Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv.
Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3*
***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3496Visninger
AA

13. Sun City Here I Am!

 

En lyd af skridt imod det bløde græs vækker mig. Jeg ligger helt stille og lytter, mens skidtene nærmer sig mig. Før at personen når helt hen til mig trækker jeg mit sværd med en ubehagelig hvislene lyd og rejser mig hurtigt op inden at jeg vender rundt på hælen, men sværdet rettet der hvor personens strube gerne skulle være.

"Er det sådan du siger godmorgen?" Spørger Jeromme's vrissende stemme. Men jeg holder sværd spidsen imod hans hals.

"Hvad skulle du?" Spørger jeg mistænksomt og ser på ham.

"Vække dig. Det er daggry og vi skal videre." Siger han og slår ud med armene som et tegn på at her er lyst. Jeg retter ryggen helt op igen og putter sværdet tilbage, og får det spændt fast til mit bælte igen.

"Godt, spænd hesten for." Siger jeg kort, og uden svar går han tilbage til vognen. Jeg samler min taske, bue og pile kogger op fra det morgenfugtige græs og ser på vores omgivelser. Vi er mest af alt omgivet af træer, men der er da stadig det lille vandløb.

Med alt mit udstyr, eller nærmere alle mine våben, går jeg hen til vandløbet og fylder vand op i mine hænder. Jeg begynder at slubre vandet i mig. Jeg plasker også lidt vand op i ansigtet for at vække mig helt, og tørre mig med ærmet igen. Da jeg ser ned af vandløbssystemdistrikter får jeg øje på et eller andet blåt. Først tror jeg at det er en lille blå sommerfugl, men da jeg ser nærmere efter kan jeg se at den har tøj, langt glat blåt hår, der går den ned over skuldrene, og videre ned til taljen. Jeg rynker panden let og ser på det lille menneske ligne væsen med vinger da den ser at jeg kan se den.

Hurtigt flyver den sin vej og jeg mister den ud af syne. Jeg ryster kort på hovedet. Så jeg lige syner eller var der et sært lille væsen i vandløbet?

Jeg rejser mig op og slår det ud af hovedet. Lige nu skal jeg bare tænke på at komme hjem igen.

 

***

 

Efter lang tid på kuske sædet sammen med Mr. Carlson, begynder det pludselig at tynde ud blandt træerne. Der kommer lidt færre buske jo længere vi kommer, og grusvejen vi køre hen af, begynder endelig at blive bredere. Himlen kan nu tydeligere ses og solen begynder også at kunne trænge helt ned til jorden.

Under kappens hætte smiler jeg over stilheden mens vi nærmer os slottet, med alt for langsom fart. Hvis den gamle krikke her havde været yngre og mere livlig, ville jeg nok have presset den til at gå hurtigere. Desværre er det jo en gammel hingst, og det her går stadig hurtigere end hvis jeg gik på egne ben.

 

Jeg ser opmærksomt frem hen på hesten. Den har løftet mulen lidt i vejret inden at den trækker os langsomt videre. Jeg ved at den kunne lugte noget.

Så diskret som muligt indånder jeg luften og kan også lugte en forandring. Den velkendte duft at røg fra bål eller ovne. Den svage duft bliver langsomt stærkere i takt med at vejen begynder at jævne mere ud og træerne begynder at forsvinde.

Mindst hundrede meter fra den yderste mur rundt om Sun City, ved jeg at træerne er fældet ned så man kan se de første hundrede meter af vejen imod skoven, der omkranser hele byen. Det er en del af forsvaret så vagterne på den yderste mur kan se, hvis der kommer vogne eller fjender til, eller bare normale rejsende. Og der hvor træerne ikke er fældet, ved Green Forest hvor nærmest hele min tur startede, er træerne lidt for tætte til at en hær kan komme igennem. Men et jagt selskab kan godt komme igennem. Det er hvad min far vil kalde en hel perfekt skov, da der ikke er de mere farlige rovdyr derinde. Eller varulve, vampyre og alt det som man kan finde i Copper Forest.

Brat stopper træerne og man kan se land på begge sider af vejen. Og hvis man ser ligeud vil man se den storslåede by, Sun City! Den store solide ydermur er det første der kan ses. Og porten med metalgitteret er åbnet som sædvanligt. Om natten eller når mørket sænkes, sænkes porten også.

Når man skal ind til byen fra porten er man altid nødt til at fortælle hvem man er, og hvad man skal inde i byen. Endnu en sikkerheds foranstaltning som min far har sat ind.. Eller også har det været der meget længe.

 

I det der føles som evigheder når vi endelig hen til porten og de to vagter der står på hver side stiller sig ind lige midt på vejen for at stoppe os.

"Hvem er I, og hvad vil I Sun City?" Spørger den højeste af de to vagter, og ser på os under hjelmen og ser op på os.

"Jeg er kobber handleren Jerome Carlson. Og dette er.."

"Jacob O'Connor, jeg er mr. Carlson's lærling." Fortæller jeg roligt og ser på vagterne, og skæver kort hen til mr. Carlson.

"Jeg vil gerne være en god handelsmand. Derfor rejser jeg med mr. Carlson." Fortæller jeg roligt og ser frem på vagterne igen. De ser begge ud til at være tilfreds med svaret og skal lige til at lade os passere da den mindre og lidt mere omfangsrige vagt kommer i tanker om noget.

"Godt så, men husk, hvis der bliver ballade med nogle af jer, er det hovedet ud af byen." Siger han og ser skarpt på mig. Indvendigt fryder jeg mig lidt. Han behandler mig som en bonde! Hvis han vidste hvem jeg var, havde han bukket i støvet for mig og ikke så meget som turde at se op på mig.

"Selvfølgelig." Svare mr. Carlson og får gang i hesten igen, da de to vagter træder til side for os. Lyden af hans stemme får mig til at vende tilbage fra mine tanker. Ikke at han har en pæn stemme. Det er hans irriterende nasale stemme der sætter en stopper for tankerne og skære igennem ens øre, mens den giver en gåsehud på armene. Indvendigt gyser jeg, men gør det ikke synligt, ellers vil han nok vide hvorfor. Og lad mig bare indrømme det, men jeg gider bare ikke at høre på ham.

"Op til slotspladsen. Der skal du nok blive fri for mig igen, og få din betaling." Siger jeg lavt og ser kort på ham inden at jeg ser frem igen. Han svare ikke, men trækker blot på skuldrene og nikker let en enkelt gang.

Vi rider forbi en tætpakket vej med små huse og børn der render og leger på vejen, mens mødrene sider udenfor og strikker. Nogle enkelte hunde gør efter os, mens mændene kløver brænde, eller ikke er hjemme fordi at de er vagter, eller har andet arbejde.

Da vi kommer længere ind i byen begynder vejen at jævne sig mere ud, og de børn der er sider og leger med hinanden. Kvinder sider ude og nyder solen, mens de holder øje med deres børn. Forbi et enkelt hus står et vindue åbent og den søde duft af en god og varm tærte får min mave til at rumle lidt.

Jeg ser op på slottet med de mange spir og sale og værelser som langsomt nærmer sig. Endelig rider vi igennem den anden port idag og hus rækkerne stopper. Omkring os er alle de nødvendigheder slottet behøver. Bueskytte banen jeg brugte, bliver der nu trænet på af bueskytterne der alle træner.

Selvom at det lyder underligt er her i alt tre mure. Den første mur som omkranser hele stedet indtil at Green forrest står i vejen. Ringmuren omringer hele slottet så man kan føle sig fuldkommen sikker, når man er adelig. Så er der muren som vi lige er kommet igennem. Den går som ydermuren: Helt hen til der hvor Green Forest ligger og er med til at beskytte byen og slottet. Selvom at det lyder lidt underligt er det jo bare sådan, og alligevel er der stadig masser af sollys der kommer ned til alle beboerne.

 

______________________________________________________________________

Sådan mand ^^

Kapitel 13 er nu færdigt ^^ 

Hvis nogen er lidt forvirrede over min måde at beskrive det med murene på, så gør det intet ;)

Det er nemlig først nu at jeg har fundet ud af at jeg vil have det til at stå på den måde, såeh.. Cx Tjah, det må man jo lige leve med. Og hvis man forstår det er det jo godt nok ;)

Den næste jeg lige vil sige er undskyld. Måden dette kapitel stopper på er måske lidt irriterende, men jeg vil ikke have det til at blive for langt. Og det gør jo heller ikke noget at skabe en spænding på næste kapitel vel? ^^

Det var alt fra mig ;)

 

Grey Wolf (3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...