Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv. Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3* ***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3466Visninger
AA

7. Damon og Alice Price

Det første jeg lægger mærke til er lugten.. Det føles lidt som om at min lugte sandser blevet bedre eller også er det bare mig..?

Men ihvertfald lugter her hjemligt, anderledes end på slottet. Desuden lugter der også vildt, som dyr fra skoven. Og så lugter der også af bark, fra træer, mos, fra skovbunden, og græs, fra jorden.

Det andet jeg ligger mærke til da jeg ånder ind af den vilde duft, er en dunkene hovedpine. Så opdager jeg en mærkelig smerte i mit ene ben? Bag efter mærker jeg kvalmen stige op i mig.

Jeg åbner mine øjne og ruller ud til sengekanten og brækker mig. Ikke at der var særligt meget at kaste op, efter den sparsomme morgenmad. Jeg hoster for at fjerne den grimme smag i min mund, en hånd kommer ind for min synsvinkel og jeg tager imod den klud der bliver rækt ud til mig. Jeg tøre min mund for bræk og hiver så efter vejret. ”Ta-ak..” Stammer jeg og ligger mig på ryggen, jeg ser en fyr måske lidt ældre mig men flot!

Han har sort pjusket hår, blågrå øjne, sorte øjenbryn(som ligger perfekt over hans øjne), en pæn næse, ikke for store eller for små øre, han er høj og man kan tydeligt se hans armmuskler og mavemuskler under den stramme T-shirt. Han har jogging bukser ud, jeg kan sagtens forestille mig ham smile, noget der vil gøre mig helt blød i knæende! Det er jeg sikker på!

Så er der lige den lille detalje at han ser ret irreterret ud, ”Så siger vi det tøs.” siger han med en pæn dyb stemme, og han lyder lige så irreterret som han ser ud. Han ser ned på mit bræk som havnede på gulvet. Han vender sig med ryggen mod mig, ”Alice!! Jeg har brug for en klud, en spand og sikkert også noget mad!” råber han og det giver et sæt i mig. Jeg ser mig omkring i værelset jeg er havnet i, jeg ligger inde i et værelse hvor væggene og loftet ser ud til at være lavet af træ. På den anden side af værelset er der endu en seng og et lille natbord med nogle bøger på. Ellers er der hængt et malleri op i et mislykkes forsøg på at gøre værelset hyggeligt. Ved siden af den seng jeg ligger i er der også et natbord med en lampe og et gammelt glas vand og en stak rodet papire. Jeg ser ned af mig selv og opdager at jeg har en top på som ikke er min og jeg skynder mig at trække dynen helt op til hagen.

Drengen ser ud til at more sig over min reaktion på det her, helt ærligt kan man nu ikke få noget privatliv?! Jeg mener hjemme på slottet ville det kun være Rachel der måtte se mig uden tøj på og med undertøj fordi at hun jo hjælper mig med påklædning, og badet.

Jeg sender ham et surt blik, ”Hvem er du?” spørger jeg med en ret hæs stemme og prøver at ignorrerre smerten i hovedet og den mærkelige smerte i det ben jeg er sikker på at jeg brækkede.. Eller var det, det andet ben?

”Hvem er du?” Spørger han istedet for at svare, ”Jeg spurgte først.” svare jeg lidt surt. Det ser ud til at mine ord får det til at løsne lidt op i ham for der kommer et svagt smil frem, ”Godt sagt. Jeg er Damon Price.” siger han roligt og krydser armene, ”Din tur.” siger han og ser lidt afventende på mig. Jeg tænker mig om, jeg er ikke helt sikker på om jeg tør give ham mit rigtige navn så istedet svare jeg, ”Rachel Grandt.” svare jeg og smiler svagt til ham.

En lidt tøset rømmen kommer over fra døren og vi ser begge i retning af døren, hvor der står en ret spinkel pige med kort brunt hår, brune øjne fulde af liv, en stram T-shirt og en pæn knælang nederdel, som får hende til at ligne en alf eller elverpige.

Mit gæt er at det er Alice som han råbte efter før, hun ser på mig med et svagt smil og i hænderne har hun en bakke med mad, under den ene armhule har hun en klud og en pose under den anden.

Hendes smil får mig til at smile tilbage til hende, men selve synet af hendes udstyr får mig også til at smile. ”Okay, her er maden, kluden og en pose for jeg er sikker på at hun nok brækker sig igen.” Siger pigen henvendt til Damon som har et smøret smil på læben. ”Godt, du får lov til at tørre det op!” Siger hun og smilet forsvinder fra hans læber og kommer frem på hendes. ”Alice det er Rachel, Rachel det er min lillesøster Alice.” Siger han ligt muggent og tager posen og kluden og begynder så at tørre mit bræk op. Jeg skære ansigt af det og er glad for at det ikke er mig, ”Hej Rachel, som botnakken sagde, så er jeg Alice.” siger Alice og smiler varmt til mig. Hun skrider yndefuldt over gulvet og ligger bakken med mad på mit skød. ”Hej.. Og tak.” Siger jeg og smiler til hende, ”Det var så lidt! Og bare for at du ikke beskylder Damon for noget, så er det mig der har lånt dig min top og natbukser.” siger hun og smiler til mig. Det forklare toppen, men hvorfor har jeg hendes natbukser på? Duer mine egne bukser nu ikke til mig eller hva'??

”Tak, men hvor er jeg og hvorfor låner jeg dit tøj?” Spørger jeg og ser på maden i bakken på mit skød. Jeg sætter mig lidt mere til rette på sengen så jeg kan sidde op mens jeg spiser. Jeg tager brødet med ost og marmelade på og begynder langsomt at spise mens hun svare mig.

 ”Tjoo.. Du og dine venner blev angrebet af en flok varulve på 5-6 stykker.. Jeg ved ikke hvad der skete med dine venner men fordi at du sad fast under en hest gad varulvene vidst ikke at fange dig. Damon og jeg ved ikke hvad der er sket med de andre, vi ved bare at Jayden fandt dig under hesten. Han havde vidst hørt tumulten så han kom vel så hurtigt han kunne men der var det forsent at rede de andre. Og da du så kom her hjem til os, fik jeg noget bandage på dit ben, hvis der nu skulle være sket noget med det, og så fik jeg dig i noget mere behageligt sove tøj.” Fortæller hun og får et lidt trist udtryk mens hun fortæller det og trækker så på skuldrene, nok over at det sikkert var den korte version af historien. Men hendes svar har fået 2 nye frem i mig, ”Men hvem er Jayden og hvor ligger jeres.. Hus.” slutter jeg af lidt usikker på om man skal kalde det her et hus eller en hytte. Jeg tager en bid til af den overraskene gode mad, jeg må virkelig være sulten!

”Hvorfor alle de spørgsmål?” Spørger Damon måske en smule opgivende og irreterret?

”Hold nu bare mund Damon og få tøret det der væk!” Siger Alice med en irreterret stemme og ser så varmt på mig, ”Jayden er en af vores bofæller. Vi er normalt 6 personer her hjemme: Olivia, mig, Damon, Jayden, Paul og Will. Og vores hus her ligger i Copper Forest, men ikke langt inde.” fortæller hun og smiler roligt til mig. Whoa?! Copper Forest?! Er jeg i et hus, med 6 beboer, inde i den skov jeg altid har drømt om at være i?!

Jeg mærker at jeg måber og jeg ser lamslået på hende, ”Copper Forest?!” spørger jeg og ser på hende, ”Du har vidst hørt om skoven?” spørger Damon henne fra døren, han var åbenbart gået? Sikkert for at få ordnet kluden?

”Tjoo.. Tjeneste folkene på Sun Castle snakker ikke rigtigt om andet end ham fra den sidste patrulje. Han kom ilde tilredt hjem som den eneste der overlevede turen her ud.” Fortæller jeg og ser at deres ansgiter ændre udtryk til en blanding mellem smerte og had. ”Det har de vel godt af.. Sender patruljer ud for at sørge for at Overnaturlige ikke for lov til at gå på deres eget land!” Nærmest snerre Damon men uden at se på mig, men på gulvet. Jeg hæver det ene øjenbryn, ”Det er da ihvertfald ikke derfor! Det er fordi at dronningen formentlig forsvandt i den her skov! Patruljerne er her for at lede efter hende!” siger jeg mens jeg lidt forgæves prøver på at holde min stemme i ro og undertrykke vreden. ”Hvordan ved du det, og hvad arbejder du som siden at du ved så meget?” Spørger Damon og retter sine øjne imod mig med et ret koldt blik, jeg ser trodsigt på ham og er lige ved at fortælle at jeg selv er prinsessen, men når at få bånd på mig selv så jeg ikke fortæller det.

”Som jeg sagde før snakker tjeneste folkene om det, og sjovt nok er jeg prinsesse Lily's kammerpige. Og som nogle af riderne altid siger: 'Tjenste folkene ved alt!' for vi høre mere end man lige skulle tro.” Siger jeg og denne gang lykkes det mig at tale med en behersket stemme. ”Prinsesse Lily? Hvor gammel er hun lige?” Spørger Damon som om at jeg er for gammel til at have en tjenestepige? Måske fordi at de ikke følger med tror de at jeg kun er to eller hva'???

”Hun er 16 år og hun fylder 17 den 5 august. Altså om ca. to uger.” Svare jeg lidt forvirret og ser på ham og lægger mærke til det blik han hurtigt sender Alice før han ser på mig. ”Sidst vi hørte noget om prinsessen var hun.. 12 år eller sådan noget. Det var noget med at hun havde fået en ordenlig skideballe fordi at hun havde gjort noget der ikke var prinsesse agtigt. Kan du huske hvad hun havde gjort?” Spørger Damon med et lille grin på læben, ”Det var vidst noget med at hun havde givet sig ud for at være en riderlærling for at lære at fægte men hun blev vidst ret hurtigt opdaget.” siger hun lidt langsomt og jeg mærker straks at mine kinder blusser op da jeg kommer i tanker om dengang jeg gjorde det. Og jeg havde fået en ordenlig skidebale! Man jeg troede aldrig at min far kunne blive så sur!

 "Nå, men Rachel. Du ser ud til at du kunne trænge til lidt frisk luft. Og du ser også lidt mere frisk ud." Siger Alice hurtigt og tager bakken med mad fra mig og gør tegn til at jeg skal følge efter hende. Jeg kaster et hurtigt blik Damon over ved døren før jeg så ser ned af mig selv. "Åh! Selvfølgelig! Her Damon, gå ud i køkkenet med den." Siger hun og giver ham bakken i hænderne og puffer ham ud på en gang. Damon laver en utilfreds lyd og går så et eller andet sted hen som nok er imod køkkenet. "Du vil måske gerne hjælpe hende med at skifte tøj?!" Råber hun efter ham og jeg mærker straks at mine kinder blusser op igen, Alice ryster på hovedet af ham og lukker så døren og låser den. Hun vender sig imod mig og smiler roligt til mig. Hun går hen til fodenden af min seng og finder en grå T-shirt og nogle sorte ride bukser som jeg genkender som mine egne. Lå de der??? Dem havde jeg faktisk ikke opdaget før. "Her så skal jeg nok hjælpe dig." Siger hun og går over til mig med tøjet.

 

_______________________________________________________________________________

Sorry!!!!!!! For at jeg har været så længe om dette kapitel!!

Jeg havde bare ikke lige lysten på et tidspunkt, men endelig har jeg fået taget mig sammen til at skrive videre! Håber virkelig at i kan tilgive mig, jer der læser den her historie! <3

Jeg skal nok arbejde på at skrive på alle mine movellaer uden at der går alt for lang tid ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...