One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7764Visninger
AA

17. 15. One Stranger

Ikke nok med at jeg var gået direkte på røven, så var jeg oveni købet også landet lige midt i en kæmpe vandpyt, så jeg var våd og virkelig klam i røven. Min iPhone var røget ud af hånden på mig og lå lidt fra mig. Indholdet af min taske var blevet spredt ud over det hele, og lå nu hulter til bulter.

”For Fuck Sake!!” råbte jeg frustreret og så yderst hidsigt op på den fremmede… mand? Som frontalt var gået ind i mig og havde væltet mig omkuld. Han så omgående ned på mig og så undskyldende ud.

”What in the WORLD are you doing?!,” skreg jeg af ham. Jaaaajaja, måske skulle jeg have kigget hvor jeg gik, men det skulle han fandeme også have haft gjort!

Han så bare helt målløs på mig, og bøjede sig ned for at samle mine ting sammen. Han var squ ikke helt grim, det måtte jeg indrømme. Han så faktisk ret godt ud, selvom han var for gammel til mig. Han havde brunt, halvkrøllet hår, brune øjne og så faktisk virkelig sød – og venlig – ud.

”Hey hey hey!,” mumlede han, og åbnede endelig munden. ”Oh, so you do speak English?,” spurgte jeg sarkastisk og rullede med øjnene. Jeg rejste mig langsomt op, og kunne straks mærke mine trusser klæbe til mit røvhul – virkelig ubehageligt, og ucharmerende!

”Uhm.. yeah?,” mumlede han bare, helt forvirret og havde fået pakket alle mine ting sammen. Jeg rev dem straks til mig, da han rejste sig op og rakte skiftevis min taske, pung, solbriller og resten af taskens indhold til mig. Det sidste han rakte mig, var min dyrebareste skat – aka min iPhone, som .. bestemt ikke lignede sig selv. Skærmen var totalt smadret foran, og bagpå så den heller ikke for godt ud – og det endda på trods af jeg havde et cover på, som var splintret til tusind stykker, som lå spredt ud på fortovet.

Har I nogensinde set de der tegnefilm? Hvor tengefilmsfiguren bliver så hidsig, at vedkommende bliver helt rød i hovedet, og der står damp ud af ørerne på dem? Sådan havde jeg det lige nu! Mit røde hår og temperament løb helt klart af med mig.

”You. Did. Not. Just. BROKE MY PHONE!!!” råbte jeg hidsigt og stillede mig helt op i hovedet på ham med løftet pegefinger.

Årh, jeg kunne eksplodere lige nu! Hvilket jeg også var i gang med. Lidt. Men altså!

Han tog hænderne beskyttende op foran ansigtet. ”I… I’m so sorry! But you could had looked up, and not just.. Bump into people!” forsvarede han sig og trådte et skridt bagud, hvor jeg flot fulgte efter, stadig med løftet pegefinder.

”You gotta owe me a new one. It’s the only thing I got left, and who hasn’t failed me.. Well, until now!” sagde jeg og havde dæmpet min råben – folk stirrede. Jeg hadede opmærksomhed, remember? Men jeg var stadig lige sur, uanset hvor sød og uskyldig han så ud, sådan som han stod dér med hænderne forsvarende op foran sig og det mest undskyldende blik i øjnene.

”I’m terribly sorry…” mumlede han, og havde vist opgivet at diskutere med mig, hvorvidt det var hans eller min skyld – heldigvis for ham, for jeg havde ikke tænkt mig at give ham ret!

”I would be to!,” sagde jeg bare, og han nåede dårligt at snakke færdig. Jeg gik et skridt frem og bøjede mig så frem og nedover, for at se på resterne af mit cover, som faktisk var et billede af Storbrittaniens flag. Snøft, hulk, tud! Det var gået i tusind stykker..

Jeg hørte et, først dæmpet, men senere noget mere højlydt grin bagved mig, og da jeg bøjede mig lidt længere ned, et ordentligt latterbrøl og grin bagfra. Sig mig, stod han og grinte af mig?!

Jeg drejede mig langsomt, og rejste mig så, alt imens hans latter bare blev højere, mere støjende og mere irriterende.

Jeg løftede et øjenbryn, lagde armene over kors og så på ham.

”Yo.. you..” grinte han, helt ukontrolleret og ude af stand til at snakke.

”Your.. jeans!,” sagde han og skreg af grin, mens han holdt sig for maven.

Min hånd fløj straks om til min bukser, og jeg kunne da godt mærke at de var våde, og at kold luft ramte min bagdel, men hvordan kunne det være så sjovt? Jeg drejede hovedet og prøvede at se om jeg havde noget på røven, eller hvad, samme tid med jeg mærkede med min hånd. Jeg lod den køre rundt på min røv – det har nok set virkelig underlig ud, at jeg sådan stod og ragede på mig selv, men jeg blev for fanden da nødt til at vide, hvad fanden der foregik!

Pludselig mærkede jeg noget mærkeligt, og lod hånden køre lidt rundt i samme område. Jeg stivnede, og så hurtigt hen på manden, der stadig var flad af grin, da det gik op for mig. Da jeg var faldet, havde jeg åbenbart landet ret uheldigt, og slået hul på mine bukser. Så ikke nok med, jeg havde været utrolig uheldig med mit hus, og jeg ved ikke hvad de sidste to dage, så var jeg fandeme også stået på røven, havde fået våde bukser, og bluse, kunne jeg pludselig mærke, da noget klæbede til min overkrop, og nu også ødelagte bukser. Kunne livet blive meget bedre?!

Jeg stønnede højt og sprang en gang rundt om mig selv, for at få et kig på hvor slemt det var. Mandens latter var på mystisk vis stilnet af, så jeg kiggede langsomt hen på ham, og så han lagde noget i lommen, mens et stort smil var klistret i hans ansigt.

”What was that?,” spurgte jeg mistænksomt og kneb let øjnene sammen, mens jeg så på ham.

”Nothing,” smilede han uskyldigt og pakkede den hurtigt væk, med en uskyldig mine. Han rakte en hånd frem mod mig.

”I’m so, so sorry for all of it. Come with me home, and at least let me fix your jeans. I live a little longer down the street,” sagde han og venligt og smilte lidt.

”….. Fine. But you still owe me a new Iphone and cover!” sagde jeg, men tog dog ikke imod hans fremstrakte hånd. Han nikkede og smilede undskyldende. ”Deal.”

Jeg så mig lidt omkring. Selvom det – ifølge manden- kun var lidt længere nede af gaden han boede, ville det stadig blive svært at gå uset derhen, med en kæmpe revne i bukserne – jeg var ikke i humør til mere ydmygelse eller uheld i dag!

Han så mit forvirrede blik, og forstod heldigvis, idet han tog sin egen hættetrøje af, og rakte mig den. Den var lang i det, og ville derfor lige dække revnen, så man ikke kunne se den ved første øjekast. Jeg tog i mod det og kiggede på ham. Han havde heller ikke en dårlig stil, måtte jeg indrømme. Hættetrøjen han rakte mig var mørkebrun og virkelig rar, og da han havde taget den af, afslørede han en mørkeblå skjorte, som ikke var helt lukket – classy. Hans jeans var lyseblå i det, og han have nogle sorte sko på. Fed stil, det måtte jeg give ham.

”Uhm.. What is your name, by the way?,” spurgte jeg dæmpet og lukkede trøjen.

Nu var det hans tur til at se på mig med et løftet øjebryn, og et virkelig overrasket ansigstudtryk. ”You don’t know?,” sagde han og så undrende ud.

”If I did, I wouldn’t waste my time asking – I’m not trying to keep a conversation with you, Jesus Christ!,” sagde jeg og himlede med øjnene.

Stort minus der, han var indbildsk – jeg mener, hvor I al verden skulle jeg have set ham før?!

”Okay, okay, easy. My name is Liam. And you are…?” sagde han og himlede med øjnene ad mig. Hey, det var min 'ting', ikke hans! Dumme abe.

”… Vanessa…” svarede jeg bare, lidt i tvivl om jeg skulle opgive mit rigtige navn, eller hvad.

”Nice to meet you, Vanessa,” smilte han og var pludselig helt venlig og høflig.

”I wish I could say it back, but.. then I would be lying, so..” sagde jeg og sendte ham et surt blik. Han var ikke tilgivet! Endnu...

Han skjulte et grin og så på mig. ”Many girls would be jealous of you. And give they’re right arm to meet me, but..” mumlede han bare, så lavt at jeg kun hørte halvdelen.

”What?”, spurgt jeg bare dumt.

”You’ll see,” svarede han bare, rystede på hovedet, kiggede frem, og gik videre i tavshed.

 

----------------------------------

Så fik I endnu et kapitel, og prøver at nå at lave et til, torsdag. I morgen er jeg nemlig i KBH hele dagen, og har debatindlæg for til torsdag.. (jeg GIDER ikke lave det.. -.-')

Tusind tak for alle jeres likes! Og favoritter, det gør mig utroligt glad :')

Feel free til at kommentere - jeg lover, jeg svarer!

Og nu er drengene så småt kommet med i historien - og næste kapitel er udelukkende om dem, og fremover vil i blive bombarderet - så er I advaret!! :D

 

Love to you guys <3 xxx

25/9

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...