Lily og varulvene *På pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Lily er prinsesse af Silver Island, øen hvor der bor forskellige overnaturlige væsner, blandt andet varulve, vampyre, osv. Lily's mor er forsvundet i den berygtede skov Copper Forest, stedet hvor de overnaturlige væsner bor. Lily tager med den sidste patrulje dertil, i håb om at finde hendes mor, dronningen af Silver Island. Men før de når så langt, bliver patruljen angrebet af en kobbel varulve, og Lily bliver selv til en varulv. Hun vender tilbage til Sun City, uvidende om hendes nye natur. Nu må Lily kæmpe imod sin egen far for at lade de overnaturlige i Copper Forest blive, og for hendes egen overlevelse. Men hvad hun ikke har regnet med, er den prins der venter hendes hånd da hun vender tilbage til Sun City. *Nyt resumé, håber at det er bedre end det sidste <3* ***ADVARSEL*** - Læsning på eget ansvar!

14Likes
30Kommentarer
3471Visninger
AA

18. Aftenen

Prins Auden's synsvinkel:

Vi ventede. Jeg sad i tavshed, mens min far, kongen af Sapphire, Den Store Kong Cornelius, og bla bla bla -, snakkede med kong Richard af Silver Island. Et lille kongerige at regere over, men de er kendt for at have utroligt stærke krigere. Desuden er øen også kendt for alt sølvet, og den farlige skov, Copper Forest.

Jeg så ned i mit glas med en klar rød væske i, mens jeg tænkte. Det meste af dagen havde været kedelig, jeg havde vandret lidt omkring i den nedre by for at se mig lidt omkring. Det mest interresante der var sket, eller måske ikke interresante, men det der havde fanget mine tanker mest var en pige.

Jeg havde stået oppe ved toppen af nogle trapper og så ned på folk der gik frem og tilbage, ind og ud af slottet, som faktisk var en smule imponerene, ikke det jeg havde regnet med.

Jeg havde set en pige, som gik med bukser! Der var noget af et sjællendt syn. Ingen kvinde gik med bukser, kun kjoler.

Hun havde været sammen med en rider, altså han havde fulgt hende afsted under mig, efter noget tid var de på vej op af trapperne. Hendes kastanje brune hår så en smule sjasket ud, men hendes brune øjne, fyldige læber og bløde træk, gjorde det tydeligt at hun var smuk. Hun var høj lagde jeg mærke til, ikke så høj som jeg, men måske til min hage. Hun havde været sammen med rideren sir Nico, eller sådan noget.

Hun havde set nysgerrigt på mig, og havde set hurtigt væk igen med rødmene kinder, da jeg tog hende i det. De røde kinder havde om muligt gjort hende kønnere.

 

Dørene blev pludseligt åbnet, hvilket hev mig ud af mine egne tanker.

Jeg så op og bemærkede ud af øjenkrogen at de to konger også så hen imod dørene. Synet der mødte mine øjne havde nær fået mig til at gispe, men jeg holdt det inde mens jeg betragtede det. Eller hende.

Ind af dørene og med rideren sir Nico ved hendes side, gik pigen fra trapperne ind i spisesalen og satte sig med os.

Utroligt nok virkede det som om at hun var smukkere end før. Den grønne kjole viste hendes bløde kurver, slanke skiggelse, og fremhævede hendes brune øjne.

En stor del af mig kunne ikke få den pige jeg så nu, til at hænge sammen med den hidsige, temprementsfulde, lille prop, som jeg blev uvenner med da jeg var barn. Hun var så forandret i forhold til dengang. Og meget mere yndefuld!

Jeg kunne ikke lade være med at se hurtigt hen på hende, når hun ikke så på mig, men på maden eller de to konger.

 

Før jeg vidste af det, så var jeg pludselig alene med hende, under middagen kunne jeg godt fornemme at hun havde ændret sig, men da hun trak mig med op på muren, vidste jeg at hun var anderledes. Uden for kongernes syn, så det ud som om at hun slappede mere af, nok fordi at man skal opføre sig på en bestemt måde når man er i selskab med en konge.

Hun virkede meget mere som sig selv oppe på muren hvilket jeg egentlig godt kunne lide. Ikke fordi at jeg sådan er helt forgabt i hende, men jeg kunne bare godt lide at hun var mere som sig selv.

 

"Det her er det smukkeste sted på slottet. Eller det smukkeste sted vi har udsigt til." Sagde hun og smilede til mig, jeg kunne ikke lade værre med at smile skævt til hende over valget af stedet. "Hvad griner du af?" Spurgte hun så og så på mig med et hævet øjenbryn, og jeg ledte efter de rigtige ord, jeg ville helst undgå at fornærme hende. Jeg havde hørt at hun var en god bueskytte, og de fleste kvinder burde ikke komme i nærheden af andre våben ligne ting, end en brev åbner.

"Det er bare.. De fleste prinsesser ville nok have vist deres rosenhave eller blomsterhave frem til en prins, der ledte efter det smukkeste sted at blive vist. Men du," Fortalte jeg og slog ud med armene for at hentyde til solnedgangen og skoven, "Du viser mig en skov." smilede jeg stadig til hende.

Hun lænede sig op af brystværnet som en mand nok ville have gjort det, men hun så ikke ud til at tænke videre over det.

"Det er fordi at jeg hader roser." Lød hendes svar, hvilket jeg var noget så overrasket over, alle kvinder elskede da roser! Jeg lænede mig op af brystværnet ved siden af hende, mens jeg ventede på forklaringen.

"Måske synes andre at de er flotte, men jeg kan ikke lide deres torne. Kvinder prøver bare på at vise mænd, at kvinderne selv synes at de er flotte, og det skal mænd vide, men at de også skal vide at kvinderne stikker. Jeg ser det som at kvinderne vil vise, at hvis en mand vil have hende... Det er lidt svært at forklare. Men det jeg mener er at, kvinderne bare prøver at vise mænd, at de er kostbare på en eller anden kringlet måde, der kræver en piges tankegang og hjerne, til at regne ud."

Jeg så undrene på hende og prøvede at forstå det hun mente.

"Hvad synes du så skoven repræsentere?" Spurgte jeg efter noget tavshed mens jeg havde tænkt hendes svar igennem. Jeg så på hende, men hun så ud imod skoven og den faktisk ret smukke udsigt hun havde vist mig. Det var noget jeg godt kunne vænne mig til.

"Skoven repræsentere mig. Vild. Uforudsigelig. Og ikke så let at få ned med nakken... Desuden så er det en anden måde at trodse min far på, bare anderledes. En skov kan man ikke regne med, uanset hvor man tror at man kender den. Den vil altid være vild, og farlig."

"Du siger altså at du er farlig?" Spurgte jeg med en muntert smil. Jeg kunne alligevel ikke forestille mig hende som en farlig, selvom at hun måske var en god bueskytte. Hun kunne da umuligt være så god!

"Nogenlunde noget i den stil." Svarede hun med et smil. Jeg opdagede at mens hun havde talt havde jeg rykket tættere på hende. Jeg kunne ikke lade være. Desuden, hvad ville der være galt i at kysse sin kommende kone og dronning?Jeg fangede hendes øjne med mine og lod mine hænder placere sig på hendes hofter. En let rødmen steg op i hendes kinder og hendes blik flakkede. Langsomt lod jeg mit ansigt nærme sig hendes, mens jeg kunne mærke at min hjerte bankede ret hurtigt.

"Se!" Udbrød hun pludselig og forskrækkede mig, så jeg rettede mig op igen. Hun pegede ned imod skoven, og jeg prøvede at finde det hun ville have mig til at se.

"Hvad?" Spurgte jeg og så kort hen på hende og bagefter ned imod skovbrynet igen.

”Der var noget dernede lige før.. En ulv eller..” Svarede hun og jeg rynkede panden kort.

"Jeg tror at den blev skræmt væk, hvis det da ellers var en. Ulve er ikke så glade for mennesker, jeg tror bare at det var en fugl du så." Sagde jeg beroligene til hende og hun smilede til svar.

Min chance for at kysse hende var forbi, og jeg foreslog at vi skulle tilbage til middagen.

Resten af aftnen forløb roligt afsted, og jeg prøvede at følge godt med i samtalerne som kongerne havde igang.

 

***

Lily's synsvinkel:

Rachel er ved at børste mit hår, og hjælpe mig i min enkle, hvide natkjole, mens jeg tænker over resten af aftnen.

Det hele gik fint og roligt afsted. Da jeg og prins Auden kom tilbage til spisesalen, gik det op for mig at vi hele tiden havde sagt 'du' til hinanden, efter at vi var gået før hovedretten. De var gået op for mig da han pludselig sagde 'De' igen til mig og min far.

Forretten havde været lækker laks tilberedt med grønsager - ikke min livret men jeg havde da spist det. Snakken faldt støt og roligt, vi snakkede om mange ting og grinede når der blev sagt noget sjovt. Selvom at jeg nok havde været lidt fraværende. Hele aftnen havde jeg tænkt på om jeg nu også havde set den sorte ulv, eller om det bare havde været noget jeg havde bildt mig ind?

Da vi endelige var færdig med hovedretten blev der serveret dessert, men jeg rørte den ikke specielt. Jeg havde været stopmæt, og det havde føltes som om at laksen ikke ville følge strømmen, og svømme imod den. Desuden havde det også føltes som om at der var en knude i min mave.

Selvfølgelig havde jeg ikke sagt noget til de andre, jeg sagde bare at jeg helst ville undgå at spise de fordi at man tog på af det. Det var det mest normale en kvinde ville sige. Selvom at de alle havde sagt at det var åndsvagt, og jeg gav igen ved at sige at de ikke forstod det, fordi at ingen af dem er hundkøn. Det havde fået os til at grine lidt mere, selvom at jeg ikke mente mit grin. Jeg havde bare fulgt trop. Alligevel havde jeg rørt lidt ved min dessert, men den ville ikke rigtig ned igennem min hals.

Somme tider, mens prins Auden havde kigget væk havde jeg betragtet ham under øjenvipperne. Han var ret flot. Og hans latter var sød, en lyd jeg godt kunne vænne mig til. Men alligevel havde tanken om giftermål taget det meste af min apetit fra mig. Jeg skulle giftes med en prins, selvom at jeg kun skal til at fylde sytten år. Det er da alligevel noget at tænke over.

Da jeg tænkte at jeg kunne tillade mig det, spillede jeg trætheds'kortet. Jeg havde jo også været ude på en lang tur, så de lod mig blive undskyldt, og uden opfordring havde prins Auden tilbudt mig at følge mig op til mit gemakker.

Så snart at døren var lukket havde jeg mærket en brænde fornemmelse i maven, og før jeg vidste af af det, havde jeg brækket mig i en spand med vand i. Da Rachel kom ind på mit værelse fandt jeg ud af at hun var ved at støve af på mit værelse.

 

"Din hud brænder altså stadig." Lyder hendes stemme pludselig og afbryder mine tanker.

"Det er ikke noget specielt, Rachel." Løgn. Min mave brænder stadig, jeg har en grim smag i munden, og mine ben er ømme langt ind i muskler, sener og muligvis også mine knogler. "Jeg har jo også været igennem en del. Altså jeg er blevet udsat for overraskelse og chok, efter hinanden og har ikke haft fred til at tænke alt igennem endnu."

"Har Deres far da stresset dem?" Spørger hun og puster lysene ud.

"Rachel," Siger jeg og sætter mig hen i min seng og ser hen på hende. Jeg ved ikke om hun ved det endnu, at jeg skal giftes. Men nu får hun det da ihvertfald at vide. "Ved du hvorfor Kong Cornelius og Prins Auden er rejst hele vejen fra Sapphire, og her til?"

"Jeg har ikke hørt den seneste sladder fra køkkenet endnu." Svare hun. Selvfølgelig. Det sted hvor de fleste her på slottet får deres nyheder via tjenestefolkene. Deres netværk stammer fra køkkenet hvor alle tjenestefolkene kommer flere gange i løbet af dagen, og fortæller hvad de har hørt og set inden for slottet.

"Så kan du være køkkenet i forkøbet Rachel." Jeg fanger hele hendes opmærksomhed og hun ser hen på mig med et spørgene blik. "Til middagen fik jeg at vide.. At.."

"At, hvad?" Spørger hun nysgerrig da jeg ikke kan få ordene over mine læber. At tænke ordene er underligt. At skulle sige det virker umuligt.

"Prins Auden og jeg skal giftes." Får jeg så klemt frem mellem mine læber og ser på hende. Hun ser ud til at kunne have tabt både næse, mund og øjne.

"D-de skal giftes!" Udbryder hun så og ser på mig med store øjne.

"Det er måske så overraskende?" Spørger jeg tørt.

"Undskyld Lily.. Det er bare.. Deres opførsel igennem årene, der viser på sin egen måde at.. Undskyld, men at De skal giftes! Jeg vidste at det nok skulle komme en dag, men nu? Det var ikke det jeg havde forventet skulle ske!" Siger hun efter flere tøvende pauser.

"Jeg ved godt hvad du mener Rachel, jeg er selv ret overrasket selv. Altså mig. Giftes. Med en prins." Siger jeg og kan stadig ikke bestemme mig for om det er godt eller ej.

"Wow Lily.. De skal giftes og de fylder sytten! Nogle gange glemmer jeg Deres alder. De opføre dem jo sådan lidt som en på fjorten eller femten år somme tider. Men Deres skønhed får Dem alligevel til at se ældre ud.. Sytten årige prinsesse Lily af Silver Island, skal giftes med prins Auden af Sapphire!" Hendes egen begejstring får alligevel et lille smil frem.

"Ærgeligt nok er det ikke af kærlighed, men på grund af at vores fædre vil udvide Deres kongeriger igennem prins Auden og mig." Siger jeg så og ser hende.

"Selvfølgelig skal han nok elske Dem. Han kender dig ikke endnu, men alle der møder Dem på sin vej, vil føle sig velsignede over at have mødt sådan et fantastisk menneske som De."

"Det er søde ord Rachel. Men jeg tror ikke at kobberhandleren, Mr. Carlson, var så glad for at møde mig. Desuden er det dig man skal være lykkelig over at have mødt." Smiler jeg til hende og sætter mig under dynen, mens hun puster nogle flere lys ud.

"Mange tak, Lily. Men du skal sove nu. Så må vi håbe at du er rask imorgen tidlig." Siger hun så og tager det sidste lys med hende. "Godnat Lily." Tjenestefolkenes dør til mit værelse lukkes efter hende og efterlader mig i mørket.

"Godnat." Svare jeg stille og lægger mig til rette.

 

__________________________________________________________________________

Hey mine dejlige fans og læsere^^

Så har jeg endelig fået skrevet det her kapitel med prsin Auden's synsvinkel med^^

Det tog meget længere tid end ventet, og det kan godt virke lidt sjusket, men jeg vidste bare ikke hvad jeg ellers skulle skrive, så, jeg håber at i alligevel vil kunne lide det^^

 

Grey Wolf <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...