One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7562Visninger
AA

16. 14. Bad Luck - Vol 2.

Vi sad nu i Delilah’s bil, som hun pænt manøvrede ud fra den meget befærdede parkeringsplads, væk fra lufthavnen. Hun havde – gudskelov – tændt for varmen så snart vi havde sat os ind i bilen, og skruet helt op, så jeg var meget godt tilpas nu.

”Do you mind..?” spurgte jeg og rakte hånden frem mod radioen – jeg kunne lige så godt vænne mig til at snakke engelsk. ”Feel free,” smilede hun og så på vejen. Jeg tændte for radioen, og sørgede for at holde den lav, så vi stadig kunne snakke.  ”Nå, Vanessa.. Som du selv påpegede: jeg kender dig ikke – så fortæl mig lidt om dig selv?,” sagde hun venligt.

Jeg studsede lidt. Hvor skulle jeg begynde – jeg kendte hende ikke så godt, og jeg anede ikke om jeg kunne stole på hende. Men så sød som hun havde været indtil videre, besluttede jeg at tage chancen, så jeg åbnede munden og sagde:

”Hmn.. Altså, Mit navn er Vanessa. Jeg er 16 år gammel – snart 17, om lidt over en uge faktisk, jeg kommer fra Danmark, og er dansker, men min far er englænder, så derfor snakker jeg nogenlunde flydende engelsk. Jeg gik i 2.g i Danmark, men skal ind på en High School et sted i Doncaster.. Min faster bor i Doncaster, og det er derfor jeg skal bo der også – så hun kan holde øje med mig, på vegne af min mor, der er arbejdsnarkoman og ikke har tid eller lyst til andet end sit job. Min far sidder i fængsel, og jeg har ikke set ham i.. 5? Ja jeg tror det er 5. 5 år, og jeg er ikke stolt over ham. Jeg har ikke forfærdeligt mange venner i Danmark, og er blevet mobbet hele mit liv… Jeg har hund og hest, og en bror der er soldat.. Min mor sendte mig hertil fordi hun mener, at min skole er noget lort, og fordi hun mener jeg har godt af at komme væk fra det hele, og så skal hun selv arbejde så meget døgnet rundt, at hun ikke vil være hjemme det næste halve år, cirka..”

Hvorfor sad jeg og fortalte hende alt det her? Jeg mener – hun fik stort set hele min livsstil nu, og hvem ved, hvad hun ville kunne bruge det til! Årh, hvad fanden, jeg så hende højst sandsynligt aldrig igen, så det kunne ikke skade, sagde en indre stemme, og jeg besluttede at lytte til den.

Delilah sad blot og lyttede og nikkede af og til. ”Jeg er ked af det med din far.. Og mor.” sagde hun så.

Hun spurgte lidt ind til min bror, som jeg ikke havde så meget at sige om, og lidt efter var vi ved mit nye hjem – en lille hytte der lå afsides fra diverse, men stadig tæt på selve byen.

Delilah stoppede bilen og slukkede motoren. ”Så er vi her,” afbrød hun min endeløse plapren og steg ud.

Jeg skyndte mig at spænde mig op, og fulgte efter hende. Her så temmelig hyggeligt ud. Jeg undersøgte stedet med et smil og blev mere og mere glad for det. Delilah fulgte mig op til døren, hvor der hang en seddel.

”Kære udlejer.
Vi beklager på forhånd, hvis De er rejst langt for at komme hertil, men vores bureau er gået konkurs, og huset her er derfor ikke tilgængeligt, da det er på tvangsauktion.

På forhånd tak for forståelsen. For yderligere spørgsmål, kontakt administrationen mellem 8.00 am – 17.00 p.m.

Mvh. Clemens House and Homes”

 

Jeg stod bare helt stivnet, og trådte så et skridt tilbage. Og så skreg jeg for mine lungers fulde kraft.

Delilah havde også stået og læst sedlen, men var vist ikke blevet helt færdig – men jeg er sikker på, hun forstod, hvad det gik ud på, da hun hørte mit skrig. Hun skar en grimasse og holdt sig for ørerne.

Jeg stod lidt bagefter, og kunne mærke vreden komme snigende. ”Det. Er. Kraftedeme. LØGN!!!!!” råbte jeg, ude af stand til at tro det.   

Delilah lagde en hånd på min arm. ”Hvis du er færdig med at skrige dine frustrationer ud…” begyndte hun stille.

Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg havde intet sted at bo, ingen penge her og nu, og heller ingen mulighed for at finde noget på dette tidspunkt af natten.

Delilah kiggede på sit ur. ”Den er 3.34 p.m – altså midt om natten..” mumlede hun forsigtigt. Jeg vendte mig langsomt mod hende. ”Hvad fanden skal jeg gøre?!,” spurgte jeg og så desperat på hende. ”Min mor kan under ingen omstændigheder få det at vide – hun ser mig i forvejen som en fiasko, og vil ikke engang bo sammen med mig. Og min faster kommer først hjem om 3 uger!!” Hun sendte mig et skævt smil. ”Du er virkelig uheldig, pigebarn,” grinte hun. ”Hør, det er ikke noget jeg under nogle omstændigheder normalt ville gøre, uanset hvor fucking flink jeg er – men så tag med mig. Du kan sove hos mig til i morgen, og noget indtil du finder på noget, okay? Men nu vil jeg bare gerne hjem og sove…” sagde hun og så spørgende på mig.

”Du har lige reddet mit liv,” sukkede jeg og gav hende et spontant kram. ”Tusind tusind tak!!” sagde jeg og var helt utroligt lettet – der kunne da heller ikke gå mere galt nu!

”Kom så, unlucky,” smilte hun, greb mig i armen og hev mig ned til bilen igen. Jeg lagde min ting tilbage i bilen, satte mig ind på forsædet, og sammen kørte vi igen ud i natten.

Hele vejen til London sad vi bare og snakkede, og fortalte hinanden mere om os selv og vores liv.

Delilah var 22 og som sagt adopteret, havde en kæreste hjemme i Danmark, samt sin mor, hun var stewardesse og havde været det lidt over 1 år. Hun snakkede både engelsk og dansk, og elskede musik, selvom hun ikke selv havde tid til at gå op i det. Jeg fortalte hende mere om Jason, om hvordan jeg ikke havde noget selvtillid, og om mit dagligdagsliv, og hvor meget jeg brugte min iPhone samt Twitter, Facebook, Instagram osv osv.

Jeg afbrød hende pludseligt, da jeg genkendte den sang radioen spillede. Jeg skruede straks op, og begyndte at synge med – jeg følte mig godt tilpas i hendes selskab, og var temmelig sikker på, hun ikke ville mig noget ondt – jeg stolede faktisk allerede på hende, hvilket ikke lignede mig…

”I’m out of touch,

I’m out of love,

I’ll pick you up when you’re getting down,

And out of all these things I’ve done,

I think I love you better know.

I'm out of sight

I'm out of mind

I'll do it all for you in time

And out of all these things I've done

I think I love you better now

Now….”

Delilah stemte I lidt efter, og vi sang harmonisk I kor. Da sangen var færdig, brød vi begge ud i et kejtet grin. ”Jeg troede ikke du kendte Ed? Han er ikke så kendt i Danmark?,” smilte hun og brød sit blik på vejen for at kigge på mig.

  

”Jeg elsker ham! Han er dæleme ikke den kønneste, men hans stemme og sange – uf!,” sagde jeg og grinte let. Jeg var vild med Ed Sheeran, selvom jeg ikke var til hans udseende – eller alder for den skyld.

”Fedest mand. Så har jeg endelig én at gå til hans koncerter med!,” grinte hun.

Jeg gispede. ”Jeg ville elske det!”

”Cool! Nu hvor du har hørt om Ed, har du så også hørt om One Direction? Det er det band, som også er temmelig populære i hele verden, især her i London..”

”Hmm.. jeg har godt hørt om dem.. Men ikke så meget selve dem. Hvad laver de for noget musik?,” svarede jeg og kiggede på hende. Jeg havde godt hørt en smule om dem, eller det vil sige – en del, fordi alle pigerne på skolen havde tydeligvis et eller andet enormt crush på dem, og var helt skudt: jeg havde bare aldrig været ’den type pige’ der gik helt i baglås bare ved tanken om de skulle til koncert ikke langt fra Danmark, f.eks., jeg mener – come on!

”Dem kommer du også til at høre meeeeget om!,” grinte hun. ”Det kan ikke undgås – 5 overlækre fyre i alderen 18-22, som virkelig kan synge, ja så bliver det squ ikke meget bedre!” afsluttede hun, og jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Cool,” smilte jeg bare og lænede hovedet op af vinduet. Jeg lukkede øjnene, for det jeg troede var et kort øjeblik, men sekundet efter sov jeg.

-----

Jeg vågnede ved at en hånd blidt ruskede i mig. ”Vanessa.. vi er her nu,” lød en blid stemme, og jeg kunne allerede genkende den – Delilah. Jeg var faldet i søvn med hovedet op ad ruden, så jeg hele min kind var bare rød – virkelig fedt mand…

Denne gang var jeg noget nemmere at have med at gøre, så jeg gnubbede bare lige søvnen ud af øjnene, spændte min sikkerhedssele op, åbnede døren og gik ud. Det var midt om natten og derfor også temmelig koldt, så jeg skuttede mig og kiggede på Delilah, der allerede havde taget bagagen ud af bilen. Jeg tog mit med et smil, og fulgte efter hende, mens hun guidede vej op og ind i et lejlighedskompleks. Her var virkelig pænt og stort, og der var mere end 3 etagers lejligheder, hvilket måtte betyde, at her boede mange mennesker.

Delilah gik direkte hen til elevatoren, og tog den op til 2. sal – der var heldigvis ikke så langt. Vi stod ud af elevatoren, og drejede kun en enkelt gang hen – Delilah boede i lejligheden lige ved siden af elevatoren: temmelig praktisk!

Hun låste op og trådte ind med mig i hælene, som straks stivnede. ”Hold nu kæft!” udbrød jeg lavmeldt. Det var noget af en luksuslejlighed hun havde sig her, holy shit da.. Der var enormt stort og højt til loftet. Delilahs grin afbrød min stirren. ”Du har ikke set det bedste endnu. Tjek badeværelset,” smilte hun og gik selv mod et andet rum, som jeg gættede måtte være hendes værelse. ”Hvor?”, spurgte jeg, og så mig bare helt overvældet omkring. Luksuslejlighed, det tror jeg på!! Hun pegede, og jeg fulgte den angivne retning, fandt en dør, åbnede, trådte ind og tændte lyset, hvorpå jeg straks tabte pusten. Hun. Havde. Et. Fucking. Boblebad. På. Sit. Badeværelse !!!!!! Jeg gav et lille hvin fra mig, og tjekkede resten ud – det var rent luksus på luksus gange.. 1000!!!

Delilah kom ind til mig med et smil på læben, og kunne vist godt se på mig, hvor vild jeg var med det hele. ”Jeg viser dig hvor du skal sove og får hjulpet dig til rette, men så bliver jeg altså nødt til at gå i seng – jeg er ved at segne!” sagde hun og begyndte straks at vise mig resten af lejligheden.

Vi endte til sidst på det værelse hvor jeg skulle sove, hvor der stod en kæmpe dobbeltseng med udsigt over byen – vildt fed udsigt, btw. – og endda en lille hyggelig altan. Det blev vist ikke meget bedre.

”Nå men.. du styrer selv hvad du gør. Jeg skal ikke på arbejde i morgen, og hvis du vågner før mig, er der en krukke med mønter i køkkenet, over køleskabet, så kan du hente morgenmad, hvis du lyster. Og jah.. mit nummer skriver jeg på en seddel til dig, og så få lige snakket med ejendomsmægleren i morgen, ikk? Eller.. okay, i løbet af det der nu engang er i dag. Det er vist det. Sov godt Vanessa,” sagde hun så, gav mig et klem og gik så tilbage på sit eget værelse og gik i seng.

Selv havde jeg enormt meget energi, eftersom jeg havde sovet både i flyet og bilen. Jeg gik ind i stuen, tændte for det store 42” fladskærms TV og satte mig forsigtigt i hendes kæmpesofa – der var plads til mindst 6! Jeg fiskede min iPhone frem fra min lomme, låste den op og skrev til min mor, at jeg havde det godt og var kommet godt frem, og nu ville jeg lægge mig til at sove – for så vidste jeg hun ikke ville svare tilbage, hvilket jeg satsede på.

Jeg skrev en lidt anden SMS til Jason, men dog med samme besked – jeg var kommet godt frem, og ville lægge mig til at sove.

Imellem tiden, gik jeg på Twitter og opdaterede. Der var alligevel sket en del, siden jeg havde forladt Danmark, og Ed Sheeran havde tweettet, at han kom til England i næste uge og skulle give koncert et endnu ukendt sted – mere info ville komme.

Jeg blev straks spændt. Jeg vidste godt hvad jeg skulle i næste uge, lige pludselig! Udover jeg ikke havde noget sted at bo, var jeg sikker på det nok skulle gå.

 

Jeg sad bare og zappede lidt TV samt var på diverse sociale medier, da jeg pludselig fik kigget på klokken: 6.50 – så var der kun ti minutter til ”Clemens House and Homes” åbnede!

Jeg rejste mig straks op. Jeg kunne lige så godt få det gjort hurtigst muligt. Jeg slukkede TV’et, gik ind på værelset, satte mit lange flammehav til hår op i en knold, tog min håndtaske med mig, og begav mig så ellers ud i Londons morgenstund for første gang.

 

---------------------

Jeg havde været hos bureauet i godt og vel 1½ time, og fået en god snak med dem, som havde gjort mig lidt lettere, da de kunne finde på en ordning, og finde en lejlighed til mig – dog først om en måned. Dvs. jeg stod stadig som hjemløs – og så lige i London.  

Feedt fedt – Kan i fornemme ironien?!

Klokken var godt og vel halv ni, så jeg besluttede at finde noget morgenmad at tage med hjem til Delilah, spørgsmålet var bare om jeg kunne finde noget, og om jeg overhovedet havde noget at betale med her og nu?

Jeg havde, så snart jeg var kommet ud fra det hæslige kontor som Clemens holdte sig, sat hørertelefonerne i ørerne og sat musikken til. Problemet var bare at den ikke helt ville samarbejde med mig, og samme tid gik jeg og fumlede efter min pung i min taske, og skulle orientere mig om, hvor fanden jeg fandt en butik med noget morgenmad.

Netop på grund af alle de ting, gik jeg i mine egne tanker og så mig slet ikke for, da jeg gik frontalt direkte ind i en anden person, og fløj tilbage, og landede direkte på røven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...