Den Sorte Dracula

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed. Den sorte kutte omsluttede ham, så hun hans mund og hage var synlig. "Alice?" sagde han med en rolig stemme. "Det er mig," sagde jeg, og skævede over til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet ...

4Likes
0Kommentarer
973Visninger
AA

9. Kapitel 9

  ***
ADRIAN

 

Den rokkende fornemmelse beroligede mig. Vejen ned til byen tog en halv time. Tankerne kørte rundt i mit hoved, og jeg lagde ikke mærke til omgivelserne. 
Alice havde været væk i snart en uge. Det var ca. det det plejede at tage, men noget gjorde han urolig. Draculaen, afgjorde han med sig selv. Kunne han finde på at gøre hende noget?
Næppe, han skulle jo bruge hende til at lede dem tilbage. 
En dråbe på kinden mig tilbage til virkeligheden. Måne skridtede roligt af sted.
Jeg kiggede op. Sorte skyer bredte sig på himlen. Jeg satte Måne i trav.

Da jeg nåede byen, råbte en mand mit navn: "Adrian! Kom herind og få læ, det blæser op!"
Det var smeden, en god og venlig mand, som jeg havde kendt længe. Jeg red hen til huset, og trak Måne ind i den lille stald, som lå bag værkstedet.
"Hvad laver du udenfor i sådan et vejr?" spurgte den store mand. 
Før jeg havde set mig om, var det begyndt at styrte ned, og en dyb rumlen lød ude fra himmelhvælvingen. 
"Jeg skulle hente noget korn for Tom." 
Smedens kone, Anna kom ud i det lille køkken vi sad i. "Er du sulten?" Jeg mærkede efter, og nikkede så.
"Du virker bekymret sønnike?"
"Nej, det er ikke noget, jeg spekulere bare på hvor jeg skal rejse hen ..." digtede jeg. Jeg brød mig ikke om at lyve for smeden.
"Hmm. Hvad med at slå dig ned? Hvorfor al den rejsen rundt?"
Jeg trak på skuldrene, og Anna satte brød, ost og en varm te på bordet.

 

Efter maden var uvejret stilnet af. Jeg takkede mange gange, og red ned gennem de tætte gader, til købmanden Ejner.
"Adrian, er det dig kære dreng!" Den gamle købmand sjokkede hen bag disken. Butikken var lille, og hylderne var overfyldt med vare.
"Hej Ejner. Har du noget korn? Det er til Tom, bare det sædvandelige læs."
Købmanden smilede, så man kunne se de brune tænder. Hans hvide hår var der snart ikke mere af. 
"Tom den gamle lækat, hvordan går det med skravlet?" spurgte han venligt.
"Jeg tror han har det fint, jeg skal hilse ham fra dig."
"Og Alice? Jeg går ud fra at hun er ude i passet. Jeg håber ikke hun har været ude i det uvejr."
Jeg gik i stå, da tanken om uvejret og bjergene sneg sig ind i hovedet. 
Ejner fandt to sække med korn frem.
"Knægt?" Ejner så bekymret på mig. "Alt vel?"
"Øh, ja jeg er bare lidt træt, tak for kornet."
Jeg tog sækkene fra disken. Landsbyen var øde. Jeg bandt sækkene fast til Månes sadel, og red af sted.

"Tom?" Jeg trådte ind af døren til kroen.
"Jeg har kornet med hjem, hvor er du?" Der var tomt i krostuen. 
Julia kom ud.
"Han er på sit værelse, der er brev fra Alice."
"Alice!?" Jeg smed sækkene med korn, og styrtede op ad trapperne, i det samme som en flok højttalende mænd kom ind i krostuen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...