Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv.
Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3*
***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3584Visninger
AA

14. Sir Nico's pengepung

 

Stille rider vi forbi de to vagter med spydende, på vej forbi dem nikker jeg let til den ene, mens mr. Carlson bare ser ligeud.

Da vi rider ind imod midten af pladsen, hvor det store springvand også står, kommer en af ridderne gående hen imod os. Et smil kommer frem på mine læber: Nico! Hvordan kan det egentlig være at det altid er ham der kommer hen imod mig, hver gang jeg kommer hjem et eller andet sted fra? Selvfølgelig ved han jo ikke lige at det er mig, på grund af hætten der skygger for mit ansigt. Så han kommer vel for at sørge for at vi ikke laver ballade i slotspladsen.

Jeg ligger mit pile kogger og min bue på pladsen hvor jeg sad før og lader som om at jeg fumler lidt med det indtil at Nico er tæt nok på.

"Nico!" Siger jeg så højt og dropper det med at forvrænge min stemme, og et sekund efter springer jeg i hans favn med et smil. Overrumplet griber han mig, men bakker et skridt eller to bag ud på grund af den pludselige overvægt, fra mit uforudsete spring. Jeg mærker at hætten på min kappe falder ned fra mit hoved og hænger normalt ned over mine skuldre og min ryg, mens jeg holder fast i Nico for ikke at falde ned.

"Prinsesse Lily!" Udbryder han så snart han ser at det er mig, og jeg smiler stort, mens hans smil ser lettet ud.

"Jeg var lige ved at tro at du.." Siger han men stopper mens han sætter mig ned på jorden. Han rømmer sig kort og ser lidt til siden.

"At jeg hvad?" Spørger jeg for at få ham til at fortsætte, selvom at jeg godt kan se at han et øjeblik har lidt blanke øjne. Han rømmer sig igen.

"At du ikke ville komme tilbage fra Copper Forest.. Men jeg er ikke den eneste. Din far har været helt bekymret, det samme har de fleste andre på slottet. Alligevel er der ingen der slår Rachel, hun har været helt syg af bekymring siden I tog afsted." Fortæller han og ser ned på mig igen.

"Så længe har jeg da ikke været væk?" Spørger jeg med et løftet øjenbryn og vender mig om for at tage mit pile kogger og min bue.

"Næsten en hel uge, har du været væk." Siger han og jeg ser op på ham. Hans øjne viser tydeligt at han har været ret bekymret.

Jeg slår ud med armene og smiler i håb om at få det drillende glimt tilbage i hans øjne.

"Har det virkelig været så forfærdeligt uden mig? Nu skal jeg nok gøre det godt igen Nico. Mr. Jerome Carlson skal have sin betaling for at havde hjulpet mig hjem, og nu hvor du har savnet mig så meget, så må du gerne betale ham for mig." Siger jeg drillende og smiler skævt op til ham.

"Helt ærligt, mener du det?!" Spørger han klagende som en lille dreng og ser ned på mig. Jeg smiler stadig skævt og nikker. Han sukker irriteret over mig og finder hans pengepung frem.

"Åh, tusind tak! Jeg skal nok betale dig tilbage senere, Nico!" Siger jeg og smiler til ham og slår armene om ham i et kram.

"Ja, hvad regner du da med? Hvor meget?" Spørger han og ser op på mr. Carlson og skubber mig til siden. Jeg holder et fnis inde.

"Altså siden at han lige så godt kunne have taget en lejemorder med her ind i slotspladsen, vil jeg sige at prisen skal sænkes." Siger jeg inden at mr. Carlson når at fortælle en alt for høj pris, han udentvivl ville havde givet.

"Hvad? Så du vidste ikke at det var prinsessen du hjalp hertil?" Spørger Nico skarpt og ser op på mr. Carlson.

"Hvordan skulle jeg vide det?" Spørger han og ved at han er i problemer. Ikke meget, men fordi at han jo faktisk ikke vidste hvem han red ind til slots pladsen, skal han alligevel betale. Jeg kunne jo faktisk lige så godt være her for at slå nogen ihjel.

"Ved du ikke hvem du hjælper hertil? Altså det må give en bøde det der. Det vil sige at den oprindelige pris der ville være blevet givet på en pige i hendes alder.. Det må give til 3 guldmønter og 20 kobberstykker." Siger Nico endeligt og finder det lave beløb frem.

"Hva'?! Næh nej, min fine ven! Det er ikke nok!" Sprutter mr. Carlson arrigt, og ser ondt på os begge.

"Det passer ganske fint! Du kunne have bragt hele byens sikkerhed i fare ved at hjælpe en person ind i byen, uden så meget som at vide hvem du har hjulpet ind! Prisen for at hjælpe en pige hjem vil nok være 10 guldmønter, men på grund af den bøde der siger at du burde give 20 guldmønter, så er det faktisk dig der burde give kongen penge." Fortæller Nico i en skrap tone og ser strengt op på mr. Carlson.

"Og jeg er bange for at hvis du ikke hoster op med pengene må vi tage dine vare og din hest." Tilføjer Nico, hvilket får lidt fut i mr. Carlson. Han finder sin pung frem mens han mumler noget der lyder som flere ukvemsord, som jeg ikke vil nævne, ud over noget med 'pokkers' og noget med 'pige'.

Han finder de ti guldmønter frem og lader dem falde ned i Nico's fremstrakte hånd. Jeg tager alligevel tre af dem og giver dem til mr. Carlson.

"For at have truet dig.." Siger jeg og ser op på ham med et fast blik. Han ser vredt på mig, inden at han får hesten til at vende vognen og gå ud af porten igen, for at komme videre.

"Truede du ham?" Spørger Nico og ser mig, mens jeg sætter mig ned kanten af springvandet.

"Bare en lille smule, for at få ham til at køre mig hertil.." Mumler jeg lavmælt og klør mig i nakken.

"Det slår mig lige.. Hvor er alle de andre? Og hestene? Og tja, alt der var med?" Spørger Nico pludselig og ser på mig. Jeg ser kort på ham og sænker blikket, med et suk.

"Det er noget jeg skal fortælle foran min far og alle de andre. Helst nu." Siger jeg stille og rejser mig op. Jeg begynder at gå hen til trapperne og mærker at han tager min hånd, og hiver lidt i min arm, så jeg vender imod Nico.

"Du så vel ikke da det skete?" Spørger han, jeg ryster på hovedet som svar.

"Sir Sopespian fik mig til at flygte på hans hest.." Siger jeg stille og holder blikket nede. Inden at han når at svare vender jeg mig om igen og hiver ham med.

"Kom, jeg savner faktisk min far lidt." Siger jeg og smiler halvhjertet om til Nico.

___________________________________________________________________________________

Okay, en lille ting, har ordnet en enkelt detajle ved kapitel nummer 7.

Istedet for at hun har fødselsdag om en måned er det blevet til to uger, så det passer mig lidt bedere :3

Alt fra mig ;D

 

Grey Wolf :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...