One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7560Visninger
AA

15. 13. Bad Luck

"I'm gonna pick up the pieces,

and build a lego house;

when things go wrong,

we can knock it down."

- Ed Sheeran "Lego House"

 

Jeg vågnede ved, at en temmelig irriterende stemme forstyrrede min musik, og ruskede mig i armen. Jeg brummede halvt vågen, og vred mig for at komme væk fra stemmen. Det hjalp selvfølgelig ikke, for stemmen blev ved med at tale og ruske i min arm. Jeg snerrede irriteret, åbnede langsomt øjnene og så direkte ind i et par blå øjne. Jeg blinkede et par gange for lige at kunne se klart, og kiggede på en køn brunette, som uden tvivl var stewardesse – jeg mener, i det kluns! En rigtig stuepige uniform, med håret sat op i en knold og nogle små søde stiletter.

”Hvad?!,” knurrede jeg spidst af hende, tog høretelefonerne ud, strakte mig og fjernede det søvn der sad i mine øjne.

”Og godmorgen til Dem også,” sagde hun drillende, ”Jeg beklager, Ms. Men vi lander om lidt, så jeg skal bede dig om at spænde sikkerhedsbæltet og gøre klar til landing..” fortsatte hun forsigtigt med en venlig, men også temmelig træt stemme.

”Oouh.. Beklager. Jeg er bare ikke .. god til at blive forstyrret når jeg sover,” sagde jeg og sendte hende et undskyldende smil – jeg var højst sandsynligt ikke den eneste passagerer der lå og sov, så hvis hun skulle rende og vække dem alle, kan jeg godt forstå hun blev træt. At hun havde overskud til både at være høflig og venlig, forstod jeg slet ikke.

”Det er helt i orden Ms. – hvis jeg kunne sove lige nu, havde jeg også gjort det! Men heldigvis har jeg fri, og kan komme hjem at sove, når vi er kommet ned,” smilte hun og fortsatte videre ned gennem flyet.

Jeg gabte og strakte mig igen, mens jeg pakkede mine ting sammen i min håndtaske, og spændte bæltet, idet knappen både lyste og plingede.

Jeg rullede gardinet fra vinduet – hmm, jeg kunne ikke huske jeg havde lukket det, inden jeg lagde mig til at sove? Det var nok stewardessen, besluttede jeg mig for, og kiggede ud over England. Set heroppefra, var det jo ikke så stort igen – men jeg ville vædde med, at så snart vi kom ned, var jeg helt igennem lost. Især fordi alting, fra nu af, ville foregå på engelsk. Oh my – somebody gotta help me out!

 

Jeg mærkede en tryggen i ørerne, og undrede mig over hvad det var, da vi med ét pludselig hoppede op og ned, og det larmede temmelig meget. Først da, slog det mig – vi var selvfølgelig landet!

Det var egentligt sjovt, at jeg ikke havde bemærket larmen og tryggen i ørerne da vi lettede i Danmark, men jeg var overbevist om, det var fordi der var så meget at tænke på – og det faktum at det ikke var gået op for mig endnu.

Endelig var vi kommet helt ind til lufthavnen, og vi ventede på, der blev sagt god for at vi måtte gå ud. Stort set alle passagerne havde rejst sig, og var ved at hive diverse tasker ned fra bagage hylderne.

Selv skulle jeg først lige have spændt mig op, hvilket jeg gjorde, og rejste mig så langsomt. Årh, mine ben var stive! Skiftevis strakte jeg dem forsigtigt og bukkede så lidt i dem, så blodet kunne strømme rundt og få dem til at fungere.

Endelig begyndte folkemængden at bevæge sig, og strømmede ud af døren, oppe ved cockpittet. Jeg bevægede mig langsomt ud på midtergangen og småsteppede med mængden, udad.

Det som føltes, som en halv time senere, kom jeg selv op til døren, trådte ud, og var ved at gå bagover. Frisk luft strømmede i hovedet på mig, sammen med en frisk vind. Jeg pustede lidt ud, kiggede rundt og bevægede mig i musetempo ned af trappen. Phyw – hello there, England! tænkte jeg, smilte skævt og strammede grebet om min taske; den måtte jeg for alt i verden ikke miste.

 

Jeg havde – med hjælp fra alle de andre passagerer fra ’mit’ fly – fundet vejen ned til bagageudleveringen, og vi stod nu en hel del mennesker og ventede på vores kufferter. Jeg havde taget mine høretelefoner i ørerne igen – eller, det vil sige, det ene øre – jeg skulle jo også lige høre hvad fanden der foregik. Hver gang jeg kiggede et sted hen, skulle jeg lige blinke, for at vende mig til, at alt stod på engelsk. Heldigvis for mig, havde engelsk altid været mit bedste yndlingsfag, forstået på den måde, at det var der jeg klarede mig bedst, og desuden var det fag jeg bedst kunne li’ – udover mit uheldige stunt den ene time der….

Jeg sukkede og skubbede mindet fra mig – der var ingen grund til at tænke tilbage, nu var jeg i England, og skulle fokusere på hvad der skete her og nu, hvilket i sig selv var en udfordring.

Flere og flere mennesker fik deres bagage, og bevægede sig derfor videre, hvilket betød at der blev færre folk, og dermed færre kufferter, så det burde være nemt at finde min. Det viste sig så, at så nemt skulle det ikke være, og selvom min kuffert er stor, men neutral sort, kunne jeg som regel altid nemt spotte den og finde den, - og nej, det var ikke første gang jeg havde fløjet nogle steder. Min mor havde en gang imellem fritaget mig fra skolen, sådan at vi kunne tage nogle weekender og ture til diverse lande, hvor hun nu lige havde arbejdet, og eftersom jeg selvfølgelig også selv havde skullet rejse dertil, var den del intet problem. Problemet var, at hun altid havde sørget for at hente mig i lufthavnene, eller sørget for en vogn, og service – altså, hjælp til b.la at få fat i en kuffert, at blive guidet til det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, og alt sådan noget – I ved hvad jeg mener!

Jeg bevægede mig tættere på bagagebåndet og spejdede efter min kuffert, men der var ingen steder at se. Der var efterhånden ingen mennesker tilbage, og der lå slet ingen kufferter på båndet. Jeg sukkede irriteret, og fulgte det så hele vejen tilbage, der hvor det startede. Pludselig hørte jeg en mærkelig, skrabende lyd, som om der var noget der stødte mod noget andet, eller sad fast – og ganske rigtigt, for enden af bagagebåndet, lå min kuffert på tværs, og havde sat sig fast i indgangen. Jeg gav et lille hvin fra mig, skyndte mig derhen og begyndte at stå og hive i min kuffert, for at få den fri, men uden held.

Jeg hev og sled af alle kræfter, og kom med en hel del udbrud, på både dansk og engelsk – forbandede lort!

Jeg stønnede irriteret og stoppede op et kort øjeblik. ”1…2…3!” talte jeg højt for mig selv, og på 3 hev jeg alt hvad jeg kunne, hvilket resulterede i at kufferten rykkede sig en smule, hvilket jeg ikke havde regnet med, og derfor fløj bagud, og landede tungt på røven. ”AAAAAUV!!!” hylede jeg instinktivt og så mig omkring. En del passagerer havde åbenbart fuldt med i mit lille show, for spredt latter lød omkring mig. Forpulede røvhuller – hvorfor fanden hjalp de mig ikke i stedet?! Jeg sendte dem alle et surt blik, inden jeg rejste mig op, børstede mig af, ømmede mig og gik hen til kufferten igen.

”IIIIH!!!” hvæste jeg, da jeg for 117. gang rev i kufferten – den gav sig ganske enkelt ikke mere, og det hjalp selvfølgelig ikke at båndet blev ved med at skubbe mod. Jeg hørte et dæmpet grin lige bag mig, snurrede rundt, og stod endnu engang den dag ansigt til ansigt med et sæt blå øjne, som jeg genkendte – stewardessen fra flyet, dog i et mere normalt sæt tøj.

”Michael, Flinn! Stop the carousel!” råbte hun til to medarbejdere, der nærmede sig mit lille optrin. De nikkede begge og løb den modsatte retning. Jeg studsede lidt – carousel… det var squ et sjovt ord! Men jeg gik ud fra det måtte være bagagebåndet, eftersom det lidt efter stoppede – gud ske tak og lov!

Jeg sukkede lettet og gik hen til min kuffert, vred lidt i den, og endelig fløj den fri af sit ’indhak’, hvilket endnu en gang resulterede i jeg endte på røven, på gulvet – fedt altså!! Jeg gav et irriteret hyl fra mig og var nu blevet utroligt irriteret, så jeg sukkede bare opgivende og blev siddende lidt.

En hånd blev stukket ned i ansigtet på mig, og et dæmpet grin lød endnu engang. Jeg kiggede op på stewardessen, sukkede og tog imod hendes fremstrakte hånd – min stolthed var alligevel såret!

Hun fik hjulpet mig op og så på mig med et smil. ”It’s not your day today, huh?,” spurgte hun på flydende engelsk, inden det vist gik for hende, hvem jeg var. ”Åh.. det er dig. Ja, det gør det sørme ikke bedre. Hold op du er uheldig!” grinte hun og samlede min taske op fra jorden, som jeg havde tabt da jeg faldt.

Jeg sukkede og så træt på hende. ”Det må man sige nej til, det ikke er! Uheldig er mit mellemnavn...” stønnede jeg, rullede med øjnene og tog min taske. ”Og mange tak for hjælpen, for resten – jeg havde stået der til midnat, hvis det ikke havde været for dig!”

”Det var så lidt – du lignede en der kunne trænge til en hjælpende hånd,” grinte hun og så vurderende på mig. Jeg nikkede. ”Mon ikke!” sagde jeg og rystede lidt på hovedet.

”Hør.. Hvor skal du hen?,” spurgte hun så og så lidt på mig. ”Ehm.. Doncaster?,” spurgte jeg forvirret.

Hun grinte. ”Flot. Skal du have et lift? Du kommer lidt for sent til at få en taxa nu – køen er altid enorm, men kommer man mere end en halv time senere end de andre, kan du lige så godt give op med det samme – og stå der til midnat, mindst,” smilte hun.

Jeg så overrasket på hende. Hun vækkede mig i flyet, reddede mig med min kuffert, og nu tilbød hun oveni købet at køre mig. ”Du kender mig jo ikke?,” påpegede jeg forvirret. ”Næh… Men du virker god nok… og så ligner du en turist på rundfart – du virker helt og aldeles fortabt,” svarede hun og smilte skævt.

Hey! Så forvirret var jeg da heller ikke.. eller, jo okay. ”Wow, det er virkelig, virkelig pænt af dig ….?” sagde jeg og så spørgende på hende – jeg fiskede efter hendes navn.

”Delilah Greenworld,” smilte hun. ”Og du er…?”

”Vanessa Palmwoods,” præsenterede jeg mig, og ville hilse formelt, ved at række hende hånden frem. ”Hvor kommer ’Greenworld’ fra? Og Delilah, for den sags skyld? Er du ikke dansker?” spurgte jeg forvirret – og uhøfligt, jeg ved det godt – men høflighed havde aldrig været min stærke side.

Hun smilte let til mig, som tegn på det var okay. ”Jeg er englænder, men jeg er adopteret, og har en dansk kæreste,” forklarede hun. ”Aha,” smilte jeg. ”Så giver det mere mening!”

Hun nikkede. ”Nå, jeg ved ikke med dig, men jeg skal altså til London, so… der er en lang køretur forude!” ”Selvfølgelig, selvfølgelig!” sagde jeg hurtigt, tog min kuffert, strammede grebet og min taske, og fulgte med hende, mod udgangen.

 

--------------------------------------------------

Så får I endelig et nyt kapitel! Tak til alle jer der liker og favoriserer - eller bare læser! Det gør mig helt utrolig glad <3

Hvad siger I til det? Er i spændte på hvad der vil ske?

Jeg kan afsløre så meget - at Vanessa absolut ikker er færdig med at være uheldig; hæhæhæ... :D

God mandag aften - love to all of you <3
 

24/9

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...