Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv. Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3* ***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3477Visninger
AA

11. Clara

Jeg ligger med lukkede øjne, jeg er vågen, men orker ikke noget. Men mine sanser fungere skam fint nok. Og lige nu kan jeg mærke at jeg har et nyt underlag under mig. Det er ikke koldt, som jorden burde være. Desuden er her varmt, og det som jeg bruger som en dyne er jo min kappe. Dog er stoffet over mig mere blødt og dun agtig. Det andet er at her lugter anderledes. Ikke som våd eller fugtig jord. Heller ikke engang en vind røre på sig.

Undrene åbner jeg mine øjne og ser.. En trævæg? Hvor kom den lige fra? Var det bare en drøm at jeg skred? Eller var alt det med Alice, Damon, Olivia og de andre også bare en drøm? Er jeg i virkeligheden havnet et andet sted, i stedet for Copper Forest? Er angrebet overhovedet sket? Har vi mon overnattet hos en bonde på vej til Copper Forest, så jeg bare har drømt at angrebet ville ske?

En mere lykkelig følelse breder sig i mig. Hvis det hele bare var en drøm, så er Sir Sopespian og de andre stadig i live! Og det samme med Tasha! Men jeg har jo så mistet venner? Hvis det var en drøm, så er det jo bare nogle personer jeg selv har fundet på, ikk'? Det kunne jo også være at det var noget jeg forudså? Jeg mener, det er da ret sikkert at vi vil blive angrebet når vi kommer til Copper Forest. Det er en risiko der hele tiden har været. Og muligheden har været der lige siden at de Overnaturlige blev jaget til Copper forest, af mine forfædre.

Indstillet på at det hele bare var en drøm, sætter jeg mig op. Jeg sidder et øjeblik og gynger lidt mens det snurre i mit hoved. Så ser jeg ned af mig selv og smiler svagt. Jeg har stadig mit eget tøj på, jeg ser rundt på det værelse jeg er havnet i. Der er en ler væg længst væk fra mig, de træ andre vægge er lavet af nyt træ. Grantræ vil jeg tro. Der er et smalt højt skab lavet af træ. Jeg kan mærke at sengen er stoppet med halm, og denne dyne indeholder vidst dun. Jeg får øje på en stol en meter væk fra sengen, på stolen ligger min kappe pænt foldet sammen, over den ligger mit bælte med mit sværd, op af stoleryggen står mig langbue, og mit pilekogger står ved siden af.

Jeg fejer mine ben ud over sengekanten og rejser mig op. Jeg opdager at mine ridestøvler ligger lige ved siden af mig. Jeg trækker dem på og går hen til stolen. Jeg får spændt mit bælte fast om livet og går med lettere usikre skridt hen til døren. Tøvende åbner jeg døren og ser ud i et køkken sammensat med en stue. Ved køkkenbordet står en kvinde og er vidst igang med at bage brød.

Jeg åbner døren helt og ser at der til højre for mig også er en anden dør. Huset virker lille og får mig til at tøve med om det nu også bare var en drøm, at vi blev angrebet.

"Ehm.. Undskyld mig frue?" Siger jeg med en ret tøvende stemme og bliver stående i døren. Det giver et sæt i hende og hun drejer hovedet for at se om på mig. Hendes øjne er grønne og venlige, hendes brune hår sat op i en knold og to korte krøllede hårlokker hænger på hver side af hendes runde hoved. Hun er buttet, men hendes kjole og venlige ansigt giver hende en mere moderlig figur. Ved hendes læber er der plantet et venligt smil.

"Åh, du er oppe. Det var godt, vi var ved at tro at du ikke ville vågne igen." Siger hun, jeg ser spørgende på hende og undlader at hæve det ene øjenbryn.

"Hvor længe har jeg da sovet? Og var der andre sammen med mig?" Tilføjer jeg tøvende og ønsker at hun vil sige at de andre bare sover oppe i høloftet fordi at der ikke var plads her.

"Åh, du har sovet i snart en halvandendag, men det var jo også om natten du kom. Og du lå alene ude på vejen foran vores hus.. Skulle der da være andre med dig?" Spørger hun venligt og begynder at ælte dejen videre. Mit håb om at det var en drøm er forsvundet. Okay, vi blev overfaldet, men hvis jeg har sovet så længe så kan det jo stadig være at Damon og de andre bare var en drøm. Og forskrækkelsen over angrebet kunne have fået min krop til at lukke ned, Tasha kunne være såret med blod løbende ned langs den ene side, mens hun kæmpede for at flygte med mig på hende. Og fordi at jeg var bevidstløs kunne jeg jo være faldet af sadlen, mens hun i ren panik fortsatte videre.

Tankerne virvler rundt i mit hoved, men to ting kan jeg da være sikker på. Ulvene angreb os, og Tasha er død. Hun må jo ligge død et eller andet sted. Det må da være sådan at det er sket? Jeg mener, jeg kan jo ikke være ved at forvandle mig til en varulv. Jeg er prinsesse, jeg har ingen smerter og jeg har ikke forvandlet mig til et lodent bæst endnu. Så jeg kan ikke være en varulv, desuden har jeg ikke lyst til råt kød.

"Er du okay, frøken?" Lyder det over fra kvinden, jeg ryster på hovedet.

"Åh, undskyld, jeg stod lige i mine egne tanker. Hvad var det De spurgte mig om?" Spørger jeg og ser på hende med et undskyldene smil.

"Lille ven, du behøver ikke at tiltale mig med 'De', bare kald mig Clara. Jeg spurgte om der skulle have været nogen sammen med dig." Siger hun venligt over skulderen til mig.

"Nej, det.. Nej der skulle ikke have været nogen med mig.." Svare jeg og ser rundt i køkkenet. Der er et spisebord og fire stole rundt om lavet af træ, det lange køkkenbord Clara står ved, en åben pejs, med skårsten, en blå dør for enden af huset og nogle knager ved siden af.

"Nå men, hvad hedder du, lille ven?" Spørger hun venligt og lægger brødet på et træfad og lægger et viskestykke over det, før hun vender sig om imod mig.

"Jeg hedder Lily." Svarer jeg og smiler svagt, "Hvor er jeg egentlig henne. Jeg kan ikke huske særlig meget." lyver jeg og holder en hånd op til mit hoved da det begynder at snurre kort for mig.

"Er du blevet dårlig? Kom her og sæt dig." Starter Clara med at sige og trækker en af køkkenstolende ud for mig. Jeg nikker og går hen og sætter mig på den. Hun trækker stolen over for mig ud, og sætter sig på den.

"Lily som vores prinsesse.. Nå ja, men du er i Cobber Town. Byen der ligger alt for tæt på Cobber Forest efter min mening, men bare rolig. Her kommer ingen monstre her, næh du, de holder sig i deres skov, så længe at vi holder os i vores by." Siger hun og smiler til mig. Jeg nikker stille. Det giver vel mening at jeg er i Cobber Town. Godt nok er der næsten femten kilometer til Cobber Forest, men alligevel er byen eller landsbyen som det jo nok er, den tætteste på Cobber Forest. Mange flytter ud fra byen, af frygt for at nogle af væsnerne fra Cobber Forest skal komme og angribe dem eller deres familie. Døtre i familie finder gerne en mand der kan få dem væk fra byen og hen til en mere sikker by at stifte familie i, et sted uden fare for at barnet bliver angrebet af en gal varulv eller en tørstig vampyr. Men det er dog også i denne by at man kan finde kobber minen. For ca. ti kilometer fra skoven og fem kilometer fra byen ligger der et lille bjerg, hvori det er lykkedes folk herfra at finde kobber. Kobberet bliver solgt til rimelige priser, og selvom at folk flytter ud er der også nogen der kommer hertil for at arbejde i minen. Det er den eneste grund til at byen ikke er forlængst blevet forladt. Det er også fra denne mine at næsten alt kobber materiale stammer fra, da der ikke er så mange andre kobber miner, nogle steder i landet. Tilgengæld er der vidst flere sølv miner, hvilket også er derfra at landet har fundet på navnet Silver Island.

"Copper Town..." Mumler jeg for mig selv. "Det er langt fra Sun City." jeg sukker, selvfølgelig er der langt fra Sun City til Copper Town.

"Ja, lille ven. Du skal måske til Sun city?" Spørger Clara og ser på mig, og det går op for mig at j´hun har hørt hvad jeg sagde. Ligemeget, hun kan nok blive til en hjælp.

"Ja, fr.. Clara. Jeg skal så hurtigt som muligt tilbage til Sun City." Siger jeg og rejser mig op så hurtigt at stolen næsten vælter bagover. Men med et utroligt held når jeg lige at gribe fat i stole ryggen inden at den falder ned på gulvet. Noget jeg aldrig ville have kunnet nå at gøre, derhjemme.

Jeg skridter hen imod det jeg tror er hoveddøren og da jeg åbner kan jeg se at jeg havde ret. Da jeg ser ud, kan jeg se at de fleste huse er bygget af mørkt træ, der er nogle varendaer foran husene, og de står smedet sammen op af hinanden. Selv befinder jeg mig i et ligne hus, den er dog lavet af og begved hvor dørene der går ind til værelserne, der er væggen lavet af ler.

Jorden er blot en simpel grusvej, med hjulspor i, der rækker fra den ene vej til den anden vej, lige indtil at vejen slår et knæk til venstre.

Luften er tør, og en smule tung i det. Der er en tyk duft af våd jord og mudder, og en meget svag antydning af røg fra minen. Desuden er der også nogle andre svage antydninger af brød der bliver bagt, og vådt tøj der hænges til tørre.

Der er ikke mange lyde som jeg er vandt til fra Sun City, der høres hunde gøen et sted langt ned af vejen imod venstre, og endnu længere væk høres lyden af en ko der muh-er. Ellers kan man høre noget vådt tøj der bliver rystet og hængt op, et par huse væk fra mig. Men den mest dominerende lyd er den gentagende *klang, kling, klang..* -agtige lyd fra en smed.

"Jamen hvorfor så travl dog? Jeg er sikker på af Carlson's nok skal kunne tage dig med til Sun City. Men han vil have betaling for det." Siger Clara bag mig og ser på mig. Jeg vender mig rundt.

"Carlson's? Jeg tror at jeg ved hvem han er.. Kobber sælger, der tager til de forskellige byer her i landet, for at sælge kobber. Har jeg ret?" Spørger jeg og ser på hende, hvis det er den Carlson, så ved jeg allerede at han er en ubehagelig mand. Forlanger for høje priser ifølge min far, jeg forstår ikke hvorfor, når der er andre sælgere med lavere priser.

"Ja, ham. En ubehagelig kal, men hvis man har pengene i orden så bliver han let at have med at gøre." Svare Clara og smiler lidt til mig.

"Hvor kan jeg finde ham? Jeg må afsted så hurtigt som muligt!" Siger jeg og går hen til hende.

"Han er nok henne ved smeden, og prøver at få ham til købe noget af hans kobber. Prøv at høre." Siger hun og jeg lytter. Det er som om at slagene imod det varme metal er blevet hurtigere. Jeg rynker øjenbryne let,

"Sådan lyder det når Carlson eller en anden smed mester Thorsten ikke bryder sig om." forklare hun. Jeg nikker og går hen forbi hende. Jeg går ind i det værelse jeg vågnede i og sætter mig på sengen da jeg er blevet lidt svimmel.

Jeg rejser mig op igen og spænder mit sværd fast til bæltet, tager kappen på, og slynger pilekoggeret over skulderen.

"Jamen du har jo ingen penge. Her jeg tror at jeg har lidt her et sted." Siger Clara og går ud i køkkenet. Jeg tager min langbue og går ud til hende.

"Penge vil ikke være nødvendige. Bare vis mig hen til ham, så skal jeg nok klare resten selv." Siger jeg og smiler til hende. Hun ser uforstående på mig, men jeg har en plan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...