havde mit nummer fra skolen: ikke engang Chad havde det – jeg stolede ikke helt nok på ham, for at være ærlig. Selvom han var en tæt ven, havde han altid kun kunnet kontakte mig gennem Jason, min mor, eller internettet – jeg gav ALDRIG mit nummer ud. En anden grund? Mobningen. Dengang havde hele skolen haft mit nummer, og jeg havde fået flere meget ubehagelige SMS’er fra halvdelen af skolen – uden at vide hvem afsenderen var. Men de vidste hvem jeg var, og det var nok til en masse had, og mobning. Jeg havde skiftet nummer og abonnement flere gange end jeg kunne tælle, men det jeg havde nu, havde jeg kunnet holde i 2 år – og det var enormt meget, skulle jeg hilse at fortælle! Indtil nu.

Om jeg overreagerede? Måske en smule. Men forfanden, Delilah havde kendt mig i.. 2-3 dage og allerede fået mit nummer, samt givet det videre! Jeg havde holdt det hemmeligt halvdelen af mit liv! Hvad bildte hun sig egentlig ind?!

”HVOR har du fået det fra?” spurgte jeg igen, stadig rasende, men havde dog dæmpet stemmen så jeg ikke skreg.

”Well, drengene og jeg lånte din telefon da du smuttede på toilettet på Nando’s i morges..” mumlede hun, og så både ydmyg og flov ud – hun var vist klar over hun havde kvajet sig. Det havde jeg glemt om. 5 minutter havde jeg været væk, og glemt min mobil på bordet hos dem, sammen med resterne af min mad. Jeg gik ellers aldrig nogle steder uden den, lige netop af sådanne grunde!

Jeg tog en dyb indånding og åndede så tungt ud. ”Drengene og dig?” spurgte jeg iskoldt.

Hun sank. ”Nok mest mig.. jeg blev lidt… begejstret og ved siden af mig selv, over de var der – så jeg ville gerne gøre et godt indtryk..” mumlede hun skyldbevidst.

Jeg nikkede kort. ”Hvis du nogensinde gør sådan noget igen.. giver oplysninger videre om mig, uden min tilladelse, og uden at fortælle mig det..” mumlede jeg, bed tænderne sammen i vrede, og så ret skræmmende ud – vidste jeg, for det havde Jason fortalt mig, fra de gange jeg havde gjort det overfor ham – men vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Hvad kunne jeg sige? Jeg havde ikke meget at true hende med, jeg mener – jeg boede i hendes lejlighed, og det var hende der introducerede mig til England, viste mig rundt og straks havde taget sig af mig.

”.. Jeg er ligeglad med, at jeg bor hos dig – du kan smide mig ud, hvis ikke du vil have mig her, det’ fint: jeg forstår. Men tvivl ikke ét sekund, på at jeg vil klare mig – på den ene eller den anden måde. Det kan godt være du er ældre end mig, men det er ikke ensbetydende med, du bare kan hverken bestemme over mig, vælge for mig, eller lade alt køre på dine præmisser. Det er dit hus – men jeg er mig, og du har ingen ret til noget, andet end at smide mig ud, og fortælle mig hvis jeg har gjort noget forkert ved inventaret af dine ting – are we clear?” fortsatte jeg, stadig iskoldt og med et hårdt ansigtsudtryk.

Hun nikkede hurtigt. ”Selvfølgelig. Hør, jeg er virkelig ked af det Vanessa – det var ikke min mening at snage – jeg havde ingen idé om det var sådan med dit nummer og familie og.. og..” stammede hun undskyldende.

Jeg løftede min hende hånd og stoppede hende. ”Spar mig, lige nu. Jeg er ikke sulten længere. Jeg går i bad, og så finder vi ud af det bagefter, okay? Vi skal være klar inden længe,” sagde jeg så, og snakkede nu ’kun’ med en følelsesløs stemme.

Hun nikkede igen. ”Undskyld,” hviskede hun igen, spiste videre i stilhed. Jeg bar min service over på bordet, satte det i opvaskemaskinen og gik så i bad.

Badet gjorde godt og fik straks vasket de fleste af min negativitet og vrede væk – det kølede mig lige lidt af igen. Jeg sukkede dybt, og tillod så mig selv at smile lidt – jeg skulle til fest i aften, og jeg havde brug for fest, farver og glade dage, så jeg havde tænkt mig at nyde det i fulde drag – Delilah eller ej.

Da jeg var færdig i badet skyndte jeg mit at tørre mit hår let med håndklædet, men uden at det blev tørt: sådan kunne jeg bedst lide at have det, især når jeg skulle ’ud’.

Jeg blev færdig på badeværelset og gik så ind på ’mit’ værelse hvor jeg straks kiggede i min kuffert. Med et suk bøjede jeg mig ned, og ledte igennem indtil jeg fandt hvad jeg søgte: en fin, ikke særlig formel kjolelignende trøje. For oven var et halv-gennemsigtig, i hvide nuancer, overdel som sluttede sammen og gik ned i en sort elegant underdel. (Link i kommentar)

Perfekt, tænkte jeg og smilede straks. Den var fin, men uden at være for fin – og når nu det var en fest, nærmere: fejringsfest, skulle det ikke være for fint.

Jeg redte straks mit lange røde hår, som jeg vidste, ville bølge helt vildt når det blev lidt tørrere – og netop af den grund, gjorde jeg ikke mere ved det. Jeg ville ikke give nogen det forkerte udtryk ved at dulle mig helt vildt ud – det plejede jeg dog heller aldrig at gøre, selvom det tit boostede min selvtillid, da jeg bedre kunne ’gemme’ mig bag al make-uppen og skjule mit sande, usikre jeg.

Med et smil til mit spejlbillede, lagde jeg bare et lille lag bumsefjerner, and that’s it. Jeg ville ikke dulle mig totalt op og være barbiedukke, selvom det kunne styrke min selvtillid – men nej. Not tonight bitches!

 

 

----------------------------------------

Så er der - endelig - et nyt kapitel, og der  kommer, som lovet, endnu et i denne uge - glæd jer :D

Hope you like it! Og tak for tålmodigheden: I er skøøøønno! Stjerner, alle sammen, hele bundtet! :)Tag ENORMT meget gerne et kig forbi min nye movella, som er et bidrag til konkurrencen "besat" - og hvis I kan lide den, så like og favoriser! Den hedder "Obsessed [1D]" og vil også blive en fanfic med 1D - glæd jer! Thanks for reading :)

xoxo!

25/11 - 12

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...