Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv.
Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3*
***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3546Visninger
AA

19. En skadet pote

Mine knogler brækkes med knasende lyde, der bliver dæmpet af min dyne. Smertene støn kommer fra mig indtil at de bliver til klynkelyde. Jeg kan ikke koncentrere mig om andet end smerten der raser over hele min krop, og hvorfor der ikke er nogen hos mig. Der er kun mig, selv Rachel er her ikke.

Med et sæt stopper det hele. Jeg åbner øjne men alt føles anderledes. Som havde solen været oppe og sendt sine stråler ind til mig, ser jeg alt klart igennem mørket.

Jeg får en fornemmelse af at kunne vende ørene bag ud og til siden. Jeg ved at det er en underlig følelse. Jeg føler at jeg vender ørene frem da jeg høre noget klirre i slottet. En person der samler noget op fra sten gulvene. Personen der fortsætter videre og forsvinder igennem en dør. Formegentlig ned til køkkenet med det vedkommende nu tabte. Det havde lydt som sølvtøj eller sådan noget?

Jeg trækker vejret ind, og en mur af forskellige lugte hamre ind i mig. Lugten af mennesker er det stærkeste og panisk rejser jeg mig op i sengen. En ny følelse. Jeg ser ned på sengen og ser min natkjole, som er flænset i stykker. Men det jeg bemærker tydeligst er de to enorme, pelsede poter under mig.

Jeg mærker panikken vokse i mig sammen med frygten, og jeg bakker bag ud, men falder. Poterne var fulgt efter mig og noget havde ødelagt min balance.

Langsomt ser jeg frygtsomt ned af min krop mens jeg ligger på siden. Der hvor mine arme var tidligere er der nu to stærke forben med en grå pels. Min overkrop er pelset og har fået en ny form. Mine ben er behåret og forvandlet til bagben. Jeg ser på det jeg er mindst vandt til at se. En hale for enden af min krop. Jeg ser ned af min næse men ser at den er blevet til en snude!

Jeg skriger inde i hovedet, men kan kun høre at der kommer bange klynkene lyde ud fra min mund.

Noget tager over i mig. Et eller andet skubber mentalt mig væk. Jeg falder til ro og ser rundt med varsomme øjne og ørene står stift op, klar til fare.

Så snart at jeg har set rundt i værelset uden at bevæge andet end mit hoved, rejser jeg mig op og springer ned fra sengen som om at jeg var vandt til det her. Endnu engang banker lugten af menneske ind i mig og en kort snerren slipper ud fra mig. Jeg tager over i kroppen igen og får mig lidt klodset hen til mit spejl. Jeg er ikke vandt til halen, den som man bruger til at vise andre sit krops sprog.

Da jeg kommer hen til spejlet der står på gulvet ser jeg mig. Eller rettere, jeg ser en ulv. En grå-sort-hvid ulv med gule øjne, der stirre ind i det der brude være mine øjne.

Inden at jeg når at reagere med panik tager mine instinkter over. Før jeg må reagere på det her, skal jeg ud. Lugten af mennesker gør mig nervøs. Noget nyt vises i mine øjne. Kølig ro.

Mentalt bliver jeg igen skubbet væk, og noget andet tager over. Sikkert en indre ulv, der fulgte med til kroppen.

Jeg går hen til døren med glidende bevægelser og stopper ved håndtaget. Endnu en snerren slipper fra mig og jeg bidder blot fat i håndtaget med mine skarpe tænder og hiver til. Endnu en snerren da det ikke virker. Jeg tager en smule over igen og rejser mig op på bagbene for at bruge forpoterne til at slå ned på håndtaget, og bakker hurtigt bag ud, idet døren åbnes på klem. Med snuden får jeg åbnet døren nok op til at jeg kan komme igennem. Jeg begynder at gå igen og i gangene kan jeg kun høre lydene af mine kløer der rammer sten gulvet.

Efter noget tid vender jeg tilbage til mit værelse. Porten ud til slots pladsen var lukket, og for svær at lukke op med poter.

Da jeg kommer ind på mit værelse igen går jeg hen til en anden dør. Selvfølgelig! Tjenestefolkenes dør føre også ned til slots pladsen, men ikke igennem en kæmpe port!

Jeg får døren åbnet og går med hurtige skridt afsted. Ved trapperne ned går jeg lidt mere tøvende da de ikke er bygget til at en halvanden meter høj ulv, skal gå rundt inde på slottet.

Som en hurtig skygge skynder jeg mig forbi køkkenet og går ned mellem flere gange da jeg endelig finder den lidt tunge trædør der føre ud til slotspladsen.

Jeg rejser mig på bagbene og åbner den på samme måde som jeg gjorde tidligere oppe på mit værelse, men døren her svinger på knirkene hænglser ud af.

Lettet går jeg ud fra selve slottet og ser kort rundt for at scanne omgivelserne. Der er ingen folk, udover nogle trætte vagter oppe på murene, porten er lukket og springvandet klukker stille. Faklerne omkring på murene knitre lidt på samme tid med at en vagt ændre stilling, og en anden gaber. Uden om muren kan lyden af en hund høres ellers er der kun sovende mennesker og listene katte.

Jeg ser hurtigt op på vagterne igen inden at jeg ryster pelsen. En følelse af at have smidt lugten af menneske fra mig fylder min krop og jeg mærker en form for lettelse.

Hurtigt bevæger jeg mig hen til skyggen fra den nærmeste mur for at være sikker på at vagterne ikke skal få øje på mig. Med stille skridt på sikre poter, lister jeg hen langs muren og har kurs imod en trappe, der går op langs muren. Hvis vagten deroppe lytter godt efter, vil han kunne høre mine skridt imod brostene.Så snart at jeg kommer hen til trapperne ser jeg op imod toppen af muren, hvor vagten gerne skulle være et sted. Høre at han begynder at gå, men han går længere væk fra mig.

Jeg tager chancen og skynder mig op af trapperne. Det er lettere at komme op, end det er at komme ned. Da jeg kommer helt op ser jeg ned imod skoven og snuser luften ind. Lugten af den friske aftenluft og skoven når min snude, men der er noget andet med også. Noget der minder lidt om min lugt.
Jeg ser ned og får øje på en plet der er mørkere end omgivelserne, og med to lysene blå, små pletter. Varulven. Den ser op på mig og jeg kan mærke at den vil have mig ned. Jeg tøver. Jeg er ikke sikker på hvorfor jeg kom ud til at starte med?

Jeg tøver et øjeblik mere, da vagten brummer et eller andet og bevæger sig lidt. Jeg ser hen på vagten og ser at han skal til at gå igen.

Vagten samler spyddet ordentligt ordentlig istedet for at have det stående op af væggen. Hvis han ser op, vil han tydeligt kunne se mig, og kunne slå alarm, hele slottet ville vågne, ridderne ville angribe mig. Men på det tidspunkt vil jeg være hoppet ned i skoven, men de ville stadig opdage at jeg er væk, de ville fælde skoven i deres søgen efter denne her ulve krop, fordi at de formegentlig vil tro at ulven har noget at gøre med mig. Et ufærdigt arbejde eller sådan noget.

Det tager mig få sekunder at tænke igennem, og inden vagten retter sig op, er jeg sprunget ud over brystværnet. Jeg mærker ulvens blik på mig, og havde vi været mennesker havde jeg sten sikkert fået røde kinder.

Jeg lander hårdt på alle fire og høre et ubehageligt knæk i min venstre for pote. Et øjeblik ignorere jeg smerten og skynder mig ind i ly imellem træernes stammer. Så snart at jeg er kommet ind imellem træerne og uden for vagternes udsyn, sætter jeg mig ned og ser på min pote. Den ser ikke for godt ud.

Jeg ser op da jeg høre en anden lyd. Roligt kommer den sorte ulv frem imod mig, og jeg kan af en eller anden grund ikke lade være med at tænke på den elegante bevægelser og dens flotte blå øjne.

Jeg rejser mig op og vender usikkert mine øre ned af nakken og har halen tæt til kroppen. Ulven, jeg kan lugte at det er en han, har afslappet ørene vendt imod mig, og står helt rank med ryg og halsen.

Jeg snerre usikkert af ham og krummer min ryg let sammen. Han sætter hovedet på skrå og ligger sig ned med øjne på mig. Jeg ser det som en form for, 'tag det roligt, jeg gør dig intet.'

Jeg beslutter mig for at han ikke vil gøre mig noget og humper nogle skridt hen imod ham, med min venstre pote løftet fra jorden hele tiden. Han retter blikket imod den og rejser sig op, og går hen imod mig.

Jeg sætter mig ned og ser om på ham imens at han snuser forsigtigt til mig. Selv snuser jeg lidt til ham og finder lugten en anelse bekendt. Han går hen på den anden side af mig og puffer let til undersiden af min snude med hans. Jeg kommer med en klynkene lyd på grund af min pote og han snuser lidt til den.

Han lader kort hans varme tungespids røre ved min pote som et 'det skal nok gå over'. Jeg ligger mig ned og laver et form for suk. Han brummer kort som et grin og sætter sig ned ved siden af mig, så snart at han er sikker på at jeg acceptere hans tilstedeværelse.

Jeg mærker noget nyt i mit sind, ud over ulven der jo også er dukket op. Jeg løfter hovedet og ryster det som var der en flue der irriterede mig.

 Lily..

En stemme lyder i mit hoved, en yderst velkendt stemme. Men da jeg sidst hørte den, var det en ophidset råben.

 Lily.. Jeg er Damon.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...