One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu? LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7562Visninger
AA

13. 11. There's No Such A Thing As Goodbye

Da jeg endelig trådte ind af døren derhjemme, var jeg smadret. Kold, ulykkelig, knust, og ødelagt. Mit tøj sad i uorden og jeg rystede som et espeløv. Jeg kunne dårligt stå oprejst, og tårerne strømmede ned af kinderne på mig.

Coco kom straks løbende for at hilse på mig, men jeg ænsede det dårligt nok, da jeg slæbte min følelsesløse krop op på mit værelse. Jeg smed hurtigt det næsten ødelagte tøj og skyndet mig i bad. Jeg prøvede at vaske berøringen af hans klamme hænder af min krop, mens tårerne fortsat strømmede. Jeg vaskede og gnubbede og skrubbede, men uden held. Jeg kunne stadig fornemme hans hænder glide rundt på min krop, berøre mig på steder, der ikke skulle berøres af andre.

Da jeg var færdig tørrede jeg mig hurtigt, og pakkede mig ind i noget dejligt varmt tøj – joggingbukser, hættetrøje og hyggesokker. Jeg smed mig i sengen, tog dynes over mig og græd i stride strømme. Som sagt tidligere, var jeg ikke typen der græd, over noget – det viste svaghed. Men i aften, var jeg svag – en hel del faktisk. Coco kom luskende ind og hoppede op til mig. Hun puttede sig helt ind til mig, som for at trøste mig. Jeg lagde en arm om hende og hulkede på livet løs.

Jeg lukkede øjnene, men ude af stand til at falde i søvn. Jeg lå bare og græd og græd og græd og snot og tårer stod ud af hovedet på mig.

Sådan lå jeg også da min mor kom hjem og fandt mig.

-----------------------------------------------------------

”Vanessa?,” hviskede hun blidt og ruskede i mig. ”Vanessa, hvad er der sket?” hun lød bekymret. Jeg svarede ikke, jeg græd bare. Hulkene var stilnet af, men tårerne løb stadig ned af kinderne på mig.

”Vansessa, tal til mig søde!,” bad hun indtrængende. Hun hev i mig og fik fat i min arm, som lå rundt om Coco. Så snart min hånd forsvandt fra hendes ryg, fór hun op og knurrede af min mor – hun beskyttede mig. ”Coco!,” hvislede min mor og tog prøvende en hånd frem mod mig igen. Coco gøede bare og gik et skridt frem mod min mor, mens hun knurrede med blottede tænder. Jeg lå bare og snøftede. Både min hovedpude og min kind var våde og fugtige af mine tårer.

”Vanessa, søde..” prøvede min mor igen, men holdt afstand til hunden.

”Bare lad mig være,” snøftede jeg.

”Men skat..” forsøgte hun, ”Lad mig være, sagde jeg!” snerrede jeg, stadig helt knust. ”Jeg tager aldrig tilbage til dén skole! Jeg vil bare væk – nu!!”

Jeg kunne høre hende sukke. ”Jeg tager fri fra arbejde i morgen, okay? Så snakker vi om det der..” sagde hun blidt og rakte ud efter mig.

Jeg nikkede blot, og begyndte min snøften igen, mens tårerne løb. ”Godnat skat,” hviskede hun, listede ud og lukke døren efter sig.

Coco stoppede sin knurren og lagde sig ned, selvom hun stadig var på vagt. ”Tak smukke,” hviskede jeg til hunden og aede hende blidt. Hun puffede til mig med snuden og lagde sig ind til mig igen.

På et tidspunkt lykkedes det mig at falde i søvn, men det forhindrede ikke tårerne i at stoppe.

---------------------------------------------------

Næste morgen, lod det til at jeg ikke havde mere væske i kroppen – tårerne var i hvert fald stoppet. Jeg blinkede hårdt med øjnene. Jeg havde ikke lyst til at vågne. Havde ikke lyst til at stå op, se verden i øjnene og sætte en facade på, som om ingenting var sket. Og dog, var det alligevel hvad jeg gjorde.

Jeg rejste mig med et suk fra sengen, gned mig i øjnene og så mig omkring. Coco slog straks øjnene op, rejste sig og kiggede på mig. Hun sprang ned af sengen, gik hen til mig og puffede blidt til mig med sin snude. ”Godmorgen skat,” mumlede jeg blidt og aede hende på hovedet. Jeg åbnede døren ud til gangen, gik ned i køkkenet og kiggede rundt. Klokken var 8.15, og min mor var stadig hjemme, hvilket jeg vidste, fordi jeg kunne se bilen holder i garagen.

Jeg sukkede, gik ind i stuen og satte mig i sofaen. Coco fulgte mig lige i røven, og hoppede op til mig. Jeg havde taget min dynen med ned, og puttede mig nu i den. Jeg lukkede øjnene og lå bare i min egen verden, idet min mor kom ind og ødelagde det.

Hun skyndte sig hen til mig, da hun fik øje på mig. ”Vanessa!!,” udbrød hun lettet og satte sig i fodenden. Coco knurrede lavt, men blev liggende.

Jeg sagde ikke noget. ”Hvad er det, der er sket??,” spurgte hun og lød bekymret. Jeg svarede hende ikke, men trak bare dynen over hovedet.

”Vanessa.. snak med mig,” bedte hun indtrængende og lagde en hånd på mine fødder. Jeg sukkede. ”Jeg tager aldrig tilbage i den lorteskole igen!” snerrede jeg lavt under dynen. ”Jeg vil væk herfra – nu!,” fortsatte jeg.

Hun sukkede. ”Det, jeg..” hun vidste ikke hvad hun skulle sige. ”Jeg mener det. Jeg lægger mig bare deroppe, og kommer aldrig ud igen,” afbrød jeg, stadig med dynen over hovedet.

”Fint. Ja, jeg.. Det.. Okay. Så må vi finde ud af noget med England,” sagde hun, helt ilde til mode. ”Og ring til Jason. Sig han skal komme – ASAP,” beordrede jeg, mens jeg stadig gemte mit hoved.

”Jeg rører mig ikke ud af flækken før han kommer. Og når han er gået. Skal jeg ikke nogle andre steder end en fucking lufthavn, der tager mig langt væk herfra!,” siger jeg kommanderende til hende.

”Javel,” svarede hun, rejste sig fra sofaen og gik ud for at finde, gik jeg ud fra, min mobil. Jeg hørte hun traskede op på mit værelse, og lidt efter stod hun igen hernede. Hun åbnede munden for at sige noget, men jeg afbrød: ”Koden er Victory, og nummeret finder du under kontakter,” sagde jeg, da jeg godt kunne regne ud, hvad hun ville spørge om. Lidt efter hørte jeg den ringede op.

”Ja, hej Jason, Holly her… Hør, jeg bliver nødt til at bede dig om at komme.. Vanessa ligger bare på sofaen uden at røre sig eller snakke, og hun vil ikke sige hvad der er sket, men da hun kom hjem i går græd hun bare i stride strømme, og det har hun gjort hele natten.. Ja, hun bad mig sige du skulle komme ASAP – hvad det så skal betyde..” hørte jeg hende sige, men kun brudstykker gik igennem til mig.

Jeg sukkede. Hvem havde IKKE hørt om ASAP – Det var squ da ganske enkelt – As Soon As Possible!

Jeg lukkede bare øjnene og lukkede verden ude – nu virkede dagen pludselig langt mere overskuelig!

------------------------------

Cirka 20 minutter efter min mor havde lagt på, ringede det på døren. Jeg lå bare helt krøllet sammen på sofaen, med Coco liggende ved min side, godt begravet under min dyne. Jeg kunne høre at døren blev åbnet, men jeg blev bare liggende i samme fastfrosne stilling.

Skridt nærmede sig langsomt sofaen. ”Er du gået i vinterhi, prinsesse?” lød en stemme, som jeg havde savnet utroligt meget de sidste 2 dage. Jeg trak på smilebåndet, men forblev ubevægelig.

Jeg hørte han gik rundt om sofaen, med vagtsomme skridt. ”Hey Cocomusen,” sagde han så, og jeg mærkede Coco bevægede på sig. Hun knurrede advarende og rejste børster.

”Heyyy.. Er det ikke lidt af en fornærmelse at du knurrer af mig, når det altid er mig der sørger for du får mad og tur?,” spurgte han hende og lød fornærmet.

”Det’ okay, skatte,” mumlede jeg endelig og prikkede til Coco, som straks lagde sig ned, og logrede med halen til Jason.

”Ned,” sagde han til hende og knipsede med fingrene. Hendes vægt lettede straks fra sofaen, kunne jeg mærke, og jeg undredes. Hvorfor måtte hun nu ikke det?

”Hvorf..” begyndte jeg mumlende, men blev afbrudt da en noget tungere vægt pludselig landede på hele min krop. Jeg begyndte straks at hyle op, vride og vende mig, men han rykkede sig ikke. ”Ja..Jason!!” gispede jeg hysterisk, og begyndte så småt at gå i panik – det mindede alt for meget om den foregående aften!

”Slip mig!! Gå ned! Stop!” råbte jeg og blev mere og mere panisk. Han grinede bare, og fattede vist ikke, at jeg ikke fandt det morsomt – overhovedet. ”GÅ SÅ NED! NU!!!!!” skreg jeg, nu helt hysterisk og han flyttede sig straks. Jeg var begyndt at ryste og tårerne trillede langsomt ned af kinderne på mig.

Han satte sig på hug ved siden af sofaen, hev dynen væk fra mit hoved og så på mig. Jeg lukkede bare øjnene og græd stille videre.

”Ssssh…” trøstede han, strøg mig over kinden og aede mig i håret. ”Undskyld, prinsesse… jeg er væk, du er i sikkerhed..” hviskede han blidt, og min gråd stilnede roligt af.

Han rejste sig, og lagde an til at ville rejse min overkrop, sådan så han kunne sætte sig og lægge mit hoved i hans skød. ”Må jeg?...” spurgte han blidt, og jeg nikkede som svar. Han tog blidt fat under armene på mig, satte sig, tog en pude, og lagde mit hoved i sit skød.

”Hvad er der sket, prinsesse?..” spurgte han forsigtigt og aede mig i håret. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg ville ikke snakke om det. Ville ikke huske det.

”Musse.. Du bliver nødt til at sige det til mig…” forsøgte han igen. Jeg lukkede bare øjnene. Et enkelt snøft undslap mig. ”Hvorfor vil du ikke sige det?,” hviskede han blidt og strøg mig over kinden.

”Ff..ff ff.. fo..for..fordi..” stammede jeg og kæmpede for at få noget forståeligt frem. ”Hvis jeg siger det.. højt.. så bliver det mere virkeligt,” snøftede jeg, ”.. og det vil jeg ikke have!”

”Kom med det,” pressede han blidt og strøg mig fortsat over kinden. ”De ville ikke stoppe… Jeg ville ikke have det.. jeg skreg, og jeg råbte efter hjælp … og jeg.. jeg.. jeg græd..” snøftede jeg og begyndte at græde igen. Jeg blev nødt til at fortælle ham det.

”Hvad gjorde de ved dig?,” hviskede han, og var blevet helt stram i ansigtet. Han havde nok en idé.

”De.. de.. de voldtog mig,” fik jeg frem og begyndte at hulke voldsomt. Han blev helt grå i ansigtet. ”Neeej…” hvæste han lavt. ”J..jooovh,” hulkede jeg og tårerne stod ud af kinderne på mig, for anden gang inden for et døgn – dårlig stil!

”Hvor mange var de?,” spurgte han koldt. Jeg vidste det ikke var mig, han blev så sur over. ”4…” hviskede jeg. ”Hvem var det?,” spurgte han igen, koldt. ”Jeg kunne ikke kende dem, Jason..” mumlede jeg.

”Vanessa…” begyndte han. ”Jeg sagde jeg ikke kunne kende dem!,” afbrød jeg bestemt og så hårdt på ham. ”Men det er ikke det værste..” hviskede jeg så.

”Hvad? Hvad er så det værste?,” spurgte han og så insisterende på mig. ”Jeg skal flytte…”

Han stivnede. ”Du skal HVAD?!?!” halvråbte han højt.

”Flytte.” hviskede jeg og lukkede øjnene. Jeg ville ikke se hans sårede blik. ”Hvorhen? Hvornår? Hvorfor?” hviskede han trist, og jeg kunne mærke hans blik på mig.

”England, Doncaster. I Dag. Jeg skal gå i skole der – og jeg skal væk herfra,” hviskede jeg lavt.

”Det… du.. neeej…” hviskede han målløs. ”Det er ikke til diskussion. Jeg flyver i dag. Spørg selv Holly,” sagde jeg hårdt, åbnede øjnene, satte mig op og så på ham.
”Det er sandt,” lød en stemme fra hjørnet af. Holly trådte frem i lyset. Havde hun stået og lyttet til det hele?!

Hun så på mig. ”Vanessa…” hviskede hun svagt. Hun havde tårer i øjnene. ”Du smuglyttede?!,” hvæsede jeg surt og så koldt på hende. ”Jeg ville ikke.. Du ville jo ikke fortælle mig noget!,” sagde hun til sit forsvar. Jeg fnøs. ”Du er ynkelig,” hvæste jeg. ”Jeg går op og pakker,” meddelte jeg, rejste mig fra sofaen, og gik ovenpå. Lidt efter kom et par skridt luntende. ”Gå din v..” begyndte jeg, men så så hvem det var. ”Coco. Fint, så kan du underholde mig,” sagde jeg blidt, klappede hende på hovedet, og begyndte at pakke hele mit liv ned.

-------------------------------------------------

SÅ! Nu er der endelig kommet "skub" i tingene, og Vanessa skal endelig rejse. Hvad siger I - nogle kommentarer?

Tak igen fordi i læser, liker og favoriserer!

Jeg bliver nødt til at have jeres råd - når nu hun kommer til England; skal talen så foregå på dansk eller engelsk? Jeg kan sagtens selv finde ud af det, og ville mene det var nemmere og mere realistisk, da hun jo er dansker, og kommer til et engelsksproget land. Men hvad mener I? Hjælp mig, og giv jeres mening til kende! ;)

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...