Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv. Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3* ***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3469Visninger
AA

9. Våben

Jeg ser på ham, venter på at han vil sige: 'Ej, det var bare for sjov. Selvfølgelig må du tage afsted, når du er klar ' men det er bare lige det. Han siger det ikke. Jeg ser på ham, atmosfæren begynder at være pinlig, han siger ikke noget, det han havde sagt mente han alvorligt. Og jeg siger ikke noget, for af en eller grund kan jeg bare ikke.

Jeg ryster på hovedet med lukkede øjne. "Det mener du ikke, vel?" Spørger jeg og ser op på ham igen, han står med armene lagt over kors og ser alvorligt på mig. Mærkeligt, for lige før lå han bare på gulvet og skændtes om småkager som en anden 7-årig.

"Jo. Jeg mener det. Det er ikke en joke, en vittighed. Det er den rene sandhed." Svare han og ser stadig alvorligt på mig. Jeg snerper læberne sammen og rejser mig op, "Du skal ikke komme og fortælle mig om hvad jeg kan og ikke kan." siger jeg,

"Du kan ikke gå, Rachel. Du er midt i en forvandling, og det tager tid for du er færdig med at forvandle dig." siger han og ser på mig. Jeg hæver skeptisk det ene øjenbryn, "Okay, så jeg er midt i en forvandling? Hvad bliver jeg så til? En sommerfugl? For jeg kan godt sige dig at jeg er farligere end en sommerfugl. Jeg kan bruge..." jeg skal lige til at fortælle at jeg har våbenfærdigheder, da jeg lukker munden på mig selv. Jeg kan ikke fortælle ham det, for så vil han jo nok spørge. Spørge om hvorfor en tjeneste pige har våbenfærdigheder, når hun ikke engang kan finde ud af at bage? Og det er ikke noget jeg vil ind på, ikke nu. Og jeg vil da slet ikke blive uvenner med de her folk, jeg mener de er jo søde nok.

"Rachel, det her er ikke noget du skal lave sjov med!" Siger han adverende og ser lidt truende på mig. "Så fortæl mig hvad jeg er ved at forvandles til! Og hvorfor mit ben går fra brækket til helet på så kort tid?!" Spørger jeg i en vred tone, men det er på en måde også en kommando. At udstede ordre er en ting man lære i løbet af sin tid som prinsesse. Senere får man skæld ud for det hvis man bliver opdaget af sin far..

"Dit ben heler hurtigt fordi at det er en del af din forvandling! Og du vil ikke tro på det, hvis jeg fortalte hvad du er ved at forvandles til." Siger han og ser på mig, "Prøv at fortælle mig det! Lige nu ville jeg ikke engang blive overrasket hvis landet brød ud i krig!" siger jeg og ser et halvt overrasket glimt i hans øjne, men det forsvinder og hurtigt igen. Han puster tungt ud, "Du er ved at blive til en.." han klemmer læberne stramt sammen og åbner så munden igen, "En varulv." slutter han endelig. Jeg ser på ham og ryster så på hovedet, "Flyt dig." siger jeg og vil ellers gerne skubbe til hans skulder da jeg går forbi, men et instinkt holder mig tilbage.

Jeg åbner døren og finder Damon stående en meter væk nede af gangen, jeg ser irreterret på ham før jeg går ned af gangen og finder det værelse hvor jeg vågnede op. Jeg kommer ind, låser døren, finder mit eget tøj og får hurtigt skiftet. Jeg folder Alice's tøj pænt sammen og ligger det på sengen. Går ud af værelset og ser på Damon som stadig står i gangen.

"Hvor er mine våben?" Spørger jeg kort og godt, da jeg ikke ved hvad de har gjort ved dem.

"Dine våben?" Spørger han i samme tone som mig og hæver det ene øjenbryn.

"Ja. Mine våben." Siger jeg igen i en vredere tone.

"Hvor skulle jeg vide det fra?" Spørger han så.

"Fordi at det er jer som fandt mig, og jeg har lagt mærke til at i sådan går og fortæller hinanden ret meget.. Så jeg spørger dig igen. Hvor er mine VÅBEN?!" Min stemme er hævet af vrede og frustration og noget som jeg ikke lige ved hvad er.

"For helvede Damon! Så fortæl hende dog hvor de er!" Lyder det pludselig bag Damon's ryg hvor Alice står. Hun ved åbenbart ikke hvor de ligger, hvilket betyder at de nok ikke fortæller hinanden alt alligevel.

"Her er dit sværd.. Dit pilekogger.. Og din bue." Lyder det pludselig fra Jayden, og samme tid med at han nævner dem, stikker han min sværd, med skede til i min ene hånd, hænger mit pilekogger på min ene skulder og stikker buen i den anden hånd. Damon ser ret surt på Jayden, "Du vil måske tirre en varulv, som ikke er helt forvandlet endnu?" spørger han og løfter hænderne op i forsvarsposition.

"Jeg er ikke ved at blive til en varulv! Jeg er et normalt menneske på 16 år." Siger ud mellem tænderne, jeg nægter at tro på det de siger. Jeg KAN ikke være ved at blive til en forvandling. Det er bare noget de siger for at få mig til at blive her. Ikke andet end det.

Jeg går forbi dem, styrter ud af døren og ser rundt for at finde ud af hvor jeg er. Træerne er frodige og grønne, på jorden lægger visne blade, grønt mos, og sten og grene. Sollys slipper ned gennem træernes blade og hvis man ser grundigt efter, ligger man mærke til at træerne vokser rundt om huset. Stedet har sin egen fredsommelighed og hvis det ikke var fordi at jeg vidste det, så ville jeg næsten tro at jeg er i Green Forest. Men jeg kender Green Forest, næsten hele Green Forest.. Okay, bare bedre end nogen andre jeg kender.

Jeg drejer rundt for at se om jeg kan finde rundt, hvis jeg bare går lige ud og ind i skoven, risikere jeg aldrig at komme ud. Lettere nervøst spænder jeg mit sværd til bæltet, hænger koggeret mere tilpas over skulderen og holder buen i min højre hånd. Jeg løber hen imod det nærmeste træ og begynder at klatre op. Hvis jeg er heldig kan jeg se op over trætoppende og finde ud af hvor den nærmeste by ligger. Derfra kan jeg vel spørge om vej til Sun Castle.

Jeg hænger buen om på min skulder så begge hænder er frie og begynder at lede efter holde steder. Langsomt begynder jeg at klatre op, jeg høre lyden af deres høje stemmer inde i huset. Jeg kan ikke skældne ordene, men en ting er da sikkert. De skændes. Men om hvad præcist er ikke til at sige. Jeg lader stemmerne blive til baggrunds støj og fortsætter med at klatre op.

Da jeg næsten er højt nok oppe til at kunne se ud over landskabet, åbnes døren. Jeg presser mig ind til træet og håber på at jeg ikke bliver opdaget. Hvem der nu er gået ud af døren, går lidt rundt udenfor, men døren lukkes på intet tidspunkt. Jeg høre at personen trækker vejret tungt ind, tungere end en kvinde nok gør. Så det må være en af fyrene. Jeg høre nogle flere skridt komme gående, lette skridt. En kvinde, Olivia eller Alice.

"Så løb da efter hende, men du skal ikke regne med at hun ville lytte. Lyttede jeg måske da vi fik det at vide?" Spørger en stemme, jeg genkender den som Alice's.

"Jeg må ikke Alice. Will, sagde at jeg skulle lade hende smutte. Men tænk på hvilke skader.."

"Kooldt! Mine kager bliver kolde! Kom ind og luk den dør!" Lyder der et pludseligt hyl inde fra huset og får det til at gippe let i mig. Stemmen var ikke Olivia's, det var.. Jayden's? Selvom at jeg vil væk, kan jeg ikke lade værre med at smile over ham.

Høre da døren bliver lukket, men er usikker på om de nu er gået ind. Lader mit hoved titte frem og ser at der ikke er nogen der nede. Begynder igen at klatre op for at finde ud af hvor jeg er.

Jeg holder et gisp tilbage da jeg ser udsigten. Der er trætoppe som fortsætter hele vejen op af Golden Mountain indtil at det simpelt hen bliver alt for stejlt til at træerne kan stå uden at risikere at falde. Desuden ser det fuldkommen ud som om at bjerget er lavet af guld. Pludselig forstår jeg hvor navnet er kommet fra, og opdager at jeg har åben mund. Jeg drejer hovedet og ser i den anden retning. Og afgør at der nok er 5 km. skov før der kommer åbent land. Men solen er ved at gå ned, og der kan være farligt i en ukendt skov om natten. Hvad tænker jeg på?! Det er farligt uanset hvilken skov man er i. Tænker jeg.

Jeg begynder at klatre lidt ned igen, afgør at det måske er mest sikkert at gå fra træ til træ. Pludselig slår det mig, Tasha! Min dejlige hoppe, mon hun er død eller..? Det slår mig også at jeg ikke spurgte efter hende. Men de sagde at jeg lå fanget under en hest.. Død.. Det kan da ikke passe? Men dejlige hoppe, kan da ikke være død!

Jeg ryster på hovedet, jeg vil ikke tænke på det. Jeg begynder lidt nærvøst at klatre fra gren til gren på forskellige træer for at komme hen til det åbne land.

                                                                        ***

Efter noget tid var jeg gået ned på jorden igen, for at komme hurtigere frem.

Og lige nu er jeg ved at få ondt i mine fødder, og jeg er blevet træt. Desuden er lyset som før slap ned mellem trækronerne, ved at forsvinde. På grund af solens nedstigning og det tætte løvlag over mig er der jo bare endnu mørkere. Men jeg kan da tydeligt forestille mig hvordan Golden Mountains ser ud nu. Hvis det før lignede guld, må det jo bare være endnu flottere nu. Golden Mountains med træerne der kæmper for at nå op til bjergtoppen, og kæmper for at holde sig lige op. Og måske en ræv som går rundt deroppe og leder efter en mage eller noget at spise. Måske en jagtfalk som også er på jagt?

Et træt suk kommer fra mig, jeg er udmattet og gider snart ikke at gå mere. Kommer i tanker om at jeg hverken har mad eller penge til at købe det, og jeg har heller ikke et kort. Det eneste jeg har er mig, mit tøj og mine våben. Faktisk er jeg ikke engang sikker på at jeg holder kursen, fordi jeg hele tiden skal sno mig ind og ud imellem træerne.

Pludselig høre jeg en ugle tude over mig og jeg bliver forskrægget. Jeg bliver opmærksom på andre lyde, end uglen, noget der pusler i en busk et stykke væk. Automatisk tager jeg buen af og holder den i min hånd for at føle mig mere sikker. Jeg rækker også om efter en pil, og sætter den på strengen. Når jeg holder en pil klar på min bue føler jeg mig mere sikker.

 

Endelig begynder det at tynde ud blandt træerne og jeg kan se længere frem, eller det ville jeg kunne hvis det ikke havde været for mørket. Mørket er faldet hurtigere end jeg havde regnet med, og jeg er begyndt at snuble nogle gange. Og hvis jeg snubler kan jeg komme til at slå mig selv med min bur og pil, og det vil gøre meget ondt. Især hvis jeg rammer et blødt sted med enden af pilen.

Endelig kommer jeg til den usynlige grænse som stopper træerne og lader det åbne land komme til. Jeg sukker træt og ser svag damp fra min ånde flyve ud i luften. Jeg lader de brune øjne glide undersøgende rundt. Og så får jeg øje på det. En uformelig masse som enten kan være sten eller.. Eller der hvor vi blev angrebet fra. Jeg mærker at tårene stiger mig til øjne og begynder at løbe derhen så hurtigt jeg kan.

Jeg ser rundt på de døde kroppe og blodet på græsset, de dybe fure i græsset, efter kæmpe store poter. Men hvad der dog er det mest bekymrende er at kroppene ser ud til at være helt tømt for blod. Ærlig talt ligner det alt sammen rosiner  fordi at de ikke har noget blod i dem længere. Desuden har hestene også dybe sår i siderne fra enorme kløer.

Jeg ser på de døde mennesker og finder Sir Sopespian. Hans rustning har fire dybe fure som er gået helt igennem og ind til hans hud og lige ind under huden. Hans hjelm er slået af og han har plamager af blod i ansigtet og noget i håret. Øjne er spærret vidt op i rædsel og hans mund er lidt åben.

Jeg ser forfærdet ned på ham og falder ned på knæ og ser på ham. Jeg ser rundt efter noget, bare et eller andet, der er noget der mangler ved ham, ud over hans manglende tegn på liv. Jeg får øje på hans sværd, og ligger min bue og pil fra mig, for at kravle hen og tage hans sværd. Først tøver jeg med at tage det, og knytter min fremstrakte hånd. Så tager jeg mig sammen og samler det forsigtigt op og kravler tilbage til ham for at ligge det ved siden af ham. Forsigtigt og med rystene hænder lukker jeg hans øjne og arrangere ham så han ligger lige og med hænderne foldet pænt på brystet. Jeg ligger hans sværd sammen med hans hænder, ligesom når en ridder skal brændes. Men det er jo kun hvis de er døde i kamp, hvilket Sir Sopespian også er. Død i kamp, imod en flok varulve. Jeg ser på ham og opdager at mine kinder er blevet våde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...