Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv. Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3* ***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3471Visninger
AA

6. Angrebet

Vi har været i sadlen hele dagen og mørket er snart ved at falde på, der er slet ikke sket noget spænde under hele turen og en af riderne mener at vi er ved Copper Forest omkring aften tiden imorgen. Hele dagen har vi holdt et stabilt tempo og vi er kun stoppet op når hestene skulle have vand og da vi skulle have frokost.

 "Godt så! Vi slår lejr for natten her." Siger ham som føre an. Vi har fundet et sted med en masse sten som kan sørge for at vi har ly fra den ene side og der er godt med plads til både heste og telte og nok også et lille bål så vi kan få noget varmt mad.

Jeg støner lidt da min bagende føles ret øm, jeg stiger ned fra Tasha og strækker mig med endu et støn, "Jeg tror ikke at jeg egner mig til at være på hest så længe." siger jeg og ser på de andre, "Hvis De bliver ved på den måde skal De nok vende Dem til det prinsesse." siger Sir Sopespian og smiler til mig. Jeg sender ham et træt smil og begynder så at tage mit enmands telt frem, egentlig er det bare et jeg har lånt for hvem havde lige regnet med at jeg skulle sove i telt? Jeg finder et godt sted og begynder så at sætte det op, men uden nogle specielt gode resultater, "Nu skal jeg Deres højhed." siger en ret ung soldat og smiler til mig. Jeg flytter mig så han kan komme til, imens begynder jeg at lede efter brænde så jeg også kan gøre noget og så vi kan få noget varm mad.

 Da jeg har fundet brænde nok til at fylde min favn går jeg han til et sted hvor der allerede er stablet lidt op, den unge soldat kommer hen til mig og hjælper mig med brændet, "Tak." siger jeg og smiler taknemmeligt til ham, "Det er min pligt Deres højhed." svare han og gengælder mit smil. Jeg går hen til Tasha og begynder at løsne buggjorden så hun får det lidt mere behageligt, "Jeg glæder mig." siger jeg imod hendes mule og nusser hendes ene øre, ved lyden af min stemme vender hun ørene imod mig.

 

 Okay det er nu dag nr. 2 og vi kan se Copper Frorest, eller noget af Copper Forest. Men det er ret tydeligt at det stadig tager lidt tid at komme dertil endu. Igår aftes var ikke særligt spændende men Sir Sopespian fortalte en ret god historie om Copper Forest inden vi gik til ro.

 Min mave rumler lidt for det var faktisk en ret sparsom morgenmad vi fik fordi at vi jo ikke ved hvor længe vi kommer til at være her omkring. Der kunne ske en ulykke, som at en af os kom til skade, hestene kunne blive taget af varulve eller ulve i løbet af en nat og vi kunne jo også blive dræbt af vampyre. Og jeg tør slet ikke tænke på hvad der kunne ske hvis vi mødte en trold! Fæle bæster er de! Render rundt med en køle og kan slå et stort træ til jorden, desuden er de grimme med en form for stød tænder og de lugter som bare pokkers! Eller det er ihvertfald det de andre ridere siger.. Hmm..

 Mens jeg tænker opdager jeg ikke at vi er kommet en del tættere på Copper Forest. Først da Golden Mountains kaster skygge over os kommer jeg tilbage til nu. Jeg ser imod den store dunkle skov der strejker sig ud til begge sider, "Woow.. Den er mere frygtindgydende end jeg lige havde troet!" siger jeg og opdager at jeg faktisk er sakket bag ud. Jeg skynder mig at sætte farten op for at indhente de andre. Da jeg kommer hen til de andre lader det til at de ikke havde opdaget at jeg var røget bag ud, så jeg lader som ingenting og følger roligt efter dem.

 Jeg har øjne fæstnet til skoven. Pludselig får jeg en følelse af at blive overvåget, og jeg begynder at rykke lidt rundt i sadlen, "Prinsesse er De okay? De virker ret urolig." siger Sir Sopespian og ser lidt bekymret på mig. Jeg ryster på hovedet og ignorerre følelsen, "Nej, jeg er okay." siger jeg og sender ham et smil. Igen ser jeg lidt uroligt imod skoven, jeg får øje på noget derinde: et par gule øjne holder øje med os. Jeg snapper efter vejret da jeg ser dem og ved pludselig hvorfor jeg føler mig overvåget. Et væsen inde imellem buskene og træerne holder øje med os! Jeg åbner munden og skal til at sige noget da væsnet fanger mit blik og vi får øjnekontakt. Jeg ved hvad væsnet vil før den gør det, den kommer stormende imod os og overrumpler fuldstændig riderne. En varulv! Jeg skal til at trække mit sværd da jeg ser at den ikke er alene, bagefter den kommer 4 andre ulve, alle med hver deres udsende.

Den foreste er mørkegrå med gule øjne, den anden er lige bage ved den mørkegrå og den er sne hvid med flotte grønne øjne, den tredie er brun med brune øjne, ved siden af den løber en anden brun ulv med det højre øje er brunt mens det venstre er blåt. Den sidste er grå brun med sorte øjne. De er alle kæmpe store, meget støre end normale ulve og de er alle meget hurtige men på samme tid kan man se hvor smedige de er.

Imens jeg ser ulvene løbe trækker jeg en pil op af mit kogger og skynder mig at sigte. Jeg skyder men lige da jeg slipper strengen bevæger Tasha sig under mig og jeg rammer forkert, "Tasha!" hyler jeg da hun sætter i en galop væk for ikke at blive taget af ulvene. Da hun så pludseligt bevæger sig og det at jeg ikke var forberedt på det og ikke har fat i tøjlen gør at jeg falder ned fra hendes ryg og lander hårdt på jorden. Jeg lander på siden og kan mærke at jeg nok har brækket mit ben, men jeg ruller væk da en af ridernes hest stejler over mig. Jeg mærker adrenalinen i mig og sætter mig kejtet op og tager sigte for at ramme en af ulvene, men da pilen rammer den foreste mørkegrå ulv ænser den slet ikke pilen. Jeg mærker en smærte i min arm da jeg ikke har fået håndledbeskytter på! En af ridrene får sin hest under kontrol og angriber så den første ulv med hans sværd, men ulvene mærker jo slet ingen ting! Sir Sopespian kommer hen til mig og hjælper mig op på hans hest og hopper selv ned for at beskytte mig, "Flygt prinsesse!" råber han og går så til angreb på den hvide mens de andre tager sig af de andre ulve. Men jeg ved allerrede at den her kamp ikke kan vindes af vores sværd.

Jeg gør som han siger og sætter i galop væk herfra, men ikke med en god samvitighed. Jeg får øje på et slagsværd spændt fast til sadlen og vender så hans hest om imod ulvene igen. Jeg drejer den så skarpt at den stejler og drejer om. Jeg får den op i galop imod en af ulvene og trækker så det tunge og store slagsværd. Damn! Den er jo tungere end jeg lige havde regnet med!

Før jeg når derhen vælter et eller andet hesten og mig så mit allerede brækkede ben havner under hesten. Det sidste jeg ser inden jeg rammer jorden er en stor sort ulv med sjovt nok blå øjne. Så bliver alt sort da mit hoved rammer noget hårdt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...