One Life - One Chance - One Direction [1D]

Vanessa er navnet på den 16 årige danske teenager, der en dag får vendt op og ned på sin ellers triste og grå hverdag. Vanessa har aldrig haft et nemt liv, med en kriminel far, og en arbejdsnarkoman til mor. Men som et gammelt ordsprog siger: "Heldet følger de tossede," og det kommer Vanessa til gode, da hun en dag får en Once In A Lifetime chance, og hendes liv for altid ændres. Men er det til det bedre? Eller til det værre? Og hvad med hendes liv nu?
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Det kan indeholde stødende sprog og hændelser - så er I advaret!

41Likes
94Kommentarer
7615Visninger
AA

12. 10. Trinity

”Nessa!!” udbrød hun straks, helt forskrækket og skyndte sig at springe til siden. ”Jeg kunne heller ikke forstå, hvorfor han ikke stod på folden!”, udbrød hun grinende og så på mig. ”Det er længe siden! Men hvor er det dejligt at se dig,” smilte hun venligt og gik hen til os.

”Hey Trinity,” smilte jeg venligt og klappede beroligende Victory på halsen. Jeg havde ikke noget imod Trinity’s kælenavn til mig, både fordi det var hende, og så fordi hun sagde det i en god mening. ”Det er også godt at se dig! Ja, jeg ved godt det er et stykke tid siden, men det er svært med skolen og sådan – du ved,” sagde jeg som svar på hendes udbrud, ”Jeg beklager jeg sikke skrev, at jeg kom i dag, men.. det er en af de dage…” fortsatte jeg og skar en grimasse. Ligesom Jason, havde Trinity også altid haft en… vis forståelse for mig, og altid fornemmet når der var noget hun ikke skulle spørge til, eller der var noget galt.

”Aaah.. I see,” smilte hun og rakte hånden frem mod Victory, så han lige kunne genkende hende. Han snuste til hende og prustede så. ”Jeg red også i går, så det er bare helt i orden,” sagde hun og smilte forstående. ”Skal I springe?,” spurgte hun så og nikkede mod springbanen. ”Jaerh, det var planen,” sagde jeg og smilte impulsivt. ”Jamen så kan jeg da hjælpe med at justere springene og sådan!” tilbød hun venligt og sammen fulgtes vi ned til banen. ”Fedest! Mange tak,” sagde jeg glad og red ind.

Trinity gik straks i gang med at flytte lidt på springene og justere højden, alt imens jeg varmede op i trav.

-------

”Så er vi klar!” bekendtgjorde Trinity, idet jeg tog ned i skridt, efter at have varmet op i både trav og galop.

”Cool!”, grinte jeg og skridtede lige en runde. ”Bare kom på krydset, og derefter den lodrette, så vi lige starter med lidt opvarmning,” instruerede hun og stillede sig i hjørnet, med armene over kors – rigtig underviser agtigt.

”Javel!” svarede jeg, kortede op på tøjlerne, satte i galop og styrede mod krydset. Victory satte af og kom fint hen over, med mig i fin stil med over. At ride var ligesom at cykle – når først man havde lært det, kunne der gå 100 år imellem man gjorde det, og når man satte sig i sadlen igen, ville det hele komme tilbage – sådan var det i hvert fald for mig!

Vi red mod den lodrette og jeg kunne mærke ham søge frem. Jeg smilte, men tog en let anholdning på tøjlen – der skulle jo stadig lige lidt kontrol over! Victor fnyste og cirka fem meter før springet satte han bare helt enormt over – han blev altid så glad. Jeg blev nærmest kastet ud af sadlen, så højt sprang han over, men blev dog siddende på, det var trods alt ikke helt uforudsigeligt – jeg kendte min hest, og vidste efterhånden hvad den kunne finde på!

Jeg tog ned i skridt og red hen til Trinity. Hun holdt et smil inde, kunne jeg se. ”Du ved godt jeg jo ikke springer på ham mere,” halvgrinte hun, rakte hånden frem og klappede ham på halsen. ”Men husk at følge med – jeg ved godt den ikke var helt nem den der, men så må du liige komme ind i kampen,” fortsatte hun undervisende, men jeg vidste hun sagde det i en god mening – for hende handlede det altid om at hesten skulle have det godt, og hvis der gik noget galt, så var det næsten altid rytterens fejl, og de fleste af gangene var det rigtigt – hesten gjorde altid bare hvad den gik besked om, fra rytteren af – sådan da.

”En gang til,” sagde hun og lagde igen hænderne over kors.

Jeg nikkede, kortede tøjlen, satte i galop og styrede mod springet. Denne gang gik det noget bedre og vi fløj over begge spring i fin balance.

”Meget bedre!,” råbte hun og gik hen og satte den lodrette op. ”Så kommer du bare på banen,” sagde hun og kiggede hurtigt rundt. ”Lodret, oxer, muren, tripplebarre, vandgraven, og så den blå oxer,” opråbte hun mens hun pegede på de forskellige, idet hun sagde dem.

”Javel!” råbte jeg, og red mod den lodrette endnu en gang. Selvom den var blevet sat op, sådan så den nu var omkring 120, sprang han den med lethed. Jeg talte 3 galopspring i hoved, inden vi satte af over oxeren som var temmelig bred og på cirka 130 cm., derefter var der 4 galopspring, så kom muren.

Jeg mærkede han tøvede, men jeg klikkede blot med tungen, så fløj han over – han stolede på mig. Jeg tog lidt ned i fart, lavede en vending hen til trippelbarren og styrede så mod vandet med lidt mere fart. De sidste to galopspring mærkede jeg igen han tøvede, men jeg trykkede blot lidt til ham, klikkede med tungen og stolede på ham. Han svævede nydeligt hen over og tog selv styringen hen til den sidste blå oxer, hvor han sprang enormt henover, på trods af den var 140.

Da jeg landede i sadlen igen skyndte jeg mig straks at klappe ham og overstrømmende rose ham, inden jeg tog ned i trav, og så skridt.

”Virkelig fin runde!,” roste Trinity, ”Og godt du hjalp ham over ved vandgraven! Jeg kunne se han tøvede, men du behøver blot prikke til ham, så går han jo igennem ild og vand for dig, bogstaveligt talt,” sagde hun og smilte. Jeg nikkede glad og klappede ham igen. Det var ikke engang løgn – han gik virkelig igennem ild og vand for mig. ”Jeg sætter lige det hele op, og så er det vist det for i dag. Det er længe siden han har sprunget,” sagde hun og justerede straks dem alle igen.

 

---------
 

Da vi var færdige og vi havde sat ham på fold, efter at have rost ham og givet ham en masse gulerødder, stod vi og snakkede mens vi i fællesskab mugede hans boks.

”Jeg har noget jeg godt lige vil snakke med dig om,” sagde Trinity og rystede greven. ”Jeg vil også lige snakke med dig…” istemte jeg og rystede min grev.

”Jo altså.. Du ved, Jens og Kristina, dem der ejer gården?” begyndte hun. ”Mmmh?...” mumlede jeg istemmende og fortsatte min mugning. ”De er jo begge blevet gamle, så de skal flytte på plejehjem… Og de har spurgt mig om jeg vil overtage gården!!,” sagde hun og hvinede som en teenager da hun fortalte den sidste del. ”Er det rigtigt?!?!” hvinede jeg istemmende, ”Hvor er det bare fedt!!!!,” sagde jeg glad på hendes vegne og gav hende et kram. Hun krammede mig igen. ”Mmmh! Så det betyder også, at jeg skal bo her, og det fra nu af, er mig der ejer det hele. Så jeg får på den måde mere tid herude…” smilte hun og slap mig.

”Hvor er det fedt!”, smilte jeg. ”Især fordi…” jeg blev straks mindre højrystet, og tog en dyb vejrtrækning. ”Jeg skal flytte.. ”

”A’HVAD?!” halvskreg Trinity helt overrumplet og mistede grebet om greven. ”Min mor sender mig til Englang.. For at gå i skole…” mumlede jeg trist til mode. Trinity stod bare helt målløs og så på mig.

”Det mener du ikke seriøst, vel?!,” spurgte hun lavt og så sur ud. Jeg vidste det ikke var mig hun var sur på, men min mor. Trinity havde aldrig rigtig brudt sig om min mor, fordi hun aldrig havde været der for mig, og fordi hun kun to sit arbejde seriøst – sådanne mennesker havde Trinity aldrig bifaldt, og det lagde hun ikke skjul på.

”Ja, desværre.. Så jeg havde tænkt mig at spørge.. om du vil overtage Victor? Jeg kan jo ligesom ikke rigtigt bare komme herud sådan…Og jeg ved, han vil få de godt i dine hænder, især da jeg heller ikke vil efterlade ham hos nogle andre.. Så vil du passe på ham for mig?,” spurgte jeg, og så på hende med nogle meget bedende øjne.

”Selvfølgelig vil jeg det, Vanessa! Det ville være mig en ære.. Selvom jeg ved vi begge vil savne dig af helvedes til!” svarede hun og så medlidende på mig. Jeg hadede det blik – medlidenhedsblikket. Især fordi jeg aldrig havde følt, jeg fortjente det. Og så var jeg uendelig træt af, at folk altid skulle kigge sådan på mig. Det var også derfor, jeg aldrig åbnede mig helt op for andre – jeg gad ikke alt den medlidenhed, når det alligevel ikke virkede.

”Tusind tak,” mumlede jeg og sukkede tappert. Vi blev færdige i stilhed, mens vi bare snakkede lidt om hvordan det hele kom til at ske, hvornår jeg flyttede, hvor jeg skulle bo og sådan.

Da vi var helt færdige med stalden og få ordnet hestene, var klokken blevet 5 om eftermiddagen.

”Gider du hjælpe med at lukke ind?,” spurgte Trinity indtrængende og jeg nikkede. ”Selvfølgelig.”

Hestene stod ikke på døgnfold herude, hvilket netop var en af grundene til, at det var her, vi havde valgt at opstalde Victory. Det var også noget værre lort, det der døgnfold – at hestene stod ude døgnet rundt, selvom det var -10 grader om natten – det var jo sindssygt!

”Then let’s do it!” mumlede hun dramatisk og jeg trak uvilkårligt på smilebåndet – hun var altid så positiv, og det smittede!

Vi greb begge et træktov, og gik så i gang.

-

Da vi var færdige med at lukke alle hestene som stod opstaldet her – cirka 40 - ind, var mørket ved at falde på, selvom klokken kun var omkring 6.

Jeg følte mig godt brugt, og ville bare gerne hjem nu. ”Tak for hjælpen, søde du,” sagde Trinity da vi stod og var ved at lukke af for natten, i stalden.

”Det var så lidt – du hjælper jo også altid mig,” smilte jeg.

”Selvfølgelig – du er så sød jo,” smilte hun tilbage og så på mig. ”Hva øh.. ses vi inden du rejser, eller hvad?... Der er jo ikke længe til,” sagde hun og så spørgende på mig.

”Det regner jeg da med,” sagde jeg og sukkede. ”Jeg bliver jo nødt til at få sagt farvel til jer, når nu der går så længe inden vi ses igen!...” sagde jeg ulykkeligt. ”Hey,” sagde hun blidt, ”Det skal nok gå alt sammen. Og tænk på, at du kommer væk fra alle der rædsomme mennesker du omgås lige nu – f.eks din mor,” sagde hun bittert og hev mig ind i et kram. Jeg trak på smilebåndet – Trinity havde altid været den søde, forstående mor, der var her for mig – og hun havde altid delt hadet til min rigtige mor, med mig. ”Det bliver godt med en ny start, hvor ingen kender dig, eller de grimme, usande rygter der er,” sagde hun blidt og aede mig på ryggen.

”Det er vist også det eneste jeg glæder mig til,” smilte jeg og afbrød krammet. ”Jeg må hellere komme hjem inden det bliver for mørkt,” sagde jeg og kiggede ud på himlen.

”Ja, selvfølgelig! Skal du have et lift hjem? Jeg er ikke meget for at lade dig gå nu, helt alene” sagde hun og så bekymret på mig. Vi slukkede og lukkede i stalden, og gik ud på gårdspladsen. ”Narh, det er helt fint. Der er jo ikke så langt, og jeg har brug for.. at tænke,” sagde jeg og stak hænderne i lommerne. Jeg havde gået hjem herfra massere gange – det havde aldrig været et problem.

Hun sukkede og så skeptisk på mig. ”Okay så. Men skriv en SMS så snart du er kommet hjem!,” sagde hun strengt og så advarende på mig. Jeg smilte. ”Det skal jeg nok,” svarede jeg og lagde an til at gå. ”Vi ses Trinity,” smilte jeg, vendte ryggen til og satte kursen hjemad.

”Vi ses. Pas på dig selv!” råbte hun og gik langsomt ind mod huset. Jeg rystede på hovedet af hende, satte bare det lange ben foran.

Hvis jeg havde vist, hvad der nu ville ske, havde jeg taget imod hendes tilbud. For så ville det, der snart skulle ske, aldrig været sket…

---------------------------------------------------

Her fik i lige 1½ kapitel! Hvad tror I der vil ske? Kom med jeres bud! :)

Tusind tak fordi I læser og liker! :) Og specielt tak til jer der følger med! ;)

Regner med i får et til kapitel, og jeg kan afsløre så meget, aaaat ... nu sker der noget!

xxx !

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...