One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7552Visninger
AA

22. 19. Talk About Bullying

Jeg blev hængende hos drengene, der alligevel bare var hjemme resten af morgenen samt eftermiddagen. Jo mere tid jeg tilbragte i deres selskab, jo mere blødte jeg op og fortalte om mig selv. Jeg fortalte dem mere konkret om situationen med bureauet, at de først kunne finde noget til mig om en måned, og skolen jeg skulle ind på ikke havde plads – før om et halvt år, hvilket jeg fik at vide op af eftermiddagen, via en SMS fra min mor. Da jeg modtog den, havde jeg nær fået et psykisk sammenbrud og havde himlet op og bandet som ind i helvede, så drengene var blevet en smule skræmte og overraskede over mig.

Så nu stod jeg uden lejlighed, skole, og kun få penge på lommen – great!

Drengene udtrykte deres empati og fortalte hvor ondt de havde af mig, men selvom det var pænt af dem, kunne jeg ikke undgå at tænke på, hvad fanden jeg skulle bruge det til – og desuden var det jo heller ikke fordi de kunne sætte sig ind i sådan en situation – de var for helvede et verdenskendt band der havde udgivet 1 album og lå nummer 1 i en hel masse lande – pointen var, at de var kendte, og havde alt for mange penge! At dømme ud fra hvad de fortalte, deres tøjstil, lejlighed og biler, som de havde været så søde at vise mig billeder af, manglede de ikke ligefrem noget - Stor boost til min selvtillid dér … eller ikke!

Efter et par timer kunne jeg ikke undgå at undre mig over hvad klokken var, eftersom min mave igen meldte at den var sulten, ved højlydt at rumstere og gøre opmærksom – tak søde mave (mærk ironien) – på sig selv – tsk!

Zayn og Niall var begge blevet opmærksom på min larmende mave, og havde vendt deres blikke mod mig. ”You’re hungry?” spurgte Zayn så, og de andre stoppede deres samtale for at kigge på mig.

”Well, yeah… but, I just grab something on my way home, that’s okay!” svarede jeg hurtigt - jeg ville ikke være til mere besvær.

”What’s the clock?” spurgte Niall og så på Liam. ”5.30 – I wonder why your hunger haven’t signed, Niall!” svarede Liam og sendte ham et drillende smil. ”I was about to say something, so..” mumlede Niall bare, og blev straks overfaldet af Louis’ hånd der rodede ham i håret. ”Nialler.. You can’t starve just because we have visitors!” sagde han blidt, med et smil på læben.

”Well, I don’t manage to make something so.. who’s in for pizza?!” spurgte Liam så, og straks brølede de 4 andre I kor. Jeg følte mig straks helt døv!

”Then, pizza it is!” sagde Liam og smilede.

Jeg smilede ad dem – skøre unger! ”Well, I'll head home, then..” sagde jeg så og rejste mig fra sofaen. Drengene kiggede op på mig, og protesterede lidt – de syntes det var trist hvis jeg allerede gik!

”I.. guess I see you in the weekend – for the concert?” spurgte jeg en smule usikkert og så på dem, mens jeg bevægede mig mod entréen.

Louis sprang straks op. ”Where’s our manners, lads?! We can’t let Vanessa walk home alone in the dark, after what she’s been through!” sagde han en smule irettesættende og så på de andre. Tak Louis, tænkte jeg – det var pænt af dig! Hvis du bare vidste hvad der lå under…

”Okay, so, here’s the deal. One of us follows Vanessa home, and bring the pizza back home – aeyh, that was a great idea, hu?” sagde Harry så og roste lidt sin egen idé, men jeg måtte give ham ret – det var en god idé. Mest fordi jeg så ikke skulle gå alene hjem I mørke.

”But uhm.. what about paparazzi’s?” spurgte jeg en smule bekymret og sendte dem en grimasse – jeg var bare ikke god til opmærksomhed!

”Easy princess – it’s dark, and we got our cover,” sagde Zayn, blinkede til mig, og grinede i kor med de andre.

Jeg nikkede. ”If your sure…” mumlede jeg så og tog langsomt min jakke på. Liam kiggede på de andre, idet ingen af dem havde gjort mine til, eller meldt dem til at gå med mig – og for at hente pizza.

”Really, guys? You have absolutely NO manners – shame on you!,” skændte Liam og rejste sig. “I’ll go, then. And when I get back, you’re my slaves rest of the day!” sagde han strengt, men med et stort smil klistret i sit ansigt.

Drengene stønnede i kor, men sagde ham ikke imod.

Jeg kiggede så på Liam med et smil, og tog min jakke på. ”You’re ready?” spurgte jeg. Han nikkede til svar og tog en jakke fra knagen, som mest af alt lignede en stor hættetrøje, men så snart han tog den over hovedet, var han højst sandsynligt ikke til at genkende en mørk aften, på lang afstand.

Jeg gik ind til drengene i stuen igen. ”Bye guys – thanks for a really great day, it was nice to meet all of you – after all,” sagde jeg og sendte dem et skævt smil.

”Bye Vanessa – nice to meet you too! See you soon!” råbte de i kor og vinkede alle fra sofaerne. Jeg smilede igen, inden jeg gik ud af døren med Liam.

Hele vejen hjem gik jeg bare og snakkede med ham, og løst og fast, indtil han kom ind på emnet – mobning. Jeg fortalte ham om, hvordan jeg havde haft det dengang, hvor alene jeg havde følt mig, og stadig den dag i dag følte mig. Og spørg mig ikke hvorfor, men det føltes godt at komme ud med det – til Liam. Jeg snakkede som regel aldrig om min fortid, slet ikke det med mobningen, men jeg følte han forstod mig, og jeg fandt ud af, at han også var blevet mobbet, da han var mindre. Men han havde en anden måde at håndtere det på – vold. Ikke forstået på den måde at han bare gik og slog alle ned der kiggede forkert på ham – men han lærte at forsvare sig selv, mod sin 38-årige træner, da han selv var 12, og det styrkede ham, og hans selvtillid. Han fik følelsen af, at kunne han slå sin træner, kunne han gøre hvad som helst. Den dag i dag, modtog han stadig had fra b.la fans, men han havde lært at vælge sine kampe – og ikke at tage tingene så tungt. Og så var det jo et stort plus at han havde drengene som 4 faste klipper, der altid var der for ham.

Vi lyttede skiftevis til hinanden mens vi gik, og for hvert skridt følte jeg mig 10 kilo lettere – han var virkelig god at snakke med. Ikke bare fordi han lyttede – men han forstod også. Hvilket gjorde det helvedes mange gange lettere! Og jeg stolede på ham, kunne jeg mærke. Han virkede ældre end de andre drenge, på hans udseende, væremåde og attitude – mere moden. Og jeg gik ud fra, at det var fordi at han, som jeg selv, var blevet mere moden, i en for tidlig alder – p.g.a mobningen. Men uanset hvad, havde han lige gjort mit liv 100 gange bedre – jeg var ikke alene, selv om jeg var i et helt andet land, i en helt ny by, uden nogle bekendte eller noget.

Jeg smilede ved tanken, da jeg trådte ind af døren til Delilah’s lejlighed.

Nej – jeg var ikke alene.

--------------------------------------

Hey guys - endnu et kapitel! Beklager det er en smule kort , BUT! It has to be there ;) Ouh, og det er ikke rettet igennem..

Skriv gerne hvad I synes - og tusind gange tak for I følger med og liker - I er bare de beeeeedste!!

I morgen starter min efterårsferie , og I kan tro jeg glæder mig , hæhhææ!! Skal nok love at få skrevet noget ferielæsning til jer, men det bliver nok ikke lige hver dag.. Nyd ferien!

Og tak igen! love you! xxx

11/10 - 12

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...