One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7613Visninger
AA

14. 12. Direction : England.

Klokken var omkring 8-9 stykker om morgenen, og jeg var helt utroligt træt. Jeg havde ikke sovet meget i nat, og jeg skulle tidligt op i morges, da jeg skulle nå et fly kl. 9.45 i hovedstaden, og vi boede cirka 2 timers kørsel derfra – du kan godt se mit dilemma, right?!

Et kvarters tid efter jeg var begyndt at pakke, var Jason kommet op til mig. Han var – helt tavst – begyndt at hjælpe mig med at pakke.  Vi havde ikke vekslet mange ord, andet end hvor meget vi ville komme til at savne hinanden. Han lovede, at han ville komme og besøge mig så tit som muligt, og at han aldrig ville kunne erstatte mig, eller glemme mig. Jeg havde kigget op på ham, gengældt hans forsigtige smil og sagt: ”Tak Jason. Jeg vil heller aldrig glemme dig – men andet lover jeg ikke,” kigget ned igen, og ikke sagt andet.

 

Bagefter var han taget med mig – dvs. vi havde kørt i hans bil, da han ikke turde gå efter hændelsen den foregående aften, ud på gården, til Victory.

Jeg havde ikke lavet meget andet end bare at tude, hulke, kigge på Victory, og tude lidt mere. Han stod i boksen da vi kom derud, og Trinity rendte rundt og lavede diverse pligter i stalden. Så snart hun havde set mit, allerede ved ankomst, tårevældede ansigt, havde hun sluppet alt hvad hun havde i hænderne, trukket mig ind i et bjørnekram og grædt sammen med mig – hun forstod mig altid.

Da vi var færdige med at stå og gøre hinanden helt våde af tårer, gik jeg med tunge skridt hen til boksen. Victory vrinskede til mig som hilsen og stak hovedet ud. Jeg havde blidt puffet ham ind, åbnet boksen og var gået ind til ham.

Jeg havde straks slået armene om halsen på ham og krammet ham hårdt, mens tårerne stod ud af øjnene på mig. Han havde, så fantastisk han nu var, straks fornemmet at der var noget, der ikke var, som det skulle være. Han havde lagt hovedet om på min ryg, og trykket til mig – han havde gengældt mit kram.

I dét øjeblik, havde jeg aldrig følt mig mere lykkelig, fuldendt – og tilpas. Så selvfølgelig strømmede tårerne bare videre. Da vi havde stået sådan et bare lange minutter, havde vi begge givet slip, samme tid, som var det aftalt. Jeg havde klappet ham, og hvisket til ham, hvor fantastisk han var, at jeg altid ville elske ham, og aldrig ville glemme ham, for det ville jeg ikke – han var en enestående, unik skabning.

Da jeg havde stået derinde i godt og vel en time, spurgte Trinity om ikke det var på tide at komme videre – jeg kunne trods alt ikke blive og sove hos ham, når nu jeg skulle ud at flyve i dag, mente hun.

Jeg havde aftalt de sidste ting med hende, sagt farvel til hende, og hun havde ønsket mig alt held og lykke, samt minde mig om, at jeg aldrig måtte give op, eller glemme der var nogle der holdt af mig.

Jeg havde kysset Victory på mulen for sidste gang, inden Jason tog fat i min arm, og nærmest slæbte min viljeløse krop væk fra stalden. Det sidste, som jeg altid vil huske ham for, var at Victory havde vrinsket efter mig – højt og skingert, så det skar sig langt ind i mit hjerte. Det var helt klart det sværeste ved at skulle rejse – jeg skulle forlade mit kæreste eje og mine eneste bedste venner herhjemme.

Da vi var kommet hjem til mig igen, havde jeg mandet mig op, og ikke fældet én eneste tåre – jeg vidste min mor var hjemme, og hun skulle ikke se mig sådan – jeg skulle ikke huskes som den svage datter hun sendte væk.

Om aftenen havde Jason og jeg holdt hyggeaften, ved bare at bestille pizza, købe slik og chips, som vi bare sad og vold åd – totalt frådern! – og lejet nogle film, som vi stenede hele aftenen samt lidt af natten, hvor han også blev og sov.

I morges havde han så hjulpet med at pakke de sidste ting, og kørt mig i lufthavnen – han var uden tvivl en virkelig god ven.

Jeg havde ikke vekslet mange ord med min mor, andet end at arrangere transporten af Coco til England. Det var alt muligt med sygdomme, vacciner og jeg skulle komme efter dem, så kæledyr blev altid holdt i karantæne 2 uger, inden de fik lov at blive ”sendt igennem” systemet. Men Jason havde højt og helligt også lovet mig, at han nok skulle sørge for, hun nåede frem til mig, uanset hvad.

Men nu stod jeg altså her, i Kastrup Lufthavn og ventede på at kunne boarde flyet, som havde afgang der 9.45. Jeg kiggede på klokken.

Den var kun 9.01, så der var en del tid endnu, og derfor besluttede jeg at finde noget morgenmad et sted. Jeg havde selvfølgelig min tro følgesvend med – iPhonen og høretelefonerne.

Jeg fandt en Starbucks, hvor jeg endte med blot at købe en varm cacao og en chokolade muffins – virkelig sund og nærende morgenmad, I know!

Jeg satte mig ned med morgen’maden’, satte høretelefonerne i, trykkede play, nippede til muffinen, og lukkede som så mange andre gange, verden ude.

 

Jeg sad helt væk i mine egne tanker, da en monoton stemme pludselig brød min trance. ”Sidste udkald til fly 376, Doncaster, passagerene bedes gå til boardinghall 7, gentager: Sidste udkald til fly 376, Doncaster, passagererne bedes gå til boardinghall 7. Dette er sidste udkald.”

Jeg fløj straks op, tog den ene høretelefon ud, og så på klokken. Fuck. Klokken var 9.30, og de må have kaldt til boarding flere gange, ude jeg havde hørt det. Jeg smed straks resterne ud, greb min håndtaske,  jeg løb mod boarding, hall 7.

Jeg ankom cirka 9 minutter for sent, og var derfor den eneste og sidste passager. Jeg skyndte mig straks hen til stewardessen der tog imod pas osv., fumlede kort efter passet, boardingpas samt flybilletten i min taske, og rakte hende det så. Hun nikkede godkendende og sendte mig videre. Jeg åndede lettet op, samlede mine ting sammen, og steg om bord. Endelig var jeg på vej – på vej væk.

Jeg fumlede mig vej ned til mit flysæde, som var bagerst i flyet, lige ved nødudgangen, hvilket var dårligt placeret, eftersom det altid var der der larmede, MEN det betød at:

A)Der var ikke plads til mange sæder, derfor var der kun det ene, så jeg kunne sidde helt for mig selv, 

B)der var massere af benplads, da der var stort mellemrum op til næste række,

C) det var lige ved siden af en dør - så jeg kunne hurtigt komme ud.

Alt i alt: Den var gennemtænkt!

Jeg smed mig udmattet ned i sædet, satte min håndtaske imellem mine fødder, og sukkede dybt.

Jeg fandt langsomt min iPhone og høretelefonerne frem igen, tog ’dutterne’ i ørerne, lagde benene over kors og kiggede ud af vinduet.

Pludselig lød et ’pling’ og ”Spænd-dit-sikkerhedsbælte” skiltet begyndte at lyse – tid til afgang. Jeg skyndte mig at spænde bæltet og sætte mig lidt mere til rette.

Pludselig satte flyet i bevægelse, og vi rullede mod landingsbanen. Vi kørte stille og roligt til at starte med, men i takt med vi kom længere væk fra selve lufthavnen, steg tempoet, og ikke længe efter svævede vi i luften.

Min musik spillede, og jeg kiggede ned på min mobil. Skærmen lyste op, og viste et billede af Victor og jeg, fra i går – der hvor vi krammede. Jeg havde slet ikke opdaget, at vi var blevet fotograferet, men jeg kunne godt regne ud, at det var Jason der havde taget det – især da det også var ham der sendte det, og derfor var grunden til min mobil lyste op.

Jeg låste op, og læste beskeden.

#Never give up. We will always love you<3# stod der, og et smil sneg sig ind på mine læber.

Idét teksten

”How am I supposed to leave you now,

 When you're looking like that?

 I can't believe what I just gave away,

 Now I can't take it back,

 I don't wanna get lost,

 I don't wanna live my life without you,

 How am I supposed to leave you now,

 When you're looking like that?”

Lød i min øregang, brast det for mig. Så da vi svævede højt oppe over Danmark, fældede jeg én enkelt tåre – nu var jeg for alvor på egen hånd, kunne jeg ikke undgå at tænke, så jeg lukkede blot øjnene og lod sangen gennemstrømme mig.

En dejlig lang flyvetur ventede forude, og jeg ville først være i England i morgen, så jeg kunne ligeså godt udnytte tiden, og få sovet – hvilket var præcist hvad jeg gav mig til.

 

 

-------------------------------------

SÅ! Nu er "vi" officielt på vej. Der er kommet nogle flere likes og favoritter - jeg takker vildt mange gange, det byder meget at i gider følge med!!

Jeg ville blive ellevild, hvis I også gad at smide en kommentar med på vejen... på forhånd tak!! <3

Og ha' en god weekend ;) Skal nok prøve at få opdateret mere i denne weekend, men har både blækregning og dansk aflevering for, sååå...
Men i hvertfald - tak for alt! xx<3

21/9 -12

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...