Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv. Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3* ***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3477Visninger
AA

10. Underlige drømme

Efter noget tid rejser jeg mig op igen, og har min bue og pil i hånden igen. Jeg overvejer at tørre mine tåre væk, men lader værre. De skal være et symbol for den sorg jeg føler over at have mistet en ridder. Og de skal også være et symbol for den sorg der lige nu er ved at springe min hals, overfor dem der er døde på grund af væsnerne i Copper Forest.

Med en klump i halsen og flere tåre som truer med at trille ned over kinderne, går jeg videre langs de døde. Jeg får øje på det som jeg også har ledt efter, eller hende som jeg har ledt efter. Jeg sætter i løb de sidste meter og falder på knæ ved min døde hoppe. Tårene begynder for alvor at trille og nogle få ynkelige hulk kommer fra mig. Her ligger min døde hoppe med kæmpe flænger på siden, sadlen er også noget af det der er blevet flænset.

Ynkeligt kravler jeg hen til hendes hoved og ligger det i mit skød, mens jeg aer hende over kinden. "Undskyld.. Je-jeg e-er så-så ked.. af det.." Hulker jeg til hende og bøjer mit hoved ned imod hendes. Mine tåre drypper ned på hendes hoved. Normalt ville hun fnyse og flytte på sit hoved, men hun ligger helt stille, og med lukkede øjne.

Det her er min skyld. Jeg kunne bare havde gjort som min far ville have, og være blevet hjemme. Men det ville ikke forhindre de andre i at dø. Siger en stemme inde i mit hoved. Og det er rigtigt. Sir Sopespian ville muligvis stadig være død af det. Og de andre. Måske kunne det være nogle andre der døde, men nogen ville stadig dø. Nogen ville blive dræbt.

Pludselig stoppede jeg min tanker. Nogen ville blive dræbt. Men ulvene ville jo stadig være der. Og det ville være ulvene som dræbte dem. Varulvene.

Langsomt retter jeg mig op og ser lige ud i luften. Det eneste jeg kan tænke på er den store sorte ulv som angreb mig. Den var så flot, men på samme tid frygtindgydende, og alligevel elegant. Men ikke så elegant som den hvide med de grønne øjne havde været.

Blå øjne, den sorte ulv, havde blå øjne. Flotte blå øjne med noget der kunne have lignet sorg. Men det var den som dræbte min Tasha. Minderne om tiderne med Tasha vælter ind over mig og tårende triller stille ned af mine kinder.

Hadet vælter ind over mig da jeg når til det med den sorte varulv. Den varulv som tog min hoppe fra mig. Hun fortjente ikke at dø så tidligt. Hun kunne stadig leve i flere år. Været med mig, og delt minder. Men sådan skulle det ikke være. Kun på grund af den skide varulv.

Jeg ser ned på Tasha igen og opdager at hun faktisk ikke har så mange flænger som de andre heste fik. Hun fik kun lige nok til at dø hurtigt, men med angst i hjertet. Jeg så ned på hendes hoved igen, og kunne ikke lade være med at kysse hendes kind en gang.

Så rejste jeg mig op og så ud over det hele. Alle sammen døde, og jeg var den eneste der overlevede.

Brat vander jeg mig væk fra det hele og ser imod kongeriget. Imod Sun City. Men der er lang vej til fods. Meget længere end på hesteryg.

Med målrettede og alligevel trætte slæbene skridt, går jeg i den retning jeg skal for at komme hjem. Hellere tage hul på rejsen og gå mens jeg stadig kan se lidt. Så kommer jeg vel forhåbentlig også hurtigere hjem.

                                                                         ***

Efter mindre end en halv time stopper jeg. Mine fødder gør ondt, mine ben føles tunge som bly, og mørket er blevet tykkere. Så jeg kan næsten ikke se mere end en meter frem for mig, og er hele tiden ved at falde over sted.

Jeg finder et lille sted og ligger bue og kogger ved siden af mig. På grund af mørket har jeg heller ikke kunnet finde et sted hvor jeg kan ligge i læ, så jeg må nøjes med min kappe. Jeg har heller ikke noget telt, og det har slet ikke slået mig at samle brænde. Så det eneste jeg sådan set kan gøre lige nu, er at ligge mig til at sove.

Jeg samler min kappe tæt om mig og bruger min arm som pude og må leve med det hårde underlag jeg har. Et suk slipper fra mig. Jeg har ingen varme eller ly, jeg har ikke engang mad. Og jeg kunne jo havde taget noget fra sadeltaskerne.

Mentalt slår jeg mig selv i panden med en køle. Jeg havde jo slet ikke tænkt på det mest nødvendige. Jeg kunne have taget tæpper, mad og fundet brænde da jeg stadig var i skoven. Jeg kunne have fundet en dolk med også. Der var så meget jeg skulle have taget med, men som jeg selvfølgelig glemte. Men jeg skulle jo også selv bære det med til bage. Men jeg ville have haft en større chance for at overleve.

Hvis jeg er heldig, tænker jeg, så finder jeg en busk med bær i. Måske et frugttræ? Et dådyr? Så længe jeg jo bare får lidt mad. Men hvad så med vand? Uden mad kan jeg godt overleve, men uden vand.

Jeg ligger og skælder mig selv ud for at have glemt alt det som jeg ville få brug for. Men stopper så, det nytter jo ikke noget nu. Jeg vender mig om og sørger for at fordele min kappe ligeligt rundt så jeg ikke fryser helt så meget som jeg gør. Dog hjælper det ikke så meget når jorden under mig er kold.

***

Jeg åbner svagt øjne da jeg mærker en varm blid vind imod mit ansigt. Jeg ser ind i nogle flotte blå øjne. De virker bekendt, og det samme gør den sorte pels omkring dens øjne. Jeg gisper og ser med store øjne på varulven som angreb mig. Men den er anderledes den her gang. Den har ændret sig.

Den ser frem, men den står ikke på alle fire ben som dengang. Den har en mands brystkasse, og en hals, som er pelset men alligevel mere tynd end en ulvs. Men hovedet minder mere om en ulvs. Den har snuden og ørene på toppen af hovedet.

Jeg ser nærmere på den og ser at den faktisk har mig i sine arme. Sine ARME?!

Det er rigtigt nok. Ulven bære mig i sine arme. Den har store hænder, som egentlig minder om menneskers, bare støre og behårede. Desuden har den også enorme kløer, men den er påpasselig med at kløerne ikke rammer mig.

Jeg ser bange på den og vil gerne bakke væk, men det ender dog med at jeg vælter bag ud, så jeg kun lige når at blive hængende fordi at jeg bøjer min knæ, så jeg ikke falde. Men af refleks er mine arme røget op til hovedet for at beskytte mig imod sammen stødet med jorden.

Dog skær der ikke noget. Ud over at jeg dingler ned fra ulvens arm.

Ulven udstøder en rumlende lyd fra brystkassen, da jeg bøjer hovedet og ser op imod den, ligner det at den har et ulvesmil. Jeg får fornemmelsen af den lige frem griner af at jeg hænger ned af den sådan her. Og jeg kan ikke undgå at rødme. Egentlig rødmer jeg af to grunde, men den grundlæggende er jo nok at jeg hænger med hovedet ned så blodet falder ned til hovedet. Den anden grund er så, at en ulv står og griner af mig.

Med kontrollerede - håber jeg da - og hurtige bevægelser får den mig op i den arme igen. Også fortsætter den med at gå. Mens den går kan jeg ikke lade være med at tænke på at den rent faktisk går på to ben, som ligner menneskers. Bortset fra alt den sorte pels og den mere ulve og robuste form den også har. Og halen som så slæber hen af jorden efter den.

Jeg ser nærmere på ulven og ser at den egentlig har mit kogger slængt over den ene arm, og buen over den skulder. Buen sidder ret stramt kan jeg se. Jeg prøver forsigtigt at rejse mig op på dens ene arm, hvilket automatisk får den til at se på mig, inden den ser frem igen. Mens jeg balancere på dens ene underarm, holder jeg også fast i den skulder med begge hænder. Jeg tager fat i selve træet på buen, og på strængen. Jeg flytter den med langsomme bevægelser ned af dens overarm, så den ikke skal gå rundt med en bue og føle det ubekvemt.

Pludselig tager den fat i mig med dens frie hånd og får mig til at give et lille bange skrig fra mig. Den brummer dog bare og løfter mig op og om på dens nakke, som om at jeg ridder på den. Af skræg for at falde bag over, holder jeg hårdt fast i dens pels og læner mig imod den hoved.

Pludselig er dens ene pote oppe ved mig igen, mellem dens store klør holder den min bue. Bange for at komme til at skære mig, tager jeg forsigtigt imod buen. Bagefter kommer mit kogger også op til mig. Jeg tager imod den og ligger den om på min skulder. Bagefter sætter jeg også min bue over skulderen.

Jeg læner mig imod ulven igen, nu hvor jeg har mine våben føler jeg mig underligt tryk. Jeg ligger hovedet imod dens stride sorte pels og lukker øjne. Den vilde duft af skovbund, græs, træer, i det hele taget naturen, stiger op i min næse og får det til at trække svagt op i mundvigene.

Efter noget tid bliver jeg mere og mere rolig, og jeg føler mig tryk. Blandt andet på grund af den dejlige vilde natur duft ulven har over sig.

Min vejrtrækning bliver langsom og alt bliver sort.

________________________________________________________________________________

Davs mine dejlige læsere! ^^ <3

Så er endnu et kapitel færdig gjort! Wohoo!

Det skal jo næste fejres? Det er da ikke helt så længe siden at kapitel nr. 9 kom ud vel? o.O

 

Hey! :D 

Det her er jo kapitel nr. 10! :D

Nå men hvad mon der vil ske nu? Lily er jo helt alene ude i den store hvide verden.. Næsten da. Og jeg er ikke sikker på at Silver Island er så stor igen..

Nå, men. Videre. Jeg skal jo snart have lavet det næste kapitel :3 ;)

 

Grey Wolf <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...